Den første vished: Rivaliseringen mellem USA, den etablerede magt, og Kina, udfordreren, udgør den vigtigste (men ikke den eneste) faktor, der strukturerer verdens geopolitiske situation, og i baggrunden har vi det sociale og økologiske kaos, som nyliberale ”orden” har skabt. Denne rivalisering viser sig på alle områder: militært, rumkapløb, økonomisk, teknologisk, strategiske alliancer, politiske eller kulturelle modeller.

Anden vished: Trods den økonomiske og finansielle gensidige afhængighed mellem disse to magter, som kan føres tilbage det nye kapitalistiske Kinas integration i den internationale arbejdsdeling og den nyliberale globalisering, kan konflikten ikke længere holdes inden for den tidligere etablerede ramme. Der stilles nu spørgsmålstegn ved selve denne ramme – og det er her vi ender i uvisheden.

Dynamikken i den adskillelse, der er påbegyndt, er fyldt med farer. Den går imod de store globaliserede firmaers interesser. Enhver sanktion, der indføres af den ene rivaliserende magt over for den anden, kan få en boomerang-effekt, herunder på beskæftigelsen. Handelskrigen kan føje sig til andre ustabilitetsfaktorer, der kan igangsætte den næste globale recession (for eksempel Trumps tiltag for at kvæle kinesisk udvikling) og åbne en større finanskrise, skærpet af gældsbyrden. Situationen kan stadig rulles tilbage, men denne dynamik er for tiden tydeligt på vej.

På den ene side forsætter den nyliberale orden med at skride frem, bemærkelsesværdigt med undertegnelsen af nye handelsaftaler, på den anden side har Donald Trump torpederet internationale netværk som WTO og forsøger at udelukke Beijing fra en ”lejr” under amerikansk ledelse, som de vil genopbygge. Dette sker samtidigt med, at Kina (trods visse begrænsninger) er en vigtig spiller i en verden af nye teknologier og nu er massivt til stede i alle regioner på planeten (undtagen Arktis, hvor landet alligevel afsætter betragtelige ressourcer til at positionere sig selv, og Antarktis). Sådant et brud kan kun blive kaotisk. Den nye kendsgerning er, at Xi Jin Ping nu synes at forberede sig på dette, efter i lang tid at have undervurderet sin modpart og have pralet med, at vi er gået ind i det ”Kinesiske Århundrede”.

Handelskrigen
Kina og USA har for nylig, den 15. januar, undertegnet en ”indledende aftale”, der formodes at afslutte den ”kolde handelskrig”, som de har ført gennem 18 måneder. Imidlertid er der kun tale om en midlertidig våbenhvile. Trump har en interesse i at fryse situationen på grund af det forestående præsidentvalg. For sin del står Xi over for en række interne vanskeligheder, herunder faldet i den økonomiske vækst i Kina og virkningerne af de skridt, som Washington allerede har taget. Han er nødt til at trække tiden ud og afvente udfaldet af det næste amerikanske præsidentvalg den 3. november 2020.

”Fase 1” skal ifølge den amerikanske terminologi af processen føre til en normalisering af handelsforbindelserne, men der sker ikke meget. Kina er gået med til sammen med Washington at planlægge indkøb af amerikanske produkter for 200 mia. dollars over to år, men har ikke givet sig på de grundlæggende stridspunkter: støtte til statsejede firmaer og åbningen af landets markeder. USA har til gengæld lovet ikke at fortage yderligere forhøjelser af toldsatserne i de kommende måneder og at suspendere anklagerne mod Beijing for at manipulere valutakurserne. Kort sagt, den indledende aftale er en justering af status quo. ”Fase 2” er udsat til efter november, og skal således først begynde efter det amerikanske præsidentvalg.

Imidlertid fortsætter de allerede eksisterende forhøjelser af toldsatserne, der har ramt kinesiske produkter for 360 mia. dollars gennem mere end et år. Disse ”sanktioner” har allerede en virkning på kapital- og handelsforløb, der leder til indledende ændringer i industrielle organiseringer og værdikæder. ”Firmainterne” overførsler mellem Kina og Taiwan er for eksempel ikke længere nok til at omgå disse sanktioner. Amerikanske multinationale firmaer flytter fra Kina til Sydøstasien (Vietnam osv.), specielt når det drejer sig om elektronik og IT. Der sker kun i mindre grad tilbageflytninger til USA selv. Trods væksten i kinesiske lønninger har Beijing stadig vigtige kort på hånden: faglært arbejdskraft, det almene uddannelsesniveau af befolkningen, en udviklet infrastruktur, et betydeligt indenlandsk marked, produktion af delkomponenter, værdier i sjældne jordarter osv.

Kan Kina komme ud af sin afhængighed?
Den gensidige økonomiske afhængighed har medført, at Kina på nogle områder er sårbar, selvom det på andre (herunder kunstig intelligens) er i en god position. Lad os nævne to af svaghederne: mikroprocessorer og den amerikanske dollars internationale placering.

Den kinesiske teknologi er bagud (to eller tre ”generationer”), når det drejer sig om mikroprocessorer. Landet er især afhængigt af forsyninger fra Taiwan og Sydkorea. Imidlertid bliver mikroprocessorer anvendt overalt. Det er en virkelig akilleshæl, da USA åbnede fjendtlighederne på hightech-fronten, ved at true Kina med at nægte landet adgang til amerikanske komponenter.

Forsøg på at opgradere landets egne processorproduktion er ikke let. Ifølge professor Zhou Shi Ping (Beijing Universitet) vil det tage fem til ti år at lukke dette gab. Så meget mere som at landet på dette område mangler kvalificerede ingeniører, dækkende underleverandører og et industrielt økosystem.

Paradokset er, at Kina oprindeligt fulgte sine rivaler inden for integrerede kredsløb. I 1965 var det i stand til at producere dem, i modsætning til Taiwan og Sydkorea, der dengang endnu ikke var i stand til det. Kulturrevolutionen, undertrykkelsen af de studerende, efterfulgt af Firebandens regime, reducerede dette potentiale til aske. En ”tabt generation” i træningen af ingeniører, hvor mange ”hjerner” flygtede til USA. På længere sigt vil et spørgsmål rejse sig: Ville brug af kunstig intelligens kunne give Beijing mulighed for at omgå den blokering, som skyldes mangel på moderne konventionelle mikroprocessorer?

I tillæg hertil er Kina for nyligt og meget gradvist begyndt at sælge amerikanske statsobligationer (de har 1000 mia. US dollars af dem!) for at støtte sine egne finanser i en tid med økonomisk opbremsning, men også af sikkerhedsmæssige årsager. Selv om dette salg er begrænset, så er det et tegn på Beijings ønske om at bryde sin afhængighed af den amerikanske valuta. På samme tid spreder Kinas Nationalbank sine reserver ud på flere valutaer og opkøber en masse guld.

Så utroligt det end kan lyde, har USA ensidigt givet sig selv retten til at forfølge alle i verden, der bruger amerikanske dollars til transaktioner, hvis de vurderes at være i modstrid med Washingtons politik. Det er det våben, der i øjeblikket bruges til at gøre blokaden mod Iran mere effektiv. Den kinesiske yuan ville i sidste ende kunne blive brugt som referencevaluta (såvel som den japanske yen eller euroen?) under forudsætning af, at Beijing giver garantier for, at man ikke vil manipulere dens kursværdi.

5G, et politisk opgør
Trump anklager Beijing for industriel eller politisk spionage. Hvem gør ikke den slags? Det var USA, der hackede Angela Merkels og Emmanuel Macrons telefoner!  Ved at gøre dette skaffede Washington sig afgørende fordele, især ved forhandlingerne om handelsaftaler, da man på forhånd kendte USA’s europæiske ”allieredes” taktikker. Macron var utilfreds med, at den belgiske regering besluttede at købe amerikanske kampfly. Og med god grund: Alle informationer om flyvninger bliver sendt direkte til producenten, tværs over Atlanten. Når det handler om ”god praksis”, er det så almindeligt at få Canada, til at arrestere og retsforfølge en direktør fra en konkurrent, i dette tilfælde Huawei, og tvinge nabolandet til at beholde Meng Wanshou i varetægtsarrest – og til at betale prisen herfor [konflikt med Kina o.a.]?

Kina er i stand til at tilbyde det bedste produkt inden for 5G-netværk (i stand til at oveføre store mængder af data med en usammenlignelig hastighed) til den laveste pris, medens implementeringen af dette udstyr nu er ved at blive rullet ud. Europæiske firmaer er godt placeret (Nokia, Ericsson), men Huawei er den førende i kapløbet og sikrer sig løbende opførelsen af størstedelen af disse netværk på verdensplan.

Washington påbyder sine allierede at udelukke kineserne fra at rulle 5G ud i deres lande. Det er frem for alt en politisk test. Europæernes svar er ikke ensartede, som sædvanligt, men snarere negativ eller blandet. Kun Canada (?), Australien eller New Zealand synes at lystre. Denne test er ikke særlig opmuntrende for Trump.

Forbuddet mod udveksling af teknologier
Et andet og endnu vigtigere tiltag er forbuddet mod, at amerikanske firmaer sælger teknologi til kinesiske firmaer, især i telesektoren (herunder opgraderinger af eksisterende systemer, såsom Google). Dette vil formentlig hæmme nye udviklinger på verdensmarkedet. Ikke alene vil GAFA [Google, Apple, Facebook og Amazon, o.a.] miste markeder, men det vil også indebære indførelsen af inkompatible teknologier, som det var tilfældet i 1970erne med VHS og Betamax (videokasetter). Indførelsen af DVD gjorde denne krig mellem to japanske firmaer (Victor Company og Sony) forældet.

Udviklingen af globale standarder øger i betydelig grad kapitalens bevægelighed. Imidlertid er inkompatible teknologier en del af en global konflikt. Og et endnu ukendt antal økonomiske sektorer ville blive påvirket af politisk, kommerciel og militært pres på et land for at vælge sin ”lejr”. Washington opererer med denne logik om eksklusion. Beijing påstår, at dets partnere har deres fulde frihed til at handle med hvem, de vil, men det opbygger klientstater især gennem gæld som et våben, der giver kineserne mulighed for at tage kontrol med havne, der bliver kinesiske besiddelser i op til 99 år (tilsvarende Hong Kongs koloniale status).

Vi vil nu vende tilbage til et af de ubesvarede spørgsmål, som blev stillet i starten af denne artikel: Hvilke former kan mere eller mindre eksklusive indflydelseszoner antage i verden i dag?

Ustabil geopolitik
Donald Trumps specielle psykologi, hans prioriteringer i forhold til valget og indflydelsen fra den religiøse yderste højrefløj er ikke uden konsekvenser. Historiske allierede med USA har på den hårde måde lært, at USA’s præsident ikke har taget hensyn til deres interesser. Helt op på det niveau, hvor Abes Japan følte sig nødsaget til at trække kortet med Putins Rusland, som modsvar til Trumps laden dem i stikken.

Imidlertid afspejler Trumps usammenhængende politik også større indre modsætninger i amerikansk politik. Selv om den er dominerende, så er denne imperialisme ikke magtfuld nok til at kontrollere verden – derfor fristelsen til at trække sig tilbage, men USA’s interesser står på spil overalt – og derfor umuligheden af et generelt tilbagetog. Mellemøsten er et slående eksempel på denne situation.

Washington har brug for allierede, som kan være med-politi for at kunne styre planeten. USA’s ensidige optræden hjælper ikke dem, som kunne spille denne rolle. Men findes disse? Den eneste ”succes” for EU er at have fremmet den rystede WTO-orden, der trods alt findes i dag. Japans muligheder for intervention er begrænset af befolkningens sympatier for pacifisme (som det endnu ikke er lykkedes Abe at få knækket) og af erindringen om de overgreb, der blev begået i Asien under Anden Verdenskrig. En vedvarende aftale med Rusland rettet mod Kina synes ikke at kunne gennemføres, og desuden er Moskvas effektive aktionsradius begrænset til landets ”periferi” (herunder Syrien) og af dets begrænsede militære muskler.

Washington er på udkig efter regionale magter, begyndende med Saudi Arabien (et drivhus for ”radikal” islamistisk terrorisme!). Imidlertid er der rigeligt med såkaldte regionale magter, og Kina er den, der er bedst i stand til at få gavn af dem. Det er sandt i Mellemøsten (hvor Kina arbejder sammen med både Iran og Saudi Arabien, og hvor landet kan spille på sin status som verdens førende importør af olie) og i Nordafrika eller i Afrika syd for Sahara, eller endog i en vis udstrækning i Latinamerika.

Området omkring det Indiske Ocean og Stillehavet er et specielt og vigtigt tilfælde. Dette område er centralt for konflikten mellem USA og Kina. Efter en lang forsinkelse har Washington stabiliseret en alliance, der inkluderer Indien, Japan (trods de seneste spændinger mellem Tokyo og Washington), Australien og New Zealand. Beijing har sendt et hangarskib og sin flåde til området og forhandler om støttepunkter med forskellige østater. Kina er godt placeret i det nye våbenkapløb, som indeholder hypersoniske våben [dvs. hurtigere end lydens hastighed, o.a.] som er i stand til at true flådebaserede luftstyrker og fjendtlige territorier på lang afstand. Betingelserne for krig er under forandring.

Ud over Kina militære opbygning på jorden må man også tilføje den tilsvarende i det ydre rum. Her er en illustration af den dynamik, som bliver udfoldet. I 2011 udelukkede en lov i USA Kina fra den internationale rumstation (ISS). Pludselig vil Kina bygge sin egen station inden 2025. I 2019 affyrede Beijing flere rumraketter end noget andet land: 34 affyringer, herunder 32 med held (det tilsvarende tal for USA var 27), og derudover bør man huske på, at de placerede et modul på månens bagside. Dette viser mange teknologiske fremskridt, såvel som kolossale investeringer (vi vil ikke her beskæftige os med de indre modsætninger og svagheder i XI Jin Pings regime og disses mulige konsekvenser).

Intet er endnu umuligt at rulle tilbage, men vi er trådt ind i en helt ny situation med meget usikre konsekvenser. Endelig behøver man ikke at være spåmand for at indse, at konflikten mellem Kina og USA kan føre til en acceleration af klimakrisen. Hvem bekymrer sig om den slags detaljer i Washington eller Beijing?

Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund