Den højreekstremistiske regering med Benjamin Netanyahu og Avigdor Lieberman har endnu en gang vist sin evne til at gå endnu længere end tidligere israelske regeringer med hensyn til trampe folkeretten og grundlæggende menneskelige rettigheder under fode.

af Fjerde Internationale

Deres morderiske angreb i internationalt farvand på nødhjælpsskibene, som sejlede under navnet "Freedom Flotilla”, er en ny optrapning af den israelske aggression mod det palæstinensiske folk. Den må besvares med en kraftig optrapning fra solidaritetsbevægelsen og den internationale opinion.

Takket være Arbejderpartiets deltagelse i Netanyahus ekstremistiske regering, er hele det zionistiske politiske etablissement medskyldig i denne nye skændsel. Arbejderpartiets forsvarsminister Ehud Barak har erklæret, at regeringen bevidst accepterede konsekvenserne af sin handling. Bevidst vil sige bevidst om, at verdens regeringer ville reagere alene med ord: nogle diplomatiske erklæringer, lidt løftede pegefingre til israelske ambassadører. Som sædvanlig. Men denne gang skal det være anderledes. Denne gang må en bølge af protester tvinge regeringerne til at gå fra ord til handling.

Barrack Obama og Ban Ki-mon har allerede talt om en undersøgelse. Men hvad skal en undersøgelse gøre godt for? Den israelske regering har ikke benægtet, at den iværksatte et ulovligt angreb i internationalt farvand, den erklærer det helt åbent. Den israelske hær siger selv, at mere end ti aktivister blev dræbt. Det israelske militærs egen talsmand siger, at der højst var fire sårede israelske soldater som undskyldning for nedslagtningen. Al-Jazeera’s korrespondent på det største skib rapporterer, at et hvidt flag blev hejst, og at israelerne alligevel åbnede ild, da de stormede den uden nogen form for provokation. Alt dette peger på en bevidst aktion, som i 2008-09, på en "uforholdsmæssig magtanvendelse", og bestemt ikke på et udtryk for "selvforsvar".

Angrebet på ”Freedom Flotilla” var i realiteten en logisk forlængelse af den blokade af Gaza, som nødhjælpsskibene protesterede imod og udfordrede. Næppe nogen anden regering i verden end den israelske vil på nogen måde forsvare denne blokade, som er et åbenlyst eksempel på en ulovlig kollektiv afstraffelse af en civilbefolkning. Alligevel er der næppe nogen regering i verden, som vil løfte en finger for at stoppe den. Og den skamløst kyniske israelske propaganda lader hånt om blokadens konsekvenser og anbefaler en fornem restaurant i Gaza til journalister.

Forfatteren til den pågældende pressemeddelelse husker sikkert, at fornemme restauranter fortsatte med at eksistere i ghettoen i Warszawa under Anden Verdenskrig, mens jøder sultede ihjel på gaden udenfor! Ikke fordi der er hungersnød i dag i Gaza. Hvor tilfældig og lunefuld den end er, så er den indtil nu blevet justeret til at undgå en katastrofe i dette omfang. Den har kun ført til udbredt fejlernæring, kun til traumatisering af titusinder af børn, kun til massearbejdsløshed, der har gjort 80 procent af the Gazastribens 1,5 millioner indbyggere afhængige af nødhjælp, kun til hjælpeløshed blandt en befolkning, som forsøger at overleve i ruinerne fra den israelske aggression i 2008-09, som de ikke får lov til at genopbygge, kun til dødsfald blandt 28 palæstinensere, som ventede på tilladelse til at forlade området for at få akut medicinsk behandling.

Protesterne mod angrebet på flotillen, der kommer oven i blokaden, er mere end berettigede. Protester og demonstrationer uden for israelske ambassader og konsulater bør fortsætte. Men protesterne skal gå videre og rettes mod regeringerne i hver af vores lande, der har gjort og gør de israelske udskejelser mulige.

  • I USA, der under Obamas administration er fortsat med at være Israels vigtigste støtte, skal protester kræve og sikre en øjeblikkelig standsning af de 3 milliarder dollars i årlig støtte, som finansierer den israelske regerings forbrydelser.
  • I EU, som for nogle måneder siden tog beslutning om tættere bånd med Israel, skal protester kræve og sikre, at klausulen om menneskerettigheder i den frihandelsaftalen mellem EU og Israel øjeblikkelig aktiveres, så de handelsmæssige privilegier, der giver Israel en økonomisk livline, suspenderes.
  • I de arabiske lande, der opretholder forbindelser med Israel, må folkets vrede skræmme regeringerne til at standse deres medskyldighed – og især skræmme den egyptiske regering til at afslutte sin uundværlige rolle i den kriminelle blokade af Gaza.
  • I Israel, hvor der også er protester, bør modstanden mod den yderste-højre regering styrkes.

Overalt, hvor solidaritetsbevægelsen endnu ikke er stærk nok til at tvinge regeringer til at bryde i praksis med den israelske stat, skal man tage sagen i egen hånd med kampagner for en massiv boykot, afvikle investeringer og gennemføre sanktioner.

 

Endelig bør denne nye israelske kriminalitet fører til en ny bølge af diskussioner og overvejelser om sammenbruddet i "fredsprocessen", som angiveligt skulle oprette en palæstinensisk mini-stat i de besatte områder fra 1967 områder, ved siden af et intakt zionistiske Israel. I dag bliver den israelske regering "straffet" for sit angreb på flotillen med endnu en udsættelse af den blodfattige proces med indirekte forhandlinger med Den Palæstinensiske Myndighed – en proces, som denisraelske regering åbenlyst ikke betragter som andet end en lejlighedsvis nyttig adspredelse fra sit arbejde med at etablere kendsgerninger i praksis. Freds- og solidaritetsbevægelser bør nu blive ansporet til mere klarhed og engagement for nødvendigheden af et alternativ, som peger frem mod en virkelig fred, med fuld og ubetinget palæstinensisk selvbestemmelse, retten til at vende tilbage for flygtninge fra 1948 (som udgør fire femtedele af Gaza-stribens befolkning), afvikling af den zionistiske stat, og en politisk løsning, hvor det palæstinensiske og israelske jødiske folk kan leve sammen med fuld ligestilling og samme rettigheder.

Fjerde Internationales Forretningsudvalg
Paris, 1 juni 2010

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com