Hamas’ afgørende sejr i det ubestrideligt demokratiske valg, som blev afholdt i de palæstinensiske besatte områder, er resultatet af mange faktorer. Imidlertid er det frem for alt en sejr for Ariel Sharons politik.

af Michel Warschawski

Gennem årtier har ødelæggelsen af PLO været et strategisk mål for den tidligere israelske premierminister, og dette var ikke hans første forsøg; Sharons blodige eventyr i Libanon i 1982 var en hovedsatsning på at nå dette mål. Trods både Israels militære styrke og hensynsløse brutalitet – som bl.a. viste sig gennem dets rolle i Sabra og Shatiala massakrerne – mislykkedes invasionen i Libanon imidlertid.

 

Tilbage ved magten i 2001 var Ariel Sharon fast besluttet på at opnå det, der var mislykkedes to årtier tidligere. Under dække af en permanent og forebyggende krig mod terrorisme iværksatte Sharon en blodig offensiv mod lederne, aktivisterne og institutionerne i den Palæstinensiske nationale Bevægelse. Målet var at ødelægge bevægelsen, velvidende at hvis strategien lykkedes ville det fremtvinge en alternativ ledelse.

»Israel har ingen palæstinensisk partner« var ikke grunden til den brede militære offensiv og Israels ødelæggende politik i de besatte områder – det var målet: For den tidligere israelske premierminister var enegang den eneste måde, hvorpå man kunne opnå de zionistiske mål, og forhandlinger blev opfattet som en forhindring, der kunne fremtvinge uacceptable kompromisser. Der var derfor nødvendigt at ødelægge enhver mulig partner for fremtidige forhandlinger.

Efter at have neutraliseret Yasser Arafat, destabiliserede den israelske regering den »moderate» Abu Mazen og fortsatte den løbende ødelæggelse af både den palæstinensiske infrastruktur og territoriale sammenhæng. Kaos og i mange tilfælde terroristiske angreb var det forventede resultat af denne politik, som blot skulle tjene til at bevise at der stadig ikke fandtes nogen palæstinensisk partner.

Hamas med rene hænder

Israel forhindrede med vilje den palæstinensiske ledelse i at levere noget som helst til deres bagland i form af økonomi eller politik. Dette fremmede som forventet og forudsagt sammenbruddet af ledelsens folkelige opbakning og styrkelsen af den islamitiske opposition. Faktisk bliver Hamas ikke bare opfattet som mere duelig men også som værende uden del i Det palæstinensiske Selvstyres fiaskoer. Stemmerne på Hamas var mere proteststemmer end ideologiske stemmer; det var en måde hvorpå vælgerne sagde: »I svigtede, vi stoler ikke længere på jer og vi ønsker at prøve noget nyt.«

Ariel Sharon ønskede en valgsejr til Hamas, så han endnu mere overbevisende kunne hævde at »vi har ikke nogen partner til at skabe fred med«. Valgresultatet vil tillade Israel at fortsætte sine ensidige koloniseringstiltag, herunder nogle taktiske militære omrokeringer og nedlæggelsen af isolerede bosættelser, der alligevel ikke kunne fungere.

Denne politik kan meget vel lykkes i et stykke tid, og reaktionerne fra det internationale samfund og dets medier, der truer med at udstøde palæstinenserne, udvikler sig lige efter den israelske ledelses planer. Med andre ord, vil det palæstinensiske folk på kort sig stå overfor hårde tider.

Men, og det ved enhver palæstinenser, hvor meget hårdere kan forholdene blive? Israel vil stoppe fredsprocessen. Der var ingen fredsproces. Israel vil genoptage de målrettede snigmord? De var aldrig ophørt. Israel vil ødelægge flere huse og rykke flere træer op med rode? Det er næsten umuligt at gøre mere skade end der allerede er blevet gjort gennem de sidste fem år. Israel vil fortsætte med at arrestere aktivister? Denne politik er aldrig ophørt. Det internationale samfund vil skære i sin økonomiske støtte? Den var allerede skåret ned til sokkeholderne.

Grund til optimisme

Imidlertid kan det være at Israels succes ikke vil vare længe. Hamas’ ledelse vil have en vis international legitimitet, fordi den blev demokratisk valgt i overværelsen af hundreder af internationale observatører. Den kendsgerning at den ikke bærer noget ansvar for PLO´s tidligere forpligtigelser (Oslo-processen) giver den bedre mulighed for at holde befolkningens forventninger nede på et minimum. Muligheden for en ægte national enhedsregering er nu meget stor og den vil denne gang blive opfattet af det internationale samfund som et tegn på moderation. Tidligere blev en sådan regering opfattet som et skift af Det Palæstinensiske Selvstyre mod en mere radikal linje.

I modsætning til de racistiske forestillinger som de lokale og internationale medier spreder, er Hamas ikke en irrationel fanatisk organisation. Det har en klog ledelse, der vil følge eksemplet fra det succesfulde Hizbollah-parti i Libanon. Derudover kan det meget vel tænkes, at Hamas vil gå med i PLO og acceptere dets autoritet.

Det er måske ikke for optimistisk at argumentere for at den israelsk planlagte sejr for Hamas kan fremkalde netop det israelerne har forsøgt at sabotere: En palæstinensisk national enhed for at bekæmpe besættelsen og genopbygge det samfund, der systematisk er blevet nedbrudt af den israelske pacificeringskrig. Det kan skabe fornyet håb og selvtillid.

»Vi vil ikke forhandle med Hamas«. »Vi vil kun møde Hamas på slagmarken« – vi husker sådanne slagord fra firserne, den gang blev de bare rettet mod PLO. Vi ved at i sidste ende blev den israelske regering tvunget til radikalt at ændre sin politik, om så bare for nogle år.

Der er allerede tegn på at USA’s regering slækker på sin politik om total krig mod islamiske organisationer og endog er begyndt at lede efter nye allierede blandt dem. Faktisk er USA begyndt at samarbejde med sådanne organisationer i Irak og har afholdt halvoffentlige møder med Det muslimske Broderskab i Egypten. Før eller senere vil det internationale samfund tvinge Israel til at forhandle med Hamas, som det for femten år siden gjorde det med PLO.

En dobbelt udfordring

For det palæstinensiske samfund repræsenterer Hamas’ sejr tydeligt en dobbelt udfordring. For det første må palæstinenserne kæmpe internt for at fastholde og udvide de sociale og samfundsmæssige resultater som Hamas kan true.

Medens sådanne angreb på sociale og demokratiske rettigheder ikke på nogen måde vil anfægte det internationale samfund er de af afgørende betydning for det palæstinensiske folk. Den anden udfordring er at genopbygge den verdslige nationale bevægelse, først og fremmest Fatah, og at give PLO dets magt og ledelse tilbage.

Hvis disse to udfordringer bliver succesfyldt imødegået, vil Ariel Sharons seneste resultater kunne blive til det samme som dem i Libanon: En Pyrrhus sejr.

Michel Warschawski er journalist og en af grundlæggerne af the Alternative Information Center (AIC) i Israel. Han har bl. a. skrevet bøgerne "On the Border "(South End Press), og "Towards an Open Tomb – the Crisis of Israeli Society" (Monthly Review Press).

Denne artikel blev først bragt i »News from Within«, et internettidsskrift fra AIC. Oversat af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com