"Der er en plads til opbygningen af nye anti-kapitalistiske partier, og det er den vigtigste forskel i forhold til 1968." Sådan konkluderer Jan Malewski på dette historiske oprids om den socialistiske kamps udvikling fra maj 68 til i dag.

af Jan Malewski

Maj 1968 i Frankrig – med studenteroprøret og generalstrejken, som efterfulgte de unges gadekampe i Latinerkvarteret – var kulminationen på de anti-kapitalistiske, anti-imperialistiske og anti-bureaukratiske mobiliseringer over hele verden. Fra Tête-offensiven mod den amerikanske besættelse af Sydvietnam, via studenterrevolten i Polen og Jugoslavien, ”foråret i Prag” i Tjekkoslovakiet, antikrigsdemonstrationerne og de anti-autoritære mobiliseringer i Vesttyskland, Storbritannien og USA til fremkomsten af den sorte borgerretsbevægelse i USA, starten på kvindeoprøret i Nordamerika, Vesttyskland og Storbritannien, studenteroprøret i Mexico, de unge japaneres kampe osv.
 
Den gamle verdensorden, der blev skabt ved Yalta-konferencen mellem Churchill, Roosevelt og Stalin, slog revner overalt. Denne verdensorden havde tilladt dannelsen af autoritære regimer og stærke og stabile stater både øst- og vestpå, dette i samarbejde med kommunistiske og socialdemokratiske partier. Denne verdensorden havde undertrykt den higen efter frigørelse ved egen kraft, som den russiske revolution havde skabt.
 
På trods af nederlag for studenterrevolterne i Jugoslavien, Polen og Mexico, der blev knust, og på trods af at Tjekkoslovakiet blev ”normaliseret”, indebar året 1968, at døden for de stabile, autoritære regimer blev ringet ind. Med fremkomsten af det nye, kritiske og radikaliserede venstre i de kapitalistiske lande, blev 1968 starten på en periode med fornyet anti-kapitalistisk og anti-bureaukratisk modstand.
Det nye venstre indebar også en uenighed, som skulle fjerne det fra den marxisme, som var karakteriseret ved en udbredt anvendelse af citater, løsrevet fra deres sammenhæng. En tendens som var indeholdt i det stivnede, officielle sprogbrug i landene, hvor ”den virkeliggjorte socialisme” var indført.
 
Proletariatet vender tilbage
I 1960’erne var det politiske og sociale liv vidne til udviklingen af en ny generation, som ikke havde oplevet udmattelsen efter Anden Verdenskrig og skuffelserne over ”frigørelser”, der ikke blev fuldført. Kolonimagternes angreb (Algeriet, Vietnam osv.) blev slået tilbage og radikaliserede en hel generation. Den generation ville ikke finde sig i at begrænse sit oprør, hvad enten det var pga. farerne for nederlag eller faren for ”fascisme” (som var en altid nærværende frygt blandt den ældre generation af politisk og fagligt aktive). Ej heller ville den lade sig indskrænke af det håb, som idealiseringen af ”den virkeliggjorte socialisme” endnu var indbegrebet af. Stalinismen var præget af regeringsinstitutionerne i den kapitalistiske del af verden under den kolde krig og brugte denne frygt og disse drømme i sit taktiske spil. Det var på denne baggrund lykkedes stalinismen at opretholde en arbejderklasse-identitet. Der var tale om regulære mod-samfund med deres egne symboler og egen kultur i opposition til kapitalismen og knyttet til myten om Sovjetunionen. Samme Sovjetunion gav bevægelsen mundkurv på og klippede dens kløer. Andre steder indtog Socialdemokratiet denne rolle, idet partiet var i stand til at fordele krummerne fra de riges bord i den lange efterkrigsperiode med vækst og øget masseproduktion.
 
For den traditionelle arbejderbevægelse, var det tiden til fredelig sameksistens og den fredelige vej til socialismen, som med sikkerhed lå forude (og ville blive bedre end erfaringen med Sovjet, fordi denne socialisme ville blive ”fransk” eller ”italiensk” og derfor mere civiliseret og mindre ”asiatisk”.)
 
Den cubanske revolution, som endnu ikke havde underlagt sig Kremls krav, viste en anden vej. I stedet for at demonstrere, at det er nyttesløst at kæmpe mod en almægtig imperialisme, blev Che Guevaras kamp og hans død i 1967 i Bolivia, opfattet som et eksempel til efterfølgelse. Et symbol på konsekvent kamp for retfærdighed, lighed og frihed. Et eksempel på ægte revolutionær engagement af én, der som leder af en sejrrig revolution, minister og statsmand, var død med våben i hånd i de fjerne bjerge, tørstig, sultende og syg. Men han forsøgte at skabe ”Et, to, mange Vietnam” mens bureaukraterne i Kreml sad i deres bløde stole og inviterede lederne af de kommunistiske partier på afslapning i Krimhalvøens solskin.
 
