Er det en genvej, hvis det tilsyneladende er den eneste mulige vej? Mange venstreorienterede partier i Europa ser i dag deltagelsen i centrum-venstrekoalitioner som den eneste realistiske vej til at opnå reformer. De retfærdiggør ofte deltagelsen i sådanne regeringer med forestillingen om, at det at have et venstreparti i en regering i det mindste vil blokere de meste bagstræberiske politiske tiltag og holde mere reaktionære kræfter fra magten. Disse partier tror ligeledes, at regeringsdeltagelse vil øge deres troværdighed i vælgernes og medlemmernes øjne og derfor i sidste ende styrke deres chancer for selv at komme til at regere alene.
De historiske erfaringer gennem 25 år viser imidlertid, at disse forventninger sjældent opfyldes.

Italien
I de tidlige 00´ere blev Italiens Rifondazione Comunista et vigtigt referencepunkt for den europæiske venstrefløj. Solidt funderet på landets langvarige kommunistiske tradition, selvkritisk over for sin egen historie, internt forskelligt og pluralistisk, åben overfor nye ideer og dybt forankret i de sociale bevægelser, fremstod Rifondazione for mange som en rollemodel for andre unge radikale venstreorganisationer over hele kontinentet. Partiet spillede en ledende rolle i antiglobaliseringsprotesterne i Genova i 2001 og ydede et kæmpe bidrag til antikrigsbevægelsen, der mobiliserede tre millioner mennesker ud på gaderne i Rom den 15. februar 2003.

Fra 2006 underlagde Rifondazione sig imidlertid forestillingen om "det mindste ondes" politik, idet det gik ind i en centrum-venstre-regeringskoalition for at forhindre Silvio Berlusconi i at genvinde magten. Da det først var i regering, blev partiet påtvunget ikke bare at forsvare nedskæringer, det hidtil havde modsat sig, men også til at stemme for militære interventioner i Libyen og Afghanistan.

Rifondazione ekskluderede to senatorer, som fortsatte med at stemme imod udsendelsen af tropper til Afghanistan. Regeringsdeltagelsen forvandlede "bevægelsernes parti" til en organisation, der ofte så ud til at gå imod dem – "alternativernes parti" fandt sig selv tvunget til at implementere en "der findes intet alternativ"-politik. Partiets beskedne forsøg på at presse sociale eller progressive reformer igennem blev som regel ikke opdaget.

Konsekvenserne viste sig at være katastrofale: Blot to år senere generobrede Berlusconi magten, og Rifondazione fik ikke et eneste sæde i parlamentet – for første gang siden 1945 var der ikke en kommunistisk repræsentation i det italienske parlament.

Ved hvert efterfølgende valg er partiet blot yderligere gået tilbage. Både partiet og de sociale bevægelse er skredet ned i en politisk depression af historiske dimensioner. Synet af tidligere allierede, der gik over på den anden side af barrikaderne, skabte en atmosfære af mistro og sekterisme.

Den efterfølgende fremmedgørelse af store dele af det Italienske samfund fra det politiske system gavnede mest – omend ikke udelukkende – Beppe Grillos protestparti, Femstjerne Bevægelsen. Rifondaziones deltagelse i regeringen gav det et så dårligt ry, at det nu ikke længere er i stand til at udnytte den udbredte utilfredshed blandt vælgerne.

Frankrig
Et andet engang ledende parti på den vesteuropæiske venstrefløj, det franske kommunistparti (PCF), blev ramt af en tilsvarende tilbagegang efter sin regeringsdeltagelse. Ved valget til parlamentet i 1997 fik PCF 9,9 procent af stemmerne og gik med i en rød-grøn regeringskoalition ledet af socialistpartiets Lionel Jospin.

Denne regering opnåede i første omgang en vis grad af succes, idet den var i stand til at gennemføre adskillige vigtige reformer, såsom en arbejdsuge på femogtredive timer, og ved at nægte at underlægge sig strategien om ”den tredje vej”, som Schröder og Blair på det tidspunkt udbasunerede.

Imidlertid viste den sig ude af stand til at bryde med de nyliberale rammer. Til sidst endte den med at gennemføre det mest omfattende privatiseringsprogram i nyere historie og gik med til at deltage i NATOs krig i Serbien i 1999.

Ved valget i 2002 oplevede PCF et sammenbrud, idet det kun fik 4,8 procent af stemmerne. To år senere fandt det sig yderligere reduceret til 4,3 procent. Det oplevede en smule fremgang takket være dets alliance med Mélenchons Venstreparti i 2012, da partiet opnåede 6,9 procent – trods alt bedre, men stadig langt under resultaterne fra før dets regeringsdeltagelse.

Den største kraft på Frankrigs venstrefløj bragte sig selv i miskredit ved at deltage i en nyliberal regering, en omstændighed der tillod Le Pens Front National at blive landets stærkeste parti. Faktisk opnår Front National nu nogle af sine bedste resultater i tidligere PCF-højborge.

Skandinavien
Ridende på en bølge af offentlig vrede i efterdønningerne af finanskrisen opnåede Islands Venstre-Grønne (VG) et bemærkelsesværdigt resultat på 21,7 procent af stemmerne ved valget i 2009 og ledte efterfølgende landets regering. Skønt Island gennemførte sin redning af landets banker på en anden måde end de øvrige europæiske lande, så var der overordnet tale om fastholdelse af et nyliberalt paradigme.

Medens VG altid tidligere havde modsat sig at gå med i NATO og den EU, så endte partiet i sidste ende med at lede regeringen frem til at indgive en ansøgning om optagelse i EU.

I 2013 blev partiets resultat halveret til 10,9 procent. Efter at skandalen om Panama Papirerne igen fik krisen i det politiske system til at blusse op, lykkedes det de Venstre-Grønne – nu i opposition, at genvinde sølle fem procent, hvilket bragte dem op på 15,9 procent ved det sidste parlamentsvalg. Opkomlingen Piratpartiet, som ikke var belastet af regeringsdeltagelse, opnåede kun en smule mindre med sine 14,5 procent.

Vi ser tilsvarende udviklingsbaner for andre skandinaviske venstrepartier: Det norske Socialistisk Venstreparti (SV) kunne opleve sin opbakning styrtdykke fra 8,8 til 4,1 procent, mens det deltog i regeringen (2005-2013). Det svenske Venstrepartiet (V) oplevede en tilsvarende nedgang. Et årti efter kampagnen i 1998, hvor det kørte en venstreradikal EU-kritisk kampagne og vandt 12 procent af stemmerne, blødte det sit radikale image op og deltog i en rød-grøn alliance. I 2014 fandt partiet kun støtte fra 5,6 procent af vælgerne.

I Danmark kørte Socialistisk Folkeparti (SF) en tilsvarende venstredrejet og EU-kritisk kampagne i 2007, med en gevinst på 13 procent. I 2011 førte det en mere moderat kampagne i håb om at komme med i regeringen, og dets opbakning faldt til 9,2 procent. Den efterfølgende deltagelse i en centrum-venstreregering mindskede yderligere dets popularitet. I 2015 fik det kun 4,2 procent af stemmerne.

Udviklingen i Finland har været noget mindre dramatisk. I 1995 gik Venstrealliancen (VAS) med i en "regnbue koalitionsregering" efter at have fået 11,2 procent. I 2003 fik partiet kun 9,9 procent, men gik igen med i regeringen i 2011 med sine 8,1 procent. Partiets beslutning om at forlade koalitionen før udløbet af dens periode reddede det sandsynligvis fra en mere brutal nedgang: Det lykkedes VAS at sikre sig 7,1 procent i 2015.

I førersædet?
Nogle kunne måske hævde, at betingelserne er anderledes, hvis et venstreparti leder regeringer i stedet for blot at deltage som juniorpartner. Men det græske eksempel tyder på, at det i hvert tilfælde ikke altid er tilfældet. Trojkaens institutionelle magt tvang Syriza til at implementere og endog skærpe den nyliberale politik. Som følge heraf mistede partiet et helt lag af sine medlemmer, herunder mange ledende kræfter. Efter blot seks måneder som ledende i regeringen havde det allerede mistet adskillige hundredtusinder af stemmer. Ifølge meningsmålingerne er denne tendens fortsat.

