Men som i andre europæiske lande er vigtige grupper i samfundet - som f.eks. sygeplejersker, ambulanceførere og sosu-assistenter - ikke bare ramt af inflation som alle andre. De har også et gammelt efterslæb og et ligelønsproblem.
Derfor har vi i dette forår set omfattende strejker i både England, Tyskland og Frankrig, som dybest set handler om den samme tendens: Politikerne udsulter velfærden, både hvad angår sundhed, skolesystemer og offentlig transport. Når lønningerne halter bagud, søger mange ansatte over i privat ansættelse eller andre brancher, arbejdsforholdene bliver endnu mere pressede, og det fører til en ond spiral, der forringer de offentlige systemer og baner vejen for privatisering.
Kampen for de offentliges OK-krav starter derfor allerede nu. Og det gør den på to afgørende fronter: Solidaritet og sammenhold mellem offentlig og privat. Solidaritet og sammenhold indbyrdes.
Solidaritet mellem offentligt og privat ansatte
Det første handler om at få fagbevægelsen til at indse, at kampen for offentlig velfærd også vedgår industriteknikeren, smeden, receptionisten og lastbilchaufføren. Det er nemlig dem, som kommer til at betale prisen, når de ikke kan blive opereret, fordi der ikke er sygeplejersker, når ungerne mistrives i underbemandede børnehaver, eller når gamle forældre sidder længst muligt i egen ble.
Den forståelse burde være indlysende, men det er den ikke. Det var ikke kønt, da mange af FH’s store forbund så til den anden side, da sygeplejerskerne strejkede. Endnu mindre kønt var det, at offentlige forbund åbent kritiserede sygeplejerskerne for deres lønkamp, og at private forbund manede til tilbageholdenhed i det offentlige.
Naturligvis skal en fagforening først og fremmest kæmpe for sine medlemmers løn- og arbejdsvilkår, men det er en politisk katastrofe, hvis fagbevægelsen ikke længere forholder sig til det omgivende samfund. Den særlige udfordring i sammenholdet netop nu er traditionen for, at den økonomiske ramme fra det private overtages af det offentlige. Hvis samarbejdet skal opbygges på tværs, så kræver det et stort arbejde for at udbrede en fælles forståelse af og målsætning om, at rammen kan – og skal – udvides!
Solidaritet og sammenhold indbyrdes
Men når det er sagt, så er de offentlige fagforbund også nødt til at gribe i egen barm. Hvis de og dermed alle andre skal vinde den kamp, må der både solidaritet og sammenhold til. Dette sammenhold skal bygges fra neden, præcis som tilfældet har været i udlandet, og præcis som det skete i 2018, hvor de offentlige medarbejdere stod side om side i den stærkest mulige position overfor arbejdsgiverne.
At bygge solidaritet fra neden handler om at have forståelse og respekt for hinandens krav og gøre dem til sine egne. Men også at have et særligt fokus på de mest udsatte kollegaer. Her kan man godt skele til nogle af de resultater, som trods alt er kommet ind i OK23: De fleste lønforbedringer på det private blev givet som samme kronestigning til medlemmerne fremfor at regulere i procenter. Det kan og bør være et eksempel til efterfølgelse. Det samme gælder f.eks. den aftale, som HK Handel har indført, der afskaffer 0-timers kontrakter til fordel for deltidskontrakter med faste timetal.
Sidste gang førte de danske sygeplejersker en lang og desværre lidt for ensom kamp. Om den har været forgæves, ved vi ikke endnu. Det er ofte sådan med arbejdskampe, at resultaterne først viser sig i anden ombæring, fordi det ikke må ”hedde sig”, at det kan betale sig at strejke. Eneste konkrete resultat af denne kamp var den nedsatte lønstrukturkomite, som efter flere udsættelser nu forventes at aflevere sit resultat i starten af sommeren. Rygterne forlyder, at resultatet ikke vil være videre positivt, og at særligt sygeplejerskerne ikke vil blive belønnet af regnemaskinerne. Så den faggruppe, der tømte deres strejkekasse, vil ikke automatisk blive belønnet. Håbet er, at kamplysten ikke er forsvundet hos sygeplejerskerne, om end deres nyoprettede aktivistforening er nedlagt. Derfor kan særligt sygeplejersker måske have behov for fællesskabets støtte i år - og omvendt kan de så bidrage med kamperfaringerne fra sidst.
Forudsætningen for, at faggrupperne kan rystes sammen, er dog også, at sygeplejerskerne kommer ud af den fastlåste parole, der udelukkende bygger på, at lønforhøjelser skal begrundes med graden af uddannelse. De grupper i vores samfund, som udfører vigtige og ofte opslidende job, er ikke nødvendigvis dem, som har flest certifikater. I Berlin fik sygeplejerskerne resultater af deres arbejdskamp, fordi de indgik i et fællesskab med alle andre grupper på hospitalet – fra ambulanceførere og rengøringspersonale til kantinemedarbejdere. Og fordi de brugte mange, mange måneder på den personlige kontakt og agitation med og til det enkelte medlem.
OK24-kampen starter nu!
Hvis OK 24 skal give resultat, er det ikke et sekund for tidligt at begynde nu. Alt i den kommende tid er opbygningsfase til næste års forhandlinger. Når lønstrukturkomiteens anbefalinger fremlægges, skal de – hvis rygtet taler sandt – mødes med modstand. Aktivistnetværk skal genoprettes og genfindes på tværs af faggrupper, alle regeringens nyliberale tiltag skal mødes med modstand, og hver gang regeringen forærer penge til overklassen, skal det understreges, hvem der betaler.
Enhedslisten har en central opgave i denne politiske opgave og kan genvinde sin respekt i det faglige arbejde med et fokus på denne bevægelse. Det gælder både ved et direkte engagement i bevægelsen på græsrodsplan - blandt sygeplejersker og andre offentligt ansatte. Som måske skal sparkes i gang af møder i de faglige netværk og/eller i de store byer allerede i efteråret? Det gælder arbejdet med at opbygge solidaritet i fagforeninger på det private område. Og Enhedslisten bør selvfølgelig også være dem, der løbende fører politisk kampagne for, at der både er råd til og kæmpestort behov for, at Folketinget afsætter de penge, der skal til, for at sikre både inflationsdækning og ligeløn i OK24.
Socialistisk ArbejderPolitiks forretningsudvalg, den 27. april 2023
