Kampen mellem pengestærke investorer, der plastrer storbyerne til med klimafjendtligt prestigebyggeri, og byens borgere, der vil have sunde, velfungerende byer, er i fuld gang. Vinder investorerne, så risikerer fremtidens byer at blive ubeboelige på grund af varme.

af Arne Lund

Foto: Juhasz Imre fra Pexels

 

Har de sidste par uger været hede, da er det intet mod, hvad der venter om 30-40 år. Fortsætter det, som det går nu – hvad en del tyder på – så vil der inden 2030 fx blive arrangeret rejser til Nordvestpassagen for vinterbadere. I år måltes 38 grader – i Sibirien! Ingen bør være i tvivl om, at fra nu af, tager klimaforandringerne for alvor fat.

 

I dag lever halvdelen af klodens befolkning i byer, stigende til ca. 65 procent i 2050. En så voldsom og hurtig urbanisering i byer, der bliver stedse varmere, vil afføde sundhedsmæssige, sociale og økonomiske udfordringer, der ikke kan ignoreres. Ifølge Ingeniøren 03.08. 2020 vil flere dø under hedebølger end af smitsomme sygdomme – med forbehold for, hvordan Coronaen udvikler sig.

 

Årsagen til de forventede temperaturstigninger skyldes ikke en naturlov, men uvidenhed og tankeløshed: Uigennemtænkt byplanlægning og byggeri og valg af materialer (beton, glas mv.), der forstærker varmen. Også asfalterede gader, intens trafik, snævre gadeslugter, høje bygninger, for få blå-grønne åndehuller mv. bidrager.

 

Temperaturen i storbyerne er i dag højere, end for blot få generationer siden. I de seneste årtier har Europa haft flere voldsomme hedebølger, værst i 2003, hvor op mod 70.000 mennesker døde.

 

Her er det værst

Det er og vil være store forskelle fra land til land, og fra region til region. Værst i et bælte, der strækker sig fra Australien og Filippinerne via det indiske subkontinent og Mellemøsten, Balkan og Nordafrika til områderne nord og syd for den mexicanske golf, samt enklaver langs Ækvator.

 

Heller ikke de tempererede egne går fri. Paris fx har flere gange haft over 40 grader; det skyldes varme fra Sahara, der blæser op over Europa og er medvirkende til, at ca. 20 procent af alle husstande oplever varmen som særdeles belastende.

 

Et par nedslag, hvor det er værst: I Jacobabad, Pakistan, ligger varmen på 50 grader om sommeren. At færdes ude i en by, hvor de træer, der skulle give skygge, er fældet og brugt til optænding, er livsfarligt. De, der har råd til air condition, må så håbe på, at elforsyningen er stabil i de varmeste timer

 

Indien slås med flere udfordringer: Stigende temperaturer – også i de tidligere kølige bjerge – udtørrede floder, fordi Himalayas gletsjere smelter, faldende høstudbytte da monsunen er blevet mere ustabil, religiøs vold, en mafia-kapitalisme, der udplyndrer mennesker og natur. Indiens rolle som IT-supermagt har boostet byggeindustrien, der kontrolleres af klaner. De bestikker lokalpolitikere til at se bort fra miljø- og klimahensyn, hvis disse hindrer udnyttelse af attraktive byggegrunde, fx inddrages parker og vandreservoirer til erhvervsbyggeri.

 

Mellemøsten vil blive hårdest ramt. Dels som følge af vandmangel – hver indbygger råder over en sjettedel af det globale gennemsnit. Dels på grund af svage stater – med Libanon som det aktuelle tilfælde. Regionen plages af magteliter, der bruger ressourcerne på et stort sikkerhedsapparat, og på at fylde egne lommer, i stedet for skovrejsning, og anlæg til afsaltning af havvandet.

 

Hertil kommer, at jorden ødelægges af krige og tyrkiske dæmninger, der udtørrer Eufrat og Tigris, hvilket har tørlagt ”den frugtbare halvmåne” – for 30 år siden ét af jordens mest frugtbare områder. I dag balancerer Irak på randen af en økologisk katastrofe, hvor varme, sult og fattigdom ifølge FN dræber en kvart million mennesker årligt.

 

Jordan, der huser lejre med syriske flygtninge, har mindst vand af alle, samt hyppige sandstorme, der sætter alle aktiviteter i stå. Ikke langt herfra ødsler israelerne med vand fra de besatte områder til dyrkning af blomster (der eksporteres til EU), og det i en sådan grad, at vandspejlet i det Døde Hav falder med én meter om året.

 

Indtil videre er Australien det industriland, der er værst ramt. Det skyldes bl.a. skift fra kvægdrift til kemikaliseret, vandforbrugende dyrkning, en voldsom urbanisering, og at mere end halvdelen af energiforbruget kommer fra kul. Hyppige skovbrande, samt en regering, der nægter at acceptere klimaforandringerne, forstærker blot tendensen.

 

I USA kan varmebelastningen aflæses ud fra, hvordan byerne er opdelt efter racemæssige skillelinjer. Her er der markante forskelle på, hvor mange sorte og latinoer mv., der dør af varme (og Corona), sammenlignet med hvide. Men det kan vist ikke overraske.

 

Hjælp

Uanset hvor på kloden man befinder sig, så er der én ting, der er fælles: den lav-ozon, der opstår som en kemisk forbindelse mellem bilos og stærk sollys. Selv i tempererede europæiske byer overskrides grænseværdierne hyppigt, hvilket indikerer, at bilernes katalysatorer ikke fungerer godt nok. Resultat: Flere tusinde årlige dødsfald blandt astmatikere og folk med luftvejssygdomme.

 

Nok er kroppen utrolig tilpasningsdygtig, men der er dog grænser, og én af dem er alt for stærk varme. Når luften overstiger kropstemperaturen på 37 grader, så begynder vi at svede, men det kan vi kun til et vist punkt, også selvom vi drikker rigeligt med vand og søger skyggen. Fortsætter den stærke varme – også om natten – da udløses en kædereaktion: Stigende kropstemperatur, hovedpine, forhøjet blodtryk, vejrtrækningsproblemer, kramper, organsvigt – akut hjælp er påkrævet.

 

Ældre, børn, overvægtige og kronikere er de mest udsatte, men alle kan blive ofre for alt for stærk varme, selv de mest robuste.

 

Der er stor forskel på, hvordan hedebølgerne takles. I Pakistan fx advares folk via radio, tv og på sociale medier. Hospitaler har akutafdelinger for varmeofre, og overalt kan købes salt til at modvirke dehydrering og yoghurtdrikke, der opretholde sukker-salt-balancen.

 

I Ghanas hovedstad, Accra, har græsrødder oprettet et dialogcenter” – et netværk, der tager fat på arbejdsløshed, fattigdom, varmeofre, hjemløshed – og virker som pressionsgruppe over for de lokale myndigheder. FN støtter initiativer som dette: ”Storbyernes fattige har evnen til at engagere sig i lokalområdet, og er bedst til at beskytte lokalsamfundet mod de værste klimapåvirkninger. Byer, der engagerer sig i en åben dialog med sårbare lokalsamfund… skal sikre, at planlægning og klimatilpasnings-programmer udvikles sammen med de fattige.”

 

Gode viljer gør det ikke alene. Der er også brug for cool cash, samt politisk vilje til at tilgodese borgere, der har andre interesser end de stærkeste.

 

I Belgien yder Røde Kors medicinsk hjælp, når varmen bliver for voldsom, og uddeler gratis vandflasker på gaden. Frelsens Hær har et opsøgende akutberedskab for de hjemløse.

 

I Frankrig har afkølingscentre og svømmehaller døgnåbent, og i Paris har bystyret udarbejdet en app, så man kan orientere sig om, hvor og hvornår varmen er værst, og få råd fra det lokale 1813. Alt dette er fint nok, men det hjælper næppe en gigtplaget 85-årig, der bor øverst oppe, og som ikke kan gå hen til svømmehallen.

 

Det handler om ulighed

De færreste byer har et varmeberedskab og lader det være op til hver enkelt, hvordan han eller hun vil beskytte sig. Og da det kun kan ske med de ressourcer, man råder over, så giver det sig selv, at varmebeskyttelse også handler om ulighed. Har du penge og en god bolig, så er der også muligt, at undslippe den værste hede, enten i den air-conditionerede bolig eller arbejdsplads, eller i en bydel, hvor der er tæt til rekreative områder.

 

I Københavns Vesterbro var der før gårdrydningerne, ikke megen lys, luft og grønne områder, der kunne køle på varme dage? Forholdene er selvsagt værre i lande, hvor uligheden er større, og hvor myndighederne ikke ser det som deres opgave at drage omsorg for lavindkomstgrupperne.

 

FN advarer om, ”at verden står overfor klima-partheid, hvor de rige har råd til at beskytte sig mod varme, sult og social uro, mens de ubemidlede må holde for.”

 

Aircondition er livsnødvendig for millioner af mennesker overalt. Uden denne ville der være langt flere varmedødsfald. Og uden effektiv luftkøling, kan vore datacentre ikke fungere.

 

Problemet med aircondition er dels, at den kraftige luftcirkulation, der sænker temperaturen indenfor, puster luften udenfor, hvilket resulterer i stigende temperaturer – og at det forøger elforbruget.

