Det har aldrig været let at holde sammen på Det Forenede Kongerige. Sproglige, kulturelle og økonomiske divergenser, samt skotternes, walisernes og irernes ønske om at være sig selv, har plaget landet i årtusinder. Senest har Brexit slået så dybe revner, at landets fremtid er mere end usikker.

af Arne Lund

To europæiske lande har, siden de blev grundlagt, hyppigt været truet af splittelse, og har i perioder endda været ved at falde fra hinanden. Det ene land er Italien, hvor det rige nord ikke vil have noget at gøre med det fattige og angiveligt mafiøse syd, og helst vil gå sine egne veje.

 

Det andet land er England, der siden før-kristelig tid, har været skueplads for talrige kamp, opstande og stridigheder mellem skotter, walisere og irlændere overfor englænderne, der, med stor brutalitet, har bekæmpet enhver trang til selvstændighed.

 

Wikipedia har oplistet antallet af krige og væbnede sammenstød fra omkring 500 og til 1746, hvor de sidste kampe fandt sted: Walisere kontra englændere 135 episoder – skotter mod englændere ca. 100 hændelser, mens irlænderne i perioden 450-1922 tegner sig for knap 500 – og så er de borgerkrigslignende tilstande i Ulster ikke talt med.

 

De mange krige har hærdet Wales og Skotland i en sådan grad, at de aldrig helt har opfattet sig selv som en del af United Kingdom – og Brexit har ikke hjulpet til.

 

Den korte historie

Uenighederne har mange årsager, skriver den engelske historiker, James Hawes, i “Den korte historie om England”, der nylig er udkommet på dansk. Bogen tager læseren med på en rejse fra romernes og siden normannernes erobring af det sydlige England, via det britiske imperiums op- og nedture, to verdenskrige og frem til det Brexit, der kan føre til, at United Kingdom opløses.

 

Hawes går kronologisk frem og med nedslag i konflikterne mellem eliten og de dannede klasser i det sydlige England, og det langt fattigere Midt- og Nordengland. Konflikter, der bunder i sprog, kultur, økonomi og erhverv, og som til dels er affødt af et absurd klassesamfund, der vist næppe finder sit lige andetsteds.

 

I England er geografi og geologi en skæbne. Landet deles af en geodætisk brudlinie ved Trent-floden. Syd herfor findes det frodige, milde landbrugsland, og her holder magthaverne til – tæt på kontinentets impulser, viden og handelspladser. Nord og vest for Trent er landet klippefyldt og ufrugtbart, og her bor stridbare walisere og skotter, der vil være sig selv og ikke regeres fra London. Et mentalt og kulturelt vandskel deler landet.

 

Eliten og almuen

Helt frem til slutningen af 1400-tallet kunne folk fra nord og folk fra syd knap nok forstå hinanden. I syd satte eliten standarden for, hvordan folk i resten af landet skulle tale og tænke..

 

Det var tale om en elite, der tidligt forkastede latin, der frem til Reformationen, var det gængse skrivesprog for magthaverne i resten af Europa.

 

Den engelske elite tog tidligt afstand fra pavekirken, og længe før andre lande, i 1215, fik landet en slags forfatning – Magna Charta – der regulerede forholdet mellem kongemagt, adel og borgere. Kongen skulle regere retfærdigt, og ikke at gøre noget, som “folket” (læs: eliten) ikke kunne godtage. Skete det alligevel, så risikerede kongen enten at blive sendt i landflygtighed eller miste sit hoved.

 

Bogen forfalder her til mest at beskæftige sig kongerne og adelen, mens folket stort set kun optræder i biroller som bønder, soldater, handelsfolk og trælle.

 

Klassesamfund

Hawes fortier dog ikke, at klassesamfundet slog tidligt igennem. Allerede omkring 600 kostede det således 12 shilling at have sex med en adelsmands tjenestepige, men kun det halve, hvis hun tilhørte en ikke-adelig.

 

Mere alvorligt var det, at adelen i krisetider opkøbte fattige bønders jorder. Så kunne bonden få arbejde hos adelen – hvis da ikke jorden blev omlagt til fårehold for at producere uld til den fremvoksende tekstilindustri. Resultatet var, at en stor del af befolkningen – især i Midt- og Nordengland – sank ned i fattigdom og sult. Men også at landbrugslandet ikke blev udviklet, sådan som det gradvis skete i resten af Europa, og dét gør, at englænderne i dag ikke kan brødføde sig selv, men er afhængig af en betydelig fødevareimport.

 

Imperiet

En vej ud af fattigdommen var enten at arbejde i industrien (især fra omkring 1750), eller udvandre. Først til de nye kolonier i Nordamerika, siden til de oversøiske lande, som de engelske imperialister satte sig på. I kolonierne og i Royal Navy kunne folk fra de lavere klasser klatre op ad den sociale rangstige. Den drøm dæmpede megen social uro.

 

Imperialisme, kulminedrift og begyndende industrialisering gjorde landets elite rige. Oplysningstidens idealer om frihed og samfundsudvikling bredte sig, og heraf opstod liberalismens tro på “retten til at søge sin personlige lykke.” Denne var dog ikke universel, for i kolonierne blev folk holdt som slaver, og sled sig til døde. De, der troede, at friheden også gjaldt dem, blev skudt.

 

Rigdommen skærpede uligheden og klassemodsætningerne op gennem 1800-tallet, hvor mine- og industriarbejdere organiserede sig i fagforeninger og politiske partier. Især fra 1840’erne hvor en lille istid satte ind, høsten slog fejl, og folk sultede. London-parlamentet svarede igen med at indføre kornlove, der beskyttede jordejerne mod konkurrerende import, og fastholdt høje priser.

