Netmagasinet Solidaritet

Til kamp mod fascismen: AfD’s valgsejr i Sachsen-Anhalt og remigrationsmarch i København

{{brizy_dc_image_alt entityId=
Det tyske parti Alternative für Deutschland (AfD) vandt 43,8% af stemmerne til kommunal- og delstatsvalget i Sachsen-Anhalt. Sammenlignet med sidste delstatsvalg i 2021 er det en fremgang på intet mindre end 23 procentpoint.
Af SAPs Forretningsudvalg
Læsetid: 4 minutter

 

Dette er et skræmmende resultat. Men desværre var det forventeligt. AfD er gået stærkt frem de sidste par år. Ved parlamentsvalget i 2025 blev det det  næststørste parti. Hvis der var valg i dag, ville de stå til at blive det største parti med lidt under en tredjedel af stemmerne.

 

Hvorfor er AfD blevet så populære? 

AfD er et neoliberalt parti helt ind til kernen. Det blev stiftet i 2013 af den neoliberale økonom Bernd Luckemen og er det parti i Tyskland, der modtager flest private donationer. Ikke desto mindre er 89% af dem, der stemte AfD i Sachsen-Anhalt, nervøse for om de kan betale deres regninger. AfD formår at appellere til deres vælgere gennem en racistisk fortælling, der kombinerer en stærk tysk nationalfølelse med østtysk stolthed og løfter om økonomisk sikkerhed.

 

Dykker man ned i AfD’s valgprogram for Sachsen-Anhalt bliver denne dynamik helt tydelig. De kræver massedeportationer af faglærte migranter, brandet som remigration, samtidigt med at det skal være mere attraktivt for veluddannede tyskere, der har forladt Sachsen-Anhalt, at flytte tilbage. De skriver om styrkelse af kernefamilien, kønsrollerne og beskyttelse af det ufødte liv, samtidig med  at de slår de sig op på, at børn aldrig må blive en økonomisk byrde, der gør det svært at få husholdningsbudgettet til at gå op. De foreslår at genindføre russiskundervisning i skolen og fremhæver Østtyskland som et forbillede for hele Tyskland - bakket op af et krav om at gøre denne vinkel til en del af den nationale kommunikationsstrategi.

 

Nationalt perspektiv

AfD’s valgprogram er skræmmende læsning, der trækker tydelige tråde til både nuværende og tidligere tiders fascistoide bevægelser. For at forstå betydningen af valgresultatet er det imidlertid også værd at bemærke, at partiets politiske forslag rækker langt ud over det, der kan reguleres på delstatsniveau. Det skyldes blandt andet, at et stærkt valgresultat i Sachsen-Anhalt kan være med til at styrke AfD’s indflydelse på nationalt plan.

 

Hvis AfD bliver en del af delstatsregeringen i Sachsen-Anhalt, vil partiet samtidig kunne få en plads i Forbundsrådet[Bundesrat] – Tysklands overhus – hvor delstaterne har betydelig indflydelse på den nationale lovgivning, herunder mulighed for at blokere lovgivning vedtaget i underhuset [Bundestag]. Dermed rækker konsekvenserne af et valg i Sachsen-Anhalt langt ud over delstatens egne grænser.

 

Indtil videre har de øvrige partier i Sachsen-Anhalt afvist at danne delstatsregering sammen med AfD. Dermed forsøger de at opretholde den såkaldte brandmur og holde AfD ude af det nationale forbundsråd. Men kigger man på prognoserne frem mod parlamentsvalget i 2029 tyder alt lige nu på, at det bliver sværere og sværere at holde AfD uden for regeringsmagten.

 

Kamp mod fascisme i Tyskland - og i Danmark

Den tyske venstrefløj har en kæmpe opgave foran sig - både nu og inden næste parlamentsvalg. De skal have styrket deres antifascistiske organisering, herunder både den antiracistiske, feministiske og faglige kamp, der kan manifestere et alternativ.

 

Vender vi blikket mod Danmark, står venstrefløjen overfor den samme opgave. Selvom den eksterne højrefløj står parlamentarisk svagere i Danmark, så er remigration også her blevet sat på den politiske dagsorden, blandt andet af Dansk Folkeparti. Partiet har foreslået at gennemgå og annullere statsborgerskaber, der er tildelt inden for de seneste 20 år, mens Danmarksdemokraterne fører kampagne under overskriften »flere hjem, færre hertil”.

 

I København gik mellem 700-1000 demonstranter på gaden den 5 september i en såkaldt remigrationsmarch, hvor flere af demonstranterne heilede og bar nazisymboler. Demonstrationen var arrangeret af gruppen Det Danske Folk, der annoncerede, at de igen vil indtage de københavnske gader den 17. oktober.

 

Fascistiske kræfter må ikke overtage vores parlamenter eller gader. Det er afgørende, at remigrationsmarcherne bliver mødt af modstand. Duk op og tag dine venner med til den moddemonstration, der bliver organiseret.

 

(Tjek f.eks. Facebooksiden for Fællesinitiativet mod racisme og diskrimination for yderligere oplysninger, når datoen nærmer sig.) 

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 20. september 2026

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Er du menneske? - Udregn regne stykket her ved siden af.Captcha