På trods af den amerikanske hærs triumferende presseudtalelser under besættelsen af Vietnam, ifølge hvilke FLN (Front de Liberation Nationale, Sydvietnams befrielsesfront, o.a.) skulle have været likvideret flere gange (iht. amerikanernes tabstal), åbnede FLN Tête-offensiven, på samme tidspunkt som USA proklamerede, at det havde smidt flere bomber over Vietnam, end det havde over Nazi-Tyskland under hele 2. verdenskrig. Og verdens politibetjent kunne ikke en gang forsvare den amerikanske ambassade i Saigon! Og i Paris gjorde studenterne fælles front mod den magtfulde gaullistiske stat og rejste barrikader i gaderne. I stedet for at kvæle ilden, tændte repressionen solidaritetens reflekser.
 
I løbet 1960’erne voksede et nyt marxistisk venstre frem – først og fremmest til stede i studenterbevægelsen – og brød med socialdemokratiet og de Moskva-tro kommunistpartier. Bevægelsen blev svækket og splittet. Idealiseringen af ”kulturrevolutionen” repræsenterede trods alt først og fremmest en anti-bureaukratisk strømning og ledte en betydelig del af dem, som udfordrede ”marxismens mausoleum” i Kreml, ind i maoismens blindgyde. På trods af genforeningen af Fjerde Internationale i 1963 forblev de trotskistiske organisationer svage og splittede. For eksempel var der i Frankrig kun nogle få hundrede aktivister på den splittede, revolutionære venstrefløj, nogle få tusinde, hvis man medregner medlemmerne af Parti Socialiste Unifié (PSU). Dette skal sammenlignes med hundrede tusinder af medlemmer af Kommunistpartiet og ti tusinder i det gamle SFIO (Section Francaise de l’Internationale Ouvriére – den franske sektion af Arbejdernes Internationale, forløberen til Socialist Partiet). I fagbevægelsen var det yderste venstre så godt som fraværende. Den rolle, som disse små grupper spillede, da maj 1968 brød ud, er så meget desto mere imponerende.
 
Anti-bureaukratiske revolter
I de lande, hvor den virkeliggjorte socialisme var indført, blev befolkningerne udsat for af-staliniseringens kolbøtter, en fundamental omformning af den måde, hvorpå bureaukratiet udøvede sin dominans. Den byggede – fra tiden under Stalin – på det enkelte medlems usikkerhed, som værende en del af den sociale elite. De enkelte medlemmer risikerede – fra den ene dag til den anden – at miste deres plads ved deres lunefulde leders side, og ende deres karriere i arbejdslejrene. Mellem en fjerdedel og en tredjedel af den sovjetiske befolkning, blev således påtvunget denne form for tvungen og ubetalt arbejde. Oprøret i arbejdslejrene, da Stalins død blev kendt, tvang bureaukratiet til at genoprette kontrollen over undertrykkelsesapparatet og ledelsen af lejrene. De var i stand til at terrorisere samfundet fra top til bund og forsyne det med arbejdskraft i takt med det stigende behov.
 
Af-staliniseringen betød afslutningen på denne form for terror og var et forsøg på at bevare den bureaukratiske elites dominans på en mindre bestialsk måde. Med andre ord, et forsøg på social stabilisering af et samfund, som pr. definition var ustabilt, fordi det ikke var baseret på nye produktionsforhold. Fra 1956 betød afskaffelsen af brutal terror (men ikke undertrykkelse) i Polen og i Ungarn, at der blev åbnet op for hovedmodsætningen i denne type samfund: Det ustabile ægteskab mellem statsligt ejerskab, præsenteret som kollektivt ejerskab af produktionsmidlerne, og den private ledelse, udført af en illegitim elite, ude af stand til at garantere virkeliggørelsen af de sociale behov. Eliten manglede denne evne pga. dets privilegerede status, afskåret fra befolkningen.
 
I Ungarn blev arbejderklassens spontane kamplyst knust og atomiseret i lang tid, som følge af den brutale undertrykkelse, der fulgte den Sovjetiske invasion i november 1956. I Polen foregik normaliseringen langsommere, baseret på splittelsen mellem arbejderne – som hurtigt blev rettet ind og undertrykt – og intelligentsiaen, der, for en tid, fik lov til at drage fordel af større intellektuel frihed. I marts 1968, afsluttedes denne normalisering, og studenterbevægelsen rejste sig mod afskaffelsen af de sidste rester af frihed. Isoleret fra arbejderne, blev de brutalt undertrykt.
 
Jugoslavien havde fulgt en ikke-stalinistisk vej siden sit brud med USSR, og arbejderne nød en vis autonomi på bedriftsniveau, fordi virksomhederne var selvstyrende. Regimet besluttede at gøre en ende på udvidelsen af denne autonomi, da studenterne i juni 1968 forlangte politiske friheder, der truede det dominerende bureaukratis position.
 
I Kina havde hæren allerede undertrykt Den Røde Gardes autonomi. Maos fraktion (i Kinas Kommunistparti o.a.) havde leget med ilden i konflikten mellem de forskellige dele af bureaukratiet, der fulgte bruddet med Moskva, ved at lade studenterungdommen gøre regnskabet op med de privilegerede lag i den første fase af kulturrevolutionen. Dette skete ofte med en utrolig brutalitet, som demonstreret ved lynchningen af lokale ledere, der blev tvunget til at udøve offentlig selvkritik, før de blev likvideret.
 
I Tjekkoslovakiet var grebet løsnet. Kommunistpartiets ledelse havde bremset liberaliseringen og af-staliniseringen efter at have set resultaterne i Polen og Ungarn i 1956. Foråret i Prag genskabte håbet om en socialisme med et menneskeligt ansigt og begyndte offentligt at udfordre den stalinistiske kontra-revolution. Warszawa-pagtens invasion den 21.august 1968, bragte dette håb til ophør. Invasionen blev støttet af Kommunistpartiets Dubcek-ledelse for at garantere en normalisering.
 
Partiapparaternes rolle
Hvis den gamle arbejderbevægelses konservative partiapparater i maj-juni 1968 var ude af stand til at forhindre udbredelsen af strejkerne, så var de magtfulde nok til at føre forhandlinger på ryggen af den længste generalstrejke i Frankrigs historie på en sådan måde, at de bragte fabriksbesættelserne til ophør og bremsede for selvorganiseringen af arbejderne. Generalstrejken havde ingen egen ledelse, valgt på stormøder og centraliseret gennem lokale, regionale og nationale komiteer. Således var der i den stærkt industrialiserede Nord-Pas-de-Calais region ”kun valgt strejkekomiteer i 14 procent af tilfældene, kun strejkekomiteer, der inkluderede uorganiserede i 23 procent af tilfældene, og strejkekomiteer, der kunne tilbagekaldes af generalforsamlinger, i kun 2 procent af tilfældene” (se note) Uddelegering af opgaver til specialister (ansatte i fagforeningerne og politiske ledere) og tilliden til dem var stadig fremherskende sammen med en følgagtighed overfor dem.
 
Erfaringen med strejken i maj-juni og dens resultater – landvindinger, der rakte længere, end hvad der blev opnået i 1936 og ved befrielsen, samtidigt med at strejken var længere og mere massiv – kom til at slå de første sprækker, specielt blandt unge arbejdere, i den kontrol som Kommunistpartiet og de kommunistiske fagforeninger udøvede. I 1970’erne styrkede de revolutionære grupper deres indflydelse i fagbevægelsen. De var vokset efter 1968 – for eksempel havde den franske sektion af Fjerde Internationale tidoblet sine styrker siden 1969. Nu arbejdede de for kæmpende fagforeninger, som var indstillet på arbejdernes selvorganisering og fælles aktion med andre dele af den politisk opdelte fagbevægelse.
 
På denne måde blev den traditionelle arbejdsdeling udfordret, hvor kun de ansatte i fagbevægelsen kunne være aktive og forhandle. Blandt ungdommen, i det mindste i Frankrig, mistede den gamle venstrefløj sin førerposition. PCF blev ude af stand til at tage ledelsen af ungdommens mobiliseringer – i den store bevægelse mod Debré-loven i 1973 var en af talspersonerne for bevægelsen medlem af den franske sektion af Fjerde Internationale.
 
Men de traditionelle apparaters vægt forblev betydelig. Således var både PCF, og siden hen det nye Socialistparti, i stand til at komme styrket ud af 1968, også ved at rekruttere mange unge. Det var først under presset fra den nyliberale offensiv og ved at kapitulere overfor denne, at apparaterne i den gamle arbejderbevægelse blev svækket og gik over til socialliberalismen. I Frankrig og andre steder så partierne med rødder i stalinismen passivt til, medens den ”faktisk eksisterende socialisme” brød sammen i Sovjet og Østeuropa og kapitalismen blev genindført. De steder, hvor disse partier besluttede at reagere – i Italien f.eks. – forsøgte de at bevare deres apparater ved at integrere sig i den borgerlige stats institutioner og droppe deres ideologiske bagage – eller de vendte sig ind mod sig selv og søgte tilflugt i en ideologi, der nærmer sig det religiøse (det portugisiske KP og det græske KKE).
 
