En dokumentarfilm af journalisten Paul Moreia afslører, at Shanghai Bell, der er et kinesisk datterselskab under det fransk-amerikanske multinationale Alcatel-Lucent, og som er specialiseret i kommunikationsteknologi, har hjulpet militærjuntaen i Burma med at skabe telekommunikations- og internet-netværk.

af Danielle Sabaï

Siden 1962 har Burma været slavebundet af et militærdiktatur, som er blandt de mest undertrykkende i verden. Den junta, der sidder ved magten, bygger grundlæggende sin magt på de investeringer, som lande som Indien, Kina og Thailand og multinationale firmaer som Total og Chevron foretager i landet.

For at cementere sin magt og fortsætte med at berige sig selv har militærjuntaen aldrig tøvet med at undertrykke og kontrollere befolkningen. Men under safran-revolutionen (opkaldt efter farven på buddhistmunkenes klædedragt. o.a.) i september 2007, brugte systemkritiske bloggere, eller almindelige mennesker internettet til at sende fotografier og videooptagelser af begivenhederne, for at vise hvor brutalt undertrykkelsen var. Det har skærpet fordømmelsen af, og presset på militærjuntaen.

Siden er der blevet gjort alt for at kontrollere internettet. Internet-cafeer skal nu gøre rede for alle brugere i deres butikker. Den burmesiske junta har også planer om at udstede digitale certifikater til alle internetbrugere. Autoriteterne ønsker at kontrollere alle informationer ind og ud af landet, især for at kontrollere adgang til websites, faktisk for at blokere dem. Det er grunden til, at regeringen har oprettet Yadanabon – en digital landsby på 50 hektar nær Pyin Oo Lwin, så de har mulighed for centralisere og kontrollere alle kommunikationsmidler i landet.

Den officielle avis The New Light of Myanmar fortæller, at tre udenlandske firmaer: Alcatel Shanghai Bell, ZTE (Kina) og CBOSS (Rusland) bidrager til projektet i Yadanabon, som skulle koste omkring 22 millioner dollars. Alcatel bekræfter, at ”efter underskrivelsen i 2006 af en kontrakt, finansieret af den kinesiske regering, deltager Alcatel-Lucent, gennem sit kinesiske datterselskab Shanghai Bell i bygningen af en informationsmotorvej i Myanmar”.

Alcatel har leveret et integreret aflytningssystem til de kinesiske myndigheder, ”Lawful Interception Integrated”, som kan aflytte og overvåge al elektronisk kommunikation. På trods af, at repræsentanter for Alcatel nægter det, er det meget sandsynligt, at Shanghai Bell har tilladt den burmesiske regering at benytte sig af dette værdifulde redskab til undertrykkelse og overvågning. Det er en dramatisk situation, når man husker, at i Burma er regimet den eneste, der giver adgang, og at internetbrugere, der deler informationer, som regeringen regner for ”følsomme eller undergravende”, risikerer fængselsstraffe på mellem syv og 15 år.

Alcatels argument om ,at ”forbedringen af kommunikations-infrastrukturen er for at fremme den økonomiske og kulturelle udvikling af landet og bidrage til udviklingen hen mod demokrati”, er en løgn. Den løgn tjener til at dække over indbringende og moralsk forkastelige investeringer. Der er ikke fulgt noget politisk fremskridt med de multinationale investeringer i Burma. Det har i højere grad favoriseret en fantastisk berigen sig blandt de herskende generaler, og en fastholdelse af deres magt.

Det ”konstruktive engagement”, som de sydøstasiatiske lande prædiker, har slået fejl. Det eneste sprog, som den burmesiske regering forstår, er sanktioner, især et forbud mod investeringer i de sektorer, som er mest lukrative for juntaen: sjældne træsorter, ædelstene, mineraler, olie og gas.
 

Danielle Sabaï er en af IV’s korrespondenter i Bangkok.
Artiklen er oversat fra webmagasinet
International Viewpoint af Martin Mørch.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com