Læsetid: 9 minutter

Siden den 17. november har de Gule Vestes bevægelse bredt sig i Frankrig. Demonstrationer over hele landet kræver et mere retfærdigt skattesystem, omfordeling af rigdom og mere direkte demokrati. Hver lørdag har man demonstreret i en lang række byer, og ifølge meningsmålinger bliver bevægelsen støttet af ​​et flertal af befolkningen.

 

Hidtil har regeringens reaktion på alt dette i det væsentlige været undertrykkelse. Mere end 1.700 mennesker er blevet såret, hvoraf mindst 82 er alvorligt sårede, og ti dødsfald er blevet bekræftet siden bevægelsens begyndelse (en løbende opdatering kan findes her).

 

Dødsfaldene skyldtes hovedsagelig trafikulykker, hvor vrede chauffører, som har fået blokeret deres biler, har kørt demonstranter ned. Men et dødsfald skyldtes brugen af ​​politivåben: En 80-årig kvinde i Marseille var ved at lukke skodderne i hendes lejlighed, da en tårgasgranat ramte hende i ansigtet. Pr. 8. januar var 5.339 mennesker blevet arresteret, hvoraf 1.234 blev frigivet uden yderligere påtale. Den følgende lørdag (12. januar) blev 80.000 politibetjente indsat mod 50.000 demonstranter (officielle tal).

 

Protesterne har også set talrige tilfælde af bevidst vold mod demonstranter. Disse overgreb skyldes ikke kun isolerede “voldelige” politifolk, men er faktisk en del af en overordnet strategi for “opretholdelse af orden” i forhold til de Gule Veste. Samtidig viser de, hvordan det monarkiske præsidentkontor bliver brugt til at styrke redskaberne til undertrykkelse.

 

Voldsstrategi

Noget af volden er kommet fra demonstranterne. Alligevel er der rapporteret så mange tilfælde af politimishandling, at Amnesty International har offentliggjort en erklæring om den alarmerende situation, hvor man beskriver, hvordan “politiet brugte gummikugler, stingballgranater og tåregas mod stort set fredelige demonstranter, der ikke truede den offentlige orden … [med] mange tilfælde af overdreven stor brug af magt fra politiets side.”

 

På trods af opfordringer fra ngo’er om at skrue ned for magtanvendelsen har regeringen holdt fast i en voldsstrategi. Lørdag den 12. januar blev yderligere ti personer alvorligt skadet ved demonstrationer, selv om regeringen selv havde erklæret, at demonstrationerne var fredelige.

 

Politiets overdrevne brug af magt truer især de mest forsvarsløse demonstranter, hvilket er dokumenteret på mange videoer. Disse viser for eksempel en handicappet mand, som bliver trukket ud af sin kørestol og kastet på jorden af ​​en politimand, og en kvinde (som heller ikke gjorde modstand) blive ramt bag på nakken og tilsyneladende bevidstløs slæbt snesevis af meter hen over jorden. I denne video kan man se demonstranter komme en tilsyneladende bevidstløs person på jorden til hjælp, efter at han blev ramt af en vandkanon, og hvor de selv bliver mødt med vandkanonen og granater.

 

Politiet blev også filmet, da de slog en ældre mand, som passivt sad ved et busstoppested, mens hans datter desperat råber og beder dem om at stoppe.

 

Ikke kun demonstranter, men også journalister er blevet angrebet, truet og fornærmet af politiet. En politibetjent, der for nylig blev dekoreret med Legionærmedaljen (den højeste statslige udmærkelse i Frankrig), blev også set overfalde demonstranter.

 

På sin Twitter-side samler journalist David Dufresnes dokumentation for mistanker om misbrug af politimagt, som han også rapporterer til indenrigsministeriet. Efter krydstjekning for at undgå at tælle dobbelt eller falske rapporter, har han for øjeblikket registreret mere end tre hundrede tilfælde, et tal der stiger drastisk hver lørdag (antallet steg med over 50 mellem 5. og 12. januar). Webstedet Mediapart har netop oprettet en side for at gøre hans data lettere tilgængelige.

 

Dette er ikke kun et katalog over isolerede hændelser. Denne chokerende situation stammer delvist fra de franske myndigheders strategi for at opretholde orden, der bygger på to mottoer: en obligatorisk brug af magt og et forholdsmæssigt svar på trusler. Mange lande har for længst forladt denne strategi og udviklet nyere tilgange, der ligner den tyske “Deskalation” – en tilgang, der er baseret på massepsykologi, pacificering af folkemængder og anti-konflikt-teams.

 

Når det kommer til “den obligatoriske brug af magt”, er et af hovedproblemerne brugen af ​​angiveligt “ikke-dødelige” våben som LBD-gummikuglepistoler (ligner “flash-ball”-våben). De fleste af de alvorlige skader er forårsaget af LBD. Disse kugler er kun beregnet til at blive skudt tæt ved jorden, men mindst tolv mennesker har allerede mistet et øje, blandt andet et 15-årigt barn.

 

Der er allerede ti teenagere (mellem 15 og 18 år), som enten har mistet et øje, eller har fået brækket deres kæbe eller endda pande. Fotografer og journalister hævder også at have været direkte mål fra politistyrkerne. Den 12. januar fik en fotograf smadret sit knæ, så han ikke kunne arbejde de næste seks uger. “Jeg kunne tydeligt identificeres i midten af ​​demonstranterne, som blev spredt af tåregassen. De sigtede mod mig og ramte mit knæ,” rapporterer han.

 

Samme dag blev tre personer ramt i ansigtet af politiet: en 15-årig dreng, der var på indkøb i Strasbourg, blev såret, en 28-årig mand blev lagt i kunstig koma, og en anden demonstrant (en brandmand ) blev skudt bagfra og viser nu tegn på lammelser efter koma.

 

Tåregasgranater (alene den 1. december blev der affyret 8.000) og stingball-granater bruges også, både i stort tal og i voldsom grad. En tåregasgranat blev fundet i hætten af ​​en lille piges frakke. Granatens varme brændte gennem beklædningen, men heldigvis blev pigen ikke skadet. Hendes familie gik bare forbi og var ikke en del af demonstrationen. Mens tåregasgranater angiveligt ikke affyres direkte mod demonstranter, viser flere videoer, at de bliver affyret på klart fredelige og til tider endda siddende demonstranter.

 

Når de udløses, spreder disse stingball-granater gummikugler i en radius omkring sig. Disse offensive granater skal kun bruges i selvforsvar, når politiet er omgivet af demonstranter, så de kan komme væk. Alligevel blev omkring 800 af disse granater kastet ind i folkemængderne den 1. december alene. 339 af de stingball-granater, som blev brugt denne dag, var af den kontroversielle GLI-F4 model. Disse er anerkendt som farlige, selv af politiets fagforeninger, efter at en af de ældre modeller dræbte en demonstrant ved navn Rémi Fraisse i 2014.

 

Man gik ud fra, at lagrene af GLI-F4 granater var tømt og aldrig skulle bruges igen. Men i forbindelse med de store demonstrationer ser det ud til, at regeringen ikke har holdt sit ord. Frankrig er det eneste land i verden, der bruger sådanne granater mod demonstranter. De har resulteret i mange forfærdelige skader og mindst fire mistede hænder (herunder den højre hånd hos en 21-årig mand, som var kommet for at demonstrere sammen med sin familie), hvilket førte til anklager mod staten. En mand mistede også sin høreevne på grund af den øredøvende lyd fra granaterne.

 

Det ekstreme konfliktniveau er også synligt i brugen af ​​snesevis af pansrede køretøjer i Paris’ gader, og når politifolk optræder med angrebsrifler ved demonstrationerne. Regeringen sender nu specielle enheder som BAC (Brigade anti-criminelle) og væbnet politi (gendarmeri) mod demonstranter. Disse kræfter er ikke specialister i at opretholde orden. I stedet sendes de som regel ud til anholdelser og bekæmpelse af farlige kriminelle og terrorister. Dette har i sig selv bidraget til at eskalere volden.

 

Hidtil er der blevet åbnet 28 undersøgelser af den institution, der har ansvaret for at undersøge politiets misbrug (omkring 300 klager er blevet indleveret). Der er endnu ikke truffet foranstaltninger mod de pågældende politifolk, hvorimod mange demonstranter allerede er blevet idømt fængselsstraffe, hvor deres domme undertiden kun bygger på Facebook-beskeder. I et nyligt interview erklærede indenrigsministeren Christophe Castaner blot, at han “aldrig havde set nogen politimand, der angreb demonstranter fra de Gule Veste”.

 

Straffrihed for staten

Udover disse chokerende billeder har man også gjort alt for at forhindre folk i overhovedet at demonstrere. Masker og beskyttelsesbriller mod tåregas er blevet frataget demonstranter (for at forhindre dem i at “skjule deres ansigter”), og politiet ser også ud til at konfiskere fysiologisk saltvand (hvilket er ulovligt).

 

Amnesty International har for nylig kommet med en erklæring, som insisterer på den grundlæggende ret til at demonstrere i Frankrig, og som udtrykker særlig bekymring over disse ulovlige tiltag. Nogle har også rapporteret, at politiet forhindrede interventioner fra gade-samaritter (frivillige, der laver førstehjælp på demonstrationer) ved at fjerne deres førstehjælpsudstyr og til tider endda skyde på dem.

 

Demonstranter bliver regelmæssigt anholdt på simpel mistanke. Venstrefløjaktivisten Julien Coupat blev arresteret i 30 timer, fordi han havde en gul vest i sin bil (som er obligatorisk ved lov!), malerbomber og en hjelm. Nogle blev anholdt for at have en hammer i deres biler. Køretøjer ransages ofte uden tilladelse.

 

Folk er blevet arresteret med anklage om at være en del af “en gruppe med sigte på at begå vold og forårsage skade.” Eftersom man kan betragtes for at være “i en gruppe”, hvis man er mere end én person, er det meget nemt for politiet at arrestere enhver, der bare ser ud til at gå til en demonstration, på baggrund af mistanken alene.

 

Demonstrationer, der ikke er blevet “anmeldt” på forhånd, er også blevet undertrykt af politiet (selv om international lov ikke kræver en sådan anmeldelse, netop for at forhindre folk i at blive afskåret fra at udøve denne grundlæggende ret). For nylig bad statsministeren om at få begrænset retten til at demonstrere såvel som muligheden for at gemme data på demonstranter, der kunne tænkes at være voldelige, for at kunne udstede et demonstrationsforbud, som det allerede er sket i tilfælde med fodboldhooligans (med mange overfald). Noget af problemet er her, at retten til at demonstrere er en grundlæggende menneskerettighed, garanteret ved menneskerettighedserklæringen, mens det ikke gælder adgangen til et fodboldstadion.

 

Sådanne angreb på friheden til at demonstrere blev allerede indført under undtagelsestilstanden, der blev besluttet efter terrorangrebene i Frankrig. Miljødemonstranter blev forhindret i at demonstrere under COP21 i Paris og blev tvunget til at blive hjemme med henvisning til de beføjelser, der ligger i undtagelsestilstanden. Det er også et åbent spørgsmål, hvem der skal beslutte, hvem der står på listen med demonstrationsforbud. I tilfældet med fodboldhooligans var det ikke selve retssystemet, men en særlig administrativ enhed (uden tilsvarende uafhængighed), der tog beslutninger, og det kunne klart føre til misbrug. Trods kritik selv inden for Macrons egen parlamentsgruppe er regeringen desværre i fuld gang med disse foranstaltninger.

 

Under demonstrationerne er hospitalspersonalet også blevet bedt om at notere navnene på de gule veste, der søgte behandling, officielt for at kende antallet af ofre. Dette direktiv, som skulle være midlertidigt, aktiveres normalt kun i forbindelse med terrorangreb, da det klart kan true friheden til at demonstrere. Alle disse ekstreme foranstaltninger er nu mulige på grund af præsidentens nylige overførsel af undtagelsestilstanden til normal lov.

 

Senere og som et tegn på de grænser, regeringen sætter, er en indsamling til at betale advokatsalæret for en demonstrant, der er anklaget for vold mod politifolk, lukket ned af webstedet Leetchi crowdfunding, efter at en minister anmodede om det på tv. Derudover bad han om donorernes navne og data. Men crowdfunding er lovlig, og det var derfor ulovligt at lukke det ned og bestemt også at udlevere navnene på donorerne (hvilket Leetchi nægtede at gøre).

 

En yderligere skandale kom med en video udgivet på de sociale netværk i december. En politibetjent optog anholdelsen af ​​mindst 122 unge (den yngste var 12 og de fleste omkring 15-16), i Mantes-la-Jolie, en forstad til Paris. De blev tvunget til at sidde på knæ med hænderne bag hovedet, i en prøvelse, der tilsyneladende varede omkring fire timer.

 

I videoen råber politimanden: “Ah! Endelig et stille klasseværelse, hvis bare din lærer kunne se det her! “Selv om nogle af disse børn var mistænkt for at brænde en bil og kaste projektiler på politiet, løb de fleste bare væk fra tåregassen (og nogle kom bare forbi på gaden). Kun 20 af dem var reelt mistænkte. Interviews af mistænkte, i nogle tilfælde uden at optage det, er sket uden advokat, og børnene tilbragte hele natten på politistationen – nogle gange 15 i en celle, som er beregnet til fem personer.

 

Arrestationer af mistænkte er også løbet løbskt: For nylig gennemførte specialstyrker fra antiterror-korpset RAID en aktion klokken seks om morgenen, smadrede døren til en af de gule vestes lejlighed og gav ham håndjern på, mens han stadig lå i sengen med sin partner.

 

Præsident-konge

Alle disse trusler mod retten til at demonstrere skal sættes i sammenhæng med den franske forfatning samt den politiske situation efter præsidentvalget i 2017.

 

I Frankrigs Femte Republik har præsidenten store beføjelser såsom retten til at lovgive uden afstemning i Parlamentet (f.eks. med de “dekreter”, som Macron allerede har brugt til at vedtage sin arbejdsmarkedslov). Macron kun fik 24 procent af stemmerne (blandt dem, der stemte) i den første runde af præsidentvalget, men hans parti sidder på 54 procent af pladserne i Nationalforsamlingen.

 

Macrons planlagte reform af forfatningen vil koncentrere endnu mere magt i præsidentens hænder og varsler en dyster fremtid for politisk pluralisme i Frankrig. Hans reform lover at reducere antallet af medlemmer af parlamentet med 30 procent, selv om Frankrig allerede er blandt de lande, der har det laveste antal parlamentsmedlemmer i Europa i forhold til befolkningen. Den vil endvidere begrænse oppositionens ret til at foreslå ændringsforslag og indfører kun små forsøg på at øge proportionaliteten.

 

Denne reform er relateret til udarbejdelsen af ​​en ny lov mod “falske nyheder”, som kritiseres af hele oppositionen. Dens vage definition af, hvad der er “falske nyheder”, understreger den trussel, reformen udgør for ytringsfriheden. Populariteten hos Marine Le Pen, leder af den yderste højrefløj, er stadig ikke faldende i meningsmålingerne, og hun kan måske opnå et historisk godt valg ved det kommende valg til Europa-Parlamentet. Men ud over denne særlige trussel er perspektivet om en kongepræsident Macron med en svækket opposition i sig selv skræmmende.

 

Tvivl om regeringens gennemsigtighed er blevet forstærket af nylige skandaler, som da Macrons eks-bodyguard Alexandre Benalla (som for nylig blev opdaget i at være i besiddelse af diplomatpas til sin virksomhed i Chad) tævede demonstranter, Crase-sagen (en ven af ​​Benalla, som tilsyneladende er betalt af russiske oligarker) og mistanker mod Macrons valgkampagner og fundraisers. Juan Branco, en tidligere juridisk rådgiver for Wikileaks, afslører også i sin kommende bog Crépuscule det skyggenetværk, der promoverede Macrons præsidentkampagne i 2017, blandt andet bestående af en række milliardærer, som ejer Frankrigs største medier (for eksempel Le Monde og Paris Match).

 

De Gule Veste har taget en modsat tilgang, med opfordringer til demokrati, mindre korruption og mindre koncentration af magt hos centralregeringen. Nogle opfordrer endda til muligheden for at afholde folkeafstemninger, som i Schweiz.
Flere demonstrationer er nu specielt indkaldt for at protestere imod denne politiske undertrykkelse, især bevægelsens seneste “10. akt”, og for at mindes de sårede og døde. Og selv ved en af disse mindebegivenheder blev en fremtrædende figur i bevægelsen anholdt for at deltage i en ulovlig demonstration. Så selv om det fortsat er usikkert, hvor det hele ender for såvel de Gule Veste som for regeringen, så ser det ud til, at volden vil fortsætte og eskalere.

 

1. februar 2019. Jane H. Caelinnan er aktivist i La France Insoumise – venstrefløjspartiet ledet af Jean-Luc Mélenchon.

 

Oversat fra Jacobin af Åge Skovrind