Læsetid: 11 minutter
Syriens Nationale Hær (SNA), som er støttet af Tyrkiet, er gået til angreb på Nord- og Østsyrien og erobrede byerne Shehba og Manbij fra (de kurdisk-dominerede, o.a.) Syriens Demokratiske Styrker (SDF). Det skete på det tidspunkt, hvor alle øjne var rettet mod Hay’at Tahrir al-Sham (HTS), der fejede Assad-regimet fra magten. Nu truer Tyrkiet med en invasion i den kurdiske by Kobane. SNA forsøger i mellemtiden at krydse Eufrat-floden og trænge videre ind i Nordøst-Syrien, med voldsomme kampe i Manbij området. De kvindelige YPJ-enheder – som høstede anerkendelse under kampene mod ISIS i Kobane i 2014 – er i frontlinjen som en del af SDF.
YPJ’s øverstbefalende, Rohilat Afrin, talte med Rojave Informationscenter om den seneste udvikling.
Den seneste tid ser det ud, som om situationen på fronten ikke ændrer sig. Kan du give et rids af de kampe, der foregår?
Det er tydeligt, at der føres en krig mod vores region – i relation til de igangværende kampe især ved Tishreen-dæmningen og Qereqozak-broen. Denne krigssituation har været konstant siden Baath-regimets sammenbrud og den efterfølgende indsættelse af al-Jolani-regeringen. Tyrkiet og det tyrkisk-støttede SNA har forsøgt at udnytte et magt-tomrum og indlede et angreb på vores region. Der er tale om et direkte angreb på de resultater, vi har opnået her. Det er ikke blot militære handlinger – det er et bevidst forsøg på at ødelægge det, vi har bygget op. Tyrkiet og dets lejesoldater står for en ødelæggelses- og undertvingelsespolitik med disse angreb.
Tishreen og Qereqozak er de to vigtigste indgange til Nordøst-Syrien. De er strategisk vigtige for at beskytte Kobane, Tabqa, Raqqa og resten af området. Fokus på disse gateways er forbundet med Tyrkiets mål om at angribe vores resultater i regionen. I vores region er mennesker blevet ført sammen. En kollektiv mentalitet har forenet befolkningen. Mange års arbejde er investeret i at opbygge denne mentalitet blandt folk. Denne krig har til formål at afvikle de værdier, der er etableret i denne region.
Vores krigere er i øjeblikket engageret i voldsomme kampe med SNA. Man bør virkelig bemærke, at Tyrkiet uophørligt har brugt droner og krigsfly og opmuntret SNA til at angribe. Vores soldater er ikke blevet afskrækket. Hvis det ikke var for Tyrkiets luftstyrke, ville SNA let blive besejret. Faktisk er antallet af dræbte og sårede i deres rækker allerede højt. De har trukket sig fra visse positioner. Under disse omstændigheder er en større konfrontation i gang.
Der blev angiveligt indledt en våbenhvile i Manbij for nogle uger siden. Alligevel fortsætter kampene hver dag – var våbenhvilen nogensinde en realitet?
Vi kan ikke kalde det en våbenhvile. Det var kun ord. I praksis oplevede vi intet. Da våbenhvilen blev annonceret i Manbij, var det på baggrund af, at vi evakuerer mennesker, der ønsker at flygte, ligene af vores faldne krigere og vores sårede, som var i deres hænder. Men ingen våbenhvile blev skabt på baggrund af de angreb, som SNA indledte. Våbenhvilen var ikke-eksisterende. Det var bare snak.
Som YPJ, YPG og SDF ønskede vi at bevæge os fremad fra Tishreen-dæmningen og Qereqozak for at rykke lidt fremad, fordi vi var under hård beskydning. Der var mange angreb både på Tishreen og fra Deir Hafir-aksen. Så vi generobrede nogle landsbyer, fordi vi ville beskytte dæmningen og broen. I den situation kan man ikke tale om en våbenhvile.
SNA var beruset af succesen i Syrien, hvor de var med i fremrykningen fra Idlib til Damaskus. By efter by faldt. De troede, det ville være det samme med Qereqozak-broen og Tishreen-dæmningen. Nu står de både psykologisk og materielt over for tab, da de er blevet konfronteret med modstanden fra vores krigere. På begge fronter har vores kæmpere været standhaftige.
Hvad er den nuværende trussel mod Kobane?
Min tidligere pointe har forbindelse til spørgsmålet om Kobane. Der er mange trusler mod Kobane. Som by angår Kobane ikke kun Nordøst-Syrien. Det er en verdensby, som det kommer til udtryk med solidaritetsbevægelsens indvielse af ’Verdens Kobanedag’. Kampene i Kobane var det, der besejrede ISIS for omkring 10 år siden. På det tidspunkt observerede Erdogan situationen dag efter dag og sagde ‘Kobane vil falde i dag’ eller ‘Kobane vil falde i morgen’. Men Kobane blev befriet i kraft af vilje, modstand og beslutsomhed. På den måde blev Kobane verdenskendt.
Den fare, som Kobane står overfor, er alvorlig. Når vi siger dette, betyder det, at der er en fare for hele det nordøstlige Syrien. Tyrkiet ser, at Kobane var årsagen til, hvad der er opnået i området. Tyrkiet ønsker at udbrede sin indflydelse i Syrien. I denne sammenhæng truer man byen og ønsker at besætte den. Faktisk er risikoen for Kobane aldrig holdt op. Der har altid været trusler. Disse trusler blev igen mødt af solidariske reaktioner – politikere, menneskerettigheds-aktivister og den globale offentlighed, selv Koalitionen (mod ISIS, o.a.), fremsatte udtalelser, der modsatte sig krig mod byen.
Hvis Tyrkiet skulle overtage Tishreen-dæmningen og Qereqozak-broen, ville Tabqa, Raqqa, Kobane og alle regioner i det nordøstlige Syrien være truet. Politikken – krig og sejr – i Kobane angår hele verden, ikke kun Nordøst-Syrien. Vi er sikre på, at Kobane vil modtage ekstern støtte og solidaritet. Vi vil være i stand til at beskytte byen. Men Tyrkiet er fast besluttet på at realisere sine mål. Imod dette står SDF og YPJ. Den kamp, de førte i Kobane [i 2014] chokerede verden. Og i den nuværende situation vil vi stå for samme holdning over for Tyrkiet og SNA.
Hvordan opfatter du det diplomatiske rod i Damaskus, hvor mange delegationer – herunder Tyrkiet – kommer for at møde al-Jolani?
Mange stater har søgt at etablere forbindelser med HTS, nu al-Jolanis nye regering er opstået. Tyrkiske embedsmænd er også kommet til Damaskus, såsom Hakan Fidan. Hans primære mål er at udslette Den Autonome Administration [= den kurdisk dominerede region. også kaldet Rojava, o.a.]. Tyrkiet ønsker at organisere Syrien som sin egen provins; at kontrollere det, at have indflydelse på Syrien. Hakan Fidans ankomst til Damaskus gjorde dette klart. Han vil gerne påvirke HTS.
Er amerikanerne stadig i Kobane? Og hvis Tyrkiet angriber Kobane, forventer du så amerikansk hjælp?
Gennem hele den sidste fase, indtil den seneste udvikling begyndte, var russerne til stede i Manbij, Ayn Issa og Kobane. Amerikanerne var ikke til stede der. Med den nylige tilbagetrækning af russerne begyndte amerikanske patruljer at dukke op, men der er ingen baser der. Med disse patruljer sagde Amerika ‘vi er her, vi vil hjælpe med at beskytte byen’ og sendte en besked om, at de er til stede. Vores samarbejde med Koalitionen begyndte med kampen mod ISIS. Hvis den amerikansk ledede koalition ikke opfylder deres rolle, vil de blive anklaget for dobbeltmoral. Forventer vi at USA vil hjælpe, hvis Tyrkiet angriber Kobane? Materielt set nej. Men generelt har de, gennem deres møde med Tyrkiet, markeret den holdning, at problemet skal løses fredeligt.
Selvom de udelukkende følger deres egne interesser, har det forhindret en tyrkisk invasion af Kobane. Det fremgår af elementer i deres diplomatiske indsats, at de har forsøgt at hjælpe os. Vi mener dog, at Koalitionen har et ansvar for at sætte en stopper for de nuværende kampe og luftangreb. Så generelt forventer vi ikke, at der vil blive sat en stopklods for en decideret invasion, men i diplomatisk sammenhæng er der bestræbelser på at forhindre dette, selvom det ikke er nok.
Bortset fra USA hvordan ser det ellers ud med den internationale støtte? Sidst Kobane var i krig var i 2014, da ISIS angreb. Dengang var den internationale solidaritet markant. Denne gang er truslen fra Tyrkiet større end fra ISIS. Forventer du en lignende international støtte?
Under ISIS’ belejring af Kobane blev kvinderne i YPJ verdenskendte for deres aktiviteter. Gennem Kobane – og med 19. juli-revolutionen her – fandt tavse og forsvarsløse kvinder deres stemme, deres styrke og kom i spidsen som ledere. YPJ’s holdning i 2014 gjorde dem til et eksempel for verden. Vi har lært af alle de erfaringer og udfordringer, vi har været igennem i årevis, i forhold til at styrke taktik og metoder. Vi har tillid til, at YPJ – og YPG og SDF – vil være i stand til at stå stærkt imod, hvad der måtte komme. Som kvindeenheder har vi tiltro til dette. Vi vandt i Kobane. Dette viste også kvinder verden over, at en kvindehær er en nødvendighed for at beskytte kvinder. Gennem denne beskyttelse er vi i stand til at organisere os. Kampen for at beskytte vores territorier er fortsat sådan. Som jeg allerede har sagt, tror vi, at krigen i Kobane var en krig for menneskeheden; en krig for at beskytte alle kvinder og jord. Vi er overbeviste om, at man internationalt vil reagere, og at der vil blive ydet solidaritet, skulle Kobane blive angrebet igen.
Nogle argumenterer for, at SDF burde nedlægge våbnene og lade sig integrere i en samlet syrisk hær. Hvilken betydning har dette for YPJ?
Den nye regerings intention – jeg taler ikke om den brede befolkning, men specifikt regeringen – om at gøre dette, viser dens tilgang til SDF. De ønsker en centraliseret stat baseret på forening af hæren, institutioner og også mentalitet. Deres pressemeddelelser og interviews tyder på, at SDF ikke vil blive accepteret i sin nuværende form.
Vi er under angreb. Det gør det umuligt for os at nedlægge vores våben. SDF er en styrke med ti års erfaring med at bekæmpe ISIS. På internationalt plan er der støtte fra Koalitionen.
Tyrkiet nægter at acceptere Den Autonome Administration som model og idé. Tyrkiet accepterer heller ikke SDF som en hær. Det påtvinger den nye regering dette. Dette betyder også, at YPJ ikke er accepteret – YPJ, som kæmpede mod ISIS, opnåede betydelige gevinster og er kernen i Den Autonome Administration.
Med den kommende regering bliver kvinder nødt til at forstærke deres kamp for at forsvare sig selv. Vi kan ikke overgive vores våben, mens angrebene på os og vores territorier fortsætter. Sådan noget kan kun ske gennem aftaler og samtaler, der formaliserer et demokratisk Syrien, hvor alle kvinders, nationaliteters og folks rettigheder er garanteret og realiseret. Hvis disse betingelser er opfyldt, så kan vi diskutere spørgsmålet om våben.
Den tankegang, der er forankret i den nye regering, gør det klart, at der ikke er plads til kvinder der – eller kun et sted, hvor kvinder må acceptere at dække deres hoveder og vedtage en patriarkalsk tankegang. At undgå ovenstående vil kræve en del organisering og kamp. Dette er en alvorlig fare, som vi skal erkende. Den nye regerings standarder for kvinder er en trussel mod kvinders eksistens, rolle og kultur.
I et globalt perspektiv har vi her kvinder, der for første gang danner en hær, beskytter sig selv og kæmper. Denne uafhængige, væbnede styrke har inspireret mange kvinder – arabiske, kurdiske, assyriske og i resten af verden.
Ville YPJ acceptere at blive en del af den syriske hær?
På nuværende tidspunkt er det stadig uklart, hvad det endelige resultat af situationen vil blive. Der er en lang række faktorer, som endnu er uklare. Situationen er kompleks. Den nye regering er i alvorligt kaos, både hvad angår dens institutioner og dens evne til at regere hele landet. Fremtiden er fortsat usikker. Hvis – som befolkningen ønsker og som vi ønsker – Syrien virkelig bliver et demokratisk Syrien, politisk, socialt, juridisk; hvis alt det arbejde og de resultater, vi har opnået i det nordøstlige Syrien gennem de sidste 12 år, anerkendes, så kan YPJ selvfølgelig blive en del af den syriske hær. Faktisk kan YPJ tjene som en model for syriske kvinder og være et eksempel på kvinders autonomi og selvforsvar. Som tidligere nævnt er den præcise karakter af situationen fortsat usikker. Det er nødvendigt at forstå, at omfanget af denne sag er stort. Vores mål, holdninger og tilgang vil blive formuleret på det grundlag, som jeg har forklaret. Ikke at følge den nuværende tankegang hos HTS — at alt skal centraliseres. Hvis der vedtages en tilgang, der omfavner mangfoldighed og er demokratisk, så kan YPJ’s rolle diskuteres. Sammensætningen af en syrisk kvindehær kan formes af YPJ. Det er, hvad jeg kan sige på dette tidspunkt.
12. januar 2025
Oversat fra Links af Rasmus Keis Neerbek