Et sikrere liv?

“Efter et minuts tid kom han tilbage med en anden tjener en meget ældre skaldet mand med en anseelig moustache. Trækkene omkring hans mund antydede, at han var sat på en pinlig opgave.

Han gik hen til Miriams bord og bøjede hovedet mod hende. “Undskyld frøken jeg er nødt til at se deres identitetspapirer”…

Han kastede et blik på dem og sukkede: “De må undskylde frøken, men vi har ikke lov til at servere for jøder. Loven blev vedtaget sidste år. Det må De undskylde,” sagde han igen og sænkede stemmen: “Normalt er jeg ligeglad, men herren derhenne har klaget, så jeg har ikke noget valg”… Sådan er det.” (15)

Den jødiske bondepige Miriam Rosenfeld er på flugt fra Schlesien til Berlin angiveligt til et sikrere liv i storbyen. Rejsen bliver en erkendelsesrejse i de snævre bånd om jødernes livsudfoldelse, som nazisterne har bundet. Forhold hun nok har anet, men ikke vovet at erkende: nedbrændte synagoger i nabobyerne, forbud mod jøder fungerer som arbejdsgivere og onkel Benjamins voksende ængstelse. Under rejsen ser hun skilte med “Jøder ingen adgang”. Ingen adgang til toiletter, caféer og end heller servering i togets spisevogn. Hun er imidlertid fortrøstningsfuld – i Berlin kunne hun være sammen med andre jøder. Forældrene havde sagt: ”Man er altid stærkere, når man var flere sammen.” (s.9)

Miriam havde fået arbejde på det trykkeri, som hendes onkel Benjamin arbejder på. Han havde lovet at hente hende på Schlesischer Bahnhof. Da hun ankom dertil, var der ingen onkel Benjamin, men en uniformeret herre hævdede, at han havde lovet at hente hende for ham og alt var OK.

Og så forsvinder Miriam som dug for solen. Onklen bliver fundet gennembanket og dør af sine skader.

Hvad var der blevet af Mariam? Er Berlin sikker?

Sådan er anslaget på David Downings bog:” Schlesischer Bahnhof”. Den er opfølger til Bahnhof Zoo, som Forlaget Solidaritet udgav sidste år. Bogens hovedfigur er den britisk amerikanske journalist John Russell. Han vender tilbage til Berlin i juli 1939 som nyansat centraleuropæisk korrespondent for en californisk avis og nyslået amerikansk statsborger. Prisen for det er visse tjenester for den amerikanske efterretningstjeneste.

Russell involverer sig i et sirligt koreograferet spil mellem de russiske, tyske og amerikanske efterretningstjenester, hvor en fejl kan koste Russell hans familieliv med kæresten Effi og hans tyske søn Paul.

Russell startede som en journalist med kommunistisk fortid, hvor den tidligere højrøde farve var falmet så meget, at den akkurat lige kunne anes. Han er imidlertid stadig en mand med samvittighed og da hans svoger Thomas beder ham om at hjælpe med at finde Miriam. Han havde ansat hende på sit trykkeri, men hun dukkede imidlertid aldrig op. Så var det mere end vanskeligt, at sige nej. Jagten på at finde Miriam er den røde tråd i bogen, der fører os gennem Berlin mørke afkroge, luftværnsøvelser og berlinerens evige jagt på at værne om de små oaser fra 20’ernes gyldne tid: teatrene, fortovscafeerne, parkerne og biograferne. Selv om indholdet af film og teater i stigende grad mister den kulturelle glans og ligner mest af alt forberedelser til den krig, der nærmer sig med stadig hastigere skridt. Effi, John Russels kæreste, skal fortsat optræde i film med dette indhold og dukke op i det lækreste antræk og smile til Goebbels og tåle hans lystne blikke.

En forandret John Russell

I dette bind oplever vi en forandret John Russell. Han er ikke bare en skarp politisk iagttager, som han var i Bahnhof Zoo, men virkeligheden har tvunget ham til at tage konsekvensen af, hvad han ser og oplever – også på egen og familiens krop. John bliver godt hjulpet på vej af folk med idealer og samvittighed. Den ene er svogeren Thomas, den anden kæresten Effi. Hun når vendepunktet, da hun ender i fængsel, som et led i afpresning af John Russell fra Sicherheitsdiensts side til at forsætte samarbejdet på deres betingelser. Det bliver vendepunktet for dem begge to – en ydmygelse for meget.

Effi går all in:

“Jeg har aldrig interesseret mig for politik og det gør jeg egentlig heller ikke nu. I politik skal man gå ind for noget, man skal have en forestilling om en anderledes verden, der er bedre end den vi har. Jeg ved kun, hvad jeg er imod. At slå børn ihjel, fordi de har et eller andet handicap. At spærre alle dem inde, der offentligt erklærer sig uenige med dem. At torturere dem og al vold mod jøderne. Det er bare så forkert. Det hele”. Har jeg ret? (s 102)

Det fører Effi i lære i forklædnings kunst….

Svogeren Thomas presser også på da Russell foreslår, at opgive jagten på Miriam. Thomas gør ellers i forvejen meget. Da han nok har det største antal jøder ansat i hele Berlin, men han kan ikke slippe Miriam:

“Der er netop det, Jeg har spekuleret på, hvorfor jeg er så optaget af hva’ der sker på denne pige. Det er fordi, hun netop bare er én pige. Ikke et land eller en race eller en klasse – jeg har opgivet at tro på, at kunne rede dem, men vi må da ku’ rede en enkelt person. Eller i det mindste gøre et ordentligt forsøg, for fanden”. (s 211-212)

Naturligvis giver spioneriet, jagten på Miriam og en enkelt sidehistorie masser af spænding. Det kan du glæde dig til. Det, der imidlertid stadig er stærkt ved denne serie, er de troværdige billeder af, hvordan berlinere og mennesker i Centraleuropa lever, tænker og drømmer.

Alt var sort

Et andet af seriens kvaliteter er stadig Downings evne til at koge vigtige historiske episoder ned til en enkelt scene med mennesker af kød og blod. Det sker, når Russell besøger Bratislava i Slovakiet, som endnu ikke er besat af Tyskland, men det afholder ikke nazister i at spøge og rasere den lokale synagoge med hærgen og ødelæggelse af vigtige religiøse symboler og skrifter. Blandt andet ved bogstaveligt talt at skide på oldgamle dokumenterne. Det spøgelse, som hærgede Europa de følgende år, viser her sit bestialske ansigt.

Stærkest står afslutningsscenen, hvor Russell tager endnu en gang til Schlesien for at fortælle Miriams forældre, hvad jagten på hende afslørede:

“Han gik videre, mens han øvede sig på, hvad han skulle sige om Miriam og nærmede sig… da det gik op for ham, at marken på hans venstre side svømmede i rådne afgrøder. Og at ingen røgsøjle steg op over de skærmende træer…. Han gik hen til den åbne dør og kiggede ind. Svedne klinker lå halvt begravet i pløre af slagger og aske. Alt var sort.… Der lå ingen lig i huset. Han gik over, hvor laden havde stået, og undersøgte den sortsvedne jord.  Han gik rundt om ruinerne og fandt ingen tegn på at der var blevet gravet. Han kom pludselig i tanke om hesten og koen – de var uden tvivl stjålet. Men hvor var Leon og Esther Rosenfeld?

Måske var de blevet arresteret. Slæbt til et ukendt sted, mens lokale voldsmænd plyndrede og brændte deres hjem ned.

Eller måske (var) de blevet advaret og søgt op i de bjerge, som Leons bedstefar havde bosat sig i nærheden af for det tilfælde, at den slags skete. Russell stod i den lette regn og kiggede på den slørede bjergkam, der markerede grænsen til Tjekkoslovakiet. Nu var der nazister på begge sider…. Ruiner og ruiner, tænkte han. Af en gård og af en familie. Af det land, han havde kendt og elsket engang. (s. 373-374)

Anden Verdenskrig var i gang. Gården var et sindbillede på, hvad der ventede Europa i de kommende år: Had, Krig, vold, ødelæggelse, flugt, død og folkemord.

Jeg er blevet klogere på historien og mennesker og oveni købet blevet underholdt ganske godt.

Nød du Bahnhof Zoo? Så kan du trygt kaste dig over Schlesischer Bahnhof

Nu ser jeg frem til næste bind i serien “Stettin Station”.

David Downing: Schlesischer Bahnhof. Forlaget Solidaritet. December 2022. 375 sider, paperback 14 x 22 cm. Pris 150 kr. Kan købes online hos Forlaget Solidaritet og i enhver velassorteret boghandel.