Læsetid: 8 minutter

Som en typisk retfærdiggørelse af kup i dette land erklærede Al-Burhan undtagelsestilstand og beskrev magtovertagelsen som ’et skridt til at rette op på tilstandene’.

 

Revolutionen i 2018 var den tredje i Sudans nyere historie. De har alle fulgt det mønster, at først styrtede man en diktator, så fulgte en overgangsperiode, så blev der afholdt valg, inden et nyt militærkup endnu engang spærrede vejen for et demokratisk styre.

 

Denne cyklus af gentagelser viser det fulde omfang af krisen i landet og peger hen på de opgaver, som revolutionære i dag står overfor. De 52 år med militært styre viser også, at revolution er den nemmeste del af en politisk og social forandringsproces. At genopbygge staten og bryde den onde cirkel kræver, at man lærer af landets historie. Gør dagens revolutionære det?

 

Den første fase

Den gnist, der antændte 2018-revolutionen, sprang midt under en økonomisk krise, der havde sine rødder i, at Sydsudan i 2011 erklærede sig selvstændig, så landet mistede sin olie. Olieindtægterne havde været den vigtigste drivkraft for Sudans økonomiske genrejsning efter de år, der fulgte efter fredsaftalen mellem Omar al-Bashirs regering i Khartoum og den sydsudanske befrielsesbevægelse (SPLM). Det var en aftale, der gjorde ende på en årrække med borgerkrig eller borgerkrigsagtige tilstande.

 

Krisen nåede sit højdepunkt den 6. december, da regeringen ophævede den støtteordning, der holdt prisen for hvede nede. Skolebørn gik som reaktion herpå på gaden i Maiurno, en by i regionen Sinnar, ca. 300 km fra hovedstaden Khartoum. Protesterne bredte sig til byer overalt i landet, herunder Khartoum, hvor der blev tale om et regulært masseoprør. Al-Bashir blev afsat i april 2019 og erstattet af general Ahmed Awad Ibn Auf som hærens valg til erstatning af den styrtede diktator, men han blev afsat igen den samme dag.

 

I august 2019 indgik Frihedens og Forandringernes Styrker – den alliance, der førte an i den politiske proces, en aftale om deling af magten med Det Militære Råd, hvilket førte til dannelsen af Det Øverste Råd. De politiske partier begrundede aftalen med, at det var den eneste måde til at stabilisere landet og stoppe blodsudgydelserne. Men for mange af dem, der var gået på gaden, var det ikke andet, end at militæret havde fået magten tilbage.

 

Revolutionære og reformister

I de to år, der fulgte efter underskrivelsen af aftalen om at dele magten, og før militærkuppet i oktober sidste år, gik premierminister Abdallah Hamdok, der var udpeget af de civile repræsentanter, i gang med at efterkomme kravene fra IMF og Verdensbanken, og lod hånt om kravene om overgang til demokrati, retfærdighed over for martyrerne for revolutionen og sikringen af sociale og økonomiske rettigheder.

 

Men det militærkup, der afsatte ham, førte til en ny form for modstand, og blev indledningen til revolutionens anden fase. Modstanden udviklede sig på en måde, der forbandt revolutionær praksis med en revolutionær tænkemåde. Den bliver anført af de modstandskomiteer, der var kommet på banen under demonstrationerne mod al-Bashir. Nu findes de, lokalt organiseret, over hele landet.

 

Det revolutionære fokus hos modstandskomiteerne og deres evne til at lære af den politiske virkelighed, som de befinder sig i, genspejles i en populær parole, kendt som ’de tre nej’er’.  De er, uden at det er til at misforstå, rettet mod militæret: nej til partnerskab, nej til forhandlinger, nej til anerkendelse af nogen form for legitimitet.

 

Modstandsbevægelsen søger retfærdighed som en grundlæggende menneskerettighed, i modsætning til de politiske partier, der bare går efter de minimale forandringer, som kupmagerne tillader.

 

I denne anden fase af revolutionen opfordrer man til at gå efter det, der på et tidspunkt så ud til at være umuligt. Det markerer en kursændring i forhold til de politiske partiers nærmest undskyldende og fantasiforladte tilgang, der gjorde, at de gik med til næsten hvad som helst i 2019, og igennem to år spærrede for den forandring, som flertallet ønskede.

