Studenterne lavede besættelser og krævede medbestemmelse, og det var ikke kun på universiteterne, at folk gjorde oprør. Og ikke kun i Danmark. Vi har talt med Lars Hutters, som var en af dem, der stod i forreste række.

 

(foto: Lars Hutters til Vietnam-demonstration i 1968)

I efteråret 1967 var Lars Hutters startet på 2. del af medicinstudiet. Ligesom mange andre studerende var han stærkt utilfredshed med den måde, undervisningen foregik på, og at de studerende var sat uden for enhver indflydelse. Professorvældet regerede.

 

”Vi mødte op til forelæsninger i propfyldte auditorier, hvor det gjaldt om følge godt med i, hvad der blev sagt. Der var ikke altid bøger, hvor man kunne læse stoffet, så eksamen handlede i høj grad om at gentage det, som professoren havde sagt,” husker Lars Hutters.

 

Han stillede op og blev valgt til Studenterrådet for de medicinstuderende, og i de efterfølgende år var han en af de centrale personer i det, som historien har døbt ”studenteroprøret”. En af de mest kendte aktioner fandt sted ved årsfesten på Københavns Universitet i november 1968, hvor Lars Hutters og andre aktivister var kommet ind med falske adgangskort, og hvor psykologistuderende Finn Einar Madsen erobrede talerstolen for næsen af rektor Mogens Fog. Med kongefamilien, undervisningsministeren, højesteretspræsidenten og overborgmesteren som nogle af de prominente tilhørere spørger han, hvorfor det kun er samfundets spidser, der er til stede.

 

”Det var en fantastisk tid. Hvis man var vågen og fulgte med, så man de samme bevægelser i mange andre lande. Det var især i USA, hvor der var store studenterdemonstrationer og besættelser af universiteterne. Det fulgte vi nøje med i,” siger Lars.

 

I 1968 dannede franske studerende ”Bevægelsen af 22. marts”, som to måneder senere førte frem til de voldsomme demonstrationer og gadekampe i Paris og en generalstrejke. Men i København var studenteroprøret allerede startet den 21. marts hos de psykologistuderende, og på universitetets mure var der malet slagordene Bryd Professorvældet og Medbestemmelse nu.

 

Den 23. april 1968 tog Lars initiativ til en stor demonstration fra Nørre Alle, hvor de studerende på medicin, matematik, kemi og geografi holdt til. Man gik til Frue Plads, hvor 5.000 studerende fra alle fag var mødt op og krævede et opgør med professorvældet.

 

”Man skal huske, at dengang var det historisk. Der havde aldrig før været så store demonstrationer,” siger Lars, som husker, at rektor Mogens Fogh holdt tale på Frue Plads, hvor han støttede de studerendes krav som legitime – men samtidig advarede mod udenomsparlamentariske metoder.

 

Udenomsparlamentariske metoder

”Men det var lige præcis det, der var vigtigt – at vi brugte udenomsparlamentariske metoder, hvis ikke vi fik vores krav igennem. Det var nødvendigt dengang, og det er nødvendigt i dag, ” lyder det fra Lars Hutters, som stadig i en alder af 76 år er blandt de trofaste deltagere, når der kaldes til demonstrationer og aktioner. Senest var han en af de aktivister, der trofast mødte op foran Forligsinstitutionen i forbindelse med OK-18.

 

”På et tidspunkt mødte jeg jordemødrenes formand, Lilian Bondo, som ikke kunne dy sig for at spørge, om der slet ikke var nogen aldersbegrænsning her,” griner Lars.

 

Ud fra denne filosofi om, at direkte aktion er en nødvendig del af det politiske arbejde, var 1968 og de efterfølgende år for Lars Hutters fyldt med studentermøder, sit-ins, besættelser, demonstrationer og andre former for mobilisering, som kunne lægge pres på politikerne og universitetets ledelse.

