Foto: Syriens Revolutionære Venstrestrømning holder deres andet møde i Damaskus.

Jeg står her sammen med 50 syrere, der demonstrerer imod et tiltag fra den nye regering, ledet af Hay’at Tahrir al-Sham (HTS), der går ud på at ændre skolernes pensum, så det stemmer overens med et sekterisk og konservativt islamistisk verdensbillede.

Alle er enige om, at den pro-Assad-propaganda, der gik igen i alle lærebøger, skal fjernes. Men de foreslåede reformer går videre end det: De vil fjerne undervisning i udviklingslæren og Big Bang-teorien, slette alle negative referencer til det osmanniske rige og omtale af de forskellige polyteistiske trossamfund i Syriens historie. Ændringerne ville også gå ud på belære elever i underskolen om, at kristne og jøder er ’dem, der er faret vild’ fra Islam.

Dekretet blev med det samme højlydt forkastet af mange, mange syrere. Så meget, at regeringen blev tvunget til at trække ændringerne tilbage, allerede før demonstrationerne i dag, så de endte med at blive temmelig små. Men det var ikke desto mindre vigtigt, at demonstrationerne blev afholdt. Det var det, fordi der var så mange medier til stede, at det gav venstrefløjsaktivister en sjælden lejlighed til over for det syriske folk at lade deres stemme blive hørt om, hvad der var deres vision om et inkluderende og retfærdigt samfund for alle.

Endnu vigtigere var dog progressive aktivisters mulighed for at møde hinanden og dele ideer og planer for fremtiden. Der var to kategorier af deltagere til stede. Mange var veteraner fra den illegale opposition, i 60’erne eller ældre, hvoraf nogen havde været mange år i fængsel på grund af deres modige indsats.

’Jeg var imod farmand (Hafez al-Assad), jeg var imod sønnen (Bashar), og jeg er også imod det, der sker i dag’, siger en karismatisk ældre mand, der slutteligt bekender sig som medlem af Kommunistisk Arbejderparti. Jeg bliver præsenteret for Haseeba Abdulrahman, en uafhængig socialistisk og feministisk forfatter, der erklærer sig enig: ’Vi har ikke vundet noget endnu, vi har brug for en stærkere venstrefløj og partier, der vil være i stand til at befæste vores landvindinger og presse på for flere’.

Der var en hel del yngre radikalt indstillede, der havde været aktive i 2011-revolutionens tidlige dage, og i årevis havde brændt for endnu en gang at få mulighed for at gå på gaden. ’Vi var der fra starten, og selv i de seneste år har der været organiseringer under jorden’, siger Dima, en talepædagog fra Damaskus.

Jeg spørger, hvad de tænker om dem, der siger, at man skal være tålmodig og give den nye regering tid. Tarek, en softwareudvikler, indskyder med eftertryk: ’Hvordan kan vi give dem mere tid? De havde sat sig ned i to timer i den her uge og kom ud med den skrækkelige reform af uddannelsessystemet. Hvis vi lader dem blive alene på banen, hvad kan de så ikke gøre af skade i morgen? Det er borgernes vigtigste ansvar at stille deres regering til regnskab’.

Dima bakker op: ’Vi kan ikke se, at deres metoder afviger fra dem, vi kender fra det tidligere regime; de ændrer politikken, og de regner bare med, at vi klapper i vores små hænder og går med til det hele. Hvor er medindflydelsen, hvor er det demokratiske Syrien, som vi var blevet lovet?’

Det er folk, der gør indtryk, men de er i 30’erne eller begyndelsen af 40’erne. Når jeg spørger til den manglende repræsentation af studerende og unge, er forklaringen, at deres generation var for unge til at have oplevet den revolutionære periode, og derfor er mindre politisk engagerede. Vinterferien gør det næppe bedre.

Hvorom alting er, så er det mindre end en måned siden, at Assad faldt, og folk skal stadigvæk lige finde deres ben. Men der har været en næsten eksplosiv vækst af politiske møder og aktioner. Samtidig med demonstrationen mod uddannelsesreformen samledes en gruppe af tidligere fanger, der krævede retfærdighed for dem, der var blevet tortureret i fængslerne. Der er hver dag møder og aktioner organiseret af socialister, feminister, liberale NGO’er, kunstnere, familier til forsvundne i Assads fængselssystem, og flere andre.

Det er ikke alt sammen skæg og ballade. Bestræbelserne fra den venstrefløj, der nu kommer til syne, er blevet kritiseret og fordømt af mange. Det kan til dels skyldes oprigtige misforståelser vedrørende deres mål, fordi mange forbinder sekularismens og socialismens begreber med det gamle regime. Men der er også noget mere kynisk på færde – en energisk indsats fra HTS-tilhængeres side for at diskreditere enhver opposition som feloul (det gamle regimes ’rester’). Dima ler, når jeg gør opmærksom på det: ’Bestemt ikke, tværtimod. Jeg kender folk, der lå på maven for Assad, og som nu er de mest indædte tilhængere af HTS’.

Halla, et medlem af Syriens Revolutionære Venstrestrømning fremsatte et lignende synspunkt, da vi mødtes til en kop kaffe i går. ’De kalder os feloul, men HTS har rent faktisk indoptaget en række personer fra det gamle regime.’ Det gælder især med hensyn til den økonomiske politik: Den nye direktør for centralbanken var minister i Assads tid.

