Adam Hochschilds ”Aldrig mere krig” er en fremragende bog, der adskiller sig fra mange andre bøger, film og tv-serier om verdenskrigen. Bogen skildrer ikke bare storpolitikken og de militære sejre og nederlag. Fra en engelsk synsvinkel berettes om, hvordan krigen påvirkede overklassen, politiske og militære ledere og arbejderklassen.

af Ebbe Rand Jørgensen

Og så er der krigens egentlige helte: de, der satte alt på spil i deres ukuelige modstand mod det meningsløse myrderi.

Man kan ikke lade være at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan kunne det egentlig gå til? Ulykkerne under og i kølvandet på verdenskrigen var umådelige. 10 millioner døde, millionvis af invaliderede unge mænd, millionvis af krigsenker og faderløse børn, folkedrabet på armenerne og enorme materielle skader.

Men i kølvandet på krigen kom revolutioner. Og samtidig vandt de undertrykte ny selvtillid, ikke mindst i kolonierne. Soldaterne fra de britiske kolonier, som havde kæmpet i Europa på britisk side oplevede, at de trods fælles indsats måtte vende hjem til vilkår, der var meget ringere end deres europæiske kammeraters. Der opstod nye selvstændighedsbevægelser, som kom til at spille en stor rolle i resten af 1900-tallet.

Militarismens virkelighedsflugt
Krigsbegejstring og nationalistisk hysteri overvandt al skepsis og krigsmodstand i de hektiske uger i sommeren 1914. Det forklarer naturligvis i sig selv intet. Konkurrencen mellem de europæiske stormagter om kolonier var afgørende.

Militarismen i de førende lande spillede en stor rolle. Alle landene havde store stående hære, de fleste værnepligtshære.

Og så var der et officerskorps som for alt i verden ville krigen. For mange officerer var krigen selve meningen med deres liv. Militæret var en vigtig karrierevej for unge fra overklassen og de allerøverste lag. Unge mænd fra adelen søgte ind på de militærakademier. Typisk var de øverste officerer ikke udvalgt på grund af deres kvalifikationer, men deres herkomst.

De unge fra overklassen var socialiseret ind i en militaristisk og imperialistisk tankegang. Og i de britiske kolonier fik de rig lejlighed til at bruge alt hvad de havde lært når de på blodig vis nedkæmpede lokale opstande. Det mest eftertragtede var at blive en del af rytteriet, som blev anset som det fineste. Og rytteriet havde vist sin berettigelse gennem utallige kolonikrige f.eks. boerkrigen.

Sejrene i kolonierne er måske baggrunden for, at officerskorpset og de politiske ledere i virkeligheden slet ikke var forberedt på at udkæmpe en moderne krig, med nye teknologiske fremskridt som maskingeværer og pigtråd. Her kommer ryttere med lanser beregnet til nærkamp til kort.

Udmattelseskrigen
De militære ledere var blinde og døve for realiteterne, selv om krigen hurtigt viste sig at blive en langvarig affære med enorme tabstal. Fra snakken om hurtige sejre flyttede fokus sig til udmattelseskrig. Logikken blev: Jo flere soldater vi sender mod fjenden, jo flere soldater må fjenden binde ved fronten. På den måde bliver tabene godt nok enorme, men jo flere soldater vi taber, jo flere taber fjenden. På et tidspunkt klagede den britiske øverstkommanderende over for lave tabstal!

Et andet problem blev forsyninger både af mad, medicin og militært udstyr. Det blev nødvendigt for englænderne og tyskerne at lave en aftale om en handel, hvor de udvekslede forsyninger af udvalgte varer, så begge sider kunne fortsætte krigen!

Krigsmodstanden
I starten af krigen lykkedes det både i England og de øvrige lande at skabe opbakning til krigen. For englænderne var der det særlige, at de skulle basere sig på frivillige, hvilket lykkedes. Det var først i løbet af krigen, at der blev indført værnepligt. Fra starten var begejstringen og lysten til at deltage stor blandt unge i arbejderklassen.

Men også meget yderligtgående progressive kræfter endte med at bakke op om krigen. Nogle af de mest radikale feminister, som kæmpede for kvinders stemmeret, opfordrede kvinder til at ofre deres sønner og sende dem til fronten.

Men der var også en rodfæstet antimilitarisme i arbejderbevægelsen, selvom den havde det vanskeligt. Hochschild fortæller bl.a. om den ledende Labour-politiker og krigsmodstander Keir Hardie.

Blandt intellektuelle var der stor krigsbegejstring, men en undtagelse var filosoffen Bertrand Russell, der gjorde en stor og afgørende indsats for fredsbevægelsen.

Der blev skabt en anti-krigsalliance som havde svære vilkår og blev truet med retssager. Men der var også vigtige resultater, f. eks. retten til militærnægtelse, og eksempler på soldater, der blev reddet fra en militær dødsdom. Englænderne eksekverede relativt få dødsdomme, sammenlignet med andre krigsførende, måske også et resultat af krigsmodstandernes indsats.

En række unge militærnægtere måtte modtage lange fængselsstraffe. Men situationen var endnu værre dem, der blev tvunget til fronten mod deres vilje. Her gjaldt den militære straffelov og lydighedsnægtelse kunne udløse en dødsstraf.

Der er ingen tvivl om, at Første Verdenskrig var et afgørende nederlag for arbejderbevægelsen og socialismen. Men beretningen om de antimilitarister, der under vanskelige betingelser og under stor risiko fastholdt deres modstand må ikke glemmes. Derfor er Rotschilds bog et helt nødvendigt bidrag til historien om antimilitarismen.

Adam Hochschild: Aldrig mere krig
Informations Forlag, 464 sider, 349.95 kr.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com