 

En bølge af besættelser

Der er lige for tiden demonstrationer og mobiliseringer overalt i Sudan. Modstandskomiteer er dagligt i kamp med meget voldelige, stærkt bevæbnede sikkerhedsstyrker. Og komiteerne organiserer både massedemonstrationer og besættelser.

 

Besættelserne bringer folk sammen til fællesspisninger på offentlige pladser, hvor de bor, så de kan udveksle ideer, og også få for eksempel helbredsundersøgelser. Det er meget vigtigt på grund af privatiseringerne på sundhedsområdet, der har begrænset adgangen til lægehjælp og medicin til dem, der er rige nok til at have råd til det.

 

Besættelserne tog deres begyndelse i by- og landområder over hele Sudan i 2020. Det år samledes tusinder i dagevis foran større bygninger eller på offentlige steder, hvor de demonstrerede mod lokale misforhold og krævede ret til at bestemme, hvor og hvordan pengene skulle bruges i deres lokalområder, hvad enten det var i store eller små byer.

 

Besættelserne viste også, at folk godt kunne finde løsninger på deres problemer, men embedsmændene ville ikke lytte. Overgangsregeringen havde lovet nogle af demonstranterne, at deres krav ville blive imødekommet, men ignorerede andre – og forspildte dermed en gylden mulighed for at reagere på og imødekomme de vigtige krav, der var anledning til de demonstrationer, der fandt sted.

 

I Abu Jubeiha (en meget fattig by i et område med mange naturrigdomme) demonstrerede folk f.eks. imod, at der blev udvundet ’beskidt guld’ af selskaber, der blev bistået af specialstyrkerne (den berygtede milits Rapid Support Forces) og regeringen, og som brugte giftige, meget sundhedsfarlige kemikalier, og de demonstrerede også for retten til selv at vælge dem, der kunne træffe beslutninger på deres vegne. I Karari, Umbadah, Jabal Awlia i Khartoum-regionen og andre steder i landet krævede folk, at embedsmænd fra det tidligere styre, der stadigvæk sad i magtpositioner, skulle fjernes. Demonstranter krævede også, at der blev indkaldt til stormøder, hvor rapporter om økonomiske forhold og embedsmændenes adfærd kunne drøftes. For dem var deltagelse på dette niveau af indflydelse en meget nyttig trædesten for at nå frem til at få kontrol med den offentlige økonomi.

 

Andre vigtige krav drejede sig om historiske klagemål som f.eks. retfærdighed for de martyrer, der døde for år tilbage under den folkelige modstand mod dæmninger, der var blevet bygget, efter at beboerne var blevet tvangsforflyttet.

 

I den nordlige del af landet krævede besættere internetadgang og adgang for alle til fungerende kommunikation i det hele taget, hvilket er uundværlige for at være med i den globaliserede verden, som vi lever i i dag. I Darfur, den region i det vestlige Sudan, der er stærkt berørt af krig, var der lignende krav, ud over dem, der angik retten til at leve i sikkerhed og afvæbning af militserne.

 

Besættelserne viste, at folk kender løsningen på deres problemer, men embedsmændene vil ikke lytte.

 

I Nirtiti krævede demonstranter en fælles national hær og genopbygning af skoler og hospitaler. De understregede, at loven skulle følges, og at dem, der havde begået forbrydelser og krænkelser af menneskerettigheder, skulle stilles til regnskab.

 

Motivationen bag organiseringen af besættelserne i 2020, var at skabe opmærksomhed om folks ret til at omforme deres omgivelser på en måde, der svarede til deres behov og i overensstemmelse med de sociale og politiske forandringer, der var blevet gennemført ud fra beslutninger, der var blevet truffet solidarisk, kollektivt og demokratisk. Revolutionen gav folk retten til at tale frit, og besættelserne – anført af modstandskomiteerne – var et meget tydeligt udtryk for det.

 

Demokratisk praksis

Modstandskomiteer har hele tiden krævet ret til at vælge lokale regeringsembedsmænd. Det er et krav, der også sigter mod at styrke den demokratiske proces på græsrodsniveau.

 

For at komme væk fra den klassiske elitære model i sudanesisk politik, hvor partierne bare ser folk som ’masserne’, så har modstandskomiteerne engageret sig i politik på et lokalt plan som led i bestræbelser på, at folk virkelig oplever, at de tager del i det, der foregår.

