Illustration: Hana Said (se note)

 

Den 3. august 2014 omringede Islamisk Stat flere yazidi-landsbyer i den kurdiske del af Irak. Indbyggerne fik et ultimatum: Omvend jer til islam eller bliv dræbt, hvilket de stærkt troende yazidier nægtede. To dage efter stormede IS byen, dræbte 3-5.000 drenge, mænd og ældre. Inden IS forlod landsbyerne, blev husene sprængt i luften.

 

Kvinder og piger blev bortført, for enten at blive brugt som sex- eller husslaver i Irak og Syrien, eller solgt på markedspladser. Også drengene blev taget med. De kunne, efter at være hjernevaskede, bruges som selvmordsterrorister eller levende bombeskjolde. En del yazidier havde held til at flygte op i den nærliggende Sinjar-bjergkæde.

 

Kvinderne blev ført til Mosul. Den 21 årige Nadia Murad fortalte i februar 2016 til Berlingske om IS, der myrdede hendes familie og påførte hende traumer for livstid: "Den nat blev jeg gruppevoldtaget af seks IS-krigere, indtil jeg tabte bevidstheden. Salman, en lokal IS-kommandant, var den første, der gjorde mig til sin slave, siden var jeg slave for 12 IS-krigere. Blev en IS-kriger træt af en kvinde, solgte han hende (gennemsnitspris 200 dollar) på Facebook eller What's app, eller gav hende til en IS-kriger, der stod lavere i hierarkiet."

 

Efter tre måneder lykkedes det Nadia og flere andre kvinder at flygte og komme væk fra de IS-kontrollerede områder. Andre sexslaver blev enten frikøbt af familie, venner eller af det kurdiske regionale selvstyre.

 

Efterhånden som flere kvinder fik held til at flygte, fik omverdenen indblik i kvindernes og pigernes hverdag med konstante ydmygelser, voldtægter, tortur, handel med kvinder blandt IS-krigerne, men også til Saudi-Arabien og Golfstaterne. De fleste kvinder var 18-20 år, ingen over 30 år, men der var også piger på 10 år. Var en yazidi-kvinde ved tilfangetagelse gravid, gennemførte IS-gynækologer en tvangsabort. Selvklart, at selvmordsraten var høj.

 

Kvinderne skulle læse i Koranen og at gå med ansigtet tildækket. Bortset fra én tur om dagen i en aflukket gård, så var de indespærret resten af døgnet, hvor tiden gik med husarbejde, groft udnyttet af IS-krigernes hustruer.

 

IS'erne hævdede, at Koranen gav dem lov til at holde slaver, og at det var i overensstemmelse med deres apokalyptiske tro på, at slaveri er en forløber for verdens undergang, som IS'erne åbenbart mest af alt længes efter.

 

Alt dette fortalte Nadia Murad FN's Sikkerhedsråd to år efter overgrebene. På det tidspunkt var der fortsat ca. 3.000 yazidi-kvinder i IS's fangenskab.

 

Kurdiske PKK og YPG-militser kom hurtigt de 30-50.000 yazidier, der opholdt sig i bjergene til undsætning, og som takket være de forsyninger, amerikanske og tyrkiske fly nedkastede, overlevede de glohede temperaturer. Obama gav ordre til at indsætte jagerfly mod IS'erne - 4 dage efter, at det værste var forbi. Luftstøtten hjalp kurderne til at fordrive IS’erne og genvinde kontrollen over området. Til USA’s ros skal det siges, at man straks anerkendte IS’ overgreb som folkedrab.

 

Hvem er yazidierne?

Yazidierne er en etnisk-religiøs minoritet i den kurdiske del af Nordirak. Sproget er kurmanji - også kaldet nord-kurdisk, som i forskellige dialekter tales i det sydøstlige Tyrkiet, de nordligste områder af Iran og Irak og i det nordlige Syrien. Men yazidierne opfatter sig ikke som kurdere. Deres tro er et mix af iransk hedensk naturtro, samt jødiske, kristne og muslimsk elementer. Som én af få mellemøstlige religioner tror de på reinkarnation.

 

Yazidi-samfundet er hierarkisk opbygget og opdelt i kaster. De må ikke gifte sig med folk udefra, hvilket er problematisk i en befolkning der, globalt, tæller knap én mio. Udenfor Nordirak findes der yazidi-samfund i Kaukasus, Canada og Tyskland, hvor der bor 80.000 yazidier, og 450 i Danmark.

