Læsetid: 7 minutter

Serie: Venstrefløjen og arbejderklassen Vi har set det udvikle sig længe. Især i USA og ude i Europa søger den traditionelle arbejderklasse og nogle af de fattigste mennesker i samfundet i stigende grad mod højrefløjen, selvom den åbenlyst ikke forsvarer deres interesser. De føler sig svigtet af socialdemokratierne, og venstrefløjen har ikke formået at fremstå som et reelt alternativ. Det er intet mere end en politisk katastrofe, der står i vejen for virkelige samfundsforandringer. Jeg har ikke de endelige svar, men i disse fem artikler vil jeg prøve at indkredse problemets kerne: 1: Hvis du ikke bliver regnet for noget 2: Uligheden og fattigdommen vokser i Europa 3: De bilder os ind at ulighed i levealder skyldes personlige valg 4: Vi har altid kæmpet for viden og oplysning, men er mere uddannelse svaret på uligheden? 5: Hvem henvender vi (venstrefløjen) os egentlig til og hvad kan vi gøre anderledes?

Problemet med redegørelsen var i forvejen, at den tog udgangspunkt i, at ulighed fortrinsvis opstår som følge af ”personlige valg gennem livet”. Kun 8 procent forklares med ulighed i muligheder. Den nuværende regering anerkender altså ulighed, men kalder den ikke ved navn: klasseforskelle.

 

Forskellen i levealder er fordoblet siden 80’erne

Levealderen er i høj grad socialt betinget, og forskellene øges. Ifølge en aktuel undersøgelse fra 2024 lever en økonomisk velstillet mand 10 år længere end en mand fra den laveste indkomst-fjerdedel. I 80’erne var forskellen kun 5 år. Personer med korte uddannelser oplever mere sygdom, de mærker flere konsekvenser af sygdommen (tab af job og eksistensgrundlag), og de lever i kortere tid.

 

For nogle år siden havde jeg en debat med Kim Simonsen (daværende HK-formand). Han mente, at danskere godt kunne arbejde mere, fordi ”vi har kantiner med sund mad og fittnesrum på arbejdspladserne.” Det lo vi meget af, der hvor jeg kommer fra, for det var i samme periode, at mange industriarbejdspladser netop ofrede kantinen i de evige sparerunder, og henviste aftenholdet til en vindblæst Mac Donalds ude i fabrikskvarteret. Lastbilchaufføren, der tilbringer 10-12 timer på E45 får ikke meget motion i arbejdstiden, og VVS’eren, der har smadret knæene ved at ligge på dem dagligt, er sjældent med, når der skal løbes maraton.

 

Også mange mennesker med mellemlange eller høje uddannelser, går ned med stress. Et typisk træk ved kapitalismen er, at medarbejdere måske får tilbudt psykologhjælp, men man ændrer ikke på arbejdsvilkårene. Det bliver ikke sagt ligeud, men budskabet er, at det er individet, som ikke er robust nok. Min egen fagforening HK gør meget ud af kurser i mindfulness. I den branche, hvor jeg kom fra (den grafiske), blev folk presset på produktivitet, vi arbejdede på skiftehold om natten og i weekenden, og vi blev udsat for både tunge løft, dårlige arbejdsstillinger på knæ eller på hug, og der findes stadig opløsningsmidler og andre sundhedsskadelige stoffer.

 

Men udover at hårdt fysisk og/eller ensidigt gentaget arbejde slider på kroppen, så er der en afgørende forskel. Jo længere og bedre du er uddannet, desto større muligheder har du for at skifte branche. Og omvendt kan du befinde dig i en fastlåst situation, hvis du fagligt eller geografisk ikke har mulighed for at sige op, selvom du måske må æde piller for at klare at gå på arbejde.

 

Et godt eksempel giver forfatteren Kim Blæsbjerg i bogen ”De bedste familier” om fabrikken Cheminova. Arbejderne i Lemvig og omegn er selv med til at fortie forgiftningssymptomer, der senere gør dem syge. Cheminova var hele indtægtsgrundlaget for byen, og arbejderne holdt selv justits med, at der ikke var nogen, som klagede. De havde ingen andre steder at gå hen for at få arbejde.