 

For modstandskomiteerne består en sand demokratisk indstilling i at opbygge en stærkere forankring og inddrage folk deres lokalområde, så de i fællesskab kan udvikle etiske regler og principper for den kamp, de er med i.

 

For at sikre gennemsigtighed og et fælles informationsniveau har modstandskomiteerne i Bahri (eller Khartoum Nord) for eksempel lavet pjecer om den aktuelle politiske situation, deres holdning til forskellige spørgsmål og deres aktiviteter.

 

At man fokuserer på de daglige kampe, betyder ikke, at man glemmer strategien. Komiteerne har hele tiden haft blikket rettet mod et gammelt problem i Sudan, som det har været svært at komme til livs: at rigdom og magt er monopoliseret af en politisk og militær elite, der er ligeglad med folks interesser og de ting, som flertallet har mest brug for.

 

At vægten lægges på, at lokalområderne styrer sig selv og på demokratiseringen af modstandskomiteerne må forstås som et stadium i revolutionens historiske proces, hvor hver fase bygger på den foregående. At man i den nuværende anden fase bruger organisering ikke bare i forbindelse med mobiliseringer og demonstrationer, men også som et redskab til at få del i rigdommen og magten, er noget, man har lært af revolutionens første fase.

 

Der er én sejr for nylig, der viser, hvordan græsrodsorganisationer kan høste lønnen af deres indsats. I oktober 2021 lykkedes det for arbejdere i Khartoum Nord, et af de største industricentre i landet, at gøre Arbejdernes Mønsterhospital funktionsdygtigt igen.

 

Hospitalet, der var blevet bygget i 1971 på den daværende sundhedsministers initiativ, for at forbedre arbejdernes helbredstilstand og behandle arbejdsskader, var blevet lavet om til kontorer for administrationen af al-Bashir-regimet. Arbejderne ville have det tilbage. For at få det, blev der etableret et samarbejde mellem modstandskomiteerne og fagforeningerne. Fælles handling førte til genåbningen af hospitalet i oktober 2021.

 

Også græsrodsorganisationernes funktionsområde bliver revolutioneret

En vedvarende og ophobet læring, samt det kollektive lederskab, har gjort det muligt at fortsætte med at udvide græsrodsorganisationernes funktionsområde. Græsrodsorganisationerne har forsvaret ytringsfriheden for dem, der bor på landet og i udkantsområderne, en rettighed, som der hele tiden er fare for, at de lokale eliter vil sikre sig eneret til.

 

Det er en måde at organisere på, der er kendetegnende for afkoloniseringen, fordi den åbner op for, at værdien af lokal viden kobler politiske aktører til deres lokale baggrund. Det er at opbygge demokratiet som en daglig praksis, fordi den baner vejen for en dybt rodfæstet og ægte social nyskabelse, styret af folks behov for at forbedre deres livskvalitet. Ved at fremme det fælles gode ved hjælp af lokale selvstyremodeller, og at integrere dem i staten, kan komiteerne udforme nye visioner og alternativer.

 

Der har igennem hele overgangsperioden, og især siden kuppet 25. oktober, været omfattende drøftelser mellem de forskellige modstandskomiteer. Det afspejler et øget fokus på betydningen af den rolle, de spiller på en række områder.

 

De har arbejdet på at formulere et politisk charter, hvor deres fælles synspunkter på de vigtigste områder kommer til udtryk.

 

Charteret vil også forholde sig til opbygningen af en alliance, der ikke bare er baseret på en afstandtagen fra det, der er der nu, men også på en politisk drøm om at skabe den fremtid, man vil have, sammen med og iblandt den brede befolkning, ikke bag lukkede døre.

 

At virkeliggøre en drøm er en politisk proces, ikke en organisatorisk, og det er en meget vigtig forskel. Der kan være en tendens til at afpolitisere opgaverne i forbindelse med overgangen til demokrati, og så arbejde med dem, som om det bare drejer sig om forskellige praktiske fremgangsmåder.

 

Den anden fase af revolutionen, der finder sted nu, er karakteriseret af håb og en fortsat og ophobet læring, alt sammen baseret på den ene store idé, at der må ske forandring, og at vi må tage ved lære af historien

 

Dette perspektiv tilslører dog den revolutionære virkelighed ved at se bort fra den kendsgerning, