I mandags kom det frem, at LO-fagbevægelsen havde solgt forsikringsselskabet Alka til konkurrenten Tryg for en pris af 8,2 milliarder. Weekenden forinden havde forbundsledelserne i et par (!) af de store LO forbund været indkaldt til møder, hvor forslaget blev fremlagt og beslutningen truffet. Alt dette har medført en større debat både indenfor og udenfor fagbevægelsens rammer omkring fagbevægelsens opgave og spørgsmålet om åbenhed.

af SAPs Forretningsudvalg

Kampen om demokrati i fagbevægelsen
Det er selvfølgelig dybt kritisabelt, at fagbevægelsens top kan finde på at træffe en sådan beslutning om salget af en integreret del af kooperationen – som har været dybt funderet helt ned på medlemsniveau – uden som minimum at forhøre sig i bredere lag af fagbevægelsen, og uden åbent at stille forslag om et salg.

 

Forsvaret fra Kim Simonsen (HK-formand og bestyrelsesformand i Alka), lyder med lidt uld i munden noget bævrende omkring regler i forhold til børsnoterede selskaber.

 

Kim Simonsen glemmer dog, at Alka var ejet af en fagbevægelse med demokratiske strukturer, hvori der intet problem var i at diskutere åbent, om Alka skulle sælges.

 

Selv i dette lille hjørne af debatten er der en politisk kampplads for venstrefløjen, i forhold til kampen for reelt demokrati i fagbevægelsen og åbenhed omkring forslag og beslutninger, og derfor må forløbet udfordres og kritiseres på det hårdeste.

 

Fagbevægelsens roller og opgaver

Uanset forløbet har salget mødt store protester på fagforeningsniveau. Der snakkes om udsalg af arvesølvet og en overskudsgivende forretning alene for at sikre en hurtig kapitalindsprøjtning i fagbevægelsen.

 

Og det er da rigtigt, at der ligger noget mærkværdigt i at sælge en 114 år gammel forretning, som fast producerede overskud, for at få hurtige penge i kassen. Men dette er absolut ikke sagens kerne, og ved alene at forholde sig til aspektet om økonomisk rentabilitet spiller man bolden direkte op til HK-formanden, som kan fremtone med paroler om, at fagbevægelsen ikke skal drive forretninger, ingen forstand har på forsikringer og skal sprede sin aktie-risiko, HK-formanden glemmer vist, at det ej heller var fagbevægelsestoppen, som drev ”forretningen” men derimod de små 500 ansatte, som må formodes at være professionelle forsikringsfolk. Men pointen med Alka, som det står formuleret i eget værdigrundlag, var netop IKKE at sikre overskud til ejerne. Her står: “Vi fokuserer ikke på overskuddet. Det er nemlig ikke Alka, men derimod vores kunder, der skal have fortjenesten af at være hos Alka.”

 

Så det økonomiske aspekt i at eje Alka har altid handlet om at sikre billige forsikringer til medlemmerne, sikre at alle lønmodtagere havde adgang til en forsikring, samt presse priserne på markedet. Alle tre ting har Alka faktisk haft succes med. Den vedtagne målsætning svigter fagbevægelsen nu ved at sælge Alka, også selvom man har skaffet en klausul om, at eksisterende medlemmer kan beholde deres nuværende forsikring i 5 år.

 

Brug markedet politisk
En af hovedpointerne ved, at fagbevægelsen stadigvæk sad som ejer af forsikringsselskabet og ikke blot havde overladt det til en lukket fond at drive det uden profit for øje, var, at det stadigvæk sikrede fagbevægelsen en mulighed for at præge markedet for forsikringer, i forhold til at sikre det hele arbejdsliv for medlemmerne.

Som ejer af Alka kunne man kombinere og presse forsikringsmarkedet til at dække nye områder. Det kunne handle om at anerkende f.eks. psykiske arbejdsskader, tabt arbejdsfortjeneste ved fritidsulykker eller sikre ekstraordinært billige forsikringer til unge medlemmer, som ikke har samme indtægt som ældre kollegaer.

 

Alle disse fremskridt var politiske prioriteringer fra fagbevægelsens side, og hvis man havde ønsket det, kunne man også have brugt forsikringsbranchen langt mere offensivt. Et lille eksempel på dette var, da dele af HK indførte en lønforsikring, som skulle dække slippet mellem gennemsnitslønnen og dagpenge i tilfælde af arbejdsløshed.

 

Man kunne have forestillet sig 100% lønforsikring ved outsourcing, forsikring ved fald for dagpengeperiodens udløb, forsikring ved voldelige ægtefæller, som kunne dække udgifter i den forbindelse, f.eks. indkvartering. Faktisk sætter kun fantasien grænser, og netop heri lå kimen til, at fagbevægelsen i 1903 valgte at oprette et forsikringsselskab for at kunne forsikre egne medlemmer, så der var taget hånd om medlemmer, som på den ene eller anden måde blev ramt på deres arbejdsliv og/eller pengepung.

 

Men når fagbevægelsen har forsømt at bruge sin position offensivt, på samme måde som den forsømte det ved en lang række andre virksomheder, som den var ejer af, så ender spørgsmålet med alene at handle om, hvad der er mest rentabelt, og så skæres forretningen til, og risikoen spredes, så man kan fokusere på kerneforretningen: At drive et forbundshus.

Vi skal som venstrefløj ikke bare værne om de sidste rester af det, vi har tilbage fra den gamle kooperation. Vi skal rejse debatten om, hvordan disse bruges politisk til at fremme fagbevægelsens værdier, i en åben, ærlig og demokratisk diskussion, og vi skal genrejse spørgsmålet om det hele liv og fagbevægelsen som andet en blot en ren faglig service. Fagbevægelsen har mistet rigeligt af styrke, efter at ophørsudsalget begyndte i 1990’erne.

 

Første skridt er selvfølgelig at starte med at rejse denne politiske debat, konkret i forhold til salget af Alka.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 10. december 2017

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com