Offer for et israelsk angreb i Jabalia, 9. oktober 2023. Foto: Palestinian News & Information Agency (Wafa) in contract with APAimages, CC BY-SA 3.0, Wikimedia

I 10 lange opslidende måneder har palæstinensere i Gaza-striben stået alene over for et folkedrab. Vi fra Gaza har måttet udholde konsekvenser af beslutninger, vi ikke havde nogen andel i, og er underkastet alvorlige lidelser, som verden har vænnet sig til og stort set glemt.

Den primære kilde til vores elendighed er utvivlsomt Israel – en besættelsesstat, en apartheidstat, hvis soldater dræber med brutal ligegyldighed, og som har forsøgt at udslette palæstinensere siden 1948. Men vi må også overveje den rolle, som de palæstinensiske bevægelser spiller i vores vedvarende lidelser.

Det er blevet klart i løbet af de sidste 10 måneder, at den palæstinensiske ledelse – både Fatah og Hamas – har efterladt sit folk uden nogen fremtidsplaner eller sammenhængende plan. Gazas indbyggere oplever et ubarmhjertigt israelsk bombardement uden nogen form for beskyttelse, og imens unddrager Hamas síg sit ansvar for at beskytte befolkningen, og Fatah er ingen steder at finde.

Efterhånden som krigen er trukket ud, er offentlige manifestationer af modstand mod eller kritik af Hamas vokset blandt palæstinensere i Gaza. Mange anklager Hamas for ikke at forudse voldsomheden i Israels reaktion på angrebene den 7. oktober og gør dem delvist ansvarlig for de alvorlige konsekvenser, de nu møder.

For den palæstinensiske journalist Ahmed Hadi (hvis navn ligesom alle interviewede i denne artikel er blevet ændret af hensyn til hans sikkerhed), var den 7. oktober “en vanvittig beslutning for os som beboere i Gaza.” Angrebet, hævdede han, og især “drabet og tilfangetagelsen af ​​israelere, hvoraf nogle var civile og ikke soldater, havde desværre en kontraproduktiv effekt på os. Det gav Israel global sympati og gav en begrundelse for at indlede en brutal krig mod Gaza.”

”Hamas”, hævdede Hadi, “tog ikke højde for konsekvenserne af Israels reaktion for palæstinensiske civile. Hamas gik ind i krigen uden at sikre sig mad, vand eller livsfornødenheder. En måned inde i krigen var vi allerede begyndt at sulte og blive syge.”

På trods af udbredt vrede mod Hamas-ledelsen, stiller Gazas befolkning ikke de unge modstandsfolk til ansvar, idet de erkender, at de også er en del af den befolkning, der blev tvunget ind i krigen. “Vi er stolte af modstanden og dens ofre, men for mig er modstanden en del af folket – de er de samme, der lider og blev tvunget ind i denne krig,” sagde Hadi. “Selvom vi ikke kan tie [og må] kritisere vores ledere som Sinwar [leder af Hamas i Gaza-striben siden februar 2017, o.a.], kan vi heller ikke tillade, at israelske styrker blot dræber os.”

“Kan ingen stoppe dette vanvid?”

Midt i den udbredte, men aftagende mediedækning af Israels angreb, er palæstinensere i Gaza ofte blevet portrætteret på en af ​​to forsimplede måder.

Det første perspektiv ser alle Gazas indbyggere som på en eller anden måde knyttet til Hamas, eller gør dem i hvert fald delvist ansvarlige for angrebene den 7. oktober og for starten på ​​den nuværende krig. Den betragtning anerkender ikke, at palæstinensere, både i Gaza og Vestbredden, er frataget retten til at vælge deres regering, og at de beslutninger, der påvirker deres liv, er dikteret af en palæstinensisk ledelse, der er adskilt fra krigens realiteter i Gaza, og af en israelsk regering, der har til hensigt at udslette palæstinensernes eksistens.

Det andet perspektiv fordømmer med rette Israel for dets brutale militærkampagne, men skildrer palæstinensere som uudtømmeligt modstandsdygtige. Heller ikke dette anerkender vores menneskelighed, og portrætterer os som værende i stand til at udholde endeløs smerte og som villige til at yde ethvert offer for den palæstinensiske sag.

Adel Sultan er en 62-årig mand fra Sheikh Radwan-kvarteret i Gaza City. Han fortalte, hvor desperat han er, for at denne krig skal ende. “Red dem af os, der stadig er i live, afslut krigen, og giv os en chance for at komme os,” udbrød han. ”Vi kan ikke længere kende os selv; vores ansigter har ændret sig af denne evige krig, der fortærer os.”