Begivenhederne i Cypern er lige så lidet inspirerende. I 2008 blev en kommunist for første gang valgt til præsident i landets historie. Hans parti, det Arbejdende Folks Progressive Parti (AKEL) havde massiv folkelig opbakning, men regeringen bukkede alligevel under for presset fra de europæiske institutioner og gennemtvang drastiske nedskæringstiltag. Partiets opbakning faldt med 10 procent ved det næste præsidentvalg.

Skønt uden for Europa, kan vi observere den samme udvikling i Grønland: I 2009 fik det demokratisk-socialistiske Inuit Ataqatigiit bemærkelsesværdige 43,7 procent af alle stemmer. Partiet dannede regering, men var ikke i stand til at opfylde vælgernes forventninger. Dets opbakning faldt til 34,4 procent i 2013 og det måtte opgive regeringsmagten.

Rødderne til nederlag
Denne gennemgang demonstrerer, at ingen eksempler på venstrefløjens deltagelse i regeringer har medført et brud med nyliberalismen gennem de sidste 25 år. Ligeledes har "det mindste onde" strategier heller ikke haft succes, ikke engang på sine egne betingelser. Disse fiaskoer har skuffet vælgere, som havde håbet på gennemgribende reformer, og de har fremmet den udbredte opfattelse af, at venstrefløjen blot er en del af eliten. I mange lande er dette blevet til en fødekæde for væksten af højrepopulistiske og fascistiske partier.

Hvorfor har så mange venstreregeringer ikke slået til? Vi kunne påstå, at partilederne over hele Europa blot er nyliberale ulve i røde fåreskind, som helt bevidst forråder deres partiers principper, når de først er kommet til magten. Eller vi kunne hævde, at disse ledere har gode hensigter; men bliver udmanøvrerede af nyliberale partnere ved forhandlingsbordet. Hvis en af disse påstande imidlertid var sand, så behøvede vi bare at udskifte disse korrupte eller ineffektive ledere med en anden fløj af partiet.

Det må indrømmes, at vi faktisk kan finde eksempler på begge disse scenarier i nutidig historie, men overordnet er de ikke tilstrækkelige forklaringer på disse gentagne tab. De forskellige partier respektive traditioner, sammensætninger og orienteringer adskiller sig for meget til at kunne reducere deres fiaskoer til blot et ledelsesproblem.

I stedet må vi lokalisere årsagen i det sociale styrkeforhold. Kapitalen er blevet så stærk, at den ikke blot kan modstå venstrefløjs regeringers forsøg på at reformere den, men er oven i købet i stand at omdanne disse regeringer til instrumenter for sine egne interesser. Eksemplerne ovenfor viser, at venstrereformismen i Europa hverken kan gennemføre et reelt brud med nyliberalismen og heller ikke styrke venstrekræfterne.

Strategitænkning på den anden side af regeringsmagten
Europas venstrepartier bør erkende, at vejen til sociale forandringer via centrum-venstreregeringer i øjeblikket er blokeret. I stedet er de nødt til at udvikle alternative strategier og arbejde på at forskyde styrkeforholdene ved tålmodig opbygning af stærke, sammenhængende og velorganiserede venstrepartier, massebevægelser og aktivistiske fagforeninger.

Venstrefløjen vil kun være i stand til at vride væsentlige indrømmelser fra kapitalen, når vi har tvunget den i defensiven. Vi gør dette ved at eskalere sociale kampe og få kapitalisterne til at frygte for fremtiden. Selv i den situation vil der komme en diskussion om hvorvidt venstrefløjsregeringer udgør en tilstrækkelig strategi for sociale omvæltninger – men det ville i det mindste give venstrepartierne en chance for at udrette mere i regeringer end at gentage de samme gamle nederlag.

Florian Wilde er tysk historiker og medarbejder ved Institut for Samfundsanalyse i Rosa Luxemburg Stiftung. Han var medlem af forretningsudvalget i det tyske Die Linke (Venstrepartiet) fra 2012 til 2014.

Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund