De fire lande i QUAD.alliancen. Foto: Wikimedia/Sangjinhwa, CC BY-SA 4.0

USA’s leverance af u-både med uranberiget bevæbning kan være en overtrædelse af den nukleare ikke-spredningstraktat (Nuclear Non-Proliferation Treaty – NPT, trådte i kraft 1970, o.a.), og hvad der er fastlagt i Det Internationale Atomenergiagenturs (IAEA) protokoller. Når man tænker på, at USA ikke vil gå med til, at Iran beriger uran med mere end 3,67 procent, så er det et voldsomt brud på den såkaldt regelbaserede internationale orden – med mindre vi alle er enige om, at den internationale regelbaserede orden i bund og grund består i, at det er USA og dets allierede, der bestemmer, hvad der er reglerne.

Den japanske premierminister Shinzo Abes idé med QUAD-samarbejdet var, at det skulle være en sikkerhedspolitisk dialog. I sluterklæringen fra det første formelle møde mellem QUAD-landene, 12.3.2021, blev ’sikkerhed’ brugt i betydningen ’strategisk sikkerhed’. Og forud for QUAD-mødet for nylig blev det både fra USA’s og Indiens side benægtet, at der var tale om en militæralliance, selv om QUAD-landene har haft fælles flådeøvelser – Malabar-øvelserne – og har underskrevet forskellige militære aftaler. Den fælles QUAD-erklæring fra 24. september fokuserer mere på andre ’sikkerhedsmæssige’ emner: sundhedssikkerhed, forsyningssikkerhed og cybersikkerhed.

QUAD = et asiatisk NATO

Har Indien bestemt sig til, at landet vil fastholde sin strategiske uafhængighed, selv om landet har alvorlige uoverensstemmelser med Kina langs dets grænser mod nord, og derfor er gået væk fra QUAD-samarbejdet som et asiatisk NATO? Eller har USA selv nedprioriteret QUAD, nu hvor Australien har tilsluttet sig dets geostrategiske plan om at inddæmme Kina?

Før QUAD-mødet i Washington havde USA og Storbritannien underskrevet en aftale med Australien om at levere dem 8 atomdrevne u-både – AUKUS-aftalen. USA har tidligere overført nuklear u-bådsteknologi til Storbritannien, og det kan have spillet en rolle som underentreprise. Atomdrevne u-både er, i modsætning til dieseldrevne u-både, ikke tiltænkt defensive formål. Meningen med dem er en militær oprustning langt uden for landets grænser. At de er i stand til at bevæge sig over meget lange afstande og forblive under vandet i lange perioder gør dem til et effektivt angrebsvåben mod andre lande.

AUKUS-aftalen betyder, at Australien annullerer deres kontrakt med Frankrig om levering af 12 dieseldrevne u-både. Den franske regering er rasende over, at de, som et af de vigtigste NATO-lande, er blevet behandlet på den måde, uden nogen som helst konsultation fra hverken USA’s eller Australiens side om annulleringen. USA-administrationen har fulgt den op med ’diskrete afsløringer’ til medierne og amerikanske tænketanke om, at det at levere atomdrevne u-både til Australien også betyder, at Australien stiller flåde- og flybaser til rådighed for USA. Australien har med andre ord tilsluttet sig en militæralliance med USA og Storbritannien i Indo-Pacific-området.

Præsident Macron har tidligere været helt på det rene med USA’s politik med at inddæmme Kina, og Frankrig har deltaget i ’Freedom for Navigation’-flådeøvelser i Det Sydkinesiske hav. Frankrig har endda tilbudt deres ø-kolonier i Stillehavet – og ja, Frankrig har stadigvæk kolonier – og deres flåde til USA-projektet med at inddæmme Kina i Indo-Pacific-området. Frankrig har to ø-kæder i Stillehavet, som FN har kategoriseret som ’ikke-selvstyrende territorier’ – læs: kolonier – hvad der udstyrer Frankrig med en enorm, lukket økonomisk zone, endnu større end den, som USA har. USA betragter disse øer som strategisk mindre værdifulde end Australien, hvad der kan forklare, at de er parate til at se Frankrigs vrede i øjnene. I USA’s verdensopfattelse er både NATO og QUAD-alliancen nedprioriteret til fordel for en ny militær strategi om et flådebaseret fremstød mod Kina.

Australien har en meget begrænset produktionskapacitet. Hvis de 8 atomdrevne u-både delvis fremstilles i Australien, så kræver det en tidshorisont på mindst 20 år at opbygge den infrastruktur, der er nødvendig for at fremstille atomdrevne u-både og producere og behandle det stærkt berigede uran, som anvendes i USA’s u-både. Det er det, der er baggrunden for, at der tales om flåde- og flybaser i Australien , hvor USA leverer de atomdrevne u-både og jagerbombefly enten på lejebasis, eller ved simpelthen at placere dem i Australien.

Indo-Pacific-regionens betydning

Jeg har sagt tidligere, at begrebet Indo-Pacific giver mening i forhold til USA, Storbritannien og også Australien, der er udprægede søfartsnationer. At der skulle være tale om tre søfartsnationer, hvoraf de to er nybygger-koloniale, mens den tredje førhen var verdens største kolonimagt, set i forhold til en regelbaseret orden, vækker ikke genklang i resten af verden. Oceaner er vigtige for søfartsnationer, der har brugt deres flådedominans til at tilegne sig kolonier. Det var det, der var grundlaget for de britiske, franske og senere amerikanske imperialistiske magters overherredømme. Det er derfor, de alle har store hangarskibe: de er flådemagter, der tror på, at det kanonbådsdiplomati, som de byggede deres imperier på, stadig virker. USA har 7-800 militærbaser spredt verden over, Rusland har ca. 10, og Kina kun en enkelt, i Djibouti i Afrika.