 

Er det bare livsstilbetinget?

”De lavtuddannede er selv ude om det. De skal holde op med at ryge, de skal dyrke motion og spise sundere.”

 

Forfatteren George Orwell skrev i 30’erne om sine oplevelser (2) efter i en periode at have levet sammen med engelske minearbejdere. Her kommer han også ind på emnet ernæring:

 

”Hvad de arbejdsløse og fattige bruger penge på? Ikke det mest nødvendige. Ofte billige luxusartikler. Masseproduktion af billigt tøj, biografer og væddeløb/hasardspil. ”En dejlig kop te”, 2 pund billigt slik koster det samme som et måltid mad. De lever af hvidt brød, margarine, kartofler, sprængt kød på dåse og te med sukker. Jo færre penge man har jo mindre tilbøjelig er man til at bruge dem på sund mad. Hvis man er arbejdsløs, forfulgt, underernæret og elendig vil man have noget lækkert. Ikke gulerødder og rugbrød, men pomfritter for en penny, te og kiks. Meget tyder på at fish-and chips, kunstsilkestrømper, dåselaks, discountchokolade, biografer, radioen, stærk te og tipsfodbold har afværget en revolution. Naturlig interaktion mellem producentens behov for et marked og underernærede menneskers behov for billig bedøvelse. Man kan ryste af kulde hele natten uden en dyne, men om morgenen kan man gå hen og lytte til tipsresultaterne. ”

 

I TV-serien fra 00’erne på HBO ”The Wire”, som foregår blandt den sorte underklasse i Baltimore, laver en tidligere politibetjent et undervisningsforsøg for de værste udskud i en 7. klasse. Han inviterer dem på en restaurant, de glæder sig, men da de sidder ved det fint dækkede bord, bliver de skuffede. De kender ikke maden, er kun vant til at spise fastfood og kan ikke lide det, de får serveret. De ved ikke, hvordan de skal betjene bestikket, og hvordan de skal opføre sig. Oplevelsen får dem til at føle sig uden for. Det går op for dem, at der er en verden, de ikke kender, og som de ikke ved, hvordan man får adgang til.

 

Jeg kom til at tænke på den scene, da jeg var på en udenlandsrejse med mine arbejdskolleger fra trykkeriet. Vi havde bestilt bord på en restaurant med god mad, men en af kollegerne forlod os. Han var ikke vant til at spise andet end burgere og pizzaer, så en ret med fisk eller grønsager var for fremmedartet til, at han kunne få det ned.

 

Når livet handler om overlevelse

Nu vil jeg fortælle lidt om den lille hjemløse sigøjnerfamilie, jeg har haft boede i snart et par år. De tilhører Europas absolut nederste underklasse, har aldrig gået i skole og lever af at tigge/sælge Stradă og samle flasker. Jeg bruger dem som eksempel, fordi de har gjort nogle tendenser i menneskelig adfærd meget tydelige for mig.

 

Når man har stået og frosset 10 timer på et gadehjørne, vil man ikke hjem og spise rå grønsager og bulgur. Man vil have kartofler stegt i masser af olie og salt og fedt flæsk eller billige pølser. Og sodavand!

 

Man har behov for stimulanser for at kunne udholde kulden, tandpinen og tilværelsen. C vil hellere undvære mad end cigaretter og Red Bull. D er til fals for billige kager og kiks.

 

De er nøjagtig lige som minearbejderne i 30’ernes England.

 

For D er det at gå til lægen og det at blive vaccineret eller tage medicin umandigt og udtryk for svaghed. D vil ikke vide det, hvis han fejler noget. Hans mor og andre i familien har diabetes, og generelt dør mændene i 60-års alderen.

 

Jeg startede dette indlæg med at henvise til en undersøgelse af ulighed, som siger, at 92 procent skyldes folks personlige valg. Mine logerende har aldrig lært at børste tænder, og der, hvor de kommer fra, fandtes der ingen sundhedsplejerske eller børnetandlæge. C har konstant tandpine og spiser iprener, der ikke virker længere. Hver gang hun giver op og besøger tandlægen hos Røde Kors, bliver der trukket et par tænder ud.

 

Tror du, det er et personligt valg?

 

I forbindelse med at jeg begyndte at lære D at læse og skrive, gav jeg ham nogle små tekster om tandhygiejne. På tandklinikken hos Røde Kors fik jeg tandlægen til at instruere ham i, hvordan han skulle børste tænderne, og det er lykkedes at få ham til at bruge den dagligt. Men C vil ikke lære at læse og ikke bruge en tandbørste. ”Det bruger vi ikke der, hvor jeg kommer fra,” vrisser hun.

 

Er det et personligt valg?

 

Måske. Jeg bliver irriteret på hende. Selvom det er blevet et borgerligt mantra, så er det jo ikke helt forkert at vi mennesker også selv skal tage ansvar for det liv vi lever.  På den anden side er det svært at sætte sig ind i hvorfor meget understimulerede og undertrykte mennesker er bange for at ændre vaner, som måske for dem er den eneste tryghed de har.

 

Higen efter penge og materielle ting

For mine logerende er det, som betyder noget, penge til overlevelse. Penge til mad, til familiens underhold hjemme i Rumænien.

 

De drømmer om materiel rigdom i form af guldsmykker, dyre biler, huse med søjler og lysekroner, der ligner noget fra en Disney-film. Da deres søn skulle giftes, satte de sig i håbløs gæld til tårnhøje renter hos ågerkarle for ikke at ”være til skam”. Blandt andet betalte de for at leje møbler i tre dage, som blev filmet og så fine ud, for derefter at blive afhentet igen. Virkeligheden er et forarmet og udsigtsløst liv.

 

Men det allerværste: Hvis du aldrig har gået i skole, ved du ikke, hvad du er god til. Når alt handler om overlevelse, er der ingen, som viser dig paletten af muligheder, og du finder måske aldrig ud af, hvad der interesserer dig.

 

Ja, jeg ved det. Sigøjnernes liv er den ekstreme yderlighed, men også i Danmark kan mennesker med lav eller ingen uddannelse have brug for at kompensere manglende livsindhold/kedeligt arbejde med materielle goder.

 

Jeg talte med en tillidsmand, som havde svært ved at få opbakning til kravet om kortere arbejdstid: Hans kolleger gik selv ind på arbejdslederens kontor for at skrive sig op til endnu mere overarbejde, så konen kan få den nye sofa, hun så gerne vil have.

 

Som forfatteren Glenn Beck skriver: (2)

 

”… Kähler-vaser, Poul Pava dækkeservietter

Her skal ikke mangle noget, her skal ingen kunne sætte en finger …

Være som de andre

Være mindst lige så meget som de andre …

… Sådan kender du din klasseskam

På behovet for at overkompensere

På behovet for at udskamme samfundets svageste og råbe:

Ikke mig!”

 

Vores valg er i høj grad klassebestemte, men vi fejler, hvis venstrefløjen ser ned på arbejderklassen som en stereotyp. Som dem, der insisterer på at spise meget kød, ikke stimulerer deres børn, fylder fritiden med flad underholdning, benytter sig af sexistisk værkstedshumor og insisterer på materielt forbrug. Som jeg har skrevet før, så er arbejderklassen en mangfoldig størrelse, der også indeholder begavede, vidende og alsidige mennesker.

 

Men det er nemmere at give afkald på materielt forbrug, hvis man ikke mangler noget i sit liv. Blandt andet fordi man har andre muligheder for livsindhold. Hvis ikke venstrefløjen erkender dette, kommer vi for eksempel aldrig i klima-dialog med mennesker på bunden af vores samfund.

 

Næste afsnit: Vi har altid kæmpet for viden og oplysning, men er mere uddannelse svaret på uligheden?

 

Noter:

1: DR 17. marts 2024

2: George Orwell: Vejen til Wigan Pier (1937)

3: Glenn Beck: ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”