Genopbygning af en ægte arbejderbevægelse
Fyrre år efter 1968 er arbejderbevægelsen grundigt nedslidt.. Dens bureaukratiske parti- og fagforeningsapparater er først og fremmest interesseret i deres egen overlevelse. De har ladet nederlagene akkumulere, hvis de da ikke selv aktivt har organiseret dem. Nedlæggelsen af bastionerne for stålproduktionen er i denne henseende symptomatiske, især i Frankrig, fordi det skete under en regering med deltagelse af socialister og kommunister. Den tålmodige opbygning af nye fagforeninger i Syd- og Østeuropa – med stor indsats fra aktivister fra det yderste venstre – har ikke kompenseret for denne svækkelse.
 
Når det drejer sig om den politiske venstrefløj, er der især i Øst et tomrum. I Vesteuropa har de små valgmæssige succeser for brede enhedspartier også vist, at der findes en plads for en venstrefløj. Men fyrre år efter 1968 forbliver de mål, som var arbejdernes hjertesag, lige aktuelle: afvisning af autoritære systemer og kravet om demokrati, krav om lighed, afvisning af kapitalismen og dens krige. Verden i 2008 er mere brutal, mere ulige, mere udsultet, samtidig med at den er langt rigere end verden i 1968. Det, som førte til generalstrejken i maj-juni 1968, er stadig til stede. En enkelt gnist kan stadig starte en steppebrand.
 
Hvad der har ændret sig, er apparaternes evne til at kontrollere. Styrkeforholdet har ændret sig – ikke overfor kapitalen, men indenfor arbejderbevægelsen. Kapitalen styrker sin autoritære kontrol, især gennem opbygningen af EU’s halvstatslige institutioner. Den stalinistiske møllesten eksisterer ikke længere, og det samme gælder socialdemokratiets politiske herredømme. Nogle potentielt alternative fagforeninger er kommet til. Nye venstrepartier dukker op til venstre for socialdemokratiet. Og den imperialistiske kontrol med verden er igen i opbrud, frem for alt i Latinamerika – en radikal nationalistisk ny venstrefløj er ved magten i Venezuela, Bolivia og Ecuador. Det er sandt, at de revolutionære kræfter forbliver svage selv i Latinamerika. Den anti-kapitalistiske bevægelse leder efter en strategi, den er famlende og kan kollapse. Illusionen om, at det er muligt at forandre verden gennem den borgerlige stats institutioner, er fortsat meget udbredt.
 
Det er i denne sammenhæng, at ideen om et nyt antikapitalistisk parti udvikler sig. Et nyt parti, der intet har til fælles med den stalinistiske partiopfattelse. En demokratisk organisation, ikke domineret af bureaukrater, og som ikke har andre interesser end de udbyttedes – proletariatet, lønmodtagerne, arbejderklassen, som i dag udgør det overvældende flertal af verdenens befolkning – og som er i stand til at vise dem de bedste midler til at opbygge deres kampe og sejre, som de gamle ”partier” ikke gjorde. Et ”anti-kapitalistisk parti”, der højt og tydeligt siger, at det afviser det system, hvor kapitalen dominerer, at det kæmper for et andet samfund, demokratisk og med lige rettigheder, der bygger på et kollektivt ansvar for dets ledelse.
 
Opbygningen af et sådant parti er på dagsordenen, ikke kun i Frankrig. Måden, hvorpå det bliver bygget, vil utvivlsomt være forskellig – den nationale historie og de nationale styrkeforhold er forskellige. I Polen er initiativet til opbygning af det Polske Arbejderparti (PPP) blevet taget af en alternativ og kampvillig fagforening. I Tyskland har de revolutionære kræfters svaghed overladt initiativet til udfyldelsen af dette politiske vakuum til venstrereformistiske kræfter. Det er muligt, selv om det ikke er ønskeligt, at visse forsøg ikke vil lykkes, i hvert fald ikek i første omgang, eller at nye organsationer kun vil være overgangsfænomener, ligesom det tidligere PSU i Frankrig .
 
Men der er en plads til opbygningen af nye anti-kapitalistiske partier, og det er den største forskel i forhold til 1968.
 
 
Note: Kilden til oplysningerne er Jacques Kergoat, ”Sous la plage, la grève”, i A. Artous, D. Epsztajn, P. Silberstein (red.) ”La France des années 1968” Syllepse, Paris 2008, side 71).
 
Jan Malewski er redaktør af International Viewpoints franske søstermagasin, Inprecor, og medlem Fjerde Internationales ledelse.
 
Artiklen er oversat af Hans Christian Nielsen og Peter Kragelund
 
 
 
single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com