 

De psykologistuderende fik tidligt en repræsentation på 50 procent i deres studienævn, men på andre institutter trak det ud med resultatløse forhandlinger. Først i 1970 kom en ny universitetslov, hvor indflydelse og kompetence blev decentraliseret og henlagt til styrende organer, og hvor sammensætningen som hovedregel var 50% VIP (videnskabeligt personale), 25% TAP (teknisk og administrativt personale) og 25% studerende. I studienævnene fik lærere og studerende hver halvdelen af pladserne.

 

På HC Ørstedsinstituttet, hvor de medicinstuderende holdt til, arrangerede Lars i efteråret 1968 en række store studentermøder for at diskutere, hvordan der kunne sættes styrke bag kravet om 50 procent medbestemmelse. Diskussionerne foregik også i det nye Medicinerorganisationers Kommunikationsorgan MOK, som blev duplikeret en gang om ugen og bragte alle indkomne indlæg – ofte ganske mange og også om andre samfundsspørgsmål i ind- og udland. MOK udkommer stadig i dag.

 

”Vi ville ikke finde os i, at der ikke skete noget, så i foråret 1969 blokerede vi Fakultetsrådets møde, da de første 20 medlemmer var kommet ind, så de ikke var beslutningsdygtige. Så prøvede de – forgæves – at holde hemmelige møder. Der var kommet en ny dekan, Dyre Trolle, og han sagde til mig: “Du har ikke mandat til det her, Lars Hutters.” “Det må vi da afprøve,” svarede jeg og sammen indkaldte vi til stormøde den 26. april 1969.” Fremmødet var så stort, at der ikke var plads i auditoriet. Efter en lang diskussion kom det til afstemning, og den viste en kæmpe sejr til os.”

 

Vietnambevægelsen

Men det var ikke kun forhold på universiteterne, som optog de studerende. Ude i verden var der bevægelser og oprør. Først og fremmest var det Vietnamkrigen og den stærke antikrigsbevægelse, der voksede frem. Modstanden mod krigen var især stærk i USA, hvor også kampen mod racediskrimination samlede massedemonstrationer.

 

”Befrielsesbevægelsen i Vietnam startede i foråret 1968 Tet-offensiven, som var tæt på at løbe amerikanerne over ende. Mange af os kunne se en sammenhæng mellem kapitalismen, professorvældet og stalinismen. Det hele hang sammen, og det stod klart for os, at meget var muligt, hvis man var aktiv,” siger Lars.

 

Inspireret af de såkaldte moratoriedage på de amerikanske universiteter var han med til at danne de Studerendes Vietnamaktion den 15. oktober 1969. Som repræsentant herfra indkaldte Lars i foråret indkaldte en række andre organisationer til møde om at arrangere aktioner mod Verdensbanken og den Internationale Valutafond, som havde henlagt deres årlige møde til København i september 1970.

 

”Det er nok det, der har optaget mig mest i de år,” svarer Lars på spørgsmålet, hvilken enkeltbegivenhed, der fylder mest i erindringen.

 

Demonstrationerne mod Verdensbanken udviklede sig til de mest omfattende gadeuroligheder i Danmark siden Anden Verdenskrig, men faktisk foregik der i løbet ugen en lang række arrangementer, som var blevet planlagt gennem mange måneder af en bred kreds af aktive folk i solidaritetsmiljøet.

 

Det politiske opbrud

Lars Hutters var også en del af det politiske opbrud på venstrefløjen i Danmark i disse år. Valget i 1966 havde bragt et ”arbejderflertal” til magten, især på grund af stor fremgang for SF. SF kom dog ikke med i regeringen, men der blev dannet et kontaktudvalg mellem S og SF, et såkaldt ”rødt kabinet”.

 

Men utilfredshed med SFs politik fik fire folketingsmedlemmer til at bryde med partiet, og sammen med partiets venstrefløj dannede de partiet Venstresocialisterne i 1967, som lige akkurat klarede spærregrænsen på 2 procent ved det efterfølgende valg i januar 1968.

 

”Jeg havde ikke været politisk aktiv, men fulgte med og støttede venstrefløjen, så da VS blev dannet, meldte jeg mig ind og var med til at indsamle de 30.000 underskrifter på en måned, for at vi kunne stille op.”

