Så vandt den nyliberale, nationalistiske og konservative højrefløjsblok.

Deres valgkamp var aggressiv og dybt reaktionær. Når bandevolden omtaltes, blev den konstant forbundet med indvandringen. To millioner ikke-europæiske immigranter blev kollektivt gjort ansvarlige for skyderierne. På spørgsmålet om, hvad der skal gøres ved kriminaliteten, var de blå-brunes svar: “Reducer indvandringen!”. Sverigedemokraterne støvede deres gamle krav af om “tilbagevandring” og tweetede om “enkeltbillet til Kabul”.

Hvilken klimapolitik følger med den højrenationalistiske regering? Svaret er: Ingen. Åkesson (formand for Sverigedemokraterne) kalder alle tiltag for at imødegå klimakatastrofen for “selvplageri”. Det eneste, han ønsker at se, er “teknologiske fornyelser”. Kristersson (formand for Moderaterne – det Konservative Parti i Sverige) har “atomkraft” som sin løsning på alt. Ifølge disse borgerlige partier er der ikke behov for anden omstilling end et skifte til elbiler. De mener, at udplyndringen af naturen kan fortsætte, at vi i Sverige kan fortsætte med at forbruge, som om vi havde fire jordkloder til rådighed, at ødselheden i forbrug og produktion skal have lov til at fortsætte. Men i så fald haster vi videre mod den totale katastrofe.

Skattelettelser står højt på de borgerliges ønskeliste. Samtidig går de ind for en gigantisk stigning i oprustningen. Kristersson er krystalklar: Skattelettelser og oprustning vil blive finansieret med “reducerede tilskud”. Og her taler han ikke om håndværkerfradrag og tilskud til virksomheder. Han tænker på overførselsindkomster og arbejdsløshedsforsikring. Den voksende udbredelse af børnefattigdom er ikke på højrefløjens liste over, hvad der skal gøres noget ved. I stedet forberedes hårde angreb på de dårligst stillede.

Centerpartiets Annie Lööf så, hvordan den socialdemokratiske ledelse var ivrig efter at gøre op med blokpolitikken. Hun havde stor succes med januaraftalen. Det var en snedig politik. Men Venstrepartiets sejr i spørgsmålet om markedshuslejer (afskaffelse af alle huslejereguleringer, der skulle have været en del af den nyliberale januaraftale, SI-red.) var et alvorligt slag. Lööfs snedige politik med at sikre nyliberal politik gennem samarbejde med Socialdemokratiet vakte heller ikke genklang hos KD (Kristdemokraterne) og Moderaterne. Deres linje var at besejre Socialdemokratiet og selv gribe magten med støtte fra Sverigedemokraterne.

Nu spadserer Kristersson i Sverigedemokraternes formand Åkessons stramme hundesnor.  Efter Lööfs tilbagetræden har strømninger i hendes Centerparti, der deler KD’s og Moderaternes fjendtlighed over for alt, hvad der hedder arbejderbevægelse, fået luft under vingerne.

Når det kommer til Socialdemokratiets valgkamp, må man stille spørgsmålet: Hvor mange gange under debatterne hørte vi ikke Magdalena Andersson (den nu afgående socialdemokratiske statsminister) sige: “Jeg er enig med Ulf Kristersson”?  Og nu, efter valgnederlaget, holder hun ”døren åben for De Konservative, hvis de vil genoverveje deres samarbejde med SD”. Januaraftalen gav en forsmag på den pris, S-ledelsen er parat til at betale for at beholde nogle ministerposter.

I forbindelse med kampen mod markedshuslejer nåede Venstrepartiet i meningsmålinger op på omkring 13 procent. Ved valget fik man 6,7 procent. En halvering. Der er behov for en grundig evaluering. Det var helt rigtigt at henvende sig til industriarbejderne, og især dem i de traditionelle industribyer. Problemet er måden, hvorpå man gjorde det. I stedet for at forsøge at vinde dem for klassekampspolitik og socialistiske løsninger, tilpassede man sig til manglende klasse- og ikke-eksisterende klimabevidsthed.

Der er flere spørgsmål, der skal på disken i Venstrepartiet. Nogle vigtige er: Partilederens benægtelse af behovet for socialisering af bankerne og storindustrien. Opbakningen til den enorme oprustning. Målsætningen om at sidde med i en regering, trods at den ville komme til at føre borgerlig politik.

Men vi er også nødt til at forstå, at uanset hvad venstrefløjen gør, så gør vi det i modvind. Arbejderbevægelsen er svækket og handlingslammet. Manglen på erfaring med kamp og solidaritet gennem flere årtier sætter sig igennem. De få internationale inspirationskilder tørrede alt for hurtigt ud. Arbejderklassen er splittet af voksende lønforskelle og individuelle lønsystemer.  Vi har haft en lang og målrettet ideologisk krigsførelse fra borgerskabets side. Et borgerligt, individualistisk syn på verden gennemsyrer hele samfundet.

Men modstanden er der, og den skal opbygges. I fagforeninger, sociale bevægelser og inden for Venstrepartiet. Nu er der behov for en socialistisk fornyelse.

Ovenstående leder er oversat fra svensk og blev bragt i den svenske ugeavis Internationalen efter det svenske parlamentsvalg 11. september. Internationalen udgives af Socialistisk Politik (SP), svensk sektion af Fjerde Internationale. Den blev udsendt af SAP’s Forretningsudvalg den 22. septemberl 2022 i stedet for den sædvanlige ugekommentar.