De danske medier har efter min mening haft et noget partisk billede af, hvem der er de gode, og hvem der er de onde i den nuværende konflikt, og derfor var det også en fornøjelse at læse denne bog, som giver et andet og mere nuanceret billede af konflikten. Ikke fordi jeg nødvendigvis er enig med alt, hvad der står i den, men fordi den kommer med baggrundsviden og analyser om, hvorfor situationen ser ud, som den gør i dagens Ukraine.

Ukraine har haft en omtumlet historie. Landet har altid været domineret af sine stærke naboer og har kun været en selvstændig stat i perioden 1918-1921 og igen efter Sovjetunionens sammenbrud. Det er et land med ca. 50 millioner indbyggere, hvor flere regioner ønsker at blive selvstændige.

Bogen er delt op i to afsnit, hvor det første handler om, hvad der er sket i Ukraine de sidste par år, og hvordan denne udvikling hænger sammen med Vestens strategi siden Murens fald. Andet afsnit er mere supplerende med ekstra informationer om bl.a. Ukraines politiske historie, de højreekstreme kræfter, Ruslands gaspolitik og en tidslinje over de vigtigste begivenheder, siden Ukraine blev en selvstændig stat i 1991. Bogen kommer videre ind på, hvordan magtbalancen siden Murens fald har rykket sig i en retning til fordel for EU, USA og NATO på bekostning af eksempelvis Ruslands interesser. Dette tillæg til historien har vores egne medier ikke medtaget. Nedenfor vil jeg vil gennemgå bogen lidt nærmere.

Det store magtspil
Efter Sovjetunionen brød sammen og den kolde krig blev afblæst, er USA den eneste supermagt tilbage i verden. Dermed har magtbalancen rykket sig markant. Bogen retter et kritisk fokus på den danske udenrigs- og forsvarspolitik, som de sidste 20 år har siddet de russiske indvendinger overhørig. EU og NATO er stormet frem både økonomisk og militært og har udvidet på Ruslands bekostning. Gorbatjov beskrev det for et par år siden som ’Vestens vinderkompleks’, hvor Vesten fuldstændig har overhørt de mere liberale russeres advarsler mod NATO’s fortsatte udvidelse helt til Ukraine, som klart er Ruslands ’røde linje’. Den vestlige kapitalisme er ikke et fredens og demokratiets projekt, men en spiller, der gør, hvad den kan for at gavne sig selv.

Russernes ønske går ud på, at de økonomiske og militære aftaler, der er imellem de gamle sovjetlande bliver overholdt. Ruslands nye rolle efter Sovjet var noget svækket, og de havde nok at gøre med at komme ovenpå igen. Og de gamle Sovjet-republikker blev frigivet i forventning om, at Vesten og NATO ikke ville krydse Ruslands ’røde linje’, og at de økonomiske og militære aftaler mellem de gamle Sovjetstater ville blive respekteret. Vesten har imidlertid ignoreret dette og har fortsat udvidet tættere og tættere på Rusland.

Rusland føler sig presset fra mange kanter af – også i Ukraine, som er Ruslands kornkammer. Rusland prøver også at udvikle sit samarbejde med andre lande. Dette ses bl.a. ved, at de har indgået samarbejde med Kina om gasleverancer.

USA’s nye imperialisme
I bogen kommer Demos Dokumentationsgruppe ind på USA’s nye militære strategi efter Murens fald. Hvor Rusland stadig har en mere traditionel strategi med store troppestyrker og tungt isenkram, har USA skiftet strategi. Efter krigene i Irak og Afghanistan har de ikke skruet ned for deres militære udgifter, men ændret deres strategi. Denne strategi kalder de for ’Lilly Pads’, og den går ud på, at de opbygger et basenetværk over hele kloden, så de kan rykke ud overalt på meget kort tid. Der bruges et billede af en sø med åkander som metafor, hvor man kan hoppe fra åkande til åkande frem til det sted, man gerne vil hen til hurtigt og uden at blive våd.

Disse baser skal i større grad være bemandet med droner, som ikke koster så meget og ikke kræver så stor bemanding. Denne strategi er farlig, da den betyder, at der skal flere baser til og i flere lande. Og dette er de andre stormagter (Kina og Rusland) ikke glade for. Dokumentationsgruppen vurderer, at der er sådanne baser i omkring 150 lande, men man kan ikke sige med nøjagtighed, hvor mange og hvor, da der ikke er den store åbenhed om dette emne. Men man kan konstatere, at havde en anden magt gjort det samme i nærheden af amerikanske interesser, ville USA opfatte dette som en trussel.

I bogen fremsættes det synspunkt, at denne udvidelse sker for at sikre USA’s internationale herredømme økonomisk og militært, efter at man led nederlag i Vietnam og ydermere for at sikre et totalt åbent marked for amerikanske virksomheder. Til dette har de også brug for mange baser i de gamle sovjetrepublikker, og dette er en af de primære grunde til NATO’s fremfærd de sidste 20 år.

Vestens ser Rusland som aggressivt og som ikke respekterende over for de gældende aftaler, som Vesten har kørt efter de sidste 20 år. Rusland har prøvet at lave aftaler med tidligere sovjetrepublikker om en eurasisk union for at matche EU, og samtidig spiller USA en stor rolle i det skjulte magtspil, hvor de trækker i trådende og ikke ligefrem bidrager til en løsning af konflikterne i området.

Da krisen ramte tilbage i 2008, blev Ukraine meget hårdt ramt med en tredobling af arbejdsløsheden. Derfor lavede man bl.a. en genforhandling af flådebasekontrakten for russernes flådebase på Krim med en efterfølgende rabat på 30 procent på gas fra Rusland og satte massivt ind for at stoppe den omfattende korruption i landet. Desuden lavede man omfattende besparelser på pensioner. Dette var meget upopulært, men var et forsøg på at rette landets økonomi op.

Fra 2011-13 forsøgte man at forhandle en frihandelsaftale med EU, men det blev stoppet, da Rusland truede med at smide Ukraine ud af den fælles toldunion, som de har været med i siden 1997. Sagen kompliceres også af, at landet, siden det blev selvstændigt, har oplevet magtkampe mellem tre grupper; de pro-vestlige, de pro-russiske og mafiaen og desuden har en høj korruption.

Ukraines politiske krise
I november 2013 indgår præsidenten i Ukraine en handelsaftale med Rusland, som er villig til at overbyde EU i deres forsøg på at få Ukraine med i en handelsaftale. Der opstår store protester på Maidanpladsen mod regeringen med krav om, at man skal tilslutte sig den handelsaftale, som man havde forhandlet sig frem til med EU, og at man skal sætte præsidenten for en rigsret. Man regner med, at der var op mod 800.000 mennesker på pladsen i december 2013, hvor der var voldelige sammenstød fra begge sider.

Der var generelt en meget ringe forståelse fra EU’s forhandlere for de meget komplicerede historiske forhold i området og for, at Rusland opfatter Ukraine som deres ’røde linje’ for, hvor tæt de kan tolerere, at Vesten rykker på deres grænser. Det udvikler sig efterhånden til borgerkrigslignende tilstande, og Vesten tager meget hurtigt parti for den ene side i konflikten, som sjovt nok er den vestligt orienterede side.

Et statskup finder sted
I januar 2014 tager volden endnu mere til og hæren kræver Janukovitjs afgang, og de første dødsofre indtræffer. Den 28. januar er presset så stort, at regeringen går af. Der bliver løsladt flere hundrede politiske fanger, og nogle af de mest vidtgående anti-Maidanlove bliver annulleret. Præsidenten lover at udskrive valg hurtigst muligt. Hæren går aktivt ind i en ny regeringsdannelse, fordi en gruppe fra regeringens side i parlamentet har skiftet side og nu støttede de vestligt orienterede. Præsidenten bliver eftersøgt for mord, og parlamentet danner en ny regering.

Vesten anerkender den nye regering med det samme, og de næste dage bliver over 100 mennesker dræbt, bl.a. 46 fagforeningsaktivister, der bliver brændt ihjel af fascister, som også modtager våben fra militæret.

Samtidigt omtaler de vestlige medier det, som sker, som en’ folkelig opstand’, der afsætter en diktator og starter en ”demokratisk” proces. Der bliver dannet en overgangsregering, som får støtte fra EU, USA og NATO, men ingen stiller spørgsmål ved, hvem det er, der som udfører og optrapper volden. Fra Ruslands side påpeger man, at der er forgået et kup, og at hæren har støttet kuppet. Man kan i undre sig over, at der stort set ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved, at den nye regering kom til ved hjælp fra militæret og bevæbnede fascister.

Krimkrisen
17. marts 2014 igangsætter en selvetableret ledelse en folkeafstemning på Krim halvøen, hvor der bliver stemt for selvstændighed, og Rusland annekterer Krim. Men man kan nok stille spørgsmålstegn, ved hvor demokratisk denne fremgangsmåde var og det anslås, at der var en lav deltagelse i valget. Fra Vestens side fordømmer man folkeafstemningen og kalder det for en ’farlig vej, Rusland er inde på’. Set fra et geopolitisk og militært synspunkt er Ruslands handlinger imidlertid ikke så uforståelige.

Overgangsregeringen
Kupregeringen bliver hurtigt anerkendt af EU, USA og NATO, og der bliver skiftet ud på topposterne i samfundet. Svoboda og Højre Sektor kommer begge i regering. 19 marts melder Ukraine sig ud af det eurasiske økonomiske fællesskab, og Vesten udtrykker bekymring for, om Rusland er ved at udvide alle sine grænser. Polen og de baltiske lande, som er NATO medlemmer, beder om hjælp fra NATO, og bl.a. Danmark sender militær hjælp. Samtidig raser Vesten over Ruslands støtte til separatisterne og indfører sanktioner mod Rusland.

Bogens forfattere påpeger, at Putin er en stor del af løsningen, men at EU og USA også må påtage sig deres ansvar for at løse konflikten, og at Vestens taktik er slået fejl, og at den ikke bidrager med løsninger; tværtimod. Derfor må Vesten forhandle ud fra den virkelighed, der er i området.

Præsidentvalget i maj og udsigten til fred
Valget har en lav deltagelse især i øst, hvor mange ønsker selvstændighed og et tættere bånd til Rusland. Porosjenko, som selv er en oligark og var en af de vigtigste økonomiske kilder til den orange revolution, vinder valget. Han får over 50 procent af stemmerne i første runde, hvilket nok skal tages med et gran salt, da der er en lav deltagelse og boykot af valget i den østlige del af landet, som er mere pro-russisk.

Porosjenko står overfor store udfordringer, da flere provinser kræver selvstændighed, og regeringen er afhængig af den ekstreme højrefløj for at holde sig på magten. Han er vestligt indstillet, men ved samtidigt, at han er nødt til at finde en balance imellem at rykke tættere på Vesten og samarbejde med Rusland. Og derfor får han også betalt Ukraines gasgæld og starter en våbenhvile.

De højreekstreme kræfter
Svoboda fik ved valget i 2012 37 mandater. Før de skiftede navn til Svoboda, hed de Ukraines Nationalsocialistiske Parti. EU-Parlamentet tog i 2012 afstand fra dem på grund af partiets ekstreme antisemitiske og racistiske holdninger (selv om de i parentes bemærket ikke har noget problem med at arbejde sammen med dem). Grundlæggeren af partiet kommer fra et andet ekstremt parti, som hedder Højre Sektor, som er gammelt og kæmpede på samme side som nazisterne under Anden Verdenskrig. Højre Sektor var bl.a. nogle af dem, der var med til at eskalere volden på Maidan-pladsen, hvor de optrådte velorganiserede, bevæbnede og villige til at bruge vold. Svoboda fik bl.a. posten i overgangsregeringen som sekretær for den nationale forsvarskomite, som skulle føre opsyn med de væbnede styrker. Fascisterne har omfattende kontakter til nogle af de store oligarker og har siden Maidan styrket deres popularitet i befolkningen.

En læseværdig bog
Alt i alt giver bogen et detaljeret indblik i Ukraines historie og et overblik over de historiske, geopolitiske og magtmæssige processer, der har været på spil over årerne i Ukraine og i hele regionen, og som har ført frem til den konflikt, vi ser i Ukraine i dag. På den måde formår den at give et meget større og mere nuanceret billede af konflikten, end de vestlige medier har formået. Endnu engang fremstår de borgerlige medier ensidige og partiske i en konflikt, der helt oplagt ikke bare er historien om ’de onde mod de gode’. Bogen viser, hvordan Vestens egne interesser og geopolitiske prioriteter over årerne har været med til at presse Rusland, og hvordan dette pres har været afgørende i Ukraines krise. Så læs den, hvis du ønsker en mere reel indsigt i Ukraines krise frem for de borgerlige mediers eventyrfortælling.

Det store magtspil – med Ukraine i fokus.Demos Nyhedsbrev 109-111, temahæfte om udviklingen i Ukraine. 98 kr. Kan bestilles hos Demos.dk