[Dette er anden del af artiklen. Første del kan læses her!]
2018 FI's Verdenskongres: Kapitalismens ødelæggelse og det økosocialistiske alternativ
FI's 17. verdenskongres vedtog i 2018 en resolution: Kapitalismens ødelæggelse af miljøet og det økosocialistiske alternativ. Et omfattende, forberedende dokument var udarbejdet af Daniel Tanuro. Økologi-kommissionen besluttede at indsende ét af kapitlerne til kongressen og at udgive hele teksten som et arbejdsdokument.
Resolutionen anerkender, at krisen befinder sig på et “ekstremt alarmerende niveau… ”Tærskler er allerede overskredet på nogle områder, især med hensyn til koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren”... ”hvilket kan føre til et kvalitativt skift,” hedder det i teksten.
Jordens økosystem vil så træde ind i en ny ligevægtsdynamik, kendetegnet ved meget anderledes geofysiske betingelser og et endnu mere markant fald i Jordens biologiske rigdom. Selv i bedste fald vil overgangen til dette nye regime, ud over konsekvenserne for andre levende væsener, true livet for hundredvis af millioner fattige mennesker, især kvinder, børn og ældre. I værste fald kan det ikke udelukkes, at det bidrager vores arts undergang.
Dokumentet understreger “den dybe kløft mellem nødvendigheden af et radikalt økosocialistisk alternativ på den ene side, og magtforholdene og bevidsthedsniveauet på den anden side. De foranstaltninger, der skal træffes, bør omfatte: “socialisering af kredit og energi”, ”afskaffelse af privat ejerskab af naturressourcer […] og intellektuel viden”; ”afskaffelse af unyttige eller skadelige produkter”; ”fælles og demokratisk forvaltning af ressourcer for at tjene de reelle menneskelige behov. Men disse foranstaltninger er tydeligt uden for rækkevidde i den nuværende kontekst.
Resolutionen fastslår, at:
”denne kløft kan kun overvindes gennem konkrete kampe fra de udbyttede og undertrykte […]. Ved at vinde øjeblikkelige krav vil bredere lag radikalisere sig, og deres kampe vil mødes… formulere […] krav, der er uforenelige med kapitalismens logik.”
Teksten opremser krav, der falder ind under denne strategiske ramme: ”De kan anvendes separat, men […] danner en sammenhængende helhed, der er uforenelig med det kapitalistiske systems normale funktion. Der er ingen anden måde at håndtere situationens nødvendighed på.”
Dette program
“er ikke udtømmende […] og vil fortsat blive beriget gennem konkrete kampe…Fra et økosocialistisk perspektiv skal denne berigelse ledsages af […] miljømæssig og social retfærdighed, fælles, men differentierede ansvar, kampen mod ulighed […], afslutningen på grøn kolonialisme og miljøracisme, prioritering af kollektive løsninger, internationalisme og forsigtigheds-princippet.
“Frem for alt må de udbyttede og undertrykte udvikle deres magt gennem demokrati, decentralisering, kontrol og kollektiv tilegnelse eller gen-tilegnelse af fællesskabets ressourcer.
Fornybare energi-teknologier kan bidrage til at fremme selvorganisering, da “den fysiske natur og vanskelighederne ved lagring af elektrisk energi gør det lettere at styre i et decentraliseret, komb-ineret og komplementært system.
Resolutionen bekræfter, at “sammen med fødevaresuverænitet er dette kampområde særligt vigtigt for landene i Syd, som en del af en alternativ udviklingsmodel til den imperialistiske model.”
Et væsentligt bidrag fra resolutionen er måden, hvorpå den forener visionen om kapitalismen:
Kapitalismen hviler ikke kun på tilegnelsen af naturen og udbytningen af arbejdskraften gennem lønnet arbejde, men også på den patriarkalske usynliggørelse af omsorgs- og reproduktionsarbejdet. Til disse tre søjler kommer en fjerde: udbytning baseret på race. Alle har en fællesnævner, nemlig tilegnelsen af naturressourcer, hvori den menneskelige arbejdskraft er en del.
Resolutionen understreger den ledende rolle, som oprindelige folk, bønder, kvinder og unge spiller, og giver en materialistisk forklaring på deres avantgarde-rolle. Det centrale spørgsmål er klart nok arbejderklassens rolle. Kapitalistiske produktionsforhold betyder, at “fagforeningernes inddragelse i klimakampen i sidste ende er afgørende, selvom det forbliver vanskeligt i en sådan defensiv periode. Jobtab udgør en udfordring: selvom “overgangen vil skabe vækst i beskæftigelsen i andre sektorer, “bæredygtighed skaber nødvendigvis en reduktion i produktionen. Derfor er “reduktion af arbejdstiden uden løntab af afgørende betydning.
Resolutionen konkluderer, at
kampen for et økosocialistisk overgangsprogram kan i sidste ende kun opnås gennem fremkomsten af politiske alternativer for en omfattende plan om strukturelle antikapitalistiske reformer, der opfylder både sociale behov og miljømæssige begrænsninger.
Møde i den Internationale Komité, februar 2022:
Udvikling af et “overgangsprogram inden for rammen af den nødvendige reduktion af den globale materielle produktion
I februar 2022 førte forbindelsen mellem COVID-19-pandemien og ødelæggelsen af den biologiske mangfoldighed, samt stigningen i oversvømmelser, megabrande, tørke og andre alvorlige klima-hændelser til, at FI's Internationale Komité igangsatte et projekt for et økosocialistisk program inden for rammerne af den nødvendige reduktion af den globale materielle produktion.
Med henvisning til, at “kapitalens økocidale akkumulering truer de grundlæggende betingelser for menneskeliv på planeten, bekræfter den vedtagne resolution behovet for “at trække i nødbremsen […] både for at bekæmpe sociale uligheder og for at åbne vejen for en kvalitativ udvikling, der centrerer sig om omsorg for mennesker gennem opfyldelsen af reelle menneskelige behov, fri for vare-fremmedgørelse, demokratisk bestemt og med omhyggelig respekt for økosystemer.
Teksten fordømmer “fiaskoen med den kapitalistiske politik, der bygger på idéen om, at “den globale økonomi både kunne fortsætte med at vokse og reducere CO2-udslippet - hvilket er en fysisk umulighed”. Den advarer mod ”falske og farlige løsninger” som kerneenergi, geologisk fangst og lagring, brint, klimamanipulation og storskala-plantager med monokultur.
“Alle betingelserne synes at være til stede for, at katastrofen udvikler sig til en apokalyptisk begivenhed (…) Kun en verdensomspændende økosocialistisk revolution kunne stoppe den, men den er ikke på dagsordenen. Kapitalen styrker sit greb overalt, fagforeningerne klamrer sig til den kapitalistiske genopretning, som om det var en livline, sociale bevægelser er i defensiven, demokratiske og sociale rettigheder er på tilbagetog, det politiske felt skifter mod højre og det yderste højre i de fleste lande…”
I denne kontekst er det afgørende at undgå to fælder: “Den abstrakte revolutionære maksimalisme og den pragmatiske, der er besat af øjeblikkelige løsninger. Resolutionen bemærker, at “tilgangen til Overgangsprogrammet er mere relevant end nogensinde, og det præciseres, “at håndtere det 21. århundredes udfordringer indebærer en afgørende nyhed: Programmet må organisere en global reduktion i det endelige energiforbrug og dermed i den materielle produktion og transport.
“Denne nedskalering er åbenlyst ikke et samfundsprojekt […] Den fysiske begrænsning af nedskaleringen er nødvendig, fordi det kapitalistiske produktionssystem har skubbet menneskeheden ud over de økologiske grænser,” og ”hvis disse vampyrer overlades til sig selv, hvis de fattige ikke gør kapitalisterne ansvarlige for nedskaleringen, vil denne blive påtvunget i form af en barbarisk udryddelse af nogle af de fattige til fordel for de rige. Fysik forhandler ikke […] Den politiske udtryksform for denne løsning er fascisme. Så valget er klart: økosocialisme eller barbarisme.”
I konklusionen skitserer resolutionen vejen fremad: “Den økologiske krise kræver åbenlyst et specifikt økologisk program, baseret på solid videnskab. Men dette program vil ikke løse noget uden en pakke af foranstaltninger, der gør de rige og kapitalisterne ansvarlige for at reparere samfundet, naturen og forholdet mellem samfund og natur.” ”Disse foranstaltninger er en del af den reelle mulighed for, at alle mennesker kan have et godt liv med et begrænset energiforbrug og reducere den samlede belastning af økosystemerne.
De er grupperet i fem områder:
> presserende reguleringer, på bekostning af de rige og deres virksomheder;
> skatte-, social- og klimaretfærdighed;
> demokrati for at genvinde kontrollen over vores liv, for at tage vare på mennesker og jorden;
> producere mindre, arbejde mindre, leve bedre;
> afvæbning af de mænd, der ikke kan lide livet, især gennem socialisering af nøglesektorer.
Verdenskongressen 2025: Manifest for en Økosocialistisk Revolution
Efter mødet i den Internationale Komité i 2022 nedsatte FI's organer en kommission der fik til opgave at konkretisere den vedtagne linje. Kommissionen voksede i størrelse, efterhånden som arbejdet skred frem, og holdt over 15 møder over tre år. Til sidst bestod den af medlemmerne Michaël Löwy (Frankrig), Júlia Câmara (Brasilien), Jacob Schäfer (Tyskland), João Machado (Brasilien), Alex Merlo (Spanien), Christine Poupin (Frankrig), Jawad Istaqbal (Marokko), Farooq Tariq (Pakistan) og Daniel Tanuro (Belgien, koordinator). En kammerat fra Congo-Brazzaville, som på grund af tekniske problemer ikke kunne deltage i de virtuelle møder, bidrog med omfattende skriftlige kommentarer.
Kommissionen fastslog, at betydningen af det økosocialistiske program, som den havde fået til opgave at udarbejde, berettigede til, at dokumentet fik form af et manifest. Et første udkast blev forelagt FI's Internationale Komité i 2023. Dets hovedformål var at tydeliggøre en klassebaseret tilgang, som tog højde for de forskellige konsekvenser af global afvækst i udviklede kapitalistiske lande, semi-industrialiserede lande og de fattigste lande. Kommissionen fik mandat til at fortsætte arbejdet med at forbedre dokumentet på baggrund af disse diskussioner.
En anden version af teksten blev forelagt den Internationale Komité i februar 2024. Daniel Tanuro præsenterede manifestet, og Christine Poupin sammenfattede diskussionerne. Dokumentet blev godkendt med et meget stort flertal med henblik på udsendelse til alle organisationer, ledsaget af en opfordring til at fremsætte ændringsforslag og bidrag til debatten som forberedelse til verdenskongressen i februar 2025.
Manifestet består af en indledning efterfulgt af seks kapitler:
Det første kapitel beskriver den dobbelte sociale og økologiske krise. Det fører frem til den objektive nødvendighed af en global revolution – en revolution, der er økosocialistisk, internationalistisk, feministisk, antiracistisk, antikolonial og antiimperialistisk.
Det er ikke nok at sætte spørgsmålstegn ved det neoliberale regime og genvurdere statens rolle. Det vil heller ikke være tilstrækkeligt at standse kapitalakkumulationens dynamik (et umuligt mål under kapitalismen!). Det endelige globale nettoenergiforbrug må reduceres radikalt - hvilket betyder, at der må produceres mindre og transporteres mindre globalt - samtidig med at energi-forbruget i fattigere lande øges for at imødekomme sociale behov.
Det er den eneste løsning, der gør det muligt at forene det legitime behov for velvære for alle med genoprettelsen af det globale økosystem. Retfærdig tilstrækkelighed og retfærdig nedskalering - økosocialistisk modvækst – er en ufravigelig forudsætning for at redde situationen.
Det andet kapitel præsenterer vores konkrete utopi. Vi afviser den nemme løsning i form af overflod: Den frigørelse, vi kæmper for, kræver et samfund, hvor det at være kommer før det at have, når de grundlæggende behov er dækket.
Det tredje kapitel minder om, hvad den overgangsmetode, som blev udviklet af Leon Trotskij, består i.
Det fjerde kapitel præsenterer 21 centrale elementer i et sammenhængende økosocialistisk program. Nogle af dem kan gennemføres inden for kapitalismens rammer, men helheden kræver, at systemet væltes. Tiltagene øges gradvist i intensitet: Fra foranstaltninger til beskyttelse af befolkninger mod katastrofer, til socialisering af centrale sektorer og demokratisk planlægning. Dette omfatter blandt andet afvikling af agroindustrien, beskyttelse af biodiversiteten, kampen mod miljømæssig racisme og en byplanlægning under arbejderklassernes kontrol.
Det femte kapitel - "Materiel global modvækst i en situation med ujævn og kombineret udvikling“, går dybere ned i konsekvenserne af begrebet „fælles, men differentierede ansvar og kapaciteter“ for landene i Syd. Her skelnes der mellem semi-industrialiserede lande og de fattigste lande, hvor det vil være nødvendigt fortsat at anvende fossil energi i en periode for at kunne tilfredsstille sociale behov.
Det sjette og sidste kapitel handler om de strategiske spørgsmål: Sociale bevægelsers autonomi, afvisning af ethvert hierarki mellem kampe, sammenfletning af kampe og erobring af den politiske magt.
Manifestet giver kvinders krav en central plads. Det tilslutter sig målet om ”omsorg” - for mennesker og for planeten – som er bragt frem af feminister - og understreger den centrale betydning af social reproduktion i forhold til produktionen.
Den vægt, der lægges på oprindelige folk, er et andet bemærkelsesværdigt punkt og afspejler en fornyet tilgang til sædvanlige dagsorden. Ifølge manifestet udgør oprindelige folk, selv om de er en minoritet af verdens befolkning, et bevis på, at et andet forhold mellem menneskeheden og resten af naturen er mulig. Deres vidnesbyrd har derfor en enorm ideologisk betydning. Derfor anerkender vi dem som en grundlæggende del af det revolutionære subjekt i det 21. århundrede.
Af de samme grunde lægger manifestet også stor vægt på kampe og krav fra små økonomiske aktører: bønder, der står over for agroindustrien, og fiskere kontra det industrielle fiskeri. Det går ind for fødevaresuverænitet, en radikal jordreform og agro-økologi.
Manifestet vakte betydelig interesse blandt FI's sektioner og sympatiserende organisationer. Dusinvis af ændringsforslag kom fra USA, Mexico, Brasilien, Peru, Tyskland, Frankrig, England, Italien, Indien, Pakistan, Algeriet, Sydafrika og Schweiz. De fleste af ændringsforslagene berigede teksten. Redaktions-kommissionens kollektive karakter blev understreget af en rapport, der blev fremlagt i fællesskab af fire kammerater (to fra Nord, to fra Syd, to mænd og to kvinder). Den endelige tekst blev vedtaget med et meget stort flertal blandt de delegerede: 124 stemmer for, 1 imod, 3 hverken for eller imod samt 4 ikke-afgivne stemmer.
Konkrete eksempler på FI-sektionernes økosocialistiske aktiviteter
På verdenskongressen i 2018 afspejlede debatterne om økologi det stærke engagement fra mange aktivister i konkrete kampe, især fra Syd, som er hårdest ramt af klimaforandringerne.
FI-sektionen på Mindanao (Filippinerne) har længe været engageret i at forsvare lokalsamfund mod stadig voldsommere tyfoner. Disse kammerater arbejder med at udvikle landbrugsmetoder baseret på fødevaresuverænitet, udelukkelse af GMO-frø og produktion af økologiske fødevarer til lokalsamfundene.
I Bangladesh, et af de lande, der er mest sårbare for klimaforandringerne, er FI-organisationen dybt involveret i omfattende bondekampe mod klimaforandringerne. Sammen med Via Campesina og andre organisationer fører kammerater en kampagne for fødevaresuverænitet, småbøndernes rettigheder og omfordeling af jord efter inspiration fra den brasilianske Jordløse Landarbejderes Bevægelse. Siden 2011 har de været stærkt involveret i organiseringen af klimakaravaner, som fører kampagne i Bangladesh, Nepal og Indien.
Også i Pakistan har kammerater fra FI stået i forreste række. I 2010 blev en femtedel af landet oversvømmet og gjorde millioner hjemløse, og 2.000 mistede livet. Fem kammerater blev fængslet for at have forsvaret landsbyboere, efter at et jordskred blokerede Hunza-floden i Himalaya, rev huse med sig og kostede 19 mennesker livet. Jordskredet skabte en 23 km lang sø, oversvømmede tre landsbyer, gjorde 500 mennesker hjemløse og efterlod 25.000 mennesker isolerede. Syv år efter deres retssag sad de fortsat i fængsel trods kampagner for deres løsladelse.
I Brasilien er vores kammerater med i opbygningen af bevægelsen for klimaretfærdighed. I 2015 organiserede de i Fortaleza den største klimamarch i landets historie. I 2016 deltog de i Break Free-kampagnen ved landets største kulkraftværk, og i 2017 deltog de i Vandmarchen.
De er engagerede i at forsvare Amazonas og modsætter sig den katastrofale REDD+-aftale (Reducing Emissions from Deforestation and Forest Degradation – reduktion af emissioner fra skovrydning) sammen med oprindelige folk, lokale samfund og miljøorganisationer, som blev udsat for voldelig undertrykkelse under Jair Bolsonaros fascistiske regering.
I de senere år har vores brasilianske kammerater stået i spidsen for det økosocialistiske projekt inden for PSOL - Partiet for Socialisme og Frihed, og de bidrog til at organisere de latinamerikanske økosocialistiske møder under COP30 i Belém i 2025.
FI-organisationerne i Latinamerika deltog i mobiliseringerne omkring Folkets Topmøde, som Evo Morales indkaldte til i Cochabamba, Bolivia, i 2010.
I Europa og Nordamerika deltager kammerater i stigende grad i klimamobiliseringer omkring COP-topmøderne i København (2009), Paris (2015) og Madrid (2019) samt i ungdomsdemonstrationer i flere lande. De deltager i lokale kampe mod fossile energiprojekter (det, Naomi Klein kalder Blockadia), såsom fracking (hydraulisk frakturering) i England, udvinding af tjæresand i Canada, Keystone-rørledningen i USA, opførelsen af Notre-Dame-des-Landes-lufthavnen i Frankrig og Ende Gelände-kampagnen mod udvinding af brunkul i Tyskland.
I samarbejde med andre organisationer og fagforeninger deltog FI-medlemmer også i initiativet til at organisere europæiske økosocialistiske konferencer i Genève (2014), Madrid (2015), Bilbao (2016), Lissabon (2018), Basel (2020) og Buenos Aires (2024).
Daniel Tanuro er agronom og økosocialist. Skriver i “La gauche, (månedsblad for Gauche-Anticapitaliste-SAP, den belgiske afdeling af FI. Han er desuden forfatter til The Impossibility of Green Capitallism, (Resistance Books, Merlin og IIRE, 2010) og Le moment Trump (Demopolis, 2018).
Michael Löwy, activist I FI, økosocialist og filosof. Født I 1938 i Sao Paolo, Brasilien, men har boet i Paris siden 1969. Forskningsdirektør emeritus ved CNRS og professor ved École des hautes études en sciences sociales. Han er forfatter til flere bøger, der er udgivet på 29 sprog, bl.a. The Marxism of Che Guevara, Marxism and Liberation Theology, Fatherland or Mother Earth? og The War of Gods: Religion and Politics in Latin America. Har sammen med Joel Kovel skrevet det internationale økologiske manifest. Han var tillige én af arrangørerne af den første internationale økosocialistiske kongres i Paris i 2007.
Oversat fra International Viewpoint af Arne Lund
