Titusindvis af lavtlønnede arbejdere protesterede i 200 amerikanske byer den 15. april. Mange af dem marcherede, demonstrerede og lavede sit-ins ved McDonalds fastfood-restauranter og andre lavtlønsfirmaer.

af Dan la Botz

Et mindre antal arbejdere forlod deres arbejdsplads for at strejke. Kravet var en lønforhøjelse fra den nuværende føderale minimumsløn på 7,50 dollars til 15 dollars i timen. Dagen den 15. april var valgt, fordi amerikanerne denne dag skal indsende deres føderale selvangivelse, og alle tænker på deres indkomst og – i stadig højere grad – på ulighed.

De fleste tænker på minimumslønnede som fastfoodarbejdere eller ansatte i stormagasiner som Wal-Mart, men det handler også om hjemmehjælpere, bilvaskere, musikere, skuespillere og timelærere på kollegier og universiteter. Omkring 30 procent af alle arbejdere betragtes som lavtlønnede ud fra, at de tjener under 150 procent af den føderale regerings grænse for fattigdom. Mere end halvdelen af staternes og den føderale regerings udgifter til fattigdomsprogrammer går til familier med arbejde, hvor forsørgeren (-rne) ikke tjener nok til at brødføde familien. Det vil sige, at fordi arbejdsgiverne ikke betaler en løn, man kan leve af, må skatteyderne subsidiere lønindkomsterne med en hjælpeprogrammer fra den føderale og statslige regeringer på 153 mia. dollars om året.

Det var Occupy Wall Street-bevægelsen (OWS) fra 2011, som bragte spørgsmålet om indkomstulighed ind i den offentlige debat. Selv om OWS og dens forgreninger over hele landet organiserede mange protester omkring disse spørgsmål, var bevægelsen blevet knust af politiet allerede i 2012 og forsvandt i det store hele fra offentligheden. Alligevel blev spørgsmålet om indkomstulighed og lave lønninger en del af den offentlige i debat i en grad, som ikke var set i årtier.

Sammenslutninger af arbejdsgivere, som USA’s Handelskammer og andre organisationer, argumenterer med, at en forhøjelse af minimumslønnen vil være uden betydning for de fleste arbejdere, da kun få arbejdere tjener mindstelønnen; at selv om det ville hjælpe de lavest lønnede, ville det ikke påvirke den indkomstulighed, som folk nu bekymrer sig om, og desuden ville det tendere til at afskrække arbejdsgivere fra at ansætte flere eller sågar tvinge dem til at afskedige personale eller lukke. Republikanske politikere går også imod en forøgelse af minimumslønnen og argumenterer ligesom arbejdsgiverorganisationerne med, at det vil resultere i færre jobs for lavtlønnede arbejdere. De liberale [i USA et udtryk for mere venstreorienterede holdninger, red] og fagforeningerne argumenterer generelt set for, at højere lønninger vil forbedre arbejdernes liv, føre til højere forbrug og dermed være godt for forretningslivet. Få, bortset fra folk på venstrefløjen, argumenterer med, at en forøgelse af minimumslønningerne og lønningerne i det hele taget er en del af en kamp imod arbejdsgiverne for at omfordele værdierne til arbejdernes fordel, og at det er en del af en bredere kamp mod det kapitalistiske system. Kun venstreorienterede ser ”kampen for 15 dollars” som det første skridt i opbygningen af en militant og uafhængig bevægelse i arbejderklassen

På det seneste kom der, med den pludselige fremkomst af bevægelsen Black Lives Matter [som startede i 2013 efter frikendelsen af politibetjenten George Michael Zimmerman for drabet på 17-årige Trayvon Martin i Florida, red] et forsøg på at forbinde politiracisme og undertrykkelse med andre sociale spørgsmål så som manglen på jobs til ordentlige lønninger – specielt i kvarterer beboet af sorte og latinoer. Selv om Black Lives Matter koblede nogle af deres demonstrationer sammen med kampen for 15 dollars, endte denne bevægelse også med at have en kort levetid – i hvert fald som en massebevægelse på landsplan. Derfor er det fagbevægelsen, der har taget lederskabet i forhold til at organisere lavtlønnede arbejdere.

Service Employees International Union (SEIU), som er et af de største fagforbund i USA, har været den vigtigste kraft bag de nyeste kampagner, om end andre fagforeninger, lokalgrupper og socialistiske organisationer også har været med. SEIU og andre fagforeninger har brugt et tocifret millionbeløb i dollars på kampagnen, som begyndte i New York i 2012, bredte sig til 60 byer inden sommeren 2013 og til 190 byer inden vinteren 2014. Et mindre, men dog voksende, antal arbejdere har deltaget i disse protester, men bevægelsen har endnu ikke rigtig udviklet en stærk basis blandt disse lavtlønnede arbejdere. Selv om der har været nogle strejker i fastfoodrestauranter og stormagasiner, har de indtil videre for det meste været symbolske. Men de ansattes egen deltagelse i protesterne vokser.

Fagforeningerne og venstrefløjen har opfattet 15-dollars-kampagnen som en måde til at genopbygge arbejderbevægelsen, efter at andre og mere traditionelle måder er mislykkedes. I løbet af de sidste fire årtier er den amerikanske arbejderbevægelse smuldret til et fragment af det, den engang var. I dag i USA er det kun 11,1 procent af arbejdsstyrken, som er med i en fagforening. Mens organiseringsprocenten i den offentlige sektor er på 35,7, er den kun på 6,6 procent i den private sektor. Selv om niveauet for fagligt medlemskab er meget forskelligt fra stat til stat – New York 24, 6 procent og North Carolina 1,9 procent – er fagforeningerne under angreb allevegne. Republikanske guvernører og lovgivere har gennemført lovgivning, som gør det sværere at organisere fagforeninger både i den offentlige og den private sektor.

Ikke bare er fagforeningernes medlemstal faldet, men der er også færre strejker end på noget andet tidspunkt siden 1947. I 2014 var der kun 11 større strejker, som omfattede 1.000 arbejdere eller mere. Kun 34.000 arbejdere var mfattet, og kun 200.000 arbejdsdage blev tabt. Det er meget få amerikanske arbejdere, der nogensinde har deltaget i en strejke, og de fleste er ikke indstillet på det. Der er ikke megen kampgejst i den amerikanske arbejderklasse for tiden, og man håber, at mindstelønkampagnen vil lægge grunden for fremtidige kampe. Men for øjeblikket har de republikanske guvernørers angreb på fagbevægelsen det politiske initiativ.

Der foregår en række væsentlige politiske angreb på fagforeningerne, men roden til problemet ligger i ændringerne i økonomien og i arbejdsgivernes strategier. USA har lidt under et dramatisk fald af jobs i produktionen – et resultat af på den ene side større automatisering og på den anden side udflytningen af produktion til andre lande, fra Mexico til Kina. Disse industrijobs var blandt de bedst betalte i landet. Samtidig begyndte arbejdsgiverne at bruge nye strategier som for eksempel outsourcing, hvor man flyttede arbejdspladser til firmaer uden overenskomst. Arbejdsgiverne ansætter også meget færre fuldtidsansatte til fordel for ansatte på midlertidige kontrakter og deltidsarbejdere, som derfor ikke opnår anciennitet og ikke nyder fordele med hensyn til pension og andre regler for fastansatte. Det vil sige, at i USA, som alle andre steder i verden, er antallet af løsarbejdere steget, mens andelen af faste jobs er faldet.

Så selv om mindstelønnen på såvel føderalt som delstatsniveau er et problem, så er det et endnu større problem, at faldet i antallet af industrijobs og svækkelsen af den faglige organisering har medført, at de amerikanske arbejderes lønninger er stagneret i årtier, selvom produktiviteten er steget enormt. Resultatet er, at mens lønningerne i 1970’erne udgjorde omkring 50 procent af BNP, repræsenterer de i dag kun 40 procent.

Hvordan har amerikanerne overlevet, hvis deres lønninger er stagneret? I stor udstrækning gennem større privat gæld – i huset, til billån og kreditkort – selvom det sidste er gået ned siden krisen i 2008. Husholdningernes samlede gæld er nu 11,52 billioner dollars. Ikke overraskende er amerikanernes gæld større end deres opsparing. Gælden blandt de studerende er vokset hurtigt i det seneste årti og er nu gennemsnitligt på 30.000 dollars per kandidat. Studier på de statslige universiteter koster gennemsnitligt 9.139 dollars pr. år, mens de private ligger på 31.321 dollars i gennemsnit for 2014-15. De private eliteuniversiteter kan koste helt op til 50-60.000 dollars pr. år. Det er åbenlyst, at studerende, som tidligere klarede sig gennem studierne med jobs som tjenere eller ved at vende burgere, ikke længere har denne mulighed, ikke for 8 dollar i timen. Og derfor har mange studerende sluttet sig til kampagnen for en mindsteløn på 15 dollar.

SEIU, andre fagforeninger og borgergrupper, som er med i 15-dollars-i-timenbevægelsen, ser det som en måde til at genrejse arbejderbevægelsen eller gøde jorden for fremtidige kampe ved at opbygge organisationer, skole aktivister og finde nye ledere. De opfatter også kampen for de 15 dollars som et redskab til at opbygge en bred støtte til arbejdere blandt folk i almindelighed. Meningsmålinger viser, at 75 procent af alle amerikanere støtter en forhøjelse af mindstelønnen til 12 dollars i timen. Fagforeningernes beregninger ser ud til at være korrekte indtil videre, selv om antallet af arbejdere, som er med i bevægelsen, stadig er lille. Tusindvis af arbejdere har mærket bevægelsen, og folk i almindelighed er begyndt at ændre mening.

Kampen for 15 dollar udgør et virkeligt problem for det Demokratiske Parti. Den liberale fløj af partiet ført an af New Yorks borgmester Bill de Blasio og Massachusetts senator Elizabeth Warren har argumenteret for, at noget må gøres for at standse det voksende indkomstgab. Men de liberale har ikke en præsidentkandidat. Hillary Clinton, som næsten helt sikkert vil blive nomineret som partiets kandidat, er nødt til at tale dem, der kæmper imod indkomstulighed og for højere lønninger, efter munden, Men efter valget vil hun rykke tilbage til midten for at hente stemmer fra mainstream demokrater og uafhængige.

Clinton vil bruge spørgsmålet om indkomstulighed og mindsteløn til at vinde støtte fra afroamerikanerne, latinoerne og de lavtlønnede hvide arbejdere. AFL-CIO fagforeningerne vil levere fodsoldaterne, der trækker dem til stemmeurnerne. Men hendes engagement i disse emner kan være slut allerede ved det Demokratiske Partis primærvalg og vil helt sikkert slutte ved selve valget. Alligevel er det sandt at sige, at Clinton og Demokraterne vil holde Obamas løfte om at hæve mindstelønnen til 12 dollars inden 2020, mens republikanerne intet vil gøre for at forbedre arbejdernes liv. Så selvom kampen for 15 dollars kan være begyndelsen på en vigtig faglig bevægelse, så er den stadig ikke stor og stærk nok – og bestemt ikke uafhængig nok – til at ændre den grundlæggende dynamik i amerikansk arbejderpolitik: Nemlig, at i sidste ende vil fagbevægelsen guide arbejderne til at stemme på et af de to arbejdsgiver-partier.

27. april 2015
Artiklen er skrevet til det spanske webmagasin Viento Sur og er oversat fra
International Viewpoint af Bodil Olsen.

Dan La Botz er lærer, forfatter og aktivist og deltager i øjeblikket i Occupy Cincinnati. Han har også skrevet adskillige bøger om den mexicanske fagbevægelse, sociale bevægelser og politik. Han redigerer Mexican Labor News and Analysis, et site på nettet som udgives af the United Electical Workers Union (UE) og the Authentic Labor Front (FAT). Han er medlem af Solidaritys Landsledelse.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com