 

Foråret i Prag

I VS var man også opmærksom på udviklingen i Østeuropa. I Polen rørte studenterne på sig, og i Tjekkoslovakiet var en spændende udvikling i gang, efter at kommunistpartiets under ledelse af Alexander Dubcek i marts 1968 vedtog et program, som på en række punkter brød med den hidtidige politik, blandt andet fuld ytringsfrihed, rehabilitering af Stalintidens ofre og dannelsen af arbejderråd på virksomhederne. Foråret i Prag viste muligheden for en ”socialisme med et menneskeligt ansigt”.

 

”Det diskuterede vi meget sommeren igennem, og da sovjetiske tropper den 21. august rullede ind i Prag og stoppede udviklingen, indkaldte vi til en protestdemonstration foran den sovjetiske ambassade,” fortæller Lars.

 

”Vi var opmærksomme på, at der også ville komme højreorienterede deltagere, med helt andre motiver end os, så det var en demonstration anført af røde faner. Det var vigtigt, men jeg var alligevel ikke helt tilfreds med den analyse, som VS havde af situationen.”

 

Det var på denne demonstration mod den sovjetiske invasion, at Lars Hutters fik stukket en flyer i hånden fra en gruppe, der kaldte sig Revolutionære Socialister, dansk sektion af Fjerde Internationale. Den analyse, som RS havde af udviklingen, gav efter hans mening en bedre forståelse, hvad der skete i Østeuropa. Det førte til, at Lars blev medlem af RS, som senere blev til RSF og senere igen Socialistisk Arbejderpolitik (SAP).

 

Et andet samfund

Studenteroprøret var en del af ”ungdomsoprøret”. De unge stillede ikke kun spørgsmål ved professorvældet, men ved alle autoriteter – politikerne, forældrene, arbejdsgiverne – ja, ved hele samfundssystemet.

 

”I 1968 skete der et usædvanligt bevidsthedsskred om samfundet. Mange erfarede, at forandring er mulig, hvis man handler i fællesskab og er aktiv – ideen om deltagerdemokrati fik grobund og har sat sig spor frem til i dag,”  siger Lars.

 

I 1970’erne blev et tiår med stærke græsrodsbevægelser: anti-atomkraftbevægelsen OOA, kvindebevægelsen, strejker og strejkestøttearbejde, boligbevægelse osv. Mange af aktivisterne brugte også tid på opbygningen af politiske grupper på den yderste venstrefløj.

 

Men det førte ikke til et opgør med selve kapitalismen, sådan som mange af datidens aktivister håbede – og troede på. Kan man uddrage en politisk lære af det, spørger jeg Lars Hutters:

 

”Faktisk var kapitalismen i nogle år efter 1968 rystet, men det er rigtigt, at 68-oprøret førte ikke til et opgør med kapitalismen. Kapitalen gik til modoffensiv, og det førte til deregulering og liberalisme med Thatcher og Reagan. Borgerskabet erobrede initiativet og rullede en række landvindinger tilbage. Universiteterne i dag er også drejet ind i forhold til erhvervslivets ønsker.”

 

I et forsøg på at samle nogle læresætninger op i forhold til kampen mod kapitalismen og for et socialistisk samfund kommer Lars Hutters med disse fem punkter:

·         Man må arbejde med, hvad der skal være de næste skridt, hvad der skal ske i en overgangsfase, et overgangsprogram, som er konkret og til at forstå

·         Man skal være (mere) til stede i bevægelserne – det gælder også Enhedslisten – skabe aktivitet på græsrodsplan.

·         Man sikre et samspil parlamentarisk – udenomsparlamentarisk

·         Man skal kunne samle bredt – samle alle dem, der vil være med i konkret handling

·         Man skal have et politisk lederskab, som kan vise en vej, men som ikke er bureaukratisk. Alt for tit har vi set skrivebordsgeneraler, som tror at de skal bestemme, hvad medlemmerne eller de aktive skal gøre.

 

 

Opslået i Facebook, Historie

single.php