”For venstrefløjen er det vigtigt at støtte de nuværende kampe i revolutionen, nu hvor modsætningerne i de nye regimer fortsat skærpes,” siger Adam Hanieh i dette interview om blandt andet Saudi Arabien og andre Golf-staters rolle som nøgleaktør i den bølge af modrevolutioner, der er blevet udløst mod oprørene. Faktisk har 2011 klart demonstreret at imperialismen i regionen artikuleres af – og i vid udstrækning gennem – Golfstaterne.

af Adam Hanieh, Farooq Sulehria

Resultatet af valgene i Tunesien og Egypten faldt ud til fordel for islamistiske partier, selv om revolutionen i disse lande havde en sekulær karakter. De er også en integreret del, om ikke den dominerende kraft, i Syriens, Libyens, Yemens og Bahrains revolutioner. Så er det arabiske forår i virkeligheden en sejr for den islamistiske bevægelse?

Nej, jeg tror, det er forkert at læse det arabiske forår på den måde. Det er selvfølgelig rigtigt, at de islamistiske partier var de største vindere i de egyptiske og tunesiske valg og har været prominente aktører i de andre oprør i regionen. Men vi er nødt til at se mere nuanceret på de islamistiske bevægelser og de vanskeligheder, de sandsynligvis vil stå overfor i den kommende periode. For det første skal vi huske, at de første faser af revolutionerne (i hvert fald i Egypten og Tunesien) i vid udstrækning opstod udenfor de etablerede bevægelsers cirkler – som f. eks det Muslimske Broderskab. De islamistiske bevægelser har generelt spillet – og fortsætter med at spille – en konservativ rolle. Under protesterne i Egypten i december tog det muslimske broderskab for eksempel klart afstand fra de folkelige kræfter. Og på samme måde med de vigtige egyptiske strejkebølger i september. Disse eksempler (og mange andre) indikerer, at selv om de islamistiske partier nok har opnået en betydelig vælgertilslutning, er deres forhold til den folkelige bevægelse skæmmet af spændinger og har potentialet til hurtigt at skifte. Det har også skabt skismaer og debat internt hos de Muslimske Brødre (MB).

Valgresultaterne i Tunesien og Egypten er ikke specielt overraskende. I Egypten er MB’s stærke tilstedeværelse delvist et udtryk for deres dybe forankring i hele samfundet og deres store adgang til ressourcer. I Mubaraks tid var MB praktisk talt en semi-legal opposition, og de har en lang historie bag sig med organisering i hele landet. Mange andre partier (inklusiv nogle af venstrefløjspartierne) er først blevet dannet for nylig eller er først nu begyndt at organisere sig helt åbent, og det er umuligt at forvente, at de skulle have broderskabets rækkevidde på nuværende tidspunkt. De islamistiske partier havde også meget god økonomisk støtte (især fra Golfstaterne) og det gør en stor forskel i deres evne til at føre landsdækkende kampagner. Derudover har de andre partier en meget svagere tilstedeværelse i landdistrikterne end MB, som har opbygget beskyttelse og etablere støttenetværk gennem mange år.

Til trods for den symbolske betydning af valgene er revolutionens egentlige spørgsmål endnu ikke besvaret. Revolutionerne har givet enorme forventninger om reelle forandringer af folks daglige liv. Efter årtiers neoliberale ”reformer” har det egyptiske samfund oplevet en ekstrem polarisering af velfærd og en faldende levestandard for det store flertal. Millioner af mennesker er blevet marginaliseret og kæmper for overlevelse på det sorte marked. Der er også spørgsmålet om den lange tradition for den egyptiske regerings og militærets kryben for USA’s magt i Mellemøsten – tydeligst udtrykt i den årtier lange proces mod normalisering af forholdet til Israel.

Disse politiske og økonomiske temaer er forbundne, og det er ikke muligt at løse demokratispørgsmålet uden at skubbe revolutionen fremad og forholde sig til alle disse temaer. Faktisk er militærets position i høj grad knyttet til landets politiske økonomi og forholdet til USA og Israel. På grund af dette har den egyptiske kapitalisme en stærk tendens til at tage en autokratisk form – hvad enten det nu er gennem en enkelt mands styre (som Mubarak) eller et slør af liberalt demokrati, bag hvilket militæret bevarer den ultimative magt.

