Folk ville gerne høre, hvad Malm havde at sige. Jeg tænker på optagelsen nu, mens jeg læser Indenrigsministeriets afgørelse om, at hans tilstedeværelse i England ikke vil være til gavn for offentligheden. De, der så vores samtale, kunne selv afgøre, om hans argumenter var deres tid værd. Regeringen mener åbenbart ikke, at den vurdering er tilstrækkelig.

 

Malm var ved at forberede et besøg i England, hvor han skulle deltage i et offentligt møde og en akademisk konference, da Indenrigsministeriet annullerede hans elektroniske rejsetilladelse. Hans tilstedeværelse blev betegnet som "ikke forenelig med hensynet til offentlighedens bedste". Et eller andet sted i den formulering har regeringen forvekslet sin egen bekvemmelighed med befolkningens velfærd.

 

Jeg skrev til mit parlamentsmedlem for at klage, selv om det næppe nytter noget. Enhver, der har udfordret den britiske stat, ved, hvor let et spørgsmål om magtmisbrug bliver besvaret med en forklaring på, hvorfor magten eksisterer. Jeg forventer at få en redegørelse om immigrations-reglerne. Svaret burde i stedet forholde sig til selve beslutningen. Vi ved allerede, at Indenrigsministeriet kan forhindre et besøg. Det har det netop demonstreret.

 

Forbindelsen til Palestine Action

Det engelske venstreorienterede medie, Tribune, havde booket Malm til sit lanceringsarrangement den 4. november sammen med Huda Ammori, medstifter af Palestine Action. Malm formoder, at det planlagte arrangement forklarer, hvorfor han er blevet nægtet adgang. Jeg har samme mistanke.

 

Ingen af os ved det dog med sikkerhed, for Indenrigsministeriet har ikke udtalt sig. Dets tavshed betyder, at alle andre må diskutere motiverne, mens ministeriet aldrig forpligter sig med at begrunde deres afgørelse, som kan efterprøves. Dele af mit argument bygger på denne tavshed, og ministeriet kan stadig modbevise mig på de konkrete punkter ved at forklare sin beslutning.

 

Indenrigsministeriet har fundet en smålig måde at censurere et politisk møde på: Det fjerner én af talerne og fremstiller indgrebet som en administrativ procedure. I en e-mail til Malm fortalte ministeriet, at han i stedet kunne ansøge om visum, så "vi kan vurdere dine omstændigheder mere detaljeret".

 

En sådan ansøgning varer ca. tre uger, og mødet fandt sted få dage efter. Ingen har lukket Tribune eller forbudt diskussionen. Arrangørerne må så blot finde en måde, hvordan de kan håndtere regeringens indblanding. Malm kan holde sit oplæg via video, sådan som Tribune har tænkt sig, og den embedsmand, der annullerede rejsetilladelsen, behøver ikke at sidde i lokalet og forsvare sin beslutning.

 

Ordningen indbyder til at give efter. Tilpasse programmet, og fortsæt; mødet kan jo stadig finde sted, så hvad er der egentlig at klage over? Et videolink redder talen, javist. Men tilhørerne mister det meste af alt det, der foregår omkring Malms indlæg.

 

Det politiske liv beror på, at mennesker mødes i det samme rum og kan fortsætte diskussionen, længe efter at den afsatte tid på talerstolen er forbi. En regering, der lægger hindringer i vejen for den slags møder, griber ind i den måde hvorpå oppositionen organiserer sig. Dens magt bør ikke kun måles på de ord, den formår at undertrykke.

 

Det begyndte ikke med Malm. Tidligere i år annullerede regeringen rejsetilladelserne for Cenk Uygur og Hasan Piker med den samme begrundelse: Hensynet til offentlighedens bedste.

 

Beføjelserne er usædvanligt vidtrækkende. Som Underhusets forskningsbibliotek forklarer, kan immigrationsmyndighederne nægte en person indrejse på grund af vedkommendes adfærd, karakter, forbindelser eller andre forhold.

 

"Forbindelser": Et ord, der er så rummeligt, at andre menneskers politik kan blive dit ansvar.

