Kan en by være grøn og skøn, hvis borgerne ikke bestemmer over deres kvarterer, og når den er blevet et tilbehør til markedet? I en ny bog graver Peter Schultz Jørgensen dybere i den neo-liberalisme, der forvrider København.

af Arne Lund

København kan ikke klage over mangel på tilbedere – fra gårdsangere over sprælske kunstnere til arkitekter og forskere. Alle har de erklæret deres kærlighed til den forunderlige by – og gang på gang blev de skuffet. Som Poul Henningsen skrev det i Drømmenes København fra 1964:

 

Vi gav dig forelskede tilbud,
men hver gang talte en kræmmer stærkere til din kræmmersjæl
Vi lovede dig fremtiden
han lovede dig 5 øren straks – og du valgte 5-øren.

 

Bejlerne glemte vist, at byens navn stammer fra middelalderen, hvor den hed Køpmannæhafn – købmændenes havn. Det har ikke ændret sig.

 

Om de utallige forspildte muligheder, og om de investorer, der med bystyrets accept har sat sig på byen og dens udvikling, har Peter Schultz Jørgensen skrevet en brugsbog, der ligger i forlængelse af Byernes Jord (se anmeldelse i SI).

 

Ta’ byen tilbage sammenfatter hovedpointerne fra tidligere bøger, men er desuden en uddybende beretning om København, dens historie og udfordringer, samt anvisning af det regionale perspektiv som en del af løsningen.

 

I fire kapitler beskrives metroen som førerløs byudvikler, grundvilkårene for byens og regionens udvikling belyst gennem natur, jord, kapital, bosætning, demokrati samt hvor katastrofal fraværet af en regional planlægning er. Forandringens vinde blæser – om borgerne, der har fået nok af spekulanter og medløbende politikere, og indser, at akkumulation af kapital er med til at fordrive helt almindelige borgere fra byen.

 

Neoliberalistisk byplanlægning

Et område, hvor neoliberalismen for alvor er slået igennem, er i planlægningen af byer og boliger. Derfor er kommunerne også et godt sted at optrævle neoliberalismen, thi her er ulighederne konkrete og synlige.

 

Beslutningstagernes drømme om København som Nordens kraftcentrum og evig materiel vækst, har afsporet al regionplanlægning for hovedstadsområdet. Alene det, at placere fysisk planlægning i erhvervsministeriet, der stort set siger ja til alt, hvad kommunerne kommer med, viser hvor dybt business-tankegangen stikker. “En ny analyse skal se på hvad der står i vejen for vækst og udvikling,” erklærede erhvervsminister Troels Lund Poulsen i 2016.

 

Hos socialdemokraterne står det nu ikke bedre til. Efter snart to år ved magten, har regeringen endnu ikke taget skridt til at få planlægningen tilbage til Miljøministeriet, så alt fortsætter vel som under VLAK.

 

I København fyldes lommerne på investorer og pensionskasserne, når Borgerrepræsentationens flertal vedtager en lokalplan for Posthusgrunden, der forhøjer bebyggelsesprocenter fra 215 til 450 – hvilket øger grundens værdi med 1 milliard kroner.

 

Regionerne skal styrkes

Strukturreformen i 2007 gav kommunerne alt for meget magt. Staten har overladt dem opgaver, de ikke kan klare, fx oversvømmelser, kystsikring, planlægning af detailhandel, kollektiv trafik mv.

 

Det er derfor problematisk, at Peter Schultz Jørgensen vil give kommunerne endnu mere indflydelse. Det er regionerne, der skal styrkes massivt, hvad han da også argumenterer kraftigt for. Det er i regionerne at man – i bedste fald – har overblikket, tænker og planlægger i helheder, og ikke er bundet af lokale (person)hensyn i samme grad som kommunerne.

 

Bogen beskriver, hvordan Københavns monocentristiske byplan sker på bekostning af Region Sjælland. Vejnettet udbygges, og pendlerne forkæles med milliardstore kørselsfradrag. Udfordringen består i at vende pendlerstrømmen, så der er job og uddannelse, hvor folk bor. Pendlingen stjæler liv og handel fra lokalsamfundene, dræner dem for ressourcer og gør folk trætte, når de kommer hjem

 

En hel Sjællandsregion giver mening, mener Peter Schultz Jørgensen – dog ikke for at urbanisere Sjælland udenfor hovedstadsregionen. Det nuværende bymønster videreudvikles polycentrisk ved at fordele boliger, jobs og institutioner i en form, der ligner en søstjerne, og i havebyer på 30-35.000 indbyggere.

 

Byfortætning

By&Havns direktør Anne Skovbro vil en anden vej. Hun har Dallas som ideal: “Vi skal bygge tættere byer og genbruge tidligere brugte arealer til fortætning”. Hvorfor? For at afdrage på metrogælden, der i 2020 var 41,6 mia. kr., svarende til 70.000 kr. for hver københavner. Stiger renten 2-3 pct., eller sælges grundene ikke hurtigt nok, kan By & Havn gå fallit, og så hænger københavnerne på gælden.