 

I nord opstod separatistbevægelser, der ville løsrive sig fra London, og de står fortsat stærkt i især Skotland, der, efter Brexit, stræber efter total selvstændighed.

 

Ikke noget at sige til, at menigmand anså – og fortsat anser – magthaverne og eliten som en bande forrædere, der kun tænkte på sig selv. Det samme gjorde George Orwell, da han i 1941 i “Vejen til Wigan Pier” skrev: “Vi skal kæmpe mod privilegier, og mod opfattelsen af at en halvstuderet kost-skoledreng er bedre til at lede samfundet, end en intelligent mekaniker… England regeres af stiv-sindede klasser, der ofte forfalder til stupiditet, og ikke forstår, at et økonomisk system hvor jord, fabrikker, miner og transportmidler ejes af private og blot skal skabe profit, ikke kan fungere.”

 

Efter to vundne verdenskrige mistede England sit imperium, landet var på tæt på fallit, afhængig af lånte penge, og andres, bl.a. kleptokraters, investeringer. Samtidig stod – og står – man med en svindende materiel, intellektuel og moralsk base (ingen kul, udpining af jorden og havet, dyre privatiseringer, et opsplittet arbejdsmarked, hjerneflugt), og en fortsat splittelse mellem nord og syd og mellem rig og fattig. Mellem de mange, der ikke vil acceptere de få konservatives og neoliberalisternes misregimente, angreb på fagforeninger og parlamentarisme mv. Oveni er så striden mellem brexit’ernes hede drømme om at genskabe det tabte imperium, og de, der på den anden side ikke frygter nutiden og det åbne samfunds mange muligheder.

 

Brexit

Bruddet med EU og med Europa ser ud til at være det skridt, der kan få Det Forenede Kongerige til at bryde sammen, skriver Hawes. Måske nødvendigt, for at landet kan revitaliseres, spørger han.

 

Bevægelsen væk fra EU startede med Thatchers tale i Brügge i 1988, hvor hun bl.a. sagde, “at vi har ikke succesfuldt rullet statens grænser i England tilbage for at se dem genindført på europæisk niveau” Dermed indledte hun det borgerlige Englands korstog mod EU og Europa, for fri handel, radikale forandringer af samfundet, deregulering og en svag stat med stærk tilknytning til USA, økonomisk, militært og kulturelt.

 

Sidst i 90’erne kom Tony Blair og hans tredjevejs-socialdemokratisme, der blot var Thatcher light. Han lovede økonomisk fremgang til Nordengland og Skotland, men fremgangen blev overladt til investorer fra London, der fik frie hænder til at gøre, som de ville – uden at det gjorde uligheden mindre.

 

Blair var endnu en politiker med kostskolebaggrund, der snød sine vælgere, der, på den ene side, foragter eliten, men samtidig vælger repræsentanter fra selvsamme elite som ledere: Nigel Farage, David Cameron og Boris Johnsen, og senest Labour-leder Keir Stamer

 

Hvorvidt Brexit var et højreorienteret kup, kommer Hawes ikke ind på, selvom stærke indikationer tyder på, at det var tilfældet. (Brexit: Miljøet bliver den store taber)

 

Mere klar i mælet er Georges Monbiot, der i Information 09.09.2020 skriver, “at EU-afstemningen var det sidste suk fra et imperium, der var bygget på myter og nostalgi. Drevet frem af bekymring for Storbritanniens rolle i verden og en vildt urealistisk vision om nationens fremtid. Vi sagde til os selv, at vi var de bedste i verden og derfor var sat til at styre et imperium. Det tager flere generationer at blive af med den slags holdninger, selv om det hele er en stor vittighed. Med Brexit kommer vi til at indse, hvor lille vores land er, og hvor lidt vi betyder som handelspartner. Så holder vi måske op med at tro på den opblæste propaganda om vores egen storhed.”

 

Grænsen til Irland

Foreløbig har brexit’ernes drøm om egen storhed skabt yderligere splittelse i landet. For at få en Brexit-aftale med EU, var regeringen nødt til at etablere en kunstig grænse mellem England og Ulster i det irske hav. Til stor vrede for de lokale protestanter, der ser sig svigtet at Boris Johnson. De kan ikke mere købe engelske ufortoldede varer, og henvises i stedet til den irske republik, som de hader lige så meget som de afskyr EU.

 

Mange frygter, at grænsen i det irske hav kan bringe freden mellem katolikker og protestanter i fare og føre til en genopblussen af borgerkrigen. I de sidste par uger, er protestanterne begyndt at finde våbnene frem igen, og der har været gadekamp mellem protestanter og politiet i Belfast.

 

Oveni i alt dette truer skotterne med en ny folkeafstemning om tilhørsforholdet til England, og efter Brexit er muligheden større end ved afstemningen i 2014, hvor 44 procent af skotterne stemte for selvstændighed. Der er flertal i Skotland for at blive i EU, så Boris Johnson og hans London-elite har grund til at frygte for udfaldet af en ny skotsk afstemning. For så vil Det Forenede Kongedømme kun være England og Wales (så længe waliserne vil være med), og muligvis Ulster.

 

Det borgerlige England skulle nok have holdt sig til EU og Europa. Hawes lader spørgsmålet stå åbent, men det skal ikke forhindre mig i at anbefale bogen som en god og sine steder også overraskende fortælling om et befolkningsflertal, der, med de historiske forudsætninger in mente, vist ikke kunne gøre ret meget andet.

 

James Hawes: Den korte historie om England. Svane & Bilgrav, 2021 – 295 sider. 170 kr.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com