Sultan udtrykte sin frustration over den palæstinensiske ledelse og opfordrede dem til – som det mest presserende – at acceptere en våbenhvile med Benjamin Netanyahus israelske regering. “De, der startede det, burde afslutte det. Hvor er vores ledere? Lad dem sidde sammen med besættelsesregeringen og afslutte krigen, før den afslutter ospå den måde, Netanyahu ønsker.”

I begyndelsen af ​​november blev Sultan såret i benet, da et israelsk luftangreb målrettede hans nabos hjem. Da Sultan var ude af stand til at blive behandlet på Gaza Bys Al-Shifa-hospital, som måtte indstille alle funktioner efter Israels razzia, benyttede han den ene uges våbenhvile senere samme måned, til at flygte sydpå. Det lykkedes ham at nå Al-Aqsa Martyrs Hospital, i det centrale Gazas Al-Maghazi flygtningelejr.

Sultan håbede, at den midlertidige våbenhvile ville føre til en fuld våbenhvile, så han kunne blive genforenet med sin familie: Hans kone og en søn var strandet i Tyrkiet, som de var rejst til før krigen for at modtage lægebehandling, mens hans anden søn var blevet i det nordlige Gaza med sin familie. Men Sultan lever stadig adskilt fra sin familie og flytter alene fra sted til sted under den konstante dødstrussel. Han bor i øjeblikket i et telt i det vestlige Rafah.

“Jeg er udmattet. Jeg har intet tilbage at holde fast i, intet hjem at vende tilbage til,” fortalte han med tårer i øjnene. “Hver nat bliver jeg næsten gal. Hvorfor sker dette? Hvad var resultatet af Hamas’ handlinger den 7. oktober? Hvorfor blev vi efterladt alene? Hvor er de arabiske og muslimske nationer? Er det logisk at overlade vores liv til en meddelelse om evakuering? Hvor går vi hen, og hvem henvender vi os til? Kan ingen stoppe dette vanvid?”

“Jeg har ret til at tale. Eller skal vi dø stille?”

Mange palæstinensere i Gaza ser det Hamas-ledede angreb den 7. oktober som resultatet af årtiers israelsk besættelse og langvarig belejring af striben. De forstår fuldt ud begrebet personligt offer for målet om national befrielse. Alligevel bebrejder de Hamas den manglende forberedelse af, hvad der fulgte i kølvandet på dets angreb og afviser, at de nu skal lide uden noget åbenbart formål.

Ud over kritikken for at være uforberedt på Israels svar, kritiserer Gazas beboere også Hamas-ledelsen for ikke at have en klar efterkrigsvision for stribens fremtid. ” En af ​​de palæstinensiske ledere må fortælle os, hvor vi skal hen,” fortalte Dana Khalid, en 19-årig universitetsstuderende, fordrevet til et telt i Az-Zawayda nær den centrale by Deir el-Balah. “Er der stadig en fremtid for os? Hvad ønsker [Hamas’ leder i Gaza, Yahya] Sinwar at opnå? Hvor er han?”

“Hvorfor skete den 7. oktober?” spurgte Mohammed Adnan, en 27-årig palæstinenser, hvis tømrerværksted blev ødelagt i februar, da israelske styrker trængte ind i Zeitoun-kvarteret i Gaza By. “Selvfølgelig er der ingen begrundelse for, hvad Israel gør, og vi er alle imod Israel. Vi støtter alle beslutningen [om at kæmpe] for befrielse og frihed, men det skal være en gennemtænkt beslutning.”

“Når jeg udtrykker min mening, betragter folk mig som en forræder, der er ligeglad med mit folks ofre,” fortsatte Adnan, som nu bor i Al-Rimal-kvarteret i Gaza By. ”Jeg er en del af de mennesker, der lider; Jeg er blandt de mange sultne, der er tilbage i nord. Jeg har ret til at tale. Eller skal vi dø stille?”

»Hvis resultatet af krigen bliver fuld palæstinensisk frihed, er jeg ligeglad med mit liv eller mit hjem. Men hvis det er mindre end det, så er beslutningen om at gå i krig absurd.”

Disse følelser afspejles i en nylig meningsmåling foretaget af Institute for Social and Economic Progress, en uafhængig palæstinensisk forskningsorganisation. Ifølge undersøgelsen ønsker mindre end 5 procent af palæstinenserne i Gaza, at Hamas skal regere i en overgangsregering efter krigen, og et flertal forventer, at det Fatah-kontrollerede palæstinensiske selvstyre overtager striben. Næsten 85 procent af Gazas indbyggere er imod Sinwar, og kun lidt færre var imod Hamas’ politiske leder, Ismail Haniyeh, som blev myrdet af Israel for nylig i Teheran.

I lyset af denne voksende upopularitet har Hamas angiveligt forsøgt at bringe kritikere til tavshed med angreb og tæsk, der kun har givet næring til større utilfredshed. Den 8. juli angreb en gruppe maskerede mænd, der hævdede at være fra Hamas’ sikkerhedsstyrker, Amin Abed, en palæstinensisk aktivist og kendt kritiker af Hamas, som har været åbenhjertig i sin fordømmelse af angrebene den 7. oktober.

Abed fortalte medierne, at han blev ført fra sit hjem til en delvist ødelagt bygning, hvor han fik tæv. Gruppens leder instruerede Abeds angribere om at brække hans fingre for at forhindre ham i at fortsætte med at skrive offentligt mod Hamas. Mens Fatah fordømte det “åbenlyse overfald” mod Abed, har Hamas endnu ikke reageret på disse forlydender.

“Mangel på muligheder betyder ikke modstandsdygtighed”

Hamas og dets støtter har længe hævdet, at gruppen har opbakning fra den palæstinensiske befolkning til at bekæmpe Israel. Men dette er en forvrængning af virkeligheden og en omgåelse af deres moralske og nationale ansvar over for deres folk.

Som Adnan, tømreren, fortalte: “Alle har ladet os være; alle ønsker, at vi skal fremstå som helte, der hverken bliver trætte eller sultne. Men ingen ved, at jeg er sulten, at jeg tørster efter rent vand.” Ægte modstandsdygtighed indebærer at beskytte mennesker mod død, forhindre et sammenbrud af intern orden og institutioner og ikke overlade slagmarken til den kriminelle israelske hær.

I slutningen af ​​juni skrev Motaz Azaizeh, en indflydelsesrig 24-årig palæstinensisk journalist, der forlod Gaza efter 108 dages dækning af krigen, på Facebook: “Mangel på muligheder er ikke det samme som modstandskraft.” Hans ligefremme skildring af den barske virkelighed i Gaza, som hverken glorificerer ofre eller smerte, affødte kritik fra nogle – hvoraf mange befandt sig uden for Gaza og aldrig har oplevet livet i et telt eller gennemlevet frygten og angsten for tvungen evakuering og at være adskilt fra sine kære. Men Azaizeh har ret: Gazas indbyggere er fanget og udholder nød, fordi de ikke har noget andet valg.

I et andet indlæg, der blev offentliggjort sidst i juli, kritiserede Azaizeh den palæstinensiske ledelse. “Jeg oplever, at politikerne først fører sig selv frem og derefter taler om Gaza,” skrev han. “Selvom Gaza og dets indbyggere bliver udslettet, mere end 40.000 har lidt martyrdøden, og næsten 100.000 mennesker forladt striben under krigen – og flere før den – så fremlægger de først deres interesser og så går de videre til at tale om os. Det gælder ikke bare ét parti eller én gruppe, men alle.”

“Alle bekymrer sig om regeringsførelsen og ‘dagen derpå’ for Gaza, men de taler ikke meget om det blod, der bliver udgydt nu, i går og i morgen,” fortsatte Azaizeh. “Vores sag ligger dybt begravet. Vi har ikke brug for dem, der sætter eget partis og egne interesser først, inden de husker på deres folk. Dette er min personlige mening. Du kan være enig eller uenig, men ingen af dem, der er på banen nu, formår at se bort fra deres interesser for at stoppe blodsudgydelserne. Denne krig er ikke en befrielseskrig, som nogle tror.”

Selv dem, der undslap krigen, er ikke sikre udenfor. Mahmoud Nazmi, 38, brugte alle de penge, han havde, på at flygte fra Gaza med sin familie på jagt efter overlevelse. “Hvorfor skal vi altid lyve?” spurgte han. “Hvorfor skal vi præsentere et billede, der glæder den palæstinensiske ledelse på bekostning af vores død og månedlange nådesløse lidelser uden nåde? Det er meningsløst at kalde os modstandsdygtige, når vi efterlades under den knusende hæl af israelsk hybris. Vi har mistet alt – for hvad?”

I slutningen af ​​juli underskrev palæstinensiske bevægelser, herunder Hamas og Fatah, en kinesiskforhandlet aftale om at danne en “national enhedsregering” for Gaza efter krigens afslutning. Dette kommer efter flere forgæves forsøg på at bygge bro mellem Hamas og Fatah siden borgerkrigen i Gaza i 2007.

Alligevel har selv denne tilsyneladende positive udvikling kun forstærket beboernes frustration. At sætte fokus på regeringsførelse efter krigen anser mange Gaza beboere for at tilsidesætte deres umiddelbare lidelser og for at forpasse muligheden for først og fremmest at afslutte krigen – endnu en gang at sætte ledernes interesser over folkets interesser.

6. august 2024.

Mahmoud Mushtaha er freelancejournalist og menneskerettighedsaktivist fra Gaza. For tiden bor han Kairo.

Oversat fra 972mag af Anne Haarløv