Det varierer fra hadefuld tale til forfølgelse, social udstødelse, fordrivelse, og massemord. Ordet ’antisemitisme’ er måske ikke helt præcist, men vi bruger det her, fordi det er bredt accepteret, ligesom ’islamofobi’ er et upræcist, men bredt accepteret ord for racisme imod muslimer.

Abram Leon, en jødisk marxist, der blev myrdet i Auschwitz af nazisterne, gjorde opmærksom på, at mere end tre fjerdedele af jøder boede uden for Palæstina, før Jerusalem blev erobret af romerne. Selv om Jerusalem var et valfartssted for pilgrimme for dem, på lidt den samme måde som Mekka blev det for muslimerne, havde kongeriget Palæstina ingen særlig betydning. Årsagen til, at jøderne spredte sig andre steder hen, var ikke vold, men problemer med at få til dagen og vejen, som de så fandt bedre muligheder for i andre lande. Tilslutning til jødedommen de steder, hvor jøderne slog sig ned, gav deres fællesskab en international karakter med medlemmer  i Indien, Yemen, Østeuropa og andre steder.

Hovedparten af denne diaspora blev optaget af handelsvirksomhed. Der var stærke fordomme mod jøderne inden for det romerske aristokrati, og senere blandt de kristne, men det var først i det 12. århundrede, at det blev til forfølgelser og vold i Vesteuropa, og noget senere i Østeuropa. I det 14. århundrede kom det til de første alvorlige overfald på jødiske pengeudlånere, foranstaltet af håndværkere og bønder, der så dem som årsag til deres ruin, uden blik for, at det var fyrster og storborgere, der skummede fløden af ågerens profitter. Det var selvfølgelig ikke alle jøder, der var købmænd eller pengeudlånere, men det var denne stereotyp, der blev propaganderet imod, og som skabte hadet mod jøderne.

Racisme var solidt forankret hos de vest-og østeuropæiske imperialistiske magter, retfærdiggjort af, at de folkeslag, som de koloniserede, blev betragtet som laverestående. Og i slutningen af det 19. århundrede voksede der en særlig ondartet og brutal blod-og-jordnationalisme frem, der vendte enhver form for simpel fornuft og demokrati ryggen, og som nu vendte sig imod andre europæere. Forestillinger om racerenhed og antisemitisme fulgtes ad, og det var i dette klima, Hitler blev formet som ungt menneske, og som førte til Holocausts rædsler.

En racistisk reaktion på antisemitisme

Der var to forskellige reaktioner fra jøder i Østeuropa i slutningen af 1800-tallet. Den ene af dem bestod i at slutte sig til de imperialistiske undertrykkere ved at skabe deres egen bosætter-koloni i Palæstina: Zionisme. Som Edward Said har udtrykt det, ’Zionisme opfattede grundlæggende Palæstina på samme måde, som europæiske imperialister gjorde, som et tomt territorium ’fyldt’ med laverestående og uværdige, eller simpelthen indfødte vilde, der ikke havde nogen eksistensberettigelse. Zionisterne allierede sig, som Chaim Weizmann utvetydigt gav udtryk for efter Første Verdenskrig, med de imperialistiske magter, med hensyn til at føre deres planer ud i livet ved at danne en jødisk stat i Palæstina. Den anden form for reaktion blev eksemplificeret af ’Jødisk Arbejderforbund for Litauen og Polen’, bedre kendt som ’Bund’, der organiserede sig sammen med andre socialistiske grupperinger i kampen imod antisemitisme, tsarisme, autoritarisme og kapitalisme. De var i diametral og kompromisløs modsætning til zionismen.

Under Første Verdenskrig levede muslimer, kristne og jøder i harmoni i Palæstina, og ønskede uafhængighed. Som det fremgik af en FN-undersøgelse, var der sympati for jøderne fra resten af den palæstinensiske befolkning, og ingen had eller nag over for dem. Men det ændrede sig, da briterne, i stedet for at give dem uafhængighed, overdrog Palæstina til den zionistiske organisation i overensstemmelse med Balfour-deklarationen (1917), og zionisternes aggressive kolonisering af Palæstina tog sin begyndelse.  Den israelske historiker Ilan Pappe har forklaret, at zionisternes hovedmål ’var den etniske udrensning af hele Palæstina, som bevægelsen havde tænkt sig som sin nye stat’. I 1948 blev næsten 800.000 fastboende palæstinensere – mere end halvdelen af befolkningen – fordrevet fra deres hjem ved uhyggelige massakrer og blev flygtninge i andre dele af Palæstina og dets nabolande. Fordrivelser og massakrer fortsatte, selv efter Oslo-aftalerne i 1993, der lod de fleste palæstinensere, der blev i deres land, tilbage i ghettoer i Gaza-striben, på Vestbredden og i Øst-Jerusalem, – områder, der slet ikke grænsede op til hinanden.

