Urolighederne er de stemmeløses stemme og er fuldstændig uundgåelige, når en gnist, efter måneder og år med nedskæringer, ekstrem politivold og racisme, bliver til en brand.

 

Det betyder naturligvis ikke, at det er antikapitalisters opgave at lægge planer for, hvilke bygninger der skal brændes ned i næste uge. Vi ønsker ikke, at vores unge mennesker skal ende i fængsel i årtier! Jo mere organiseret og effektiv den kollektive handling er på alle niveauer, desto mindre kaos vil der være. Fagforeningslederne må derfor også hurtigt opbygge masseomfattende strejker.

 

"Nu hvor fokus er på al denne vold, kan du så virkelig anbefale, at skoleeleverne fortsætter med at deltage i demonstrationer?" spurgte en slesk journalist på France Info, den nationale døgnnyheds-radio, en ung aktivist morgenen efter den store aktionsdag den 17. oktober.

 

Samtidig formåede premierminister Sébastien Lecornu, hvis kommunikationsfolk havde brugt hele natten på at finde en forklaring, ikke at komme med noget mere sofistikeret end at give den radikale venstrefløj, La France Insoumise (Det ukuelige Frankrig), skylden for urolighederne rundt omkring i landet.

 

Omkring 800.000 mennesker deltog i demonstrationer i snesevis af byer den 17. oktober. Protesterne var præget af en eksplosion af folkelig kreativitet og vrede. Langt flere mennesker mødte op, end arrangørerne havde turdet håbe på. Gaderne var fyldt af mennesker, der støttede gymnasieelevernes oprør, protesterede mod fattiggørelsen og leveomkostningerne og gav udtryk for ønsket om hurtige forandringer.

 

Antifascistiske slagord og palæstinensiske flag sås overalt, ligesom der også var skilte til støtte for at stemme på France Insoumise-kandidaten Jean-Luc Mélenchon ved præsidentvalget i april-maj næste år. Folk sang både Marseillaisen og Internationale.

 

 

Politivold

Der hvor politiet lod demonstrationerne være i fred, blev intet ødelagt. Men politiet havde fået deres ordrer. De slog og sårede tusindvis af demonstranter og desuden en del journalister og forbipasserende i endnu et forsøg på at skræmme masserne væk fra gaderne.

 

I Mulhouse i det østlige Frankrig mistede en ung kvinde et øje. I by efter by blev der berettet om fuldstændig uprovokerede angreb med knipler og tåregas. I Paris blev demonstranterne udsat for massiv tåregas allerede ved demonstrationens begyndelse. Der er intet der kan give folk større lyst til at gøre oprør, end når de bliver angrebet, mens de er på vej til en demonstration.

 

Som reaktion herpå gjorde flere tusinde oprør i en række byer. Rådhuset i Limoges i det centrale Frankrig og et turistkontor i Lyon blev sat i brand. Busholdepladser og affaldscontainere blev brændt af, og hundredvis af butikker blev plyndret og ødelagt over hele landet. Mange af dem var luksusbutikker, men andre var helt almindelige små virksomheder.

 

Sådanne hændelser er uundgåelige i en situation med ulmende massevrede, hvortil præsident Macrons eneste væsentlige svar har været omfattende politivold. Hundreder af videoer af politiets brutale fremfærd er blevet delt, herunder optagelser af alvorlige lemlæstelser, som angiveligt blev påført bevidst. Er det så mærkeligt, at nogle slår igen ved at ødelægge bygninger, som er lettere mål end de højtuddannede "robocops"?

 

Andre kom til demonstrationerne så oprørte over politivolden og Macrons sparepolitik, at det føltes rigtigt at svare igen med brosten. Andre ønskede at demonstrere ved Élysée-palæet (præsidentens embedsbolig) eller Hôtel Matignon (premierministerens embedsbolig), mens myndighederne kun ville tillade protester flere kilometer væk.

 

Dertil kommer et antal civilklædte politifolk, såkaldte agents provocateurs, der opmuntrer til optøjer. Der findes omfattende beviser for, at sådanne metoder anvendes, selv om det generelt er umuligt at bevise i konkrete tilfælde. Hertil kommer opportunister, der håber at kunne plyndre apoteker og computerbutikker. Men et udbrud af legitim vrede er den vigtigste forklaring på urolighederne den 17. oktober.