 

I områder med ingen eller ustabil elforsyning, vil et enkelt solpanel kunne leve miljøvenlig strøm til aircondition og en families almindelige elforbrug.

 

Klimaflygtninge

I takt med at flere områder bliver ubeboelige på grund af varmen, da øges antallet af klimaflygtninge drastisk, og her er problemet, at de ikke har nogen juridiske rettigheder overhovedet. FN arbejder på det, men støder på stor modstand blandt medlemslandene.

 

Klimaflygtningene er her allerede, bl.a. fra Syrien. Flere vil komme til, og her hjælper Frontex ikke, for antallet vil langt overstige, hvad vi hidtil har set. Europæerne gør derfor klogt i at forberede sig på, hvad der vil ske, udarbejde hjælpe- og integrationsprogrammer, og designe arbejdsmarkedet til vore mange nye medborgere.

 

Tempererede lande vil nyde godt af de stigende temperaturer, det giver længere vækstsæson og forøget høstudbytte. Så kan vi vælge, om vi vil bruge det til at ernære de nye medborgere, der kommer til os fra lande, hvor jorden på grund af ekstrem varme og tørke, ikke længere kan dyrkes, eller om det skal hældes i svinene.

 

Værre vil det gå i Middelhavsområdet, hvor flere områder i disse år bliver til ørkener. Et alternativ hertil kan være skovrejsning, der kan medvirke til at regenere jorden og forøge nedbøren.

 

Hvad må der gøres?

Oldtidens mellemøstlige husbyggere vidste, hvordan man skulle beskytte sig mod stærk varme, så de anlagde byer med snævre, skyggefulde gyder, huse med høje, smalle vinduer og kølige kældre.

 

Så kloge er nutidens byplanlæggere og arkitekter ikke. De bygger i stedet højt og prangende, og ofte uden hensyn til vind og lys, bruger materialer, der holder på varmen i stedet for at afvise den.

 

Man skulle tro, at samfund, der er drevet af økonomisk tænkning, også ville have fokus på det, der hæmmer effektiviteten, giver store omkostninger – og afstedkommer menneskelig lidelse.

 

Kommunerne mangler penge bl.a. pga. årtiers skattenedsættelser, og den nødvendige omstilling af byernes infrastruktur risikerer derfor ikke at kunne blive finansieret. For mange beslutningstagere er det dog bekvemt at være klimaskeptiker – det er jo også med til at holde skatten nede

 

Sådan forholder det sig ikke, og hvis det gør, da er det undtagelsen. Når det gælder om at afbøde og forebygge effekterne af klimaforandringerne, så stiller vanetænkning, hensynet til lobbygrupper, vælgere og egne interesser sig ofte i vejen for løsninger, der er til det fælles bedste.

 

Der findes strategier, der kan dæmpe den voldsomme varme i byerne: Kræv, at investorer og entreprenører bygger huse, der forbedrer byklimaet, samt gør livet lettere for dem, der bor i husene. Det handler om et andet bygningsdesign, hvor huse giver skygge, og ikke den ødsle brug af glas, beton og stål, der øger temperaturerne. Lige så vigtig er den adfærd, der er styrende for vores forbrug, samt viljen til at indtænke klima og miljø i vore handlinger. Transport er en nøglefaktor for, hvordan en by fungerer. En omstilling fra biler til gang, cykling og kollektiv trafik er et eksempel på en adfærdsændring med en kolossal miljømæssig effekt, og vil være med til at afkøle byen.

 

Byggematerialer, der reducerer varmen, og hurtigt nedkøles, smalle sydvendte vinduer, tykke, hvide mure, skodder og markiser – alt dette findes i Middelhavsområdet. Naturligvis skal nordiske boliger kunne klare vinterens kulde. Antallet af frostdage falder, og så er det måske ikke længere nødvendigt at isolere boligerne i en sådan grad, at de ikke kan ånde.

 

Arkitektur handler – også – om magt. Højhuse i glas og stål er prangende, udstråler magt og utilnærmelighed. Som byggemateriale er det elendigt, og burde forbydes, hvilket da også er, hvad New Yorks borgmester vil gøre. Han vil tvinge entreprenørerne til at bruge klimavenlige materialer, fordi glassets ineffektive design øger opvarmningen. I bygninger med meget glas kan vinduerne ikke åbnes, og så skal aircondition køre hele tiden, for at man kan holde ud at være der.

Londons borgmester Sadiq Khan har set sig gal på skyskrabere. Nok symboliserer de en by i fremdrift, men de er også udtryk for kapitalismens dominans: ”Vi bygger, hvor vi vil, og uden hensyn til, hvor meget skygge vi kaster på omgivelserne – og desuden har vi så mange penge, at vi hele tiden skal finde nye investeringsprojekter for at undgå at betale skat.” At mange skyskrabere står helt eller delvis tomme – kun få kan betale de enorme huslejer – forties.

 

Bedre byggematerialer

Omsider er arkitekter ved at få øje på træ som et solidt, klimavenligt materiale, som er velegnet til husbyggeri. I modsætning til beton og glas, så optager træ CO2, mens beton støder det fra sig. I Oslo blev der for et par år siden opført en 18-etagers hotel- og kontobygning af træ.

 

Hårde overflader som asfalt, beton, glas og stål holder på varmen, og er med til at ophede omgivelserne. Det er en af årsagerne til, at der kan være betydeligt varmere i en storby end uden for byen, hvor sand, græs mv. er dominerende. Når sands refleksive evne kombineres med vegetation og højt til himmels, så har man et miljø, der afkøler bedre og hurtigere end inde i byen.

 

I mange byer udgør asfalterede overflader op til 30 procent af arealet. For at dæmpe varmeeffekten kan asfalt og fliser gøres porøse. Males vejbaner i lyse farver, sænkes temperaturen med 4-5 grader – ganske som Deutsche Bahn har gjort med jernbaneskinnerne, for at de ikke skal ”slå sig.”

 

Et af de vigtigste redskaber til at dæmpe varmen med, er vegetation: Parker, små grønne anlæg i boligområderne, byskove, grønne tage og mure – alt dette vinder frem overalt. Det er billigt, det er smukt, der forøger biodiversiteten, og det holder på regnvandet. Vegetationen opsuger luftforureningen. Det er dog ikke så populært blandt bilisterne, da pladsen tages fra veje og p-pladser.

 

I Singapore og Toronto er over 100 hektar tage og mure omdannet til grønne anlæg. Også Paris, Stuttgart og Stockholm er godt med, og i Milano skal der inden 2030 plantes 3 mio træer

 

Den franske nationalforsamling vedtog i marts i år, at alle nye erhvervsejendomme skal have grønne tage og solfangere. Københavns Kommune vedtog i 2019, at der skal anlægges 325.000 m2 grønne tage. Grønne tage skal udbredes gennem lokalplankrav, udbudsbetingelser for nybyggeri, og byfornyelsesprojekter.

 

Grønne byer

En gruppe storbyer kloden rundt har sluttet sig sammen i C-40-netværket, og udgav i 2018 ide-kataloget ”Future we don’t want”.

 

Nogle beslutningstagere har modet til at trodse lobbygrupper, især bilisterne. En af dem er Paris’ socialistiske borgmester, Anne Hidalgo, der har erklæret bilisterne krig. Hun blev valgt i 2011 for at ruste byen til at klare de ekstreme varmegrader, der havde hjemsøgt byen gennem 00’erne.

 

Hidalgos vision handler om at gøre Paris grønnere (byskove, parker), give mulighed for at kunne bade i søer, floder og kanaler, få koldt, gratis drikkevand, og lave en app, der advarer om hedebølger, samt en hotline, hvor varmeplagede borgere kan få akuthjælp.

 

Motorveje nedlægges og omdannes til parker, der anlægges ca. 1.000 km cykelstier på bekostning af bilernes vejbaner, og her har Coronaen givet Hidalgo medvind, når hun anfører, at cyklen er det sikreste transportmiddel.

 

Hun har mange fjender, især blandt forstædernes bilister, mens pariserne bakker hende op. I 2001 havde 60 procent af alle husstande bil, i dag er det 35 procent Og ved forårets kommunalvalg fik hun knap 50 procent af stemmerne.

 

Anne Hidalgo er en politiker med en sammenhængende vision og med modet til at gennemføre den. Hun vil dog ikke gå så langt som De Grønne foreslår, nemlig at forbyde al bilkørsel under hedebølger. Men stadig er det imponerende, hvad der er blevet gennemført.

 

Antallet af varmeplagede slumbyer vokser i disse år, og er muligvis én af de mest afgørende geopolitiske hændelser. Der er tale om en eksplosiv vækst i befolkningsgrupper, der unddrager sig statslig kontrol, og som vel ”ikke har andet at miste, end deres lænker.”

 

I vores mere passive del af verden må brede folkelige bevægelser tilbageerobre byen, gaderne, og planlægningen fra investorer, entreprenører og følgagtige beslutningstagere. Således kan byen blive det inkluderende, sunde, farverige og livlige sted for vore efterkommere. Vi kan ikke overlade byernes fremtid til klima- og miljøministre.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com