Læsetid: 6 minutter

Bygningen er en af Coyoacans utallige villaer, et hus med have omgivet af en meget høj mur. Coyoacan plejede at ligge i landlige omgivelser uden for Mexico City et sted, hvor kunstnere søgte rolige omgivelser. I dag er det et hipt kvarter midt i en metropol få skridt fra metrostationen. Haven kunne være idyllisk – hvis ikke det var fra støjen og osen fra motorvejen.

 

Da vi ankommer, venter Volkov på os i en grå jakke og rød baseballkasket fra CUT – den brasilianske LO. De dybtliggende øjne ser alvorlige ud – men snart begynder han at le.

 

Han viser os ubesværet rundt i huset. Den bolig, der husede Trotskij i de sidste år af hans liv. Vi bemærker skudhullerne, de tilmurede vinduer og de tunge ståldøre – lidt som et fængsel. Alt dette er nu et museum til minde om hans familie, hvor flertallet blev ofre for politiske mord.

 

Trotskijs eksil

Trotskij blev forvist fra Sovjetunionen i 1929 og fik asyl på den tyrkiske ø Prinkipo. Få år sene blev han bortvist fra Tyrkiet, dernæst fra Frankrig og Norge. I 1937 fik han asyl i Mexico.

 

Trotskijs datter, Zinda Volkova, led af en svær depression og begik selvmord i 1933. Hun efterlod en lille søn, Vsevold ”Seva” Volkov Han boede kort hos sin onkel, som var flygtet til Paris fra nazisterne og senere blev myrdet af Stalins agenter. Dernæst flyttede den unge Seva ind hos sin morfar i Mexico.

 

Han husker stadig disse måneder med den berømte revolutionære. De tog på kaktus-ekskursioner, hvor de med nød og næppe undgik et attentatforsøg, men den 20. august 1940 slap Trotskijs held op. Han blev myrdet af en stalinistisk agent.

 

Livet forsatte. Seva blev mexicansk statsborger og skiftede navn til det spanske Esteban. Han studerede kemi og opfandt en metode til industriel fremstilling af p-piller. Han glemte imidlertid ikke sin bedstefars minde. Siden 1989 har han været direktør for museet Casa Leon Trotsky.

 

WF: Hvad er det første, du mindes om Leon Trotskij?

EV: Jeg var 13, da jeg ankom til hans hus sammen med Alfred og Marguerite Rosmer. Kontrasten var slående Den europæiske vinter er grå, grå, grå. Jeg kom fra et dystert klima fuld af sorg efter min onkel Sedovs død. Jeg var følelsesmæssigt skadet. Sedov døde i februar 1938. Hans enke ønskede at tage sig af mig. Min morfar var nødt til at ty til advokater. Endelig kom jeg til Coyoacan. Mit første indtryk var farver! Mexico er et land fuld af farver. På det tidspunkt var det en landsby og ikke en del af Mexico City. Du skulle gå gennem marker med roer og majs for at nå byen. De støvede veje blev til floder, når det regnede.

 

WF: Var det mere sikkert her?

I nogen grad, men den stalinistiske efterretningstjeneste var også aktiv her. Det første mordforsøg skete den 24. maj 1940. Jeg gemte mig under min seng. Morderne kom ind i mit værelse fra tre forskellige retninger og tømte deres pistoler i min madras. Syv eller otte skud, hvor et af dem ramte min storetå.

 

WF: De skød efter et barn?

EV: Selvfølgelig. De myrdede mange trotskijster og ønskede at udrydde hele hans familie. Trotskijs søn, Sergei Sedov, som forblev i Rusland og ikke var interesseret i politik, blev også skudt.

 

I maj 1940 ankom en ung bodyguard fra USA, Sheldon Harte. Han var en stalinistisk agent. Det var ham der åbnede døren for morderen. Senere myrdede de ham og begravede ham i en park udenfor byen. Ifølge de stalinistiske arkiver havde han kritiseret sine kammerater. Hvis han havde vidst, at de også agtede at myrde et barn, ville han ikke have medvirket, sagde han senere.

 

Så han blev han stemplet som forræder. Det er sådan, det stalinistiske system fungerede: Når noget gik galt, var man nødt til at finde nogen at skyde skylden på. I dette tilfælde var det meget nemt at pege på amerikaneren: De hævdede, at han havde advaret Trotskij, som søgte skjul i kælderen. Denne historie er blevet vist i flere film .

 

Men det er absurd: Ville Trotskij have efterladt mig alene tilbage?

 

WF: Hvad skete der i virkeligheden?

EV: Min morfar tog sovepiller for at falde i søvn. Da skyderiet startede, troede han først, det var fyrværkeri fra en eller anden mexicansk religiøs fest (han griner) Hans kone Natalia sprang op med det samme. Hun fik ham op at stå og skubbede ham ind i et mørkt hjørne… og redede hans liv.

 

WF: Hvad skete der efter angrebet?

Stalinisterne prøvede at fremstille det som en farce, som Trotskij selv havde foranstaltet. De betalte en politibetjent og to kokke, som arbejdede her, for at give falske vidneudsagn. Alle tre sagde, at vagterne havde været nervøse den aften og havde talt på morfars kontor indtil sent på aftenen.

 

Til at begynde med hoppede politiet på denne løgn.

 

Der var imidlertid mere end 20 personer involveret – gangstere og stalinister og på en eller anden måde fangede de en, som havde talt over sig¨på en bar. Den berømte maler Alfaro Siqueiros, en af lederne af kommunistpartiet, havde stået i spidsen for komplottet. Siqueiros var ganske kort tid i fængsel, så emigrerede han til Chile.

 

WF: Hvordan forandrede livet i huset sig herefter?

EV: Tidligere havde vi ofte udflugter ud på landet sammen med venner for at samle kaktus. Morfar var en stor fan af kaktus. Der er mange varianter Vi tilbragte mange timer på grusveje for at finde nye sorter. Disse ture stoppede efter det første attentatforsøg. Jeg kom i skole hver dag, men min morfar var dybest set en fange i sit eget hjem. Oprindelig havde en italiensk familie udlejet huset til os. Socialist Workers Party i USA samlede penge ind og købte det, så det kunne ombygges af sikkerhedshensyn. Tilmurede vinduer og bunkere på taget. Trotskij vidste selv, at det næste mordforsøg ikke ville blive en simpel gentagelse.

 

WF. Kunne I ikke have flygtet til et andet sted?

EV: Det ville have været det samme. Trotskijs sekretærer blev kritiseret for ikke at tage de rette sikkerhedsforanstaltninger, men Trotskij vidste, han levede på lånt tid. Måske kunne man have forlænget hans liv med nogle få måneder. Stalin var imidlertid parat til at gøre hvad som helst for at eliminere Trotskij. 3 måneder senere lykkedes det for catalaneren Ramon Mercader.

 

WF: Var du i huset den 20. august 1940?

EV: Jeg ankom kort efter mordet. Jeg så en mand på hjørnet af huset, som blev tilbageholdt af politiet. Mercader tilbragte 20 år i fængsel.

 

WF: Hvordan var din morfar i hverdagen?

Hjertelig, med en stærk sans for humor. Han var en person med stor vitalitet og grænseløs energi.

 

Hvis vi skulle finde en skuespiller, der skulle spille Trotskijs rolle, er den eneste, der kunne gøre det rigtigt godt Kirk Douglas (griner) Douglas har det drive, som var typisk for min morfar. Trotskij talte mange sprog. Han talte engelsk med de amerikanske vagter, tysk med den tjekkoslovakiske sekretær Jan Bazan og fransk med den anden sekretær Jean Van Heijenoort. Han talte også fransk med mig.

 

WF: Ikke russisk?

EV: Nej Jeg kunne ikke russisk mere. Hjemme var de fleste sekretærer amerikanere. Det var en af de betingelser, som den mexicanske regering havde stillet for hans asyl. Han måtte ikke blande sig i mexicansk politik – derfor kunne vi ikke ansætte mexicanske hjælpere.

 

WF: Men der findes adskillige artikler om mexicansk politik af Trotskij!

EV: Han skrev lidt om Mexico under pseudonym, men han blandede sig ikke i politik.

 

WF: Hvad skete der med huset efter Trotskijs død?

EV: Vi fortsatte med at bo her. Natalie døde i 1962. Hun blev begravet i haven ved siden af Trotskij.

 

I 1965 besatte soldater huset – regeringens hævn mod studenter med trotskistiske holdninger (griner)

 

Efter nogle få måneder kontaktede de os – de vidste ikke, hvad de skulle stille op med det. Så vi flyttede ind igen. Vi blev der i 15 år mere, og så åbnede vi museet. I 1990 blev det udvidet til at omfatte et institut til støtte for retten til asyl. Nogle tomme squash-haller blev ombygget til et auditorium, et rum til udstillinger og et bibliotek. For mit eget vedkommende var jeg i politikkens periferi.

 

Min morfar havde sagt til sekretærerne: Hvis I taler med ham – så ikke et ord om politik.

 

WF: Hvilken betydning har Trotskij i dag?

Han havde en grundsolid tro på, at socialismen ville afgøre menneskehedens fremtid. Han havde ingen tvivl, men historiens ur bevæger sig langsommere end man kunne ønske sig. Et menneskeliv er meget kort set i hele historiens forløb. Men der er ingen tvivl om, at hvis menneskeheden skal overleve, er der brug for en anden samfundsmodel, fordi kapitalismens ødelæggelser hele tiden når nye højder.

 

WF: Hvilken betydning har Trotskijs politiske arv for at overvinde kapitalismen?

Marxismen er den hidtil bedste metode til at forstå kapitalismen og klassekampen. Revolutionen var en af de mest omfattende, som hidtil havde fundet sted. Trotskij havde ideologisk forberedt den og taget del i dens virkeliggørelse. Han forsvarede Sovjetunionen mod alle fjender. Efter Lenins død bekæmpede han kontrarevolutionen. Vi ved, at alle revolutioner har den samme dynamik:

 

Et skridt frem – så et tilbage. Nøjagtig som i den franske og den mexicanske revolution kom der en Thermidor. Konkret betød det opstigningen af et bureaukrati, en ny privilegeret klasse, som bemægtigede sig regeringsmagten.

 

WF: Kan socialismen reddes efter denne stalinistiske erfaring?

Stalin præsenterede sig som en stor elev af Lenin. Det passede de kapitalistiske regimer ganske godt at holde denne løgn i live for at bringe marxismen i miskredit. Trotskijs store indsats var at sætte sig op mod den stalinistiske kontrarevolution. Ingen har studeret denne proces bedre end ham. Mange tror, at kampen mellem Stalin og Trotskijs drejede sig om magten. Det passede sikkert for Stalins vedkommende, men for Trotskij overhovedet ikke. Han var ikke interesseret i magten. Han ville holde fast i oktoberrevolutionens principper. Ville han have haft magten, kunne han havet fået det på en halv time via den Røde Hær, mens han var denne hærs leder. Det havde imidlertid ført til militærdiktatur og det var ikke hans mål. I sidste ende kunne han ikke holde kontrarevolutionen tilbage, men til gengæld kunne han studere denne proces grundigt. I den følgende periode var det særligt vigtigt for ham at skole de unge kammerater politisk. Efter aftensmaden havde han meget lange diskussioner med dem på sit kontor.

 

Artiklen er første gang bragt i derFreitag.de.

Teksten er senere bragt i International Viewpoint teksten er oversat til dansk herfra af Leif Mikkelsen. Dog er de to sidste spørgsmål taget fra Der Freitag.