 

Det betyder naturligvis ikke, at organiserede radikale og revolutionære bør lægge omhyggelige planer for, hvilke offentlige bygninger, caféer, apoteker eller telefonbutikker der skal plyndres eller brændes ned i næste uge. At fordømme urolighederne er spild af tid, men jo mere organiseret og effektiv handlingen bliver, desto mindre kaos vil vi se.

 

 

Mélenchon: "Regeringen er ansvarlig for volden"

Den mest indflydelsesrige politiker blandt demonstranterne er uden sammenligning Mélenchon. I sin udtalelse efter aktionsdagen understregede han, at det var Macron og hans ministre, der var ansvarlige for den frygtelige politivold og de kaotiske tilstande i gaderne.

 

"Hvor der ikke var politi [ved demonstrationerne], herskede der ro og glæde," sagde han.

 

Han tilføjede, at hans organisation ikke mente, at uroligheder ville hjælpe: "Uanset myndighedernes ansvar, uanset deres inkompetence og vold, må vi afvise at deltage i handlinger, som ikke har politisk mening og som strider mod vores metoder."

 

De Grønnes præsidentkandidat Marine Tondelier kritiserede regeringen for at den, allerede før aktionsdagen, havde varslet en hårdhændet politiindsats. Andre venstreorienterede talspersoner gentog de gamle fordømmelser. "En slags galskab har taget magten i Frankrig," beklagede Gregory Doucet, De Grønnes borgmester i Lyon.

 

Magteliten håber at kunne udnytte situationen til at skade La France Insoumise. Efter Lecornus udtalelser krævede politikere fra den yderste højrefløj, at organisationen blev forbudt.

 

Indenrigsminister Laurent Nuñez lagde skylden for urolighederne på "flere tusinde ultra-venstre-orienterede individer". Den tidligere minister Bruno Retailleau insisterede på, at "det eneste mulige svar er statens ubønhørlige magt" og krævede undtagelsestilstand.

 

Mindst én af Macrons højtstående rådgivere, Jean-Baptiste Moreau, foreslog, at præsidenten burde træde tilbage.

 

I stedet beslaglagde Macron sendefladen i bedste sendetid den 18. oktober for at beklage, at en social eksplosion, seks måneder før præsidentvalget, simpelthen kom på det forkerte tidspunkt.

 

"Alle dem, der i dag forsøger at overbevise jer om, at det hastede med at gå på gaden, demonstrere og skabe uro, har ét eneste mål: De ønsker at skade republikken og blokere debatten om præsidentvalget," klagede han.

 

"Ingenting kan forklare, intet kan undskylde urolighederne," fortsatte Macron. Han lovede handling for at reagere på folks bekymringer, som han sagde, at han "forstod". De sædvanlige tomme fraser. Han har bedt sin premierminister om at mødes med politiske partier og fagforeningsledere, men uden at foreslå nogle reelle indrømmelser. Om morgenen den 19. oktober var et krisekabinetsmøde allerede i gang.

 

 

Krav om generalstrejke

Men hvad med vores side? CGT, Confédération générale du travail, landets største faglige hovedorganisation, erklærede i en pressemeddelelse: "På grund af afvisningen af kravene fra en fredelig massebevægelse er regeringen politisk ansvarlig for den stigning i volden, vi ser i dag."

 

De vigtigste faglige hovedorganisationer opfordrede for to uger siden til omfattende strejker den 5. november, dog uden nogen særlig hast med at fremme oprøret. Der er brug for langt mere.

 

Situationen er sådan, at en generalstrejke både er mulig og nødvendig. Organisationer som De Gule Veste kræver en generalstrejke den 5. november. Fagbevægelsens ledere må presses til at opbygge en sådan strejke.

 

 

Den 21. oktober 2026

 

Artiklen fra Green Left er oversat af Arne Lund. John Mullen bor i Paris-regionen og er tilhænger af France Insoumise.