[Giorgia Meloni, leder af det højreekstreme parti Fratelli d’Italia (FdI), har været leder af Italiens regering siden 22. oktober 2022. Matteo Piantedosi, som er tæt på Lega, er indenrigsminister]

Fred med bankerne, krig mod migranterne

Mens man netop har aflyst det demagogiske forslag om at beskatte de milliarder af superprofitter, som bankerne har akkumuleret på bekostning af borgere, der er tvunget til at betale astronomiske lånerenter (et forslag, der havde ført de godtroende til den vildfarelse, at regeringen var på de fattigstes side), så ønsker regeringen nu at tjene penge på migranternes bekostning. Regeringen er faktisk klar over, at på trods af de memoranda, der er underskrevet med diktatorer, på trods af de “ti punkter” fra EU’s præsident, Ursula Von Der Leyen, på trods af de truende beskeder fra premierministeren og hendes ministre, vil migranterne fortsætte med at strømme ind i Italien og Europa.

Den afpresning, som regeringen har besluttet, skal ramme migranter, der kommer fra “sikre lande”, dvs. lande, hvor der ikke er krig eller restriktioner på demokratiske rettigheder og menneskerettigheder. Men spørgsmålet er, især for landene i Syd, hvilke lande der kan betegnes som “sikre”?

De andre foranstaltninger i de nye nød-dekreter vil ikke løse den såkaldte nødsituation og vil underminere migranternes rettigheder og menneskelige værdighed, men udgør også et nyt og stadig mere alvorligt angreb på demokratiet i vores land. For blot at nævne dem:

·         Mangedobling af permanente centre for repatriering (CPR), deres kodificering som veritable koncentrationslejre (“lette at overvåge og placeret i områder med meget lav befolkningstæthed”).

·         Forlængelse af varigheden af “administrativ tilbageholdelse” til 18 måneder, selv for “asylansøgere”.

·         Uddelegering af forvaltningen af CPR’erne til forsvarsministeriet, dvs. til de væbnede styrker.

·         En fornyet trussel om en “flådeblokade” gennem memoranda og aftaler med diktatorer i oprindelses- og transitlande.

En fiktiv nødsituation

Der er blevet råbt op om, at det haster, fordi titusinder af migranter er ankommet til Italien på en uge. Men lad os se på tallene: Ifølge de seneste data anslås det samlede antal mennesker på verdensplan, der flygter fra forfølgelse, konflikt og vold, at være 108,5 millioner. 40 procent af flygtningene er børn. De lande, der huser det største antal flygtninge, er Tyrkiet, Iran, Colombia, Tyskland og Pakistan. Tre fjerdedele af verdens flygtninge befinder sig i lav- og mellemindkomstlande.

I 2022 var der 880.000 asylansøgere i EU og 540.000 i 2021 – mindre end 1 procent af verdens flygtninge og mindre end 2 procent af den europæiske befolkning. Men på trods af fænomenets håndterbare dimensioner presser det forestående besværlige valg (til Europa-Parlamentet i juni næste år) alle EU’s regeringer og institutionelle partier til at konkurrere om at tage afstand fra enhver seriøs modtagelsespolitik og udskyde revisionen af Dublin-traktaten på ubestemt tid.

En racistisk og klassediskriminerende visumpolitik

På den anden side har hverken EU eller dets medlemslande nogensinde overvejet at omdefinere politikken for adgang for “borgere fra tredjelande”, som altid har været præget af eksplicitte racistiske og diskriminerende principper.

Siden 2001 har den europæiske visumforordning (forordning (EF) nr. 539/2001) oplistet de lande, hvis borgere skal være i besiddelse af et visum for at komme ind i EU-landene (krydse de “ydre grænser”), og opdelt dem i en “hvid liste” (lande, hvis borgere er fritaget for visumkravet) og en “sort liste” (lande, hvis borgere er underlagt visumkrav, og hvor de europæiske konsulater derfor har skønsmæssige beføjelser).

I virkeligheden er selv dette “skøn” ekstremt begrænset og klassediskriminerende, fordi det i praksis kun giver visum til ikke-EU-borgere fra lande på den “sorte liste”, hvis de kan bevise, at de har aktiver og indkomst, der udelukker indvandring i forretningsøjemed.

I EU’s visumforordning er “race”, religion og social klasse naturligvis ikke udtrykkeligt nævnt som kriterier for etablering af både den sorte og den hvide liste. Men den diskriminerende, racistiske og klassediskriminerende tilgang er ikke desto mindre åbenlys: Alle afrikanske lande (uden undtagelse) er sortlistede; for Asien er kun Japan, Sydkorea, Malaysia, Brunei, Singapore, Taiwan, Østtimor, De Forenede Arabiske Emirater og Israel ikke med på listen. Religiøs orientering har også en indflydelse, da – med undtagelse af Singapore, Malaysia, Brunei og De Forenede Arabiske Emirater – borgere fra alle lande med muslimsk flertal er underlagt visumkrav, ligesom alle lande med hinduistisk eller buddhistisk flertal. Og en objektiv undersøgelse af begge lister afslører også en stærk klassekorrelation med BNP pr. indbygger i forskellige lande, på nogle måder endnu stærkere end den med hudfarve og religiøs orientering.

På den anden side er de to lister i de 22 år, der er gået, siden de første lister blev udarbejdet i 2001, kun blevet ændret marginalt, som f.eks. med ændringen af visumfritagelseslisten for flere caribiske øer (Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Dominica, Grenada, Saint Lucia, Saint Kitts og Nevis, Saint Vincent og Grenadinerne, Trinidad og Tobago), Mauritius, Seychellerne og nogle Stillehavsøer (Kiribati, Marshalløerne, Mikronesien, Nauru, Palau, Samoa, Salomonøerne, Tonga, Tuvalu og Vanuatu). Den “turistmæssige” motivation for disse listeændringer er indlysende.

Desuden er det selve begrebet “politisk flygtning”, der skal genovervejes ved at inkludere de grunde i kriterierne, der ofte retfærdiggør valget om at migrere, såsom den reelle mangel på økonomiske udsigter, ødelæggende miljømæssig usikkerhed, voksende uligheder, elitekorruption og så videre.

Og det racistiske omkvæd “lad os hjælpe dem derhjemme”, selv hvis vi antager, at det sker “i god tro” og med tilstrækkelige midler, kolliderer strukturelt med de tidligere koloniserende landes ansvar. Betroede sidstnævnte ikke deres tidligere kolonier til ledere, der var totalt utroværdige og medskyldige i neokolonialismens rovgriske adfærd, ikke meget forskellig fra den direkte kolonialisme i det 19. århundrede?

EU-præsidentens plan

De ti punkter i den “europæiske plan”, som Ursula Von Der Leyen præsenterede efter sit besøg på Lampedusa i september, indeholder ikke nogen nye elementer.

Punkt 1 (løftet om “europæisk hjælp” til Italien til at håndtere en opdigtet “nødsituation”) tjener kun til at dække over Meloni-regeringens manglende forberedelse og demagogiske inerti (som er blevet fordømt af borgerne på Lampedusa).

Punkt 2 (“at øge EU’s indsats” for at overføre migranter til andre destinationer, baseret på den “frivillige solidaritetsmekanisme”) er også en from hensigt, som udtrykkeligt modarbejdes ikke kun af de “suverænistiske” lande, men også af andre lande, der er en del af “EU’s kerne”.

Punkt 3 (“Støtte til Frontex’ strukturer til hjemsendelser”), punkt 4 (“Øget indsats for at bekæmpe menneskesmuglere”), punkt 5 (“Intensivering af Frontex’ luft- og flådeovervågning”), punkt 6 (“Konkrete tiltag mod menneskesmuglernes logistik”), garantere beslaglæggelse og destruktion af de anvendte både) er alle udsagn, der nærmer sig problemet med “menneskesmuglere” fra en konspiratorisk logik, som om fænomenet massemigration var en konsekvens af menneskesmuglernes handlinger og ikke resultatet af desperationen hos hele samfund med tusindvis af mennesker, der er klar til at gøre hvad som helst for at komme væk.

Punkt 7 (“Bistand fra personalet i Det Europæiske Asylagentur” for at fremskynde behandlingen af ansøgninger fra migranter ved at afvise dem, der ikke er begrundede, og sende dem, der har indgivet dem, tilbage til deres oprindelseslande) kan være nyttigt for at sætte fart under den skandaløst langsomme og overfladiske måde, de ansvarlige italienske kommissioner behandler asyl- og beskyttelsesansøgninger, men dens virkninger afhænger i sidste ende af, om der er en vilje til at lave en seriøs modtagelsespolitik, hvilket er helt modbevist af de valg, som Meloni-regeringen har truffet i de seneste måneder.

Punkt 9 (“Styrke samarbejdet med FN’s organisationer” for at sikre beskyttelse af migranter, også under hjemsendelse) og punkt 10 (“Implementering af memorandummet med Tunesien”) viser EU’s totale medvirken til den afvisningspolitik, som den italienske regering gerne vil gennemføre.

Tilbage er punkt 8 (“Tilbyde levedygtige alternativer til ulovlige ruter ved at styrke humanitære korridorer”), som måske er den eneste nyhed i planen, men som sandsynligvis er dømt til at forblive et dødt bogstav i valgkampens demagogiske kontekst og den kyniske brug af spørgsmålet til at forsøge at øge de forskellige partiers politiske vægt.

De virkelige årsager til regeringens politik

Svaret på spørgsmålet om “migranter” måles ikke kun på det “humanitære” område. For den italienske kapitalismes økonomi er muligheden for at udnytte en arbejdsstyrke, der kan afpresses, fordi den er “irregulær”, en absolut ikke-negligerbar profitfaktor. Det er kilden til den konstante modstand mod enhver ide om en reglementeret styring af migrationsstrømmene.

Det har også en politisk “brugsværdi”. Den konstante udpegning af en “syndebuk”, den tilbagevendende diskurs om en “nødsituation i lyset af invasionen” bidrager til at aflede de småborgerlige, men også de folkelige vælgeres opmærksomhed fra de reelle sociale problemer og de herskende klassers reelle ansvar. De forsøger at skabe konsensus omkring dem, der ønsker, at der skal træffes repressive foranstaltninger. Foranstaltninger, som i virkeligheden ikke kun vil blive brugt mod migranter, men mod alle.

Vi går – og det siger vi højt og tydeligt – ind for øjeblikkelig udstedelse af opholdstilladelser til alle, og for, at fuld bevægelsesfrihed skal anerkendes overalt.

8. november 2023

Oversat fra International Viewpoint af Poul Bjørn Berg. Original udgivelse: Sinistra Anticapitalista den 25. september 2023.