Andre ledende skikkelse fra Assads økonomiske team, kendt for at privatisere alt, hvad man kunne komme til, og skære ned på sociale støtteordninger, hvor det var muligt, er blevet udset til at spille vigtige roller. HTS gør det for at signalere, at de indstillet på at overholde det kapitalistiske systems spilleregler. Halla forklarer også, hvordan en lang række af det tidligere regimes bureaukrater over hele landet har overført deres loyalitet til HTS, herunder den øverste ledelse af mange fagforeninger og studentersammenslutninger.

Det er meget tidligt, men der er nogen, der allerede er begyndt at organisere mod de nye magthavere. Brandmænd i Damaskus strejkede efter at være blevet fyret og erstattet med folk fra Idlib, og fik løfte om senere genansættelse. Advokatsammenslutningen er blevet angrebet, efter at advokater fra Damaskus er blevet udelukket på ubestemt tid, og der er nu tale om at oprette et nyt forbund. Genåbningen af skoler og universiteter om få uger kan også skabe nye muligheder for modstand.

Ved slutningen af demonstrationen om uddannelsesreformen annoncerede en af deltagerne et organiseringsmøde, planlagt til senere samme dag, det andet møde i en ny gruppe ved navn Syriens Demokratiske Bevægelse. Det finder sted i en huleagtig café, som jeg får fortalt er et historisk tilflugtssted for venstrefløjen. Vi passerer en klassisk scene med rynkede gamle mænd, der spiller kort og backgammon, og slår os ned i rummet ved siden af. En mand, som jeg efterfølgende får at vide har tilbragt seksten år i et af Assads fangehuller, sætter dagsordenen meget smukt: ’Kammerater, vi gennemlever et historisk momentum, og vi har en gylden mulighed for at skabe vores lands fremtid. Lad os med den største alvor arbejde for det’.

Hvad der følger, er både velkendt og usædvanligt, efterhånden som 55 personer finder frem til et program, ud fra hvilket der kan opbygges en progressiv front, der kan intervenere i syrisk politik. Det kan ikke undgås, at der bliver lidt diskussion om sekundære og semantiske knaster. Men alle er dødsens alvorlige med hensyn til at prøve at føre dette arbejde til ende, og opbygge gruppen på sikker politisk grund. Der er bred konsensus om at fremhæve kvinders rettigheder, gå imod Israels besættelse af syrisk jord og arbejde henimod at involvere flere unge i bevægelsen.

Abdullah, en ældre mand, der har oversat Germaine Greers Den kvindelige eunuk til arabisk, bringer på nae, at det er nødvendigt med et afsnit om kurdernes rettigheder, i lyset af de igangværende tyrkisk-allierede militsers angreb på dem. Han får støtte, især fra den revolutionære front, men den er ikke enstemmig. Der er en lang historie, der handler om chauvinisme imod kurdere i Syrien, og det fremgår klart, at der stadigvæk er et arbejde, der skal gøres, hvad det angår.

Hvis der var noget, der savnedes i i samtalen, var det et fokus på økonomiske klagepunkter. Halla havde tidligere advaret mig imod faren for, at venstrefløjen blev sat i bås som nogen, der bare var talspersoner for minoriteter. ’Vi skal selvfølgelig forsvare deres rettigheder, men vi skal også tale i mere almene vendinger for at få økonomiske krav på bordet, der kan appellere til arbejdere fra alle religiøse grupper’. Når man tager i betragtning, at Human Rights Watch har rapporteret, at mere end 90 procent af syrere lever under den fattigdomsgrænse, der var gældende i 2023, er det noget, som jeg kun kan være enig i.

Det er en vidunderlig oplevelse at sidde i et rum med mennesker, der for første gang eksperimenterer med åben demokratisk organisering. Der er noget næsten magisk over det gyldne lys, der strømmer ind gennem vinduerne, røgtågerne fra de mange kæderygere, og den passion, som kammeraterne lægger for dagen, når de taler frit ud om, hvad der ligger dem på sinde, mens de konstruerer en vigtig kollektiv platform efter 54 års diktatur.

Programmet for i morgen indeholder et offentligt møde, afholdt af Syriens Revolutionære Venstrestrømning, der argumenterer for, at fjernelsen af regimets leder på ingen måde er nok til at garantere permanent, progressiv forandring. I en helt anden del af byen er der et seminar om Syriens økonomiske fremtid, hvor velkendte intellektuelle bidrager, og en dokumentar om den syriske dissident Yassin al Haj Salehs liv og aktivisme. Det er, hvad jeg indtil nu har fået nys om. Der kommer sikkert mere til.

Vi ved, at der ligger store udfordringer og mange diskussioner foran os, men venstrefløjen har kastet sig ind i slaget om Syriens fremtid. Det er sikkert og vist.

Omar Hassan fra det australske webmagasin Red Flag er en mangeårig tilhænger af den syriske revolution og aktiv i solidaritetsarbejde med Palæstina. Han befinder sig for tiden i Syrien for at rapportere om situationen efter diktaturets fald.

Oversat fra Red Flag af Niels Overgaard Hansen