Enhedslistens principprogram og vedtægter viser klart, at partiet skiller sig kraftigt ud fra de øvrige partier. Det gælder partiets mål om en grundlæggende samfundsændring. Det gælder partiets arbejde, hvor det udenomsparlamentariske arbejde i bevægelserne tildeles en lige så vigtig rolle som det parlamentariske arbejde. Og det gælder partidemokratiet, der lægger politikudviklingen og partiledelsen i hænderne på et medlemsdemokrati med partiafdelinger, årsmøder og hovedbestyrelse, og lader de parlamentariske repræsentanter i Folketing, regions- og kommunal-bestyrelser være underordnet dette.

Græsrodspartiet

Der er en god sammenhæng mellem mål og midler:

Det økosocialistiske samfund, vi arbejder for, kan kun vokse ud af demokratiske græsrodsorganiseringers opgør med kapitalismen. Det forudsætter en massiv folkelig mobilisering, der kan overvinde kapitalejernes modstand.  Derfor er bevægelserne et omdrejningspunkt i vores socialistiske strategi. Og derfor kalder EL sig ofte et ”græsrodsparti”.

Men i det parlamentariske arbejde vil EL-repræsentanterne konstant blive mødt af et pres for at blive et mainstream-parti – fra de andre partier, fra medierne og fra det store flertal af vælgere. Et mainstream-parti, der ikke sætter spørgsmålstegn ved de snævre rammer, som EU og den kapitalistiske økonomi udstikker.. Et mainstream-parti, der er parat til at ’snavse hænderne’, ’tage ansvar’ og ’føre den nødvendige politik’, selv når det går direkte imod folkelige bevægelser – for til gengæld at ’sidde med ved bordet’ og ’få indflydelse’.

Enhedslistens omfattende medlemsdemokrati er i vedtægterne indrettet, så ”græsrodspartiet” – gennem afdelinger, årsmøde og hovedbestyrelse – har den overordnede ledelse, ikke de parlamentariske repræsentanter.

Svagt bevægelsesarbejde – stærk folketingsgruppe

I hele sin levetid har Enhedslistens partiorganisation og bevægelsesarbejde imidlertid været relativt svagt og uudviklet – f.eks. sammenlignet med de stiftende partier i 70’erne og 80’erne. Til gengæld har partiet især i de sidste godt 10 år haft en betydelig parlamentarisk succes, som i kombination med nye regler om støtte til folketingsgruppernes parlamentariske arbejde har betydet en voldsom skævvridning af ressourcefordelingen mellem det, der populært kaldes ”Christiansborg” og ”Landsorganisationen”. Det svage udenomsparlamentariske ben skyldes naturligvis også både de noget færre og svagere bevægelser i perioden og Enhedslistens manglende formåen til selv at bidrage til at opbygge de bevægelser, der trods alt har været og er.

I praksis har situationen nu udviklet sig sådan, at politikudviklingen og ledelsen af partiet i betydelig grad er havnet i hænderne på folketingsgruppen på Christiansborg. Først og fremmest fordi langt størstedelen af ressourcerne har været placeret der. Men også fordi skiftende hovedbestyrelsers flertal i hvert fald ikke har arbejdet på at undgå det.

Parlamentsfiksering og mainstreaming

Er det et problem? Ja, det er det i høj grad!

Man kan dårligt nok fortænke en ”selvstyrende” folketingsgruppe i at have stærkt fokus på det parlamentariske arbejde. På mulighederne for at høste nogle konkrete små resultater. På fokus på ustandselige meningsmålinger og vælgeranalyser, som nemt kan blive en ”karakterbog”, der sætter rammer for den politik, der fremlægges.

Her er det så, at græsrodspartiets klimaaktivister, aktive folk i fagforeninger og på arbejdspladser, engagerede mennesker i antiimperialistisk solidaritetsarbejde osv. gennem partiets demokratiske debatter og beslutningsstrukturer kan sikre – eller bør kunne sikre – at partiet står fast og f.eks. ikke kommer til i praksis at underminere bevægelsernes kamp. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal være ligeglade med, hvilke resultater vi kan opnå i et forlig, eller ignorere, at vi støder nogle mulige vælgere fra os ved at fremføre et bestemt synspunkt. Men det betyder, at der kan og skal lægges mere vægt på andre hensyn, der også er vigtige for et parti, der vil mobilisere bevægelse og omstyrte kapitalismen.

Årsmødeforslag 2023

På Enhedslistens årsmøde i pinseferien er der en række forslag, der vil påvirke udviklingen af partiets medlemsdemokrati og struktur.

Afsættet for disse forslag er angiveligt dels nødvendigheden af økonomiske besparelser som følge af tilbagegangen ved valget, dels et ønske om organisatoriske ændringer i forlængelse af evalueringen af valgkampen.

Nogle af forslagene fremføres med overordentligt sympatiske argumenter. F.eks. har Arbejdsplanen et afsnit med overskriften ”Et Enhedslisten med større indflydelse til flere”, hvori det hedder: ”Hvis vi skal skabe et stærkere medlemsdemokrati – og skabe større bevægelse – er det afgørende, at flere får ejerskab over hele partiets virke”. Rigtig fint – også koblingen mellem medlemsdemokrati og fremme af bevægelsesarbejdet.

