Illustration: Svend Vestergaard Jensen

 

Leon Trotskij, grundlæggeren af Fjerde Internationale i 1938, er en af det 20. århundredes store revolutionære skikkelser og en fremragende marxistisk teoretiker. Lenin og Trotskij var de vigtigste ledere af Oktoberrevolutionen. Trotskij grundlagde Den Røde Hær og var en utrættelig modstander af den stalinistiske kontrarevolution. Han udmærkede sig ved sin marxistiske analyse af fascisme og bureaukrati samt ved sine teorier om den ulige og kombinerede udvikling og den permanente revolution.

 

Leon Trotskij: en stor tænker, men ikke en økosocialist…

Ved at grundlægge Fjerde Internationale på et tidspunkt, der blev kaldt århundredets midnat“, gav han arven fra den revolutionære marxisme videre til de følgende generationer. Hans værker beskæftiger sig med så centrale begivenheder som den russiske revolution, Kommunistisk Internationales opkomst og fald, den revolutionære bølge 1917-1923 og dens efterfølgende tilbagegang, fascismen og stalinismen, folkefronten og den spanske revolution, det britiske Imperiums tilbagegang samt USA's fremvækst.

 

Fraværet af enhver økologisk opmærksomhed kaster imidlertid en skygge over disse tekster. Den arv, som Trotskij efterlod, indeholder ingen henvisning til de bekymringer, redskaber og første begreber om økosocialisme, som Marx og Engels udviklede. Denne mangel er særlig slående i Trotskijs syn på fremskridtet og forholdet mellem menneskeheden og naturen, i hans opfattelse af videnskab og teknologi samt i hans tilgang til bondespørgsmålet.

 

Marxismens grundlæggere var, gennem deres dialektiske syn på fremskridt, skeptiske over for „sejre over naturen. For hver en sådan sejr, tager naturen hævn over os“, men Trotskij lovpriste uden forbehold: „Mennesket vil beskæftige sig med at registrere bjerge og floder på ny, og vil alvorligt og gentagne gange foretage forbedringer af naturen.“

 

Forestillingen om, at videnskabelige fremskridt, ét efter ét, ville afsløre alle universets mysterier, var udbredt i det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede. Marxismens grundlæggere brød ikke altid med denne tilgang, men de troede hverken på „absolut viden“ eller på „den suveræne tanke“. Trotskij var mindre forsigtig og erklærede højlydt sin „tro […] på de ubegrænsede muligheder for viden, forudsigelse og beherskelse af materien“.

 

Noget tyder på, at Marx ikke betragtede teknologi som neutral. Trotskijs vurdering er anderledes. På spørgsmålet „Hvad er begrebet klassesamfund?“ svarer han: „Samfundets klassekarakter ligger grundlæggende i organiseringen af produktionen […] teknologi er en fundamental bedrift for menneskeheden.“

 

Der findes ingen spor af et forsigtighedsprincip i hans værker.

 

Det er ganske vist vigtigt at tage den historiske kontekst i betragtning. Fra 1923-24, stillet over for verdensrevolutionens tilbagetog og de russiske massers demobilisering, opstod der to alternative politiske retninger inden for kommunistpartiet.

 

På den ene side gik Stalin og Bukharin ind for at bevæge sig „i sneglefart“ mod socialismen. De opgav verdensrevolutionen og satsede på, at en berigelse af landdistrikterne ville give dem midlerne til at opbygge et nyt samfund.

 

Trotskij gik derimod ind for en planlagt udvikling af den nationaliserede sværindustri. Ifølge ham, var denne udvikling afgørende for at muliggøre, at det sovjetiske regime kunne modstå presset uden at degenerere, mens man ventede på en ny international bølge af revolutionære kampe.

 

Han havde ret i at fremme industriel vækst, som et middel til at skabe betingelserne for udvikling i landdistrikterne, men han tog fejl, da han mente, at dette indebar en statsstyret ”industrialisering af landbrugsproduktionen“. I modsætning til Marx undlod han at tage højde for behovet for en rationel regulering af stofskiftet“ mellem menneskeheden og naturen.

 

Dette forklarer sandsynligvis, hvorfor Trotskijs værker hverken omtaler Lenins politik til beskyttelse af „naturreservater“ (zapovedniki) eller Stalins angreb på disse miljømæssige landvindinger, da Stalin forsøgte at skjule fiaskoen for tvangskollektiviseringen ved at åbne naturreservater for landbrug.

 

Til Trotskijs forsvar bør det dog bemærkes, at en teknokratisk og modernistisk kultur var dominerende i datidens internationale arbejderbevægelse, også blandt russiske revolutionære.

 

Men denne kontekst forklarer ikke alt. På det økologiske område haltede Trotskij efter Marx, Engels og endda Lenin. Hans efterfølgere har derfor være nødt til at udfylde disse huller for at genvinde, videreføre og udvikle det uafsluttede arbejde med Marx' økologi.

 

Ernest Mandels (sene) opdagelse af økologien

Fra 1960'erne og frem til sin død var Ernest Mandel (1923-1995) den ledende skikkelse og teoretiker i Fjerde Internationale. Han var en fremragende marxistisk økonom, og hans skrifter blev studeret og beundret langt uden for hans egen bevægelses rækker. Han udarbejdede også Internationalens vigtigste resolutioner i disse år og bidrog til vedtagelsen af en ikke-dogmatisk og konsekvent demokratisk version af kommunismen.

 

I begyndelsen af 70'erne blev Mandel, længe før andre marxister, alarmeret over ødelæggelsen af miljøet, og denne bekymring fulgte ham resten af livet. Det fremgår tydeligt af hans polemiske svar fra 1972 på Meadows-rapporten om grænserne for vækst. Et svar, der samtidig afslører begrænsningerne i hans tænkning på dette område. Hans modvilje mod at anerkende naturressourcernes begrænsede karakter – og dermed også de materielle produktivkræfters begrænsede vækst – kommer klart til udtryk, når han hævder, at det er produktionens „anarki“ snarere end dens „ubegrænsede“ karakter, der bør fordømmes.

 

Desuden fremsatte han typisk produktivistiske og ikke-bæredygtige forslag – fx inden for landbruget, hvor han gik ind for „rydning af skove“ og kunstvanding af „to milliarder hektar ørken“.

 

Artiklen fra 1972 er gennemsyret af frygten for, at diskussionen om grænserne for vækst skulle blive brugt som dække for at gennemføre nedskæringer rettet mod arbejderne og en global neo-malthusiansk offensiv mod de fattige.

 

Denne frygt var – og er fortsat – fuldt ud relevant, og Mandels reaktion på den er legitim. I sin polemik formår han imidlertid ikke i tilstrækkelig grad at skelne mellem det objektive faktum, at produktionen har naturlige grænser, og den måde, hvorpå dette faktum fordrejes med reaktionære formål. Derfor skelner han heller ikke klart mellem det kapitalistiske pres på arbejderne for at ofre deres velfærd, og den absolutte nødvendighed af at reducere samfundets forbrug, fx af energi.

 

Samtidig med at han giver dette ret skuffende svar på Meadows-rapporten, behandler han det samme dokument mere forsigtigt i sin bog Senkapitalismen fra 1972,. Rapporten hævder, at hvis den amerikanske produktionsstruktur blev udbredt til hele planeten, da ville verdens råstofreserver være opbrugt ved udgangen af århundredet, samtidig med at atmosfærens iltindhold vil blive truet. Selvom Mandel antyder, at rapporten overdriver sin argumentation, anerkender han, at den „måske har ret“.

 

I den samme bog citerer han Barry Commoners økologiske (og socialistiske) værk fra 1971: The Encirclement: Jorden er ikke forurenet, fordi mennesket er et særligt beskidt dyr, og heller ikke fordi vi er for mange. Skylden ligger hos det menneskelige samfund.“

 

Mandel hylder desuden et andet banebrydende socialistisk/økologisk værk, Harry Rothmanns Murderous Providence – A Study of Pollution in Industrial Societies (1971), som han beskriver som „det bedste marxistiske værk, der behandler alle farerne for miljøet og de mulige foranstaltninger til at forhindre dem“.

 

For at illustrere de dramatiske konsekvenser af kemisk forurening for miljøet og menneskers sundhed nævner Mandel adskillige eksempler fra USA's og Tysklands historie i en lang fodnote. Men i modsætning til Commoner og Rothmann giver Mandel kun økologien en marginal plads i sin økonomiske og ideologiske analyse af senkapitalismen.

 

I 1992 skrev Mandel en slags selvkritisk evaluering i Power and Money: I dag er vi med stor forsinkelse blevet klar over, at farerne for Jordens ikke-vedvarende ressourcer og for det naturlige miljø, som den menneskelige civilisation og menneskelivet er afhængige af, også betyder, at forbruget af materielle goder og tjenesteydelser ikke kan vokse ubegrænset.“

 

Det er interessant at bemærke, at Mandel i fodnoten efter dette afsnit nævner Peter Hennicke og Michael Müllers bog fra 1989, The Climate Catastrophe, men ikke selv behandler spørgsmålet om klimaforandringer.

 

Omtrent samtidig foretog han i en artikel det, der kan betragtes som hans mest seriøse vurdering af den økologiske krise:

”Siden begyndelsen af det 20. århundrede, og begyndende med Rosa Luxemburg, havde marxister ret i at sammenfatte menneskehedens fremtid i formlen socialisme eller barbari […] I dag er valget blevet socialisme eller død […] Dette skyldes den implicitte fare for udslettelse, der er forbundet med risikoen for en interkontinental eller global konventionel krig eller atomkrig midt blandt atomkraftværker […] men der findes andre dødelige farer for menneskeheden, herunder truslen om ødelæggelse af miljøet.”

 

Med andre ord: Selvom Mandel i stigende grad blev opmærksom på faren for en økologisk katastrofe, fik det ham ikke til at omformulere sin marxisme efter økosocialismens principper. Denne opgave blev overladt til Fjerde Internationales næste generation.

 

Fjerde Internationales vej mod økosocialismen (2001)

Efter maj 1968 begyndte Fjerde Internationale at anerkende betydningen af de økologiske spørgsmål. Medlemmer i Frankrig, Tyskland, England og andre steder deltog i miljøbevægelser, først og fremmest i kampen mod atomkraft og forurening. Efterhånden begyndte økologiske spørgsmål at blive diskuteret på FI's kongresser, men der blev ikke vedtaget nogen specifik resolution om økologi i disse år.

 

På den 12. verdenskongres i 1985 opfordrede hovedresolutionen Internationalen og dens sektioner til i stigende grad og mere systematisk at tage miljøspørgsmålet op i deres propaganda og generelle arbejde“ og til at gennemføre aktioner sammen med økologiske bevægelser“.

 

I slutningen af 1980'erne udarbejdede en gruppe kammerater fra FI et dokument om socialisme og økologi, men det blev besluttet, at spørgsmålet havde brug for yderligere diskussion, før det kunne forelægges den 13. verdenskongres i 1991.

 

Dokumentet - Socialist revolution and Ecology - blev offentliggjort efter kongressen, og er et ret omfattende forsøg på at diskutere årsagerne til og konsekvenserne af den økologiske krise, borgerskabets politik, miljøbevægelsens begrænsninger, situationen i arbejderbevægelsen samt et handlingsprogram.

 

Blandt de presserende krav, der krævede koordineret handling på internationalt plan, var et radikalt brud med systemet for udnyttelse af eksportorienteret landbrugsproduktion i afhængige lande, som skaber sult og fattigdom; et øjeblikkeligt forbud mod hele produktionscyklussen for atomenergi; samt ophør med ødelæggelsen af de tropiske regnskove og de industrialiserede landes dødelige forurening af skovene.

 

Dette foreløbige dokument var en stor bedrift, men havde også nogle åbenlyse begrænsninger. Når det fx beskriver den økologiske krise, henvises der til luft- og vand-forurening, skovrydning samt industrielle (kemiske og nukleare) katastrofer, men nævner ikke klima-forandringer. Selvom tanken om en socialistisk økologi tydeligvis er til stede, er begrebet øko-socialisme – som en ny måde at forstå det socialistiske program på – stadig fraværende.

 

Omkring 2001 besluttede en gruppe franske medlemmer af FI, blandt andet Laurent Garrouste, Vincent Gay og Michael Löwy, at udarbejde et nyt dokument med titlen Ecology and Socialism, baseret på det tidligere dokument, men med omfattende ændringer. Det blev forelagt den 15. verdenskongres i 2003 sammen med en rapport af Michael Löwy, og blev vedtaget med et stort flertal.

 

I en selvkritisk evaluering anerkendes det i resolutionens indledning, at det ikke kun var den reformistiske ledelse af arbejderbevægelsen, der ignorerede eller afviste de økologiske problemer: ”Vi må erkende, at de revolutionære strømninger generelt – og Fjerde Internationale i særdeleshed – var meget sene til at indarbejde det økologiske spørgsmål.“

 

I et afsnit om FI og den økologiske krise hedder det, at mange af vore kammerater „fortsatte med at betragte de økologiske problemer som blot én blandt mange modsætninger i kapitalismen”, og beskæftigede sig kun med økologiske spørgsmål, når andre samfundsmæssige kræfter bragte dem frem. Mens andre strømninger og enkeltpersoner havde diskuteret økologi og socialisme i årtier, forblev FI stort set tavs.

 

Resolutionen indleder med en diskussion af den økologiske krise i såvel den kapitalistiske verden som i ” de gamle bureaukratiske samfund” (Sovjetunionen m.fl.) Klimaforandringer nævnes her, men som ét problem blandt mange og uden særlig vægt.

 

I afsnittet „arbejderbevægelsen og økologien“ diskuteres Marx' og Engels' bidrag og deres begrænsninger; Socialdemokratiet og stalinismen kritiseres for deres blinde produktivisme. Reformistisk økologi kritiseres også, og det egentlige alternativ præsenteres som økosocialismen – en økologisk strømning, der integrerer marxismens grundlæggende landvindinger, samtidig med at den frigør sig fra dens produktivistiske lænker.

 

Resolutionen sammenfatter opfattelsen af økosocialisme på denne måde:

 

”Økosocialismen er den strømning i arbejder- og miljøbevægelserne, der er mest opmærksom på arbejdernes og befolkningerne i det globale Syds interesser. Den bryder med den produktivistiske fremskridtsideologi - i dens kapitalistiske og/eller bureaukratiske form (den såkaldte reelt eksisterende socialisme) - og modsætter sig en endeløs udvidelse af den produktions- og forbrugsform, der er ødelæggende for miljøet. Den forstår, at bæredygtig udvikling er umulig inden for rammerne af den kapitalistiske markedsøkonomi.“

 

Walter Benjamins indflydelse på nogle af dokumentets forfattere er tydelig i deres kritik af en lineær opfattelse af fremskridt. Resolutionen definerer også økosocialismen som et revolutionært projekt.

 

Når resolutionen forklarer, hvad økosocialisme betyder, understreger den, at der er behov for et skifte i selve civilisationens grundlæggende paradigme:

 

"Der er behov for en gennemgribende reorganisering af produktions- og forbrugsmåden, baseret på kriterier, der er fremmede for det kapitalistiske marked, og som understøtter menneskers reelle behov og miljømæssige hensyn. Det betyder en økonomi i overgang til socialisme, baseret på folkets egne demokratiske valg af prioriteter og investeringer – og ikke på markedets love eller på et altvidende politbureau. Det vil være en planøkonomi, der er i stand til at finde varige måder, hvorpå spændingerne mellem opfyldelsen af sociale behov og de økologiske imperativer kan overvindes. Det vil være en overgang til en alternativ livsform, en ny civilisation, hinsides pengenes herredømme, forbrugsvaner, der kunstigt stimuleres af reklamer, og den endeløse produktion af miljøskadelige varer (privatbilen!).“

 

Dokumentet fra 2003 tager betydeligt større afstand fra arbejderismen“ end projektet fra 1991, men ignorerer ikke betydningen af at vinde arbejderbevægelsen for økosocialismen: Samtidig med at det kritiserer den ideologi, som de dominerende strømninger i arbejderbevægelsen fremfører, forstår man, at arbejderne og deres organisationer er en afgørende kraft i omdannelsen af systemet.“

 

Dokumentet blev oversat til flere sprog og markerer et vendepunkt i FI's historie. For første gang blev der vedtaget et dokument, der udelukkende beskæftigede sig med den økologiske krise, og hvor FI definerer sig selv som en økosocialistisk organisation. Faktisk blev FI, trods sin sene omvendelse til økologien, den første internationale organisation, der tilsluttede sig økosocialismen. Fra dette tidspunkt blev økosocialismen et stadig vigtigere aspekt af FI's revolutionære program, strategiske perspektiver og praktiske arbejde.

 

Selvom dokumentet betragter miljøødelæggelse som en af de største trusler mod menneskeheden i vor tid, behandles klimaforandringer kun som ét problem blandt mange, og truslen mod menneskeligt liv nævnes kun i ringe grad. Dette er måske resolutionens største mangel. Det skulle blive taget op i de følgende år.

 

Ved siden af sit eget arbejde har FI bidraget til forskellige internationale økosocialistiske initiativer. Det første internationale økosocialistiske møde fandt sted i Paris i 2007 med støtte fra den franske sektion af FI. Konferencen besluttede at oprette et Internationalt Økosocialistisk Netværk (IEN), som skulle være åbent for alle, der kunne tilslutte sig hovedidéerne i det første økosocialistiske manifest, som Joel Kovel og Michael Löwy havde offentliggjort i 2001.

 

IEN gav Ian Angus, Joel Kovel, Michael Löwy og Danielle Follet til opgave at udarbejde et nyt manifest, der, først og fremmest, skulle beskæftige sig med klimaforandringer. Forud for Verdens Sociale Forum i Belém i Brasilien i 2009 fik dokumentet titlen „Belém-økosocialistisk manifest“.

 

Dette manifest [dansk oversættelse] blev underskrevet af hundredvis af mennesker fra snesevis af lande og trykt af det brasilianske økosocialistiske netværk (som omfattede flere medlemmer og støtter af FI) på engelsk og portugisisk. Det blev derefter distribueret bredt på Verdens Sociale Forum i Belém.

 

IEN's næste initiativ fandt sted i København i december 2009, på sidelinjen af FN's klimatopmøde COP15. Under protesterne mod topmødet, hvor 100.000 mennesker fra hele Europa gik på gaden, distribuerede IEN en økosocialistisk tegneserie med titlen Copenhagen, April 12,  2049.

 

Flyeren forestillede sig, hvordan København ville se ud, hvis byen var blevet oversvømmet af havet. Det blev trykt og distribueret af Socialistisk Arbejderparti - FI's danske sektion.

 

IEN ophørte med at fungere i 2013, men i 2020 blev et nyt initiativ, som også involverede en række aktivister fra FI, lanceret af John Molyneux: Global Ecosocialist Network (GEN).

 

Resolutionen om klimaforandringer (2010): FI støtter reduktion af den materielle produktion

I 2010 vedtog verdenskongressen en resolution med titlen Capitalist climate change and our tasks. For første gang diskuterede og vedtog FI et dokument, der udelukkende behandlede et specifikt aspekt af den økologiske krise.

 

Det udsprang af en beslutning, der var truffet et år tidligere af FI’s Internationale Komité ["hovedbestyrelse"]. Til støtte for udkastet til resolutionen var et omfattende dokument om klimavidenskab blevet oversat til flere sprog og distribueret til de forskellige sektioner. Daniel Tanuro udarbejdede begge tekster og præsenterede resolutionens fem kapitler for kongressen.

 

Det første kapitel tilskriver ansvaret for klimaforandringerne det kapitalistiske system, samtidig med at det minder om Sovjetunionens, dets allieredes samt Kinas katastrofale historik, som skyldige i at have reproduceret produktivismen.

 

Det andet kapitel forklarer, hvorfor kapitalismen er ude af stand til at stoppe katastrofen. Dels fordi den nødvendige reduktion af drivhusgasudledninger kun kan opnås ved drastisk at reducere energiforbruget og dermed også den materielle produktion. Og dels fordi retfærdighed mellem Nord og Syd kræver, at den største del af reduktionen sker i de imperialistiske lande, for at give andre lande mulighed for at opfylde grundlæggende menneskelige behov.

 

I tredje kapitel advares der mod en barbarisk malthusianske politik som en borgerlig reaktion på den kombinerede økonomiske, klimamæssige og fødevarekrise.

 

I fjerde kapitel understreges den dobbelte nødvendighed af et globalt socialistisk alternativ og et radikalt brud med den socialistiske vision om produktivisme: “Det er ikke længere muligt at forestille sig arbejdernes frigørelse, uden samtidig at tage hensyn til de vigtigste naturlige begrænsninger. Kongressen godkendte idéen om, at den objektivt nye situation berettiger vedtagelsen af økosocialisme.

 

Det femte kapitel fokuserer på de opgaver, der skal udføres.

 

FI var den første marxistiske organisation til at gå ind for økosocialisme, men var også den første, der omfavnede idéen om, at “reduktionen af den materielle produktion og forbruget er umiddelbart nødvendig […] fordi kapitalismen har ført menneskeheden for langt ind i en blindgyde.

 

Teksten præciserer, at denne reduktion “på ingen måde forudbestemmer fremtidige udviklingsmuligheder, når klimasystemet først er stabiliseret…reduktionen udgør kun ét kvantitativt kriterium for den nødvendige overgang mod en økonomi uden fossilt kul… og tilføjer:

 

”Dette kvantitative kriterium må kombineres med kvalitative kriterier, især omfordeling af rigdom, nedsættelse af arbejdstiden uden løntab, udvikling af den offentlige sektor. Opfyldes disse kriterier, og forudsat at reduktionen retter sig mod unyttige eller skadelige produktioner, vil reduktionen af den materielle produktion faktisk være synonym med en forøgelse af trivsel, rigdom og livskvalitet for det store flertal af menneskene, gennem […] generobring af den fritid, der er nødvendig for selvvirksomhed, selv-organisering og demokratisk medbestemmelse på alle niveauer.

 

Resolutionen fortsætter:

”Det er ikke nok at hævde, at socialismen må tage økologiske spørgsmål alvorligt. Den egentlige udfordring består snarere i at skabe de betingelser, der gør det socialistiske projekt foreneligt med den globale økologi i det jordiske super-økosystem. Udvikling kan ikke alene ske med det formål at opfylde reelle, demokratisk fastlagte menneskelige behov, men også ud fra deres bæredygtighed i forhold til miljøet, […]”

”Begrebet “menneskelig kontrol over naturen må opgives. Den eneste virkelig mulige socialisme fra nu af er en, der opfylder reelle menneskelige behov (fritaget fra kommerciel fremmedgørelse), demokratisk fastlagte […] samtidig med at vi omhyggeligt stiller spørgsmålstegn ved miljømæssige konsekvenser af disse behov og den måde, de opfyldes på.”

 

Resolutionen uddyber idéen om, at teknologier ikke er neutrale – en idé, der allerede var blevet rejst i tidligere dokumenter.

 

”Det kapitalistiske energisystem er centraliseret, anarkisk, ineffektivt, afhængigt af død arbejdskraft, baseret på ikke-fornybare ressourcer og karakteriseret ved en tendens til overproduktion af varer.

Den socialistiske transformation af samfundet kræver en fremadskridende nedbrydning og erstatning af energisystemet med et decentralt system, der er planlagt, økonomisk, effektivt, afhængig af levende arbejdskraft, udelukkende baseret på vedvarende ressourcer og rettet mod produktion af holdbare, praktiske goder, der kan genanvendes og recirkuleres.

Denne transformation vedrører ikke kun “produktion af energi i snæver forstand, men hele det industrielle apparat, landbrug, transport, fritid samt by- og landsplanlægning. Energi- og klima-udfordringen tvinger os til en forestilling om, at den socialistiske revolution ikke kun handler om ødelæggelsen af den borgerlige stats magt, skabelsen af en proletarisk stat, der begynder at visne hen, så snart den er etableret, og en fremadskridende indførelse af folkelig medbestemmelse. Det er også begyndelsen på en proces med nedbrydning af det gamle kapitalistiske produktions-apparat og dets erstatning med et alternativt apparat, der udnytter andre energikilder, andre teknologier og andre strukturer for at tjene demokratisk fastlagte mål.”

 

I sin konklusion opstiller resolutionen 12 opgaver: at øge bevidstheden om situationens alvor; at udvikle græsrodsbaserede redskaber til katastrofehjælp, at kæmpe mod ny-malthusianisme for at forsvare de fattige og kvinders rettigheder, at udvikle en omfattende antikapitalistisk plan for social og økologisk omorganisering, at knytte kampen for klimaet sammen med kampen for sociale rettigheder, især retten til beskæftigelse, at støtte oprindelige folk, at modstå jagten på farlige teknologier, at etablere forbindelser til kritiske videnskabsfolk, mv.

 

21. april 2026

 

I del 2 gennemgår artiklen Fjerde Internationales programmatiske udvikling fra verdenskongressen i 2018 og frem til i dag.

 

Oversat fra International Viewpoint af Arne Lund. Noter med henvisning til franske og engelske tekster er udeladt i denne oversættelse.