Ved den 2. jødiske anti-zionistiske kongres afholdt i Dublin i juni i år, argumenterede den italienske havnearbejder José Nivoi for, at arbejdere kan forstyrre krigen ved at nægte at medvirke i de militære forsyningskæder.

 

José Nivoi er talsmand for CALP (Collettivo Autonomo Lavoratori Portuali) – Autonome havne-arbejdere i Genua og medlem af Unione Sindacale di Base. Han var med i Global Sumud Flotilla til Gaza, og har deltaget i havnearbejdernes blokade af våbentransporter til Israel i flere italienske havne. For José Nivoi begynder solidariteten med Palæstina ikke i parlamenter eller retssale. Den begynder i havnene.

 

"Arbejdere besidder en politisk magt, som regeringer har svært ved at ignorere: Evnen til at afbryde forsyningerne af våben, militært udstyr og den globale økonomi, der opretholder krigen. Vi vil ikke tigge politikerne. Vi forsøger at finde juridiske og økonomiske mekanismer for at realisere dette. Hvis arbejdere nægter at samarbejde med Israel, vil samarbejdet ophøre.”

 

Nivois aktivisme har rødder i Genuas politiske kultur – en by med en lang historie for fagforenings-organisering og antikrigsaktioner. Han mindedes, hvordan havnearbejdere i 1970’erne nægtede at laste våben, der var bestemt til Vietnam, og i stedet sendte mad og medicin. De støttede også arbejdere, der modstod Grækenlands militærdiktatur. Dagens Palæstina-solidaritetsbevægelse er ikke noget nyt; den er en fortsættelse af den arven fra 1970’erne.

 

Hans mål rækker bredt: at opbygge et internationalt netværk af havnearbejdere, der kan handle sammen mod militær logistik. "Havnearbejderne arbejder ikke for krig, og de arbejder ikke for folkedrab," sagde han, og understregede, "at mange af havnearbejdernes aktioner er forankret i de gældende love. Det, vi forsøger at gøre, er, at give arbejdere muligheden for at nægte at samarbejde med Israel."

 

Centralt i Nivois strategi står overbevisningen om, at meningsfuld politisk forandring sjældent begynder med de valgte ledere. I stedet for at lobbye regeringer i håb om at overbevise dem, foreslår han at opbygge et pres, der kun lader regeringerne have få alternativer.

 

"Vores kamp må foregå i vore lande, hvor vi må bryde båndet mellem vores regeringer og Israel. Det må strække sig ud over den humanitære solidaritet. Det handler om at nedbryde selve infrastrukturen for straffrihed…. Arbejderne har derfor et ansvar for at handle, hvor de politiske institutioner svigter."

 

Stop krigens maskineri

Nivoi taler ikke kun, han handler også hjemme i Italien. Her er han en af hovedkræfterne bag en mobilisering af Europas havnearbejdere den 30. oktober 2026 - en international aktionsdag mod militarisme og krig.

 

Arbejdere fra 40 havne i Middelhavsområdet vil gennemføre koordinerede strejker og lukke de terminaler, krigsmaskineriet benytter til at transportere sine varer. Aktionen udspringer af Istanbul-erklæringen, som blev underskrevet i maj af en koalition af havnearbejderforbund. Erklæringen slog fast, at havnene tilhører folkene og arbejderne – ikke NATO og ikke skibsrederne –og den opfordrede arbejdere overalt til at afsløre krigslasterne og nægte at transportere dem.

 

Denne globale aktionsdag udspringer af Israels fortsatte folkedrab på det palæstinensiske folk. Men den rækker videre end det. Til en erkendelse af, at USA’s, EU’s og NATO’s rolle består i at puste til konflikter verden over, og derfor retter aktionen sig mod imperialismen – fra Iran og Yemen til Cuba og Venezuela.