Men hvad er det så i Arbejdsplanen, der skal fremme medlemsdemokratiet? Tre ting:

For det første skal kontaktpersonerne mødes to gange om året virtuelt med hovedbestyrelsen. Fint nok – men ikke noget revolutionerende. I forvejen står der jo i vedtægterne, at afdelinger, der ikke er repræsenterede i HB har ret til at sende en repræsentant – til samtlige møder…

For det andet: ”Alle kommunal- og regionspolitikere i EL afholder mindst én gang årligt åbne møder for alle medlemmer i kommunen/regionen, hvor et større kommunal- og regionspolitisk spørgsmål afstemmes.” Come on. Én gang årligt!? Er der overhovedet nogle steder, hvor afdelingsmøderne (hhv. regionsrepræsentantskaberne) ikke adskillige gange om året drøfter væsentlige spørgsmål – f.eks. budgetterne? Og at man i baggrundsgrupper eller arbejdsudvalg kan få endnu mere indflydelse? Et minimum på ét årligt møde om én sag kan vel nærmest opfattes som et forslag om nedtrapning…

Urafstemning om politiske spørgsmål

Den eneste virkelige nyskabelse er det tredje og sidste punkt, nemlig at Hovedbestyrelsen – som forsøg – skal sende mindst ét politisk spørgsmål til urafstemning blandt Enhedslistens medlemmer.

Det er et meget problematisk forslag, fordi stemmeafgivningen ikke har afsæt i en fælles demokratisk diskussion. Demokratiet bliver til ”Facebook-likes” hjemme fra stuen, hvor de mest fremtrædende folketingsmedlemmer med deres tusinder af følgere meget nemt vil komme til at præge resultatet mere end de andre aktive medlemmer til sammen.

Det manglende rum for en demokratisk debat i Enhedslisten bliver samtidig forstærket af, at der ikke længere vil være fælles medie, eftersom Hovedbestyrelsen nu også vil spare den elektroniske udgave af medlemsbladet væk.

Vedtægtsforslag og besparelsesprioriteringer

Den formulerede ambition – om et forbundet fremstød for medlemsaktivitet og medlemsindflydelse – er fin. Men i virkelighedens verden peger adskillige af Hovedbestyrelsens forslag, enkelte vedtægtsændringer og mange besparelsesforslag, den stik modsatte vej – i retning af lavere prioritering af lokalt græsrodsarbejde og yderligere koncentration af magten på Christiansborg.

På vedtægtsområdet er der f.eks. forslag om, at Årsmødet kun skal vælge hovedbestyrelse hvert andet år. Dette strider mod et godt demokratisk princip om, at man hvert år lægger en politisk linje – og vælger en ledelse, man har tillid til vil udføre denne. Der er også forslag om at gøre hvert andet årsmøde virtuelt (som besparelse) – hvilket er et åbenlyst tilbageskridt både for medlemsdemokratiet og ift. at opbygge et aktivt fællesskab i partiet.

Budgetforslaget indeholder en række besparelser. Man har forsøgt at begrænse mængden af fyringer på landskontoret og har derfor måttet gå hårdt til stort set alt andet. Færre midler til aktiviteter og kampagner – både centralt, og i afdelinger med KB-medlemmer, som får halveret deres kontingentandel, stop for tilskuddet til Solidaritet og lukning af medlemsbladet, slut med støtten til regionale ansættelser, der mange steder er vigtige spillere i at opbygge mere medlemsaktivitet lokalt.

Prikken over i’et er den meget omtalte flytning af Landskontoret – til Christiansborg! Besparelsen er omdiskuteret og åbenbart i sidste ende beskeden. Til gengæld er faren for, at det parlamentariske fokus for partiet og folketingsgruppens funktion som politisk ledelse med denne beslutning vil nå nye højder, temmelig indlysende!

Brug for en anden vej

Der er brug for tiltag, der peger en anden vej. Der er brug for at styrke medlemsdemokratiet og den interne debat. Der er brug for, at Hovedbestyrelsen genindtager rollen som politisk ledelse for partiet. Der er brug for at ledelsens (og medlemsdebattens) fokus ligger mere på det udenomsparlamentariske og mindre på det parlamentariske arbejde. Og når de ubehagelige økonomiske besparelser skal fordeles, er det græsrodspartiet, der skal skånes og fremmes.

Der er brug for at genopbygge en aktivistkultur på alle planer i partiet. Der er brug for et landskontor såvel som afdelingslokaler, der syder af aktivisme og frivillige. Nye og gamle medlemmer skal ikke bare bydes på kontingentopkrævning, kaffe og computer-afstemninger. Der skal bydes på invitationer til at blive aktiv lokalt eller i netværk sammen med andre medlemmer. Der skal bydes på studiekredse om partiets Principprogram og politik. Der skal inviteres til politiske debatter og indflydelse – i sammenhæng.

Der er et skrigende behov for at opbygge partiets arbejde i bevægelserne. Både afdelingernes arbejde i kampen mod velfærdsnedskæringer, afdelingers og klimanetværkets arbejde i klima- og miljøbevægelsen, de faglige netværks arbejde i fagbevægelsen osv. osv. Og der er brug for, at dette engagement i den udenomsparlamentariske kamp (klassekampen, kunne man sige!) kommer til at stå i centrum for partiet og i partidemokratiet, organisatorisk og politisk.

Hvis Enhedslisten skal spille en rolle i at lave samfundet om, går det ikke uden.

Socialistisk ArbejderPolitiks forretningsudvalg, den 20. april 2023