 

Mange er analfabeter, til gengæld har de stærke fortælle- og sangtraditioner. Deres tro støder mod omgivelserne, der tolker den som kætteri. IS kaldte dem for "djævletilbedere". Deres ønske om at leve i fred, uden indblanding udefra, har gjort dem til mål for forfølgelser. Det ottomanske rige forsøgte siden det 16. århundrede at omvende dem til islam, og i nyere tid chikanerede Saddam Hussein dem hyppigt. Der er med andre ord tale om tale om et fredeligt folkefærd, der i kraft af sit beskedne antal ikke kan forsvare sig selv, men er afhængig af kurderne.

 

Tiden efter angrebet

Indtil angrebet den 3. august var yazidierne ret ukendte udenfor Mellemøsten. Der skulle et blodigt angreb til, før omverden fik øjnene op for yazidierne.

 

Genopbygningen af yazidernes landsbyer sker langsomt, de har ikke donorlandenes opmærksomhed. De fleste byer er spøgelsesbyer uden vand, skoler, hospitaler mv. De familier, der er vendt tilbage, lever usikkert, for mindre IS-grupperinger huserer stadig i regionen.

 

Nadia Murad var blandt de 1.100 kvinder og piger, som Tyskland (hvem ellers?) i løbet af efteråret 2014 gav asyl, og i august 2016 udnævnte FN hende til ambassadør for yazidi-kvinderne. Hun har besøgt flere lande og fortalt om massakrerne og de grusomheder, IS udsatte yazidierne for.

 

I 2016 gav EU-Parlamentet Nadia Murad og to andre yazidi-kvinder Sakharov-prisen, som påskønnelse af deres mod og tankefrihed.

 

Flere tusinde børn blev forældreløse efter folkemordet. En del opholder sig stadig i flygtningelejre og har, som alle børn, brug for et sikkert og trygt liv. Der er tale om stærkt traumatiserede børn, der har set deres nærmeste blive halshugget.

 

Ingen interesse for ofrene

Diskussionen om de danske børn i al-Hol og al-Roj-lejrene har fyldt en del. Der mangler dog noget, for diskussionen handler om kvinder, der frivilligt tilsluttede sig IS. Derimod taler ingen om IS-krigernes ofre. Helt i overensstemmelse med den danske holdning om, at kvinder, der har været udsat for voldsomme seksuelle overgreb, ikke kan få asyl, ifølge Dansk Flygtningehjælp.

 

Hvor (de fleste) stater svigter, da træder græsrødder og humanitære organisationer til. Siden 2014 har bl.a. det handlekraftige Mission Øst hjulpet tusinder i Nordirak. Uddelt nødhjælp, ydet psykologisk førstehjælp, traumeterapi og langsigtet støtte. Givet folk en chance for at lære, hjælpe hjemvendte med at få en indtægt, fx ved at dyrke grøntsager, genopbygge de ødelagte landsbyer osv.

 

Selv efter IS' nederlag i 2017 er der fortsat alvorlige problemer. Mange kvinder kan ikke udtrykke deres forfærdelige oplevelser med ord. Derfor har Mission Øst iværksat male- og musikterapier, for at kvinderne derved kan bearbejde smerter, og med tiden udleve dem - så meget det nu er muligt.

 

Nogle af malerierne kan ses i de næste måneder i hovedstadsområdet. De gengiver voldsomme og brutale oplevelser, der både viser IS' overgreb, men fortæller også om at leve som kvinde i et stærkt patriarkalsk samfund. Kontakt Ezidi Kulturforening https://ezidi.dk for at høre/se nærmere.

 

Den første krigsforbryderproces

Mange lande anerkender ikke IS' overgreb mod yazidierne som folkedrab. Sker det, da kan IS-krigere retsforfølges, og yazidierne kan få (lidt) oprejsning. I denne uge fik en IS's krigers hustru livstid ved retten i Frankfurt. Hun havde i 2015 mishandlet en yazidi-kvinde, der var husslave og især den mindreårige datter, der blev tvunget til at opholde sig ubeskyttet i den stærke sol, så hun døde af dehydrering. Retten anerkendte, at IS-hustruens handling var en del af IS' folkedrab og en forbrydelse mod menneskeheden.

 

Da IS kollapsede, havde kvinden, der er irakisk statsborger, blandet sig med syriske flygtninge, og var nået til Grækenland, hvor hun blev anholdt. Tyskland begærede hende udleveret til retsforfølgelse, hvilket lande, der er tilsluttet den Internationale Straffedomstol (ICC), har hjemmel til, baseret på universel jurisdiktion. Det tog syv år at indsamle beviser, der var stærke nok til at få kvinden dømt. Krigsforbrydere skal vide, at de aldrig kan gå i fred nogetsteds. Processen i Frankfurt er forhåbentlig den første af mange processer, hvor IS-krigere og deres medskyldige dømmes.

 

FN, EU-Parlamentet og flere europæiske lande anerkender overgrebene som folkedrab, men - som vanligt - indtager Danmark er særstilling her, for skiftende regeringer vil ikke anerkende, at det, der er overgået yazidierne, er folkedrab.

 

Modvillige opportunistiske danske politikere

På en konference i 2010 i Ugandas hovedstad Kampala var der enighed om (også dansk) en definition på aggressions-forbrydelser, som giver ICC mandat til at indlede krigsforbrydersager mod politiske ledere, som iværksætter ulovlig brug af magt imod en anden nation, hvor omfanget er alvorligt og indebærer en overtrædelse af FN’s Charter. Siden da har 40 lande ud af 123 lande ratificeret konventionen, deriblandt halvdelen af EU-landene.

 

Det er flere juridiske "spidsfindigheder" og divergerende opfattelser her. Aggressions-forbrydelser dækker fx ikke Iraks invasion af Kuwait i 1990, og ej heller humanitære interventioner, og det dækker Danmark sig bag.

 

I 2015 mødtes Ezidi Kulturforening med Folketingets Udenrigsudvalg, fortalte om yazidiernes forhold og anmodede om, at folkemordet på yazidierne blev anerkendt som folkedrab, at der skulle lægges pres på de mellemøstlige lande for at få frigivet de piger og kvinder, der fortsat blev holdt i fangenskab, samt at Danmark gjorde som Tyskland, og hentede kvinder og børn her til landet med henblik på behandling. Udvalget udviste høflig interesse - og det var alt.

 

I 2017 fremsatte oppositionen et beslutningsforslag om ratifikation af Kampala-konventionen. Daværende udenrigsminister Anders Samuelsen begrundede den manglende danske tilslutning med, at regeringen endnu ikke har det fornødne grundlag...som kræver et ordentligt forarbejde … inden årets udgang kan der træffes en beslutning om vi skal gå videre med …en ratifikation."

 

Nick Hækkerup (S) "undrede sig over, at ratifikationen ikke er sket, ikke mindst på grund af det løbende engagement, vi har i Den Internationale Straffedomstol."

 

I 2019 holdt DIIS en konference om emnet, med tre politikere fra SD og SF som talere. Derefter tavshed, indtil Christian Juhl den 3. januar i år spørger Jeppe Kofod, der oplyser, at ”regeringen ikke for indeværende vil ratificere aggressionsforbrydelsen, da der fortsat er en betydelig usikkerhed om den præcise afgrænsning…ikke mindst fordi der endnu ikke foreligger praksis fra ICC… det gælder fx afgrænsningen mellem aggressionshandlinger og humanitær intervention for at beskytte en civilbefolkning mod alvorlige overgreb.”

 

Kofod henviser til, at Danmark, som ét af få lande vurderer, at folkeretten i ekstraordinære situationer tillader intervention uden mandat fra FN, som bl.a. i Kosovo og i forbindelse med giftgas-angrebet i Syrien i 2013, hvor Thorning-regeringen var parat til at gå med i en amerikansk ledet operation. Kofod understreger overfor Netavisen PioPio, at sådanne human-militære interventioner ikke er aggressionsforbrydelser.

 

Kampala-ændringerne vil med andre ord kunne bremse den fleksibilitet, USA ønsker (læs: Libyen, Irak m.fl.) - interventioner, der blev begrundet som "humanitære aktioner."  Danmark indtager atter  den samme holdning som USA, der modsætter sig, at landets soldater i givet fald kan anklages og eventuelt dømmes ved ICC for krigsforbrydelser.

 

Endelig er det svært at slippe tanken om, at når skiftende regeringer vægrer sig ved at anerkende folkedrabet på yazidierne, så hænger det sammen med en konsensus om, at folkedrab, det er "kun" noget, der er overgået jødernes under Anden Verdenskrig, og at selvsamme politiske flertal ikke vil anerkende, at andre befolkningsgrupper - uanset hvem - kan påberåbe sig, at have været udsat for folkedrab - Holocaust.

 

Verden bliver fattigere

Ét af de tragiske følger af IS-angrebet på yazidierne er, at de nu er spredt over mange lande, både regionalt og globalt. En del opholder sig fortsat i flygtningelejre i de kurdiske områder i Irak, Syrien og Tyrkiet. Andre er flygtet til Europa, hvis da ikke Middelhavet har taget dem.

 

Et lille samfund med sit eget særpræg og sine unikke traditioner opløses og forsvinder, opsluges i de nye lande. Alle bliver vi fattigere, når jordens befolkning mister endnu en stemme i mangfoldigheden

 

Note: