Denne katastrofe, af en størrelsesorden, der er ikke er set lignende siden Chernobyl, og med konsekvenser, man stadig ikke kender omfanget af, har genåbnet debatten i Indien om sikkerhedsproblemer ved civil atomkraft og om den indiske politik for udbygning af atomkraft.

I 2010 udgjorde andelen af atomkraft kun 4.780 megawatt (MW) eller 4,2 procent af landets energiforbrug. Den indiske regering har planer om at øge denne kapacitet fem gange i løbet af de næste 10 år. De værker, der er på vej skulle kun øge kapaciteten med 3,900 MW, men det fastsatte mål er at bygge nye reaktorer, der vil ende op med en kapacitet på 63.000 MW i 2032. Det svarer til investeringer for 750 milliarder kroner og 25 procent af landets energi.

Afsløringen af, at industrien i jagten på profit sjusker med sikkerheden, viser også, at det er umuligt at sikre et tilfredsstillende sikkerhedsniveau for atomkraftværker. Indien har ikke nogen uafhængig sikkerhedsmyndighed. Kommissionen for Regulering af Atomenergi, der har ansvaret for disse spørgsmål, deler personale med og leverer fondsmidler til de organisationer, den forventes at kontrollere.

Alligevel er nye syv kraftværker under opførelse, og der er mindst 36 nye på tegnebrættet eller i planlægningsfasen. Regeringen har underskrevet en aftale med det franske firma AREVA om at bygge seks reaktorer af EPR-typen med en total effekt på 3,600 MW i Jaitapur, en kystby i delstaten Maharashtra. Det ender med, at Jaitapur komme til at huse verdens største atomkraftkompleks.

Jaitapur-regionen er berømt for sin store biodiversitet. Den huser tusindvis af dyre- og plantearter, hvoraf nogle er truet af udryddelse. Etableringen af atomkraftanlægget er en trussel mod hele dette økosystem. Indbyggerne i regionen, hvoraf nogen er blevet eksproprieret, har reageret voldsomt mod dette projekt, der truer både miljøet og deres levevis.

Den indiske regering har reageret på modstanden med den største foragt. Demonstrationer er blevet groft undertrykt, og en demonstrant er blevet dræbt. Jaitapur illustrerer atomkraftlobyens eller "nukleokraternes" blindhed. Indtil i dag er ingen af EPR-reaktorene blevet afprøvet. Bortset fra prototypen i Flamaville er der ved at blive bygget en i Finland, og to er på et mere indledende stadie i Kina. Det finske projekt er nu to år forsinket. Det skulle have kostet 3 mia. euro, men prisen er nu løbet op i mellem 5 og 7 mia. Det er en økonomisk afgrund, som de franske skatteborgere skal dække.

Hvis vi sammenholder med katastrofen i Fukushima, er valget af Jaitapur en fejltagelse. Med sin placering på kysten er stedet ikke beskyttet mod indstrømmende havvand eller en tsunami, og Jaitapur er allerede blevet ramt af et jordskælv. Og Indien er ikke Japan. Der eksisterer ikke nogen evakueringsplan i tilfælde af ulykker i et kraftværk. Hvad ville der ske, hvis en atomkraftkatastrofe ramte landet?

Sammenslutningen for Atomnedrustning og Fred (CDNP), der omfatter 200 indiske foreninger, kræver et stop for Indiens civile atomkraftaktiviteter, og en analyse af de værker, der er i gang. Greenpeace India har startet en online-underskriftskampagne, hvor de forsøger at få 100.000 underskrifter mod bygningen af de seks reaktorer i Jaitapur.

Efter katastrofen i Fukushima er modstanden øget. Det er vigtigt at støtte mobiliseringen mod den svimlende udbygning af atomkraften, som den indiske regering ser for sig. Vi risikerer at opleve en ny katastrofe, som man kan forestille sig bliver endnu mere ødelæggende og koste mange flere menneskeliv. Det vil være fuldstændig utåleligt. Der må gøres alt, hvad der er muligt, for at standse denne nye atomare galskab.

Underskriftindsamling mod etableringen af atomkraftprojektet i Jaitapur: http://www.greenpeace.org.

Danielle Sabai er medlem af NPA og Fjerde Internationale. Hun er korrespondent for International Viewpoint i Asien. Oversat fra engelsk af Martin Mørch.