Bag retorikken om Indo-Pacific og de åbne have er det, som USA har gang i i Sydøstasien. Og det er de færreste, der interesserer sig for snakken om Indo-Pacific. Deres interesse er i den regionale sammenslutning af økonomisk partnerskab (RCEP), som ASEAN-landene stod i spidsen for. Selv USA og Indien forlod RCEP-forhandlingerne, den 15 medlemmer-store handelsblok er den største i verden, repræsenterende 30 procent af verdens BNP og af dens befolkning. To af QUAD-deltagerne, Japan og Australien, er med i RCEP.

USA’s strategiske vision er at rette deres maritime slagkraft mod Kina og at kæmpe for at få kontrol over de kinesiske farvande og økonomiske zoner. Det var det, som USA’s doktrin fra 2018 om en Stillehavs-strategi gik ud på, og som de frigav for nylig. Doktrinen slår fast, at USA’s flådestrategi er at forhindre Kina i at bevare deres dominans i luften og til søs selv inden for den ø-kæde, der ligger tættest på det kinesiske fastland, og som omfatter alle områder uden for den første ø-kæde. For dem, der er interesserede i, hvordan USA ser på QUAD-samarbejdet og på Indiens rolle i det, er dette dokument meget udbytterigt.

USA ønsker at drage nytte af de uenigheder, som Vietnam, Filippinerne, Indonesien, Thailand og Malaysia har med Kina om grænserne for deres respektive lukkede, økonomiske zoner. Mens nogle af landene måske ser hen til USA som opbakning imod Kina, så er der ingen af dem, der støtter USA’s fortolkning af ’Freedom for Navigation’, der er begrundelsen for ’Freedom for Navigation’-militærøvelserne (FONOPS). Som Indien ved af bitter erfaring fra Lakshadweep, så stemmer USA’s definition af havenes frihed heller ikke sammen med Indiens. Og hvad angår al den snak om en regelbaseret verdensorden, så har USA nu heller ikke underskrevet FN’s havretskonvention. Så når Indien og andre af USA’s partnere tilslutter sig USA’s ’Freedom of Navigation’-erklæringer, så er de også med på USA’s opfattelse af havenes frihed, som er i modstrid med deres egen.

Den nukleare ikke-spredningstraktat (NPT) fra 1973 indebar en opdeling af lande i to klasser – en, der tillod en række teknologier, der kunne føre til udvikling af uran- eller plutoniumberigede våben, og en anden, der ikke havde lov til at udvikle disse teknologier. Der var imidlertid et u-båds-smuthul i NPT og dens IAEA-beskyttelse af den fredelige udnyttelse af atomenergi. Ifølge NTP må alle de lande, der ikke har ret til at udvikle kernevåben stille alt nukleart materiale under det internationale atomenergiagenturs beskyttelse, undtagen nukleart materiale til ikke-eksplosive militære formål. Der har indtil nu ikke været nogen lande, der har benyttet sig af u-båds-smuthullet til at unddrage uran i våbenklassen fra denne beskyttelse. Men hvis denne undtagelse er blevet udnyttet af Australien, hvordan kan USA så blive ved med at argumentere imod Irans ret til at berige uran, f.eks. til atomdrevne u-både, hvad de er i deres ret til at udvikle inden for rammerne af NPT?

Indien har aldrig skrevet under på NPT, og er derfor et anderledes tilfælde end Australien. Hvis Australien, som medunderskriver, har lov til at benytte sig af u-båds-smuthullet, hvad kan så stille sig i vejen for, at andre lande så også gør det?

Australien behøvede ikke at gå den vej, hvis de ville have atomdrevne u-både. De franske u-både, som de var ved at købe, var oprindeligt atomdrevne u-både, men de brugte lavt beriget uran. Det er opgradering af dieselmotorer, der har været årsag til forsinkelser af deres leverancer til Australien. Det ser ud til, at det er under den nuværende premierminister Scott Morrison, at de vil spille med musklerne i deres nærområde og derfor knytte sig til Big Brother, USA.

For USA er Sydøstasien det terræn, hvor kampen mod Kina skal stå, og Australien er et meget nyttigt springbræt. Det beviser også, hvad der har været meget tydeligt et godt stykke tid – at Indo-Pacific kun er et skalkeskjul for en geostrategisk konkurrence mellem USA og Kina om Sydøstasien. Og Østasien og Sydøstasien har, desværre for USA, gensidige økonomiske interesser, der bringer dem tættere til hinanden. Og Australien, med deres grusomme nybygger-koloniale fortid med folkemord og neokoloniale interventioner i Sydøstasien, bliver ikke betragtet som en naturlig medspiller af landene på de kanter.

Indien under premierminister Narendra Modi ser ud til at have mistet grebet totalt. Vil de have strategisk selvstændighed, som om deres politik var post-uafhængighed? Eller vil de knytte sig til en imperialistisk supermagt, der er for nedadgående, USA? Det første førte til en respekt, der lå et godt stykke over deres reelle økonomiske og militære indflydelse. Den vej, som de er slået ind på nu, ligner mere og mere en vej henimod at miste deres anseelse som en uafhængig medspiller.

12. oktober 2021

Prabir Purkayashta er grundlægger og redaktør af Newsclick.in, en digital medieplatform. Han er aktiv i bevægelsen for fri software.

Oversat fra pressenza af Niels Overgaard Hansen