Søndag 13. oktober marcherede 40 000 demonstranter i Tokyo. De fordømte den herskende klasses atomkraftpolitik og krævende et atomfri samfund.

af Kenji Kunitomi

Den højre-nationalistiske japanske premierminister Shinzo Abe har hævdet, at strålingen fra Fukushima Daiichi atomreaktorerne er fuldstændigt under kontrol. Det skete, da han talte til Den Internationale Olympiske Komités generalforsamling i Buenos Aires den 7. september . Denne skamløse påstand fra Abe er helt forkert.

Vand, der er stærkt forurenet af radioaktivitet, siver i voldsomme mængder ned i jorden og havet hver dag, og hverken TEPCO, som ejer værket, eller regeringen er i stand til at gøre noget for at kontrollere Fukushima-atomkatastrofen.

150.000 indbyggere har måttet evakueres fra atomkatastrofen og har ikke kunnet vende tilbage til deres hjemby. Deres livsbetingelser er meget dårlige, og regeringens politik for at støtte de ramte er helt utilstrækkelig.

I denne situation har den LDP-ledede, ultra-højrenationalistiske og neo-liberale Abe-regering været meget ivrig efter at genaktivere atomreaktorer – alle Japans 50 atomreaktorer er nu stoppet – og at fremskynde eksport af nukleare anlægsprojekter. Abes regering mener, støttet af store kapitalister, at uden atomkraft vil den japanske kapitalisme ikke overleve under den meget kritiske situation, som den globale kapitalisme befinder sig i for tiden.

Søndag den 13. oktober demonstrerede 40.000 mennesker i Tokyo. De fordømte den herskende klasses atompolitik og krævende et atomfrit samfund. Protesten samlede mange kræfter fra Japans arbejderbevægelse og de sociale bevægelser, herunder den kommunistisk ledede faglige landsorganisation Zenroren, socialdemokratisk fagforeningsfolk og uafhængige radikale aktivister. Vi var samlet i Hibiya Park i det centrale Tokyo.

På massemødet før demonstrationen talte den Nobelpris-vindende romanforfatter Kenzaburo Oe og beboere fra Fukushima. Alle kritiserede stærkt Abe-regeringens atom-afhængige politik.

Efter demonstrationen omringede mange deltagere parlamentsbygningen og opfordrede i taler og råbekor regeringen til at stoppe reaktivering af atomkraftværker og til at forsvare de grundlæggende rettigheder for dem, der blev evakueret eller på anden måde påvirket.

Japan står over for en langvarig økonomisk krise. Ved at henvise til usikkerhed og frygt har LDP under disse omstændigheder formået at appellere til mange vælgere: Ved sidste valg stemte mange mennesker på det højre-nationalistiske LDP. Men ifølge meningsmålinger er næsten 60 procent af vælgerne stadig imod atomkraft.

Møder og gadedemonstrationer viser, at der er muligheder for protest mod LDP-regeringen. Bevægelsen imod atomkraft er massiv, og fortsætter med at være en vigtig faktor i Japans politiske liv.

Kenji Kunitomi er medlem af Revolutionært Kommunistisk Forbund, Fjerde Internationales organisation i Japan. Artiklen blev bragt 18. oktober på ISO/New Zealands hjemmeside. Oversat af Ebbe Rand Jørgensen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com