Efter at pro-Assad-militser udførte et blodigt væbnet oprør, har forskellige væbnede fraktioner tilknyttet Hay’at Tahrir al-Sham (HTS), jihadistgrupper og andre væbnede grupper med tilknytning til den syriske nationale hær og til de tyrkiske myndigheder, som nu tilsammen udgør Damaskus-regeringens nye syriske hær, gennemført masseeksekutioner rettet mod alawitter i landets kystområder. Under påskud af at kæmpe mod "resterne af Assad-regimet" er det frem for alt sekterisk had, der dominerer massakrerne og en følelse af "hævn" ved fejlagtigt at sidestille alawitterne med det tidligere regime. Visse jihadistiske grupper bruger på deres side en mere fundamentalistisk sprogbrug og omtaler alawitterne som "forbrydere" for at retfærdiggøre deres drab. Det, der foregår i Syrien i dag, er ikke kun en krig mellem forskellige væbnede grupper, men frem for alt sekteriske massakrer.
Trosretninger er et våben i hænderne på de herskende klasser og reaktionære organisationer. De bruges til at kontrollere og splitte de udbyttede og til at kanalisere folkets vrede væk fra de virkelige spørgsmål: demokrati, social retfærdighed og lighed. Siden det nye syriske styre kom til magten, ledet af Ahmad al-Shara (tidligere kendt som Abu Mohammad al-Jolani), har det ikke vist nogen vilje til at opbygge et demokratisk, socialt og inkluderende samfund og garantere lighed for de forskellige etniske og religiøse grupper. Langt fra at bryde med fortidens autoritære logik har al-Shara, den tidligere stifter af jihadistgruppen al-Nusra Fronten, fastholdt en udelukkelsespolitik, der har ført til splittelse og sekteriske spændinger, tjent reaktionære kræfters interesser og samtidig åbnet døren for indgreb fra udenlandske magter, fra Israel over Iran til Tyrkiet.
Massakrerne mod alawitterne i kystområderne er de nye syriske myndigheders ansvar. De forhindrede på intet tidspunkt dette udbrud af vold og sekterisk had, tværtimod bidrog de til det, både direkte og ved at skabe de politiske forhold, der førte til disse massakrer. På samme måde har det nye styre ikke indført en mekanisme, der kan fremme en omfattende og langsigtet overgangsretsproces, som sigter på at straffe alle individer og grupper involveret i krigsforbrydelser. Dette kunne have spillet en afgørende rolle for at forhindre hævnhandlinger og stigningen i sekteriske spændinger. Men selvfølgelig har Ahmed al-Shara og hans allierede ved magten ingen interesse i sådan en overgangsretfærdighedsmekanisme - af frygt for selv at blive udpeget og dømt for deres egne forbrydelser og overgreb mod det syriske folk.
Det nylige aftalememorandum mellem Damaskus-regeringen og de kurdiske PYD-styrker, samt tilnærmelser til den drusiske befolkning i Suwayda-provinsen viser, at regimet rystes af massehenrettelserne og søger at styrke sin legitimitet både nationalt, regionalt og internationalt. Disse skridt er dog stort set utilstrækkelige, skrøbelige og begrænsede i forhold til omfanget af de problemer, der er på spil.
Selvbestemmelse for folkene i Syrien, frihed for kvinder og broderlig sameksistens mellem de forskellige trosretninger og etniske grupper kræver i dag et politisk værktøj, en demokratisk og progressiv blok, der er i stand til at opbygge en modmagt og modstå alle former for dominans.
Vi ved, at kun arbejderklassens selvorganisering i kampen for demokratiske og progressive krav, kan åbne vejen for reel frigørelse. Kun egen aktivitet fra arbejderes, kvinders og unges side, fra alle samfundslag, kan gøre det muligt at bryde undertrykkelsens lænker og opbygge et frit, demokratisk, pluralistisk og sekulært Syrien.
18. marts 2025
