Det står tydeligt for enhver, at der ikke er en grænse for hvor mange civile Israels regering og hærledelse er villige til at slå ihjel for at sikre deres politiske og militære mål. De gentagent udtrykte ønsker om at udrydde det palæstinensiske folk, omtalen af dem som dyr og den øvrige folkemorderiske retorik fra toppen af det israelske samfund siver ned gennem samfundet og brutaliserer konflikten yderligere.
Denne retorik står ikke alene, men ledsages af en blokade af alle nødvendige fornødenheder. Dette har fået snart sagt alle uafhængige observatører til at advare om, at sygdomme og sult snart vil blive de hyppigste dødsårsager i en konflikt, der på to måneder for længst har overhalet de civile tabstal i Ukraine – og dette uden at medregne de utallige lig, der nødvendigvis må gemme sig i ruinerne af Gaza.
Alt for meget peger på, at vi er vidner til det første folkemord i det 21. århundrede, og de vestlige regeringer er, anført af USA, nærmest entydigt aktive støtter af det. Imod det moderne barbari har en verdensomspændende bevægelse rejst sig. Ikke siden krigen mod Irak har verden set en så omfattende og dedikeret antikrigsbevægelse.
I København har Stop Annekteringen Af Palæstina arrangeret daglige demonstrationer, som nu afholdes tre gange om ugen. I alle større og flere mellemstore byer har der været demonstrationer, og flere steder afholdes de ugentligt. Demonstrationerne har tiltrukket titusinder af borgere, på trods af at de har fået meget overfladisk, hvis nogen, dækning i medierne. Samtidig har aktivister blokeret den største danske våbenproducent Terma i både Århus og København, og bevægelsens tilstedeværelse i gadebilledet har været konstant stigende siden dens begyndelse.
Denne bevægelse er den afgørende magt på palæstinensernes side. Det er truslen om politiske følger og de økonomiske konsekvenser af boykotkampagnen, der kan bryde de vestlige lederes følgagtighed og bringe Israel til den internationale isolation, der endte med at blive årsagen til den sydafrikanske befrielse fra apartheid. Den sydafrikanske kamp mod apartheid viser os, at det er muligt for en international bevægelse at støtte en national frihedskamp ved at isolere et styre internationalt og gøre det politisk kostbart at bakke op om det. Denne erfaring er helt afgørende i bekæmpelsen af den israelske apartheidstat.
Det er tydeligt, at mange i Danmark havde forventet, at det var Enhedslisten, der tog denne rolle på sig. Desværre har deres forhåbninger været forgæves. Mens Enhedslistens afdelinger mange steder har støttet bevægelsen, så har Enhedslisten på nationalt niveau ikke stillet sig i spidsen for at udbrede kampen mod besættelsen af Palæstina og bringe Israels folkemord og folkefordrivelse frem i lyset, men har søgt at indtage en mere “neutral” position, der sidestillede Hamas og Netanyahus som skurke og civile israelere og palæstinensere som ofre for parallelle krigsforbrydelser. Partiet har endog nægtet at bakke op om den største danske antikrigsdemonstration i 20 år. Dermed har Enhedslistens ledelse nationalt tvunget en kile ned mellem Enhedslisten og bevægelsen for Palæstinas befrielse.
SAP ser det derfor som en opgave sammen med andre gode kræfter at bringe Enhedslisten i front på spørgsmålet om Palæstinas befrielse og Israels folkemord og folkefordrivelse. Dette er helt afgørende, hvis den danske venstrefløj skal gøre sig nogen som helst forhåbning om at kunne se de titusindvis af demonstranter og alle andre modstandere af apartheidstaten i øjnene igen.
SAP opfordrer under alle omstændigheder alle til at tage del i denne bevægelse. Dette kan gøres ved at tage kontakt til lokale palæstinensiske foreninger, tilslutte sig lokale solidaritetsinitiativer eller selv tage initiativ til nye, ved at udbrede bevægelsen for en total boykot af Israel og ved at sprede information om den zionistiske apartheidstats opståen og fakta om de aktuelle forhold i Gaza.
Socialistisk Arbejderpolitiks Landsledelse, den 3. december 2023