Set i det lys mener jeg, at det er klart, at de islamistiske kræfter ikke er i stand til at løse problemerne. De har helt eksplicit erklæret, at de ikke har til hensigt på nogen væsentlig måde at bryde med det gamle regimes økonomiske program. Det betyder fortsat privatisering, større åbning mod det globale finansmarked, yderligere deregulering af arbejdsmarkedet og flere lån fra de internationale finansielle institutioner som IMF og Verdensbanken. Resultatet af dette neoliberale program gennem de sidste to årtier var en hovedårsag til de oprør, der væltede Mubarak. Af denne grund tror jeg, at vi kan vente os et større og større gab mellem det egyptiske folks forventninger om job, mad, helbred og andre sociale rettigheder og så den faktiske politik, der højst sandsynligt vil blive gennemført af MB og deres allierede.

Når de holder regeringstøjlerne, er det meget sværere for disse bevægelser at gemme sig bag en oppositionel retorik. Modsætningerne vil fremstå langt skarpere: mellem på den ene side deres krav omkring social retfærdighed og på den anden deres støtte til neoliberal økonomisk politik, eller deres ”anti-imperialistiske” sprogbrug, men samtidige vilje til at samarbejde med USA og Israel. Der er mange tegn på, at det allerede er ved at ske, og på grund af det mener jeg, at det er alt for tidligt at karakterisere 2011 som en ”islamistisk sejr”.

 

Det Muslimske Broderskabs sejr i Egypten og En-Nehdas i Tunesien, den mulig afgang af Assads regime og det knuste oprør i Bahrain synes alt sammen at være til fordel for det saudi-arabiske monarkis regionale interesser. Er Saudi Arabien det arabiske forårs egentlige vinder?

Saudi Arabien har sammen med andre Golfstater, som Qatar været hovedaktører i den bølge af modrevolutioner, der er skyllet hen over oprørene. 2011 har klart demonstreret, at imperialismen i regionen artikuleres af – og i vid udstrækning gennem – Golfstaterne. Angrebet på Libyen anført af NATO er et klart eksempel på dette. Qatar og De Forenede Arabiske Emirater spillede især en meget vigtig rolle i denne invasion. Der er mange andre eksempler – vi kan se det i de milliarder af dollars, som Golfstaterne har udlovet til Egypten og Tunesien; Saudi Arabiens, Qatars og Emiraternes militære intervention i Bahrain; tilbuddet til Jordan og Marokko om at tilslutte sig ”the Gulf Cooperation Council” (og dermed bringe alle monarkierne i regionen sammen i en samlet blok) og det centrale i at Golfstaterne forsøger at mediere og styre oprørene i Syrien og Yemen. Og måske allermest betydningsfuldt, de tiltagende trusler mod Iran.

På en måde er Saudi Arabiens og de andre Golfstaters rolle en politisk afspejling af, hvor centrale disse stater er i det regionale økonomiske system. I det seneste årti har først og fremmest kapital fra Golfen (både privat og statslig) nydt godt af neoliberalismen i regionen. I Egypten, Jordan, Libanon og andre steder har liberaliseringen betydet massiv tilgang af kapital fra Golfen til de nyligt privatiserede sektorer (især ejendomme, finans og telekommunikation). Af denne grund er de autokratiske sociale strukturer, som karakteriserede de politiske styrer i Egypten, Tunesien og andre steder, selv en del af den måde, Golfen har etableret sig i hierarkiets top på de regionale markeder.

Kampene imod diktaturer, som oprørene repræsenterer, er samtidig forbundet med den måde, kapitalismen har udviklet sig i regionen. I den forstand er de også kampe mod Golfen. Dette faktum – sammen med, selvfølgelig – det centrale i regionens olieforsyning og finansielle overskud til USA og andre imperialistiske lande – er hovedårsagen til, at mod-revolutionen i det store hele er blevet gennemført via trepartsalliancen bestående af Golfstaterne, USA og EU.

En forståelse af dette faktum er noget helt andet end at sige, at Saudi Arabien er den ”ultimative vinder” af de arabiske oprør. Revolutionerne er på ingen måde ovre, og på grund af noget af det, jeg lige har gjort rede for, er revolutionens krav ikke blevet imødekommet.

Mobiliseringsniveauet er fortsat meget højt i både Egypten og Tunesien, og det vil være meget svært for den nye regering at fortsætte med ”business as usual”. Det er en ustabil situation. Ja, der er rigtig mange vanskeligheder, som venstrefløjen og de folkelige bevægelser står overfor. Men vi bør ikke undervurdere de vanskeligheder, som den anden side også står overfor eller overvurdere deres evne til at genindføre deres styre i en global kontekst af mange systemiske kriser og en meget begrænset legitimitet for regeringsmønstre, der forbindes med det gamle regime.


Hvad vil et forfejlet oprør i Bahrain og en mulig omstyrtelse af Assads regime i Syrien betyde for Iran?

Det er tydeligt, at retorikken mod det iranske regime gennem de seneste uger er blevet skruet op. Men der er fortsat mange faktorer, der strider imod et angreb, og jeg tror ikke, at et angreb fra Washington eller Tel Aviv er endeligt afgjort. Med hensyn til Syrien er det klart, at Vesten, Israel og Golfstaterne ønsker at se et mere føjeligt regime, og det er delvist motiveret af et ønske om at underminere Irans regionale indflydelse (forbundet selvfølgelig med Hizbollah i Libanon).

Jeg tror til gengæld ikke nødvendigvis, at det at vælte Assad vil føre til et regime, som er tættere allieret med vestlige interesser. Den overordnede anti-imperialistiske stemning forbliver stærk i den syriske befolkning. Og forsøgene fra dele af venstrefløjen på at tilsvine hele oprøret som stand-in for imperialisme gør et sort/hvidt verdenssyn til skamme og misforstår landets historie groft.

Jeg kan ikke se nogen modsætning i at være imod en intervention og samtidig være imod Assads regime. Man skal huske på, at regimet har omfavnet neoliberalismen og konsekvent brugt en ”anti-imperialistisk” retorik for at dække over en praksis med tilpasning til både USA og Israel. Men vi er nødt til at huske, at der er en sammenhæng mellem regimets brutalitet og den interne støtte til intervention. I den forstand tjener Assads voldelige regime yderligere imperialismens bredere interesser i regionen (som denne vold har gjort i lang tid).

I tilfældet Bahrain mener jeg, det er en fejltagelse at se oprøret som en slags iransk ”plot”. Det er helt klart sådan Bahrains monarki og nogle af de andre Golfstater har beskrevet det. Men intifadaen i Bahrain i 2011 var den seneste i en årtier lang linje af oprør mod sekterisk diskrimination, som forstærkes af den ujævne kapitalistiske udvikling i dette land. Et tegn på dette er den meget høje arbejdsløshed blandt Bahrains befolkning med uofficielle skøn fra 15 til 30 procent. Det rammer især shiaerne.

I 2004 skønnede Bahrains Center for Menneskerettigheder, at over halvdelen af Bahrains borgere levede i fattigdom, og alligevel havde de rigeste 5200 i Bahrain til sammen over 20 mia. dollars. Disse og andre problemer som ulighed i jordfordeling, udbredt brug af tortur mod politiske modstandere, manglende demokrati, politisk eksklusion af shiaerne og regimets tætte alliance med USA er meget mere overbevisende forklaringer på oprørene end indblanding fra Iran. Disse problemer er ikke blevet adresseret på nogen grundlæggende måde af Bahrains regime og derfor har vi helt bestemt ikke set det sidste til oprørene i landet.

Washington synes at have indtaget en modsætningsfyldt position til oprørene – de yder støtte til dem i Syrien og Libyen og underminerer eller ignorerer dem i andre lande. Er det rigtigt at sige, at USA hilser det arabiske forår velkomment, og at massebevægelserne fra 2011 har manglet en anti-imperialistisk karakter?

Nej, jeg mener at det er en fuldstændig forkert karakteristik. Spørgsmålet om imperialisme er stædigt forbundet til de spørgsmål, som er impulsen bag disse oprør. Karakteren af Mubaraks regime, for eksempel, var ikke kun et spørgsmål om indenlandsk undertrykkelse. USA-imperialismen regnede med dette regime til at opbygge en vigtig søjle, der kunne støtte dets videre overherredømme i Mellemøsten. Det kom klarest til udtryk i den årtier lange proces med en normalisering af forholdet til Israel, såvel som milliarder af dollars fra USA til at støtte det egyptiske militær. Som jeg bemærkede før, så er de politiske og økonomiske problemer forbundet og uadskillelige. Hvis massebevægelsen skal vinde social og økonomisk retfærdighed, vil den nødvendigvis skulle tage sig af spørgsmålet om imperialisme.

Desuden synes jeg ikke, at Washingtons position har været modsætningsfyldt – snarere at den har været fuldstændig i overenstemmelse med deres politik i de sidste få årtier. Den overordnede strategiske ”retning” for USA (og EU) har været at finde en måde at afmontere, svække og aflede oprørene. Den måde, man har forsøgt at gøre det på, har varieret ud fra konteksten.

Hvilke implikationer har det arabiske forår for Israel?

Jeg mener, at især den egyptiske revolution er potentielt den vigtigste udvikling, der er sket i den palæstinensiske kamp på noget tidspunkt i de seneste to årtier. Egypten er en strategisk central del af Palæstinaspørgsmålet. Det er klart forstået af imperialisterne – se blot den absolutte førsteprioritet, normaliseringen af forholdet mellem Egypten og Israel har haft for USA og Israel siden Sadat og op gennem Mubarakperioden. Jeg mener, at en revolutionær regering i Egypten som nægter at indgå i et økonomisk eller politisk forhold med Israel, åbner grænserne til Gaza og støtter den palæstinensiske kamp på meningsfulde måder, ville betyde en hurtig og kvalitativ forandring i den regionale magtbalance.

Nu er vi jo godt nok meget langt fra at opleve det scenario under de nuværende omstændigheder. Men som jeg påpegede ovenfor, kan den egyptiske stats autokratiske og undertrykkende karakter ikke skilles fra dens bånd med imperialismen i regionen (der primært ses i dens støtte til staten Israel). En effektiv udfordring af denne autokratiske karakter betyder en konfrontation med båndene til USA’s magt. Der er et dialektisk forhold mellem disse to sider af den egyptiske stat – og det betyder, at solidaritet med den palæstinensiske kamp ikke er en valgfri ekstraopgave til revolutionen, men er centralt for at komme videre.

Hvad bør så være venstrefløjens holdning til det arabiske forår?

I det store hele er det vigtigt for venstrefløjen at støtte de igangværende kampe i revolutionerne, efterhånden som modsætningerne i det nye regime fortsat skærpes. Konkret betyder det at tilbyde solidaritet med arbejderstrejker og folkelige mobiliseringer; at offentliggøre militærets fortsatte krænkelser; at agitere imod udenlandsk militær og politisk intervention i regionen; at afsløre Golfstaternes rolle og deres forbindelse med Vesten; at finde måder at støtte kampagner for at slette den multilaterale og bilaterale gæld, som disse lande har til vestlige finansielle institutioner, og at forhindre nye finansielle aktører (så som den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling) i at gå ind i disse områder. Vigtigst er det dog, at der er behov for at lære af selve de revolutionære erfaringer. Vi har brug for meget mere ydmyghed og for at indse, at bevægelserne fra 2011 i Mellemøsten og Nordafrika har en hel del at lære venstrefløjen i Vesten.

Adam Hanieh underviser i Udviklingsstudier på Institut for Orientalske og Afrikanske studier (SOAS), London Universitet. Han er forfatter til Capitalism and Class in the Gulf Arab States (palgrave-macmillan-2011) og medlem af det redaktionelle panel for magasine, Historical Materialism.
Farooq Sulehria er en fremstående radikal journalist og ledende medlem af det Pakistanske Arbejderparti LPP. Han er forfatter til LPPS’ udgivelse ”Rise of Political Islam” og har oversat ”Clash of Fundamentalisms” af Tariq Ali til urdu.

Farooq Sulheria lavede dette interview for det radikale pakistanske magasin Viewpoint og er her oversat fra International Viewpoint af Bodil Olsen.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com