I flere uger har gymnasieelever over hele Frankrig mobiliseret i stor skala. Bevægelsen begyndte i Paris' forstæder med besættelsen af flere gymnasier, som er ramt af mangel på statslige investeringer og systemisk racisme. Inden for blot få dage havde titusindvis af gymnasieelever med forskellig baggrund sluttet sig til mobiliseringen. Deres hovedkrav vedrører deres leve- og studieforhold, som i flere år er blevet forværret som følge af sparepolitik og adgangsbegrænsning. Universitetsstuderende har også sluttet sig til bevægelsen og er ligeledes begyndt at besætte deres universiteter.

 

Som reaktion på dette oprør har den franske stat iværksat en hård undertrykkelse af disse mobiliserede unge. Med knipler og krigsvåben angriber og intimiderer politiet de unge i et forsøg på at knuse bevægelsen. Staten er fuldt ud klar over det eksplosive potentiale i en ungdomsmobilisering og forsøger at forhindre, at det vokser. I lyset af denne undertrykkelse organiserer fagforeninger, forældreforeninger og politiske partier sig for at beskytte de gymnasie- og universitetsstuderende.

 

I lyset af at det kommende præsidentvalg nærmer sig, bliver dette oprør dybt politisk. Uden for gymnasier og universiteter gør unge det klart, at de er overbeviste antifascister og klar til at kæmpe mod den yderste højrefløj.

 

På den måde afspejler situationen i Frankrig andre bevægelser, der finder sted rundt om i verden.

 

I Brasilien har ungdommen siden offentliggørelsen af valgresultatet i første runde af præsidentvalget opfordret folk til at gå på gaden. Her fik Flávio Bolsonaro, søn af den tidligere præsident, der blev dømt for forsøg på statskup, det bedste resultat, men reaktionen fra sociale bevægelser, studenterbevægelsen og ungdomsorganisationer var næsten øjeblikkelig.

 

Den 5. oktober, dagen efter første runde, satte jurastuderende på det føderale universitet i Fluminense (UFF) gang i bølgen af demonstrationer, og de måtte gå på gaden, fordi forsamlingen var blevet for stor til at være på universitetet. Det samme skete over hele landet, hvor studenterbevægelsen har spillet en ledende rolle i at indkalde og organisere demonstrationer. I Brasília, landets hovedstad, stod for eksempel Den Centrale Studenterforening i spidsen for den største mobilisering i et årti. I São Paulo bidrog flere dele af ungdomsbevægelsen til at få mere end en million mennesker på gaden den 11. oktober.

 

Latinamerika står over for en offensiv fra USA’s imperialisme, ledet af Trump, som har forsøgt at indsætte sine allierede i magtpositioner over hele kontinentet. Fra Honduras’ til Colombias valg har lande i regionen været udsat for betydelig amerikansk indblanding, og valget i Brasilien kan blive en stopklods for den imperialistiske fremmarch. En sejr for Lula vil være afgørende for den internationale kamp mod den yderste højrefløj.

 

I den spanske stat blev en boligbevægelse mobiliseret i solidaritet med Maricarmen, en 87-årig kvinde, der er blevet smidt ud af sin lejlighed, fordi hun ikke havde råd til at betale den stigende husleje. Hun døde af træthed få dage efter at være blevet smidt ud af sit hjem. Denne situation vakte stor harme i befolkningen og fremhævede det strukturelle problem med boliger og huslejer i den spanske stat. Boligbevægelsen bliver stærkere dag for dag, har samlet opbakning bag en generalstrejke den 11. november og har tvunget regeringen til at fremskynde det kommende valg til den 29. november.

 

I Belgien opstod der allerede for nogle måneder siden en stærk mobilisering til støtte for bedre uddannelsesforhold, med et højdepunkt i juni. En brændende hed og ødelæggende sommer fik ikke dæmpet de uddannelsessøgendes vrede; tværtimod er protesterne genoptaget med fornyet kraft ved skoleårets start, og de er blevet endnu mere intensive i Vallonien og Bruxelles. Unge er fuldt ud klar over, at regeringen stjæler deres fremtid, og de kæmper mod stigende studieafgifter og omkostninger til offentlig transport, for retten til at studere med værdighed og for at deres lærere kan arbejde under anstændige forhold. Flere videregående uddannelser og universiteter slutter sig også til bevægelsen ved at organisere strejkevagter på deres campusser og opfordre til støtte til de unge.

 

Som i andre lande oplever bevægelsen hård repression, især rettet mod racialiserede mennesker og mod de yngste, som ofte er mindreårige, og retten til at protestere og forsamles trues i stigende grad. I lyset af denne voldsbølge organiseres solidaritet, både ved skadestuer og på gaden. Imens forsøger den højreorienterede regering at miskreditere bevægelsen med en overfokusering på ødelæggelse af ejendom, en fortælling, der gentages af mainstream-medierne. På trods af stærk mobilisering har bevægelsen i Belgien en for svag organisering af (gymnasie-)elever, og den har ikke været i stand til at opbygge forbindelser ud over dette. Bevægelsens græsrods-selvorganisering vil være nøglen til at holde bevægelsen levende og demokratisk.

 

Overalt afviser unge et samfund, der kun tilbyder dem usikkerhed, akademisk sortering, racisme og udnyttelse. Vores generation nægter at acceptere en fremtid defineret af autoritære systemer og klimasammenbrud. I mødet med repression og truslen fra yderste højrefløj vil vi fortsætte kampen, selvom vores mobiliseringsformer ikke passer de borgerlige eliter.

 

Så lad os sammen, unge mennesker over hele verden, kæmpe for et nyt, økosocialistisk samfund, frit for alle former for undertrykkelse.

 

Les Jeunesses Anticapitalistes (Frankrig), Juntos! (Brasilien), Jeunes Antikapitaliste (Belgien), RSJ (Tyskland), SolidaritéS (Schweiz), SAP (Danmark)

 

Udtalelsen blev udsendt i uge 44 i stedet for den sædvanlige ugekommentar fra Socialistisk Arbejderpolitik. Det er en fælles udtalelse fra en række organisationer, især ungdomsorganisationer, der er tilknyttet Fjerde Internationale - som SAP også har tilsluttet sig. Bemærk, at teksten er udarbejdet for ca. en uge siden. Socialistisk ArbejderPolitiks forretningsudvalg, den 25. oktober 2026.