Foto: Iranske lærere i strejke

 

Nogle gange har der været tale om landsdækkende aktioner i snesevis af byer, og med lærernes protester endda i hundredvis af byer – noget der aldrig før er set i regimets 43-årige historie. Det betyder, at titusindvis af aktivister har været involveret i organiseringen af disse kampe.

 

Historisk strejke i oliesektoren

Tidligere var kampene fokuseret på forsinket lønudbetaling eller modstand mod lukninger af arbejdspladser. Men i det sidste år har kravene handlet om højere lønninger, overholdelse af regler for karriereudvikling, inflationssikring af løn og pension, sideløbende stigning i pensioner og lønninger og selvfølgelig retten til at strejke og danne selvstændige organisationer.

 

Den største strejke i Den Islamiske Republiks historie fandt sted, da mere end 100.000 arbejdere i olieindustrien og den petrokemiske sektor strejkede i mere end 12 afdelinger i det sydlige og centrale Iran. Strejken varede to måneder og endte først, da de fleste af kravene blev imødekommet.

 

Lærernes mobiliseringer, som er vokset med 115 procent sammenlignet med det foregående år, er det slående fænomen i denne periode. Pensionister har også arrangeret regelmæssige landsdækkkende arrangementer.

 

Landbruget er truet af tørke, og også forsyningen af drikkevand er udfordret. Dertil kommer en pludselig prisstigning i priserne på basale fornødenheder, efter regeringens meget neoliberale beslutning om at anvende de "sande priser" på basisvarer.

 

Adskillige protester er brudt ud i snesevis af byer med åbenlyst politiske og undergravende slogans, der gik så langt som "Død til Ayatollah Khamenei!" - den mest magtfulde skikkelse i staten. Der var flere dødsfald og snesevis af kvæstede. De igangværende kampe påvirker industrielle anlæg såsom stålværket Hepco og sukkerraffinaderiet Haft-Tapeh, samt undervisningssektoren og landets pensionister.

 

Sultestrejker

Regimet frygter den voksende solidaritet mellem de forskellige områder, og at der begynder at være en samordning af kampene, hvilket viser, at man nu har overskredet en vis tærskel for organisering og kollektiv bevidsthed. Myndighederne har etableret et meget sofistikeret system for undertrykkelse og overvågning fra konkurrerende sikkerhedsstyrker, hvor det centrale er sporadiske anholdelser af kendte ledere af mobiliseringerne. På trods af dette kan de iranske myndigheder konstatere, at antallet af protester og demonstrationer er fortsat med at vokse.

 

Da arrestationer og/eller advarsler til kendte aktivister ikke havde nogen effekt, besluttede myndighederne at slå til og handle brutalt. Myndighederne udnyttede, at to franske fagforeningsfolk, Cécile Kohler og Jacques Paris, var på en turistrejse og mødtes med en række ledere fra den iranske fagbevægelse, arresterede myndighederne mere end ti iranske fagforeningsfolk og anklagede dem for "propaganda og sammensværgelse mod det islamiske regime, i samarbejde med en fremmed magt". De to franske statsborgere blev også anholdt og sigtet for spionage.

 

Nogle af de anholdte gik i sultestrejke og straks fulgte andre fanger op med "sultestrejker i solidaritet". Til dato er det samlede antal sultestrejkende 61, et hidtil uset fænomen i iranske fængsler. Protesterklæringer til støtte for de fængslede aktivister strømmer ind fra hele verden. "Kollektivet af franske fagforeninger til forsvar af iranske arbejdere", med støtte fra to faglige organisationer i Geneve og folk fra den iranske diaspora, organiserede et møde den 10. juni i Genève foran ILO's hovedkvarter.

 

Den økonomiske, sociale, politiske, økologiske og endda moralske krise (med afsløringer af statslige embedsmænds tyveri af offentlige penge) har nået et kritisk niveau, som kan føre til en åben konfrontation mellem folket og regimet.

 

23. juni 2022

 

Oversat fra L'Anticapitaliste af Åge Skovrind