 

Indvendingen gælder også, når den udelukkede person tilhører den yderste højrefløj. Regeringen har brugt beføjelserne mod højreekstremistiske personer, og venstrefløjen bør modstå fristelsen til at klappe ad det ministerielle veto, blot fordi det rammer nogen, vi afskyr. For derved accepterer vi et princip, som Indenrigsministeriet efterfølgende kan bruge imod os: Politiske holdninger kan begrunde udelukkelse, hvis blot regeringen anser dem for tilstrækkeligt farlige.

 

Vi kan ikke argumentere overbevisende imod denne magt, samtidig med at vi jubler over, at den bruges mod vores fjender. Den yderste højrefløj skal konfronteres og besejres gennem organiseret modstand, og at ingen inviterer den eller give den en platform.

 

En organisation, der beslutter, hvem den vil invitere, udøver sin egen politiske dømmekraft. En minister, der forbyder nogen at opholde sig i landet, påtvinger derimod alle, der kunne tænkes at invitere eller lytte til vedkommende, statens vurdering.

 

Udgør nogen en konkret trussel eller begår en forbrydelse, har loven redskaber til at håndtere det. At give den udøvende magt en vidtstrakt beføjelse til at udelukke politiske modstandere, er at lægge et våben i hænderne på en institution, som venstrefløjen har al mulig grund til at mistro.

 

Når udelukkelse først bliver accepteret som en almindelig måde at regere på, behøver embedsmændene ikke at gribe ind i alle sager. Arrangørerne vil selv begynde at regne på konsekvenserne. Vil det bringe en anden taler i fare at dele en scene med vedkommende? Vil universitetet eller spillestedet beslutte, at arrangementet giver flere problemer, end det er værd?

 

Den afkølende effekt beskrives ofte, som om var det en ændring i vejret. Men det er en omkostning, der betales i form af talere, som aldrig bliver spurgt, og lokaler, der aldrig bliver booket. Og den rammer hårdest blandt grupper, der har færrest økonomiske ressourcer eller mindst institu-tionel beskyttelse til at modstå presset.

 

Staten definerer ældre mennesker med papskilte som terrorister

Det var udelukkelsen af Malm, der fik mig til at skrive denne artikel, men lørdagens anholdelser uden for USA's ambassade viser, hvor langt undertrykkelsen er nået. Malm mister en rejse, men han kan stadig tale via et videolink. Politiet oplyste, at 139 personer blev anholdt den 31. oktober, de fleste for at have udtrykt støtte til en forbudt organisation. Alle anholdelserne skete med henvisning til terrorlovgivningen.

 

En taler, der udelukkes forud for et møde med Huda Ammori, og demonstranter, der tilbageholdes for at støtte den organisation, hun var med til at grundlægge, synes at være underlagt den samme ministerielle beslutning. Lørdag håndhævede politiet beslutningen over for mennesker, der offentligt satte spørgsmålstegn ved den politiske vurdering, beslutningen byggede på.

 

Regeringen forbød Palestine Action, og dette er siden blevet cementeret som en fastslået kendsgerning, som politiet håndhæver over for enhver, der bestrider den. Debatten fortsætter på ulige vilkår. For den ene side kontrollerer de juridiske konsekvenser af det, den anden side siger. Folk må stadig gerne argumentere for, at forbuddet er forkert. Men de risikerer at blive anholdt i det øjeblik, de med et papskilt viser, at de støtter Palestine Action.

 

Det panel, som Malm skulle have deltaget i hos Tribune, havde allerede sat navn på denne sammenhæng: "Washingtons globale terrorherredømme, mens England forstærker det."

 

Lørdag valgte demonstranterne et sted, der symboliserer den magt, som understøtter Israel, og politiet fastlagde grænserne for solidariteten uden for ambassadens porte. Staten havde ikke brug for et telefonopkald fra Washington. Den har selv interesser i alliancen, og dets institutioner er ganske godt klar over hvornår de udfordres.

 

At give et amerikansk pres skylden for enhver undertrykkende handling, fritager alt for let det britiske establishment for ansvar. Det har sine egne interesser, og det ved, hvordan det skal beskytte dem.

 

Våben til Israels folkedrab = offentlighedens bedste

Solidaritet med Palæstina bliver især truende, når der stilles spørgsmål ved, hvordan militær magt bliver leveret og opretholdt. Elbits fabrikker i England, som Palestine Action i årevis har rettet aktioner mod, er arbejdspladser og investeringer, og de indgår i en forsyningskæde, der betjener det israelske militær.

 

En militæralliance knytter kontrakter og industriel kapacitet til beslutninger, der træffes af regeringer. Følger man disse forbindelser, dukker krigen op et sted, og hér kan mennesker organisere modstand mod den, fx ved Elbits fabriksport i Filton.

 

Det, ministrene foretrækker at omtale som udenrigspolitik, bliver til en kamp om, hvad der foregår her i landet, og hvor der er konkrete modtagere af fordelene - de har både navne og adresser.

 

Hvis man behandler Palestine Action som et spørgsmål om stødende ytringer (terrorisme?), forsvinder hele denne sammenhæng. De virksomheder, der bliver kritiseret, har penge og lang-varige forbindelser til staten.

 

Deres kritikere står over for en stat, som beslutter, hvordan deres handlinger skal klassificeres, og hvad det skal koste at bryde dem. Og når ministrene kalder denne ordning for "til offentlighedens bedste," da giver det de interesser, der beskyttes, et mere respektabelt navn.

 

Det er ikke min opfattelse, at venstrefløjen har afklaret, hvor grænsen går mellem solidaritet, der retter sig mod forsyningskæden, og sabotage. Forbuddet har gjort det vanskeligere at diskutere spørgsmålet offentligt.

 

Regeringens tavshed om Malm lægger op til en velkendt afledningsmanøvre: Sæt i stedet den udelukkede forfatter på anklagebænken. Gennemgå hans værker for de mest kontroversielle afsnit, og gør hans ret til at deltage i et møde afhængig af, om man selv kan godkende det skrevne.

 

Den myndighed, der udøver magt, glider dermed ud af billedet. En akademiker eller forfatter kan blive afkrævet en forklaring på hver eneste sætning han har ytret, mens Indenrigsministeriet slipper af sted med en standardformulering.

 

Enhver, der accepterer denne skævhed, hvor alle spørgsmål rettes mod Malm og ingen mod ministeriet, har allerede givet staten alt for meget magt.

 

Kampagne til støtte for Malm og ytringsfriheden

Jeg ønsker, at mit parlamentsmedlem kræver, at Malms rejsetilladelse genindføres, og at Indenrigsministeriet offentliggør begrundelsen for, at den blev annulleret.

 

Jeg ønsker også, at forlag, universiteter og fagforeninger betragter udelukkelsen som et indgreb i deres eget arbejde. En støttende udtalelse koster ikke meget, hvis institutionerne bagefter i stilhed undgår den næste kontroversielle invitation.

 

Udelukkelse vil fortsat være en billig løsning for Indenrigsministeriet, indtil det møder organisationer, der forsvarer de møder, de arrangerer, og de mennesker, de inviterer – og bliver ved med at gøre det.

 

Udtrykket "offentlighedens bedste" forudsætter en befolkning, der er så passiv, at den ikke gør indsigelse mod det, ministrene foretager sig i dens navn. De mennesker, der fortsætter med at organisere møder og kommer til protester, selv om straffene hober sig op, sætter netop disse antagelser på prøve.

 

Mit brev er en lille del af den samme protest. Det beder en folkevalgt repræsentant om at konfrontere en regering, der hævder at have ret til at bestemme, hvilke kritikere vi må mødes med, men som nægter at forklare sig.

 

Hvis svaret blot fortæller mig, at den korrekte procedure er blevet fulgt, vil det bekræfte problemet. Politisk udelukkelse er blevet en almindelig del af regeringens arbejde, og vi forventes at acceptere det afvisende stempel som et svar.

 

Støt kampagnen for at få rejseforbuddet ophævet.

 

2 november 2026

 

Yderligere information:

The Guardian, 30.  oktober 2026.

 

Underskriv en protest her:

https://openletter.earth/defend-academic-freedom-reverse-the-uk-travel-ban-on-andreas-malm-8e62

 

Simon Pearson er politiske aktivt, bosiddende i Midland og medlem af Anti-Capitalist Resistance

 

Oversat fra Anti*Capitalist Resistance.af Arne Lund