Regeringen ville ikke løse problemet med underbetaling i de traditionelle kvindefag, men et problem med arbejdskraftsmangel på helt bestemte områder.  Aftalen blev købt af fagbevægelsen, betalt med modydelser i form af øget arbejdstid – og mange andre uligelønsramte grupper var end ikke inviteret med til festen.

Efter konflikten på sundhedskartellets område i 2008, nedsatte den daværende VK-regering en lønkommission, som skulle kortlægge uligelønnen i Danmark.

Efter sygeplejekonflikten i 2021 blev der endnu engang nedsat en lønstrukturkommite, for at afklare det, vi allerede vidste:  – Der er en strukturel uligeløn i Danmark, og den har også historiske rødder.

Takket være arbejdskamp blandt offentlige kollegaer blev dagsordenen rejst, problemet blev belyst – og politisk adresseret. Lønforhandlinger og overenskomstforhandlinger på det offentlige område har altid været politisk bestemt og styret af den økonomiske ramme fra Christiansborg.

Men det har desværre aldrig været præmissen, at den belyste ulighed blev garanteret løst. Dette ville kræve yderligere kamp og politisk pres.

Derfor måtte Socialdemokratiet også bringe det frem som løfte i forbindelse med valgkampen i 2022.

Men den aktuelle trepartsaftale har ikke været præsenteret som en opfølgning på de tidligere aftaler, eller som en løsning på det belyste problem. Denne trepartsaftale var båret af regeringens ønske om at løse deres rekrutteringskrise i det offentlige, samt generelt at skaffe mere arbejdskraft,  begrundet i regeringens nyliberale tankegang.

Arbejdskamp har ingen perioder

Internt i fagbevægelsen har der været mange diskussioner af timingen omkring denne trepart. – Kan man lave lønaftaler udenfor overenskomstperioder? Denne melodi har især kørt fra fagtoppen i private fagforbund, hvis medlemmer selv årligt kan forhandle lønstigninger hjem, og en fagtop som gang på gang har gentaget devisen om, at det private skal sætte rammen for lønudvikling i Danmark.

Men arbejdskamp, og kampen for forbedringer har aldrig været begrænset til særlige perioder. Kun de mest bureaukratiserede lag af fagtoppen køber ideen om, at lønnen kun må forbedres, når der er formelle overenskomstforhandlinger.

For enhver progressiv stemme må gælde, at vi glædeligt går til et forhandlingsbord, når der er penge til medlemmerne på spil. Vi tager pengene og kræver flere, og vi betaler ikke for dem.

Fagtoppen betalte

Men fagtoppen har betalt for deres opnåede resultat. På den ene side står de og proklamerer en sikret lønstigning, på trods af at denne overhovedet ikke er udmøntet før OK24, og at der absolut ikke er sat beløb på for den enkelte medarbejder. Og de glemmer at fortælle, at det eneste helt konkrete der er aftalt er, at man generelt lover at hæve aldersgrænsen for seniordage, så den følger rytmen i den hævede folkepensionsalder;  at ansatte over en bred kamp skal arbejde flere timer, og flere skal bidrage til skæve vagter; og at ansatte i fængselsvæsnet f.eks. skal indstille sig på at kunne arbejde mere end lovgivningens 48 timer om ugen.

Der et rigtigt, at der allerede fra overenskomstforhandlinger i 2024 nu er lovet en ekstra milliard til disse faggrupper. Men så længe man ikke har fastsat, hvad den samlede økonomi er, så er ekstra penge stadigvæk fugle på taget. Når ingen kender den samlede økonomisk ramme, er det svært at vurdere værdien af en ”ekstra milliard”.

Derudover har fagtoppen accepteret en skandaløs tvungen sammenkædning af afstemningerne for samtlige offentligt ansatte. – Åbenlyst for at forhindre andre grupper i at gå i sygeplejerskernes fodspor og strejke for deres ret.

Arbejdskampe åbnede ballet – arbejdskampe skal lukke det

Splittelsen frem mod overenskomstforhandlinger er allerede i fuld gang. Faggrupperne slås intern om fordelingen af midler, og AC har forladt forhandlingsfællesskabets forhandling om en samlet lønramme på det kommunale og regionale niveau. Alt sammen ud fra en slåskamp om, hvordan midlerne skal fordeles, og hvordan man sikrer de nødvendige lønstigninger til egne faggrupper – på baggrund  af en berettiget frygt for, om den økonomisk ramme vil være tilpas stor til både at tilgodese særlige formål, genopretning af reallønnen og sikring af lønfremgang.

Denne splittelse er dybt skadelig, og desværre udtryk for at fagtoppen har købt præmissen om en samlet kage som skal fordeles. Faktisk har man endda i aftaleteksten accepteret, at ”det er de konkurrenceudsatte private erhverv, der sætter rammen for lønudviklingen i samfundet. ” – Altså at rammen fortsat skal ligge under den private, der sidste gang nok var tocifret, men kun lige dækkede reallønsefterslæbet.  Og at rammen dermed overhovedet ikke skal indeholde midler til at bøde på andre offentligt ansattes ulige- og lavtlønsproblemer.

Men her skal historien vise sin styrke. Lønkampen kom i front takket være et mobiliseret bagland, der i flere omgange gik i konflikt for kravene. Skal dette nu også udmøntes til kroner, så kræver det den samme enhed og kampvilje.

Fælles kamp for reelle penge til velfærdssektoren

Det kan give anledning til stor bekymring, hvordan de 6,8 mia.kr. (3 mia. efter tilbageløb), som aftalen angiveligt koster, i sidste ende finansieres. Det ligger allerede fast, at 3 mia. kr. skal hentes ved besparelser på administrationen i kommunerne og regionerne. Angiveligt ved at afskaffe ”overflødigt bureaukrati”. Problemet er bare, at netop denne besparelse er foretaget så mange gange før, at man i praksis i stedet vil lave besparelser, der igen rammer de i forvejen hårdt trængte velfærdssystemer i både regioner og kommuner. Der har f.eks. allerede været rygter om, at administrative opgaver i regionen bare vil flytte fra ”det overflødige bureaukrati” til de ellers så efterspurgte sygeplejerskers varme hænder!

Og de aktuelle nedskæringer og endda fyringer i blandt andet skolevæsen, ældrepleje og sundhedsvæsen (f.eks. sygeplejersker i Nordjylland) illustrerer klart, hvordan trepartsaftalerne i sig selv på ingen måde vil løse det, der må kaldes krisen i det danske velfærdssystem. Hverken for de ansatte eller for brugerne.

Derfor er der ligeså meget som før brug for et samlet velfærdsoprør i foråret, hvor der skal opbygges en fælles kamp. En kamp for de offentligt ansattes OK24, der sikrer reallønnen og bekæmper lavtløn og uligeløn – og en kamp for kommune- og regionsaftaler, der stopper nedskæringsvanviddet og tager fat på en genopretning af velfærden.

Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg, den 14. december 2023