 

De aktionerende arbejdere har dokumentationen i orden. Det sker i rapporten Welfare to Warfare: Military Spending and Austerity Across the NATO Bloc (kan snart downloades her)

 

Her beskrives hvordan NATO’s målsætning på 5 procent betales med forringelser af en lang række sociale ydelser og vilkår på arbejdsmarkedet, nedskæringer i sundhed og undervisning. Forringelser, der ledsages af en optrapning af den imperialistiske vold i udlandet, hvorved der sker en yderligere udhuling af demokratiet i hjemlandet

 

Rapporten kortlægger alt dette, land for land. Den undersøger, hvordan de voksende budgetter til oprustning finansieres ved at trække midler ud af de sociale goder og ydelser, som arbejderklassen gennem årtiers militant faglig kamp har tilkæmpet sig fra kapitalismen.

 

Derfor mobiliserer Europas havnearbejdere den 30. oktober 2026 til en international aktionsdag mod militarisme og krig.

 

Arbejdere fra 40 havne i Middelhavsområdet vil gennemføre koordinerede strejker og lukke de terminaler, som krigsmaskineriet benytter til at transportere sine varer

 

Forsøg på at kriminalisere strejker

I Italien er havnene nu udpeget som nationale sikkerhedsområder. Den italienske statsadvokat har erklæret, at Italien nu er en del af en "fragmenteret og hybrid verdenskrig", og strejker kan medføre alvorlige juridiske sanktioner.

 

Et sådant initiativ kan imidlertid være i strid med Europarådets Venedigkommission der understreger, at selv ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger skal være nødvendige og proportionale og underlægges effektiv parlamentarisk og retlig kontrol. Kommissionen tager afsæt i, at i den europæiske sikkerhedsdebat er grænserne mellem fred, krise og krig blevet stedse vanskeligere at trække klart. Derfor kan nye sikkerhedsforanstaltninger være udtryk for en bredere bekymring for sabotage, cyberangreb, organiseret kriminalitet og udenlandsk indblanding.

 

Men Venedigkommissionen går længere, for det kan nemt udvikle sig til en glidebane, til en risiko for, at der sker en gradvis normalisering af undtagelsestænkning. Fx hvis staten, i stigende grad, beskriver almindelige civile anlæg som dele af et samlet militært sikkerhedssystem, og om hvor meget/lidt offentligheden får at vide om våbentransporter og militær logistik. Hvilke begrænsninger der indføres for adgang til havneområder, hvordan strejker og protester i strategiske sektorer håndteres, samt en balance mellem national sikkerhed, pressefrihed og demokratisk kontrol.

 

I den konkrete sag, havde en journalist søgt aktindsigt i, hvilke forsendelser der udgik fra havnen i Ravenna til Israel. Det afviste havnemyndighederne, men journalisten ankede og fik medhold af statsrådet, der begrunder afgørelsen med, at sikkerhedshensyn ikke altid var tilstrækkelige til at nægte journalister den ønskede aktindsigt.

 

Foreløbig står statsadvokatens afgørelse ved magt, og havnearbejdere, der nedlægger arbejdet den 30. oktober risikerer løntab, retsforfølgelse og repressalier fra deres arbejdsgivere.

 

"Vågn op af Tornerose-søvnen"

Behovet for handling er presserende. I 1961 opfordrede Frantz Fanon i "Fordømte her på jorden" "europæerne til at holde op med at spille det uansvarlige Tornerose-spil og erkende, hvor ofte de havde sluttet op bag vores fælles herrers standpunkt i koloniale spørgsmål."

 

Havnearbejderne forbereder sig nu på at bryde med denne langvarige fastlåsning.

 

"Hvis kampagnen lykkes, håber vi at kunne udvide den til alle de steder, hvor arbejdere kan standse de strømme af varer og ressourcer, der holder NATO’s krigsmaskineri i gang, " hedder det i den udsendte strejkeappel.

 

For at støtte de arbejdere, der risikerer repressalier, fordi de nægter at laste våben, opretter kampagnen Refuse to Move en solidaritetsfond. Alle bidrag vil hjælpe dem, der sætter deres levebrød på spil for at udfordre krigsøkonomien.

 

Strejkefonden administreres af Progressive International på vegne af kampagnen Refuse to Move. Alle midler går til de fagforeninger, der deltager i aktionerne den 30. oktober 2026, herunder CGT Ports and Docks (Frankrig), ENEDEP (Grækenland), LAB (Baskerlandet), Liman-İş (Tyrkiet), ODT (Marokko), USB (Italien) og ORSA Porti di Gioia Tauro (Italien).

 

Havnearbejdernes krav

1. Et øjeblikkeligt stop for folkedrabet på det palæstinensiske folk og åbning af en sikker, humanitær korridor for nødhjælp. En afslutning på koloniseringen, besættelsen og apartheid-politikken, der påtvinges det palæstinensiske folk, samt anerkendelse af en uafhængig palæstinensisk stat, anerkendt af det internationale samfund, inden for 1967-grænserne med Østjerusalem som hovedstad.

 

2. En afslutning på krigen i Mellemøsten. Ingen støtte til, facilitering af eller deltagelse i USA's og Israels krig mod Iran, Libanon eller nogen anden imperialistisk intervention. De militære flådestyrker og baser skal ud af regionen. Vi udtrykker vores fulde solidaritet med befolkningerne i Cuba, Venezuela og Sudan, som trues af amerikansk imperialisme, og opfordrer til forsvar for befolkningernes suverænitet, ressourcer, territoriale integritet, fred med retfærdighed og ret til modstand og selvbestemmelse.

 

3. Havne må ikke bruges til transport af militært udstyr og tropper. Vi opfordrer fagforeningerne til at styrke overvågningen, informere arbejderne, afsløre krigslasterne og organisere en bred, kollektiv modstand med alle de legitime midler, vi råder over, og gennem vores fælles kamp.

 

4. Stop militariseringen af havne og kritisk infrastruktur. Havnene tilhører befolkningerne og arbejderne. De er ikke baser for NATO, USA eller EU og heller ikke redskaber for skibsredere og monopolkoncerner.

 

5. Nej til krigsøkonomi og oprustning. Pengene skal gå til lønninger, kollektive overenskomster, sundhed, uddannelse, sociale behov samt beskyttelse af liv og sikkerhed på arbejdspladsen.

 

6. Sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger på arbejdspladserne. Ingen arbejdere skal dø for profit. Stop det stigende arbejdspres, underentrepriserne, de farlige arbejdsforhold og arbejdsgivernes vilkårlige magtudøvelse.

 

7. Kollektive overenskomster med reelle lønstigninger, faste job med rettigheder, en pensionspolitik med bedre pensioner og kortere arbejdstid. Den teknologiske udvikling, mekanisering, automati-sering, anvendelsen af kunstig intelligens og udviklingen af havnene skal tjene arbejdernes behov og ikke føre til øget arbejdspres eller nedlæggelse af arbejdspladser.

 

For at styrke den internationale koordinering mellem havnearbejdernes fagforeninger forpligter vi os i fællesskab til at udveksle information mellem fagforeningerne med henblik på fælles handling, samtidige mobiliseringer og strejkeinitiativer, der kan opretholde blokaden af krigs- og våben-transporter, samt solidaritet med enhver fagforening, der angribes af regeringer, arbejdsgivere og undertrykkelsesapparater.

 

På dette møde er de deltagende fagforeninger blevet enige om, ved at underskrive denne erklæring, at indkalde til havnearbejdernes anden internationale kampdag i oktober 2026.

 

Vores styrke ligger i organiseringen. Den ligger i vores fagforeninger, på medlemsmøderne, i de kollektive beslutninger og i solidariteten mellem arbejdere fra forskellige lande.

 

Vi, arbejderne i havnene, ved udmærket, at intet bevæger sig uden os. Uden vores hænder står containerne stille, skibene bliver ikke lastet, og krigsmaskineriet blokeres.

 

Vi opfordrer alle havnearbejdernes fagforeninger til at drøfte denne erklæring, styrke vores fælles indsats, organisere fælles aktioner og udbygge solidaritetsbåndene mellem havnene.

 

Artiklen bygger bl.a. på historier hos Progressive International