 

By&Havn og Københavns Kommune er som ærtehalm. Har fælles interesse i at bebygge mest muligt og til den højest mulige pris, hvilket forringer muligheden for, at der også vil blive bygget billige boliger. Vejen ud af pinen er, at staten overtager metrogælden – ganske som med andre infrastrukturprojekter. Først da vil presset for at få bygget mest muligt, hurtigst muligt, på de sidste ledige arealer, ophøre.

 

Takket være boligspekulation, og de utallige låne- og fradragsfiduser er de samlede boligudgifter – også lejernes – presset så højt op, at de udgør den største enkeltpost i ethvert husholdningsbudget. Dette er ingen naturlov, men sådan har Socialdemokratiet villet det.

 

Udsalget af København

I begyndelsen af 90’erne var København på grund af høj arbejdsløshed, massiv udflytning af arbejdspladser osv. ved at gå fallit. For at rette op på økonomien tvang daværende finansminister Mogens Lykketoft Københavns Kommune til at sælge sine 20.000 billige boliger til private investorer, samt “arvesølvet” – skovene ved Skjoldenæsholm – en gave til Københavnerne for deres forsvar mod svenskerne i 1658. Lokale borgere og Danmarks Naturfredningsforening (DN) frygtede, at skovene blev solgt til en privat skovbruger med interesse for skovhugst, og på bekostning af offentlig adgang. DN truede med fredningssag, inden miljøminister Svend Auken købte den midtsjællandske naturperle.

 

I dag er næsten al jord i København solgt, for Borgerrepræsentationen vedtager lokalplaner i én lind strøm, der øger grundenes værdi og gør dem grydeklare til spekulanterne, mens borgerne taber al demokratisk kontrol over byen og dens jorder.

 

Med et øje på Lynetten hævder Frank Jensen, at byen løber tør for byggegrunde i 2035. Derefter vil boligpriserne stige og stige. Hvad gør en handlekraftig overborgmester så? Anlægger flere øer i Øresund, bygger flere højhuse, og fortætter byen. Ikke så heldigt, for fremtidens storbyer bliver glohede bl.a. på grund af fortætning (se min artikel herom).

 

Reelt siger han, at han ikke kan styre byens udvikling, og blot følger markedets krav. Ser ikke muligheden i, at byen ikke behøver at vokse til evig tid, at byggetempoet kan sættes ned, og at der kan satses på en regional planlægning, der spreder bebyggelserne ud over Sjælland.

 

Natur

Grønne områder og naturfredning er en del af klassekampen, for det indskrænker ejendomsretten og er med til at sikre, at fx byens børn har steder, hvor de kan være på egne betingelser. Børn i dag må misunde tidligere tiders børn. De kunne gå på opdagelse på banedæmninger, blandt skure, garager og byggetomter. Snart forsvinder byens (vistnok) sidste brombærsti, når DSB får bygget Banebyen. I DSB’s regnskab er der ikke kolonner, hvor de negative konsekvenser for flora og fauna anføres.

 

Det kunne have været anderledes, hvis bystyret havde lyttet til fremsynede arkitekter og planlæggere, der i snart et århundrede, har villet byen det bedste, og som engang havde Staunings opmærksomhed. Det er et plus ved bogen, at den med en række eksempler sammenligner tidligere tiders (socialdemokratiske) politik med i dag.

 

I 1936 udsendtes Den grønne betænkning – et sammenhængende bælte af naturområder fra Emdrup til Kalvebod, med et finmasket net af cykel- og parkveje mellem de centrale bydele og naturområderne. Året efter kom den første lov, der gav bedre muligheder for at frede, fastlægge beskyttelseslinier ved skove og strande, samt sikre adgang til privatejede naturområder for at “udvide samfundets ret til at frede naturen i folkets interesse… og hindre snæversyn til skade for efterkommere”.

 

Fingerplanen fulgte i 1947 – også dén er i dag en saga blot. Nu skal man lede længe for at finde fingrene, for det meste er blevet til én stor håndflade.

 

Jens Otto Krags jordlove fra 1963 ville give det offentlige stærkere redskaber til at styre byudviklingen, begrænse jordspekulation, og give stat og kommuner forkøbsret til jord. Hertil kom øget beskatning af fortjeneste ved salg af fast ejendom. Desværre faldt forslaget ved en folkeafstemning, da de borgerlige iværksatte kampagnen “statens sorte hånd tager dit hus.” Siden har ingen regering turdet røre emnet, selvom behovet er vokset, hvad forfatteren ikke lader læseren i tvivl om.

 

Billige boliger?

Alle regeringer – uanset partifarve – er enige om, at hovedstadsområdet ikke må blive for stærk i forhold til staten. Det viser sig bl.a. ved, at København ikke må bruge af sin store kassebeholdning, men skal sælge af sine sparsomme jorder for at finansiere metroen.

 

Bortset fra Enhedslisten og Alternativet, så stemmer centrum-venstre for alle nye projekter, hvorefter fx de Radikale dagen efter bedyrer, at det er sidste gang, de siger ja til at bygge på fredede områder.

 

Der er ikke noget rødt i, at plastre byens sidste åndehuller til med boliger, der er så dyre, at kun få har råd til at bo der. Siden Ritt Bjerregaard i 2009 gik til valg på at ville bygge 5.000 boliger til en månedlig husleje på 5.000 kr. er der ikke sket noget. Københavns Kommune afstod fx at kræve, at 25 procent af de nye lejligheder på Slagterbodernes areal skulle være almene

 

Flertallet i Borgerrepræsentationen har adopteret Ole Birk Olesens opfattelse: “Flere almene boliger er ikke svaret på de eksploderende boligpriser. Det gør blot, at nogle få kan få en almen bolig, som er prissat under markedsprisen, mens alle andre stadig vil være henvist til et marked, hvor priserne går grassat.”

 

Søges: Aktivister!

Forfatteren er næppe den eneste, der savner alle de aktivister, der engang forsvarede Byggeren og iværksatte boligaktioner. I dag er det mest ad hoc aktioner på Amager Fælled, Stejlepladsen, Mjølnerparken m.fl. – og de har bestemt opnået en del. Det samme gjorde beboerne i den Sønderjyske Landsby, der forpurrede Frederiksberg Kommunes salg af deres boliger til Blackstone

 

Desværre har alt dette ikke været nok til at en større mobilisering om at skabe en fælles platform, og kræve en helt anderledes borgerdrevet by- og boligpolitik. Endnu.

 

Provokationer er der nu ellers nok. For eksempel da Borgerrepræsentationen ignorerede, at over 10.000 skrev under på at bevare Slagterboderne på Vesterbro. Eller da Frank Jensen kaldte Almen Modstand for ballademagere. Sådan taler en trængt (nu ex-)borgmester, når fx DN erklærer, at “Stejlepladsen blev solgt som et hælerprojekt for at dække metrogælden.” Eller når NOAH spørger, om en storby kan blive klima-neutral, uden at skrue ned for blusset, og annullere projekter, der fremmer bilismen.

 

Kommunen og Socialdemokratiet har alt for ofte vist, at de ikke forstår, at demokrati er en væsentlig del af planlægningen – før noget besluttes. Ikke som nu, hvor borgerne kan få lov til at blande sig, når alt er afgjort.

 

For friseret

Peter Schultz Jørgensen konkluderer, at Københavns Kommune kan enten fortsætte med at bygge planløst og for investorerne, og lade By & Havn stå for det væsentligste – og så rydde op efter selvskabte kriser. Eller gribe til systemiske ændringer, der respekterer menneskets og naturens tålegrænser. Skal visionen om klimastorbyen realiseres, da må projekterne droppes, mens ubebyggede arealer klausuleres om, at de ikke må bebygges inden for en given årrække.

 

København er for friseret, og forudsigelig. Lad fx Søerne gro delvis til, fjern havnekajernes bolværk og lad byen møde Øresund igen – men byg ikke dér, hvor havvandsstigningerne vil komme.

 

Han anbefaler at lade os inspirere af kloge storbyer. For eksempel Paris’ 15 minutters by – hvor de fleste hverdagsfunktioner arbejde, skole, indkøb, offentlige kontorer, fritidsfaciliteter, sundhed og omsorg osv., findes. Eller Barcelona, hvor man har opdelt byen opdelt i “superblokke”, hvor det meste af det nuværende vejareal frigøres til leg, gang, cykling, fritidsliv og natur, og hvor 33 km gader omdannes til grønne akser.

 

Bologna forsøgte sig som “smart city,” men indså, at det ikke opfyldte borgernes behov og ønsker. – kun markedet nød godt af det. Amsterdam Kommune ejer 80 procent af jorden, som lejes ud på langtidskontrakter til folk, der kan opføre bygninger på jorden, som de har ejendomsretten til, og kan belåne. Det giver kommunen en stabil løbende indtægt og styr på planlægningen.

 

Lær af coronaen!

Coronaen har vendt op og ned på meget, også troen på, at vi kan vende tilbage til tiden, før det hele brød løs. Efter turbulente hændelser, vil intet dog længere være givet. Er vi kloge, så forstår vi, at coronaen er en forprøve på, hvad der kan komme. Coronaen kan for eksempel øge fraflytningen fra København, til byer, der ikke er så tæt befolkede. Andre vil arbejde mere hjemme, det betyder færre biler på vejene og kan måske bremse vejbyggeriet.

 

Lidt ærgerligt, at den gode brugsbog ikke er forsynet med emneregister, og punktopstilling efter hvert kapitel med handlemuligheder, samt referencer til andres erfaringer.

 

Udgivelsen af Ta’ byen tilbage er godt timet. Om et halvt års tid er der kommunalvalg. Brug bogen flittigt, hent argumenter til kampen for en bedre by, og til kamp mod kræmmerne på landets rådhuse. For det er ikke kun i København investorerne har sat sig på udviklingen. I andre byer landet over, fx Hillerød, Vejle, Odense m.fl., står det også slemt til. Forhåbentlig finder Peter Schultz Jørgensen tid til at tage fat på dét emne i en af sine næste bøger.

 

______________________________

 

Peter Schultz Jørgensen: Ta’ byen tilbage, 2021. 415 sider. Forlaget Bogværket, 315 kr.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com