Vi mødte den svenske socialistiske veteran og arbejderhistoriker Håkan Blomquist, da han for nylig var i København og tale ved nytårkuren hos Selskabet for Arbejderhistorie. Han kalder det ny program en højredrejning, som skal gøre Vänsterpartiet klar til regeringsdeltagelse.

af Åge Skovrind

Læsetid: 3 minutter

Håkan Blomquist har i det meste af sit liv været med i den svenske sektion af Fjerde Internationale, som i dag er en tænketank med navnet Socialistisk Politik (SP). Flere af SP’s medlemmer lægger i dag deres kræfter i Vänsterpartiet, som ved sidste parlamentsvalg fik 6,75 procent af stemmerne (24 af 349 mandater). Håkan sidder i Vänsterpartiets distriktsledelse i Stockholm.

 

Hvad er baggrunden for, at Vänsterpartiet diskuterer et nyt partiprogram?

 

”I valgkampen blev vores forperson, Nooshi Dadgostar, udfrittet af journalisterne om forskellige formuleringer i det gamle program fra 2012, som for eksempel kravet om udmeldelse af EU og nationalisering af bankvæsenet, og på den baggrund besluttede den efterfølgende kongres, at der skulle nedsættes en programkommission til at udarbejde et udkast til nyt program.”

 

Forslaget er nu til debat forud for kongressen i maj, og der er deadline for indsendelse af ændringsforslag i starten af februar.

 

Hvordan adskiller det nye sig fra det gamle program?

 

”Det er først og fremmest kortere end det nuværende, men dog på 40 sider, og ambitionen har været at gøre det mere pædagogisk, så det bedre rækker ud til almindelige mennesker. Så det er en helt, helt anden type tekst, formuleret som en fortælling om, hvad vi vil, næsten i skønlitterær form.”

 

Hvad tænker du om det?

 

”Det har jeg meget svært ved at bedømme, fordi jeg selv tilhører en anden generation, hvor vi formulerede os anderledes, så det kan godt være, at det er det rigtige at gøre i dag i forhold til yngre mennesker. I hvert fald havde det gamle program nogle skrækkelige formuleringer, så det trængte under alle omstændigheder til at blive revideret.”

 

”Men problemet er, som jeg ser det, at vores helt grundlæggende målsætninger forsvinder i den fremlagte tekst. Nu bliver det hele meget tåget, hvor vi skal have lighed, mere retfærdighed, kollektivt ejerskab og den slags. Målet om at erstatte det kapitalistiske system med socialisme stod tidligere i indledningen, men det er helt væk nu. Det er sådan lidt ønsketænkning, men der ingen strategiske overvejelser om, hvordan vi når frem til et andet samfund.”

 

Hvordan er det nye udkast så blevet modtaget af medlemmerne?

 

”Det er svært at vurdere. Programkommissionen siger, at mange er begejstrede, men jeg hører noget andet fra dem, jeg snakker med. For eksempel er en af de største afdelinger i Göteborg imod. De mener ligesom flere andre, at det må afvises og skrives helt om. Der ligger også et meget kortere alternativt forslag ud fra friheds-socialistisk perspektiv, skrevet af de tidligere partiledere Johan Lönnroth og Stig Henriksson. ”

 

”Overordnet ser jeg udkastet som et udtryk for en højredrejning i V, hvor man tilpasser sig det etablerede og gør sig klar til en eventuel regeringsdeltagelse. Programkommissionen siger det sådan set selv på en anden måde, når de begrunder forslaget med, at det ikke skal ”låse” partiet til specifikke holdninger,”.

 

Han er selv med til at stille et forslag om at bevare indledningen fra det gamle program – i en opdateret form, så partiets målsætning bliver gjort tydelig. Også mange andre har fokuseret på det indledende afsnit, som i det nuværende program slår fast, at ”Vänsterpartiet er et socialistiskt och feministiskt parti på økologisk grund.”

 

”Jeg tror, der er en god chance for, at noget i den retning kan blive vedtaget, når de delegerede mødes til kongressen i starten af maj,” slutter Håkan Blomquist.

 

Kongressen finder sted i Jönköping fra den 8. maj og fem dage frem. Man kan læse udkastet til nyt program her.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com