Det zionistiske projekt er på den måde racistisk ind til marven, så hvordan er det gået til, at det i så vid udstrækning er blevet accepteret af de angiveligt demokratiske partier i Vesten? En årsag er, at det klinger sammen med den racisme, der blev skabt af deres imperialistiske fortid, og som er blevet konsolideret af en overhåndtagende islamofobi siden 9/11. De geopolitiske fordele ved at have en kolonial allieret i Vestasien er især værdsat af USA, der finansierer og bevæbner Israel, og nedlægger veto mod enhver FN-resolution, der kræver af Israel, at landet skal rette sig efter international lov, undtagen i december 2016, da Obama-administrationen afholdt sig fra at stemme om en resolution fra Sikkerhedsrådet , der beskrev de israelske bosættelser i palæstinensiske områder, der var blevet besat i 1967, som en ’flagrant overtrædelse’ af international lov. Netanyahu fordømte resolutionen som anti-israelsk, og den blev aldrig implementeret.

At vestmagterne erklærer, at det er Israels ’ret til at forsvare sig selv’ ved at myrde børn, bombe hospitaler, skoler, boligblokke, moskeer, kirker, bagerier, vandreservoirer og FN-beskyttelsesrum, og afskære 2,3 millioner mennesker fra mad, vand, elektricitet og medicin, er et andet udtryk for racisme, der trækker det klart frem i lyset, at palæstinensiske liv ikke betyder noget. Deres støtte til ’tostats-løsningen’, efter at have undladt at gøre noget som helst for at forhindre hundredtusinder af illegale bosættere i at erobre, hvad der måtte forventes at blive til en palæstinensisk stat, er både hyklerisk og racistisk. Vil de fjerne bosætterne, der er bevæbnede, og lige nu går endnu videre med morderiske angreb på palæstinensere på Vestbredden og i Øst-Jerusalem? Næppe. Så hvor bliver der af dén palæstinensiske stat?

Og mere end det, tostats-’løsningen’ kommer ikke til at betyde, at apartheid i Israel afskaffes, eller at sikre palæstinensiske flygtninge retten til at vende hjem. BDS-bevægelsens opfordring til boykot af Israel, trække investeringer tilbage og indføre sanktioner, indtil den retter sig efter international lov ved at sikre palæstinensisk suverænitet over de besatte områder, afskaffe apartheid og implementere palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem, er blevet fordømt i mange af vestlige lande.

Der er endnu et incitament bag den vestlige støtte til israelske ugerninger: skyldfølelse over den rolle, som deres lande spillede i forbindelse med Holocaust. Det har givet den israelske stat et magtfuldt instrument til at manipulere dem.

At skelne antisemitisme fra antizionisme

Den israelske stat har foretaget omfattende investeringer i ekstremt sofistikeret informationskrig eller ’hasbara’, beskrevet som ’kommunikation beregnet på at påvirke tanker og adfærd ved at manipulere opfattelsen af en årsag eller et synspunkt med ensidige argumenter, følelsesmæssige appeller … Selv om ’hasbara’ inkluderer bestræbelser på at besværliggøre adgang til informationer ved hjælp af mange forskellige teknikker…, fokuserer den på at begrænse offentlighedens muligheder for at få informationer’, der modsiger det, der ønskes formidlet. De vigtigste karakteristika ved ’hasbara’ er dæmoniseringen af palæstinensere, arabere og muslimer, og budskabet om, at antizionisme er konstituerende for antisemitisme. Det er lykkedes særdeles godt i Vesten, hvor det passer ind i den fremherskende racisme og skyldfølelsen over for Holocaust. Det har ført til en udbredt accept af den mangetydige ’instruktiv definition af antisemitisme’, som er fremlagt af International Holocaust Alliance (IHRA), og som betyder, at det at ’hævde, at eksistensen af en israelsk stat er udtryk for et racistisk projekt’, og at ’sammenligninger mellem den politik, som Israel fører med den, som nazisterne førte’, er eksempler på antisemitisme. IHRA forslår, at den slags antisemitiske handlinger bør kriminaliseres.

Der er desværre også palæstinensere, der har sløret forskellen mellem antizionisme og antisemitisme, og nogle af deres tilhængere gør det stadigvæk. Som Gilbert Achcar forklarer det, så har f.eks. det, at den israelske stat instrumentaliserer Holocaust til at retfærdiggøre undertrykkelse, fået dem til at nedvurdere Holocausts betydning, eller rent ud benægte den. For det første, det er umoralsk at benægte Holocausts enorme omfang, og den forfølgelse af jøder, der stadigvæk finder sted. Og for det andet, det er også kontraproduktivt, fordi det underbygger den zionistiske version. For oprigtige antiracister er det afgørende at definere antisemitisme præcist, og påvise, hvordan den adskiller sig fra antizionisme.

Det er det, som Jerusalem-deklarationen om antisemitisme har været startskuddet til. Den blev fremlagt af 210 fremtrædende jødiske forskere i antisemitisme og relaterede forskningsområder i marts 2021, og indtil nu har 350 skrevet under på den. De siger, at ’antisemitisme er diskrimination, fordomme, fjendtlighed eller vold mod jøder som jøder (eller jødiske institutioner som jødiske)’. De gør det klart, at ’selv om antisemitisme har visse særtræk, så er kampen imod den uadskillelig fra den generelle kamp imod alle former for racemæssig, etnisk, kulturel, religiøs eller kønsbaseret diskrimination’.

Forfatterne gør rede for, at deklarationen bygger på universelle menneskerettighedsprincipper, og er en reaktion på to forhold. Det ene er den skræmmende genopblussen af antisemitisme fra de grupperingers side, der mobiliserer ud fra had og med vold i det politiske liv, i samfundet og på Internettet, hvad der gør det bydende nødvendigt at have anvendelige, koncise og historisk underbyggede kernedefinitioner på antisemitisme med et fast sæt af retningslinjer, og det andet er den definition, som IHRA har antaget, som de betragter som uklar på afgørende punkter, fuldstændig åben for forskellige fortolkninger, og som svækker kampen imod antisemitisme ved at skabe forvirring og give unødig anledning til irrelevante skænderier. De giver udtryk for særlig bekymring for, at nogen af de ’eksempler’ på antisemitisme, som IHRA står for, udelukker lovlig politisk tale og handling vedrørende zionisme, Israel og Palæstina. Deres sigte er altså dobbelt: ’1) at styrke kampen imod antisemitisme ved at præcisere, hvad det er, og hvordan den manifesterer sig, 2) at sikre plads til en åben diskussion af det omstridte spørgsmål om Israel/Palæstinas fremtid’.

Med hensyn til Palæstina/Israel fremfører de fem eksempler på synspunkter og handlinger, der IKKE er antisemitiske. De inkluderer: ’Støtte til det palæstinensiske krav om retfærdighed og total accept af deres politiske, nationale, borgerlige og menneskelige rettigheder…. At kritisere eller være modstander af zionisme som en form for nationalisme…. Og derfor er det ikke antisemitisk, i og af sig selv at sammenligne Israel med andre historiske foreteelser, herunder bosætter-kolonialisme eller apartheid…. boykot, de-investering og sanktioner er normale, ikke-voldelige former for politisk protest imod stater. I tilfældet med Israel er det ikke, i og af sig selv, antisemitisk.’

Hvis vi derfor, for eksempel, hævder, at Israel er en apartheid-stat, skal vi gøre det gøre det helt tydeligt, at vores indvending ikke bare er imod en jødisk stat, men imod enhver stat, sammenkædet med enhver religion, der uundgåeligt bliver en til en apartheid-stat, fordi den vil diskriminere imod dem, der tror på noget andet, eller ingenting. Og hvis vi sammenligner de tiltag, som Netanyahus 2022-regering satte i værk, med nazisternes, må vi komme med beviser, som de israelske professorer Zeev Sternhell og Daniel Blatman har gjort.

Konklusion

Antisemitisme er racisme mod jøder, zionisme er racisme mod palæstinensere, arabere og muslimer. Racisme mod en hvilken som helst gruppe undergraver demokratiet ved at krænke dets principper om frihed, lighed og venskab. Racistiske stater krænker alle anderledestænkendes demokratiske rettigheder, og ikke kun de fælleskaber, der er i skudlinjen, og går i retning af fascisme, hvis ikke de bliver erstattet af demokratiske stater. På et dybere plan nedbryder de vores menneskelighed ved at blokere for vores medfølelse med undertrykte menneskelige væsener, der adskiller sig fra os på den ene eller den anden måde. Det er derfor, vi må bekæmpe både antisemitisme og zionisme.

Rohini Hensman er forfatter, uafhængig forsker og aktivist, der har beskæftiget sig med arbejderbevægelser, feminisme, minoritetsrettigheder, globalisering og demokratiske bevægelser, og har en omfattende skribentvirksomhed bag sig om disse emner.

14. november 2023

Oversat fra Frontline (Indien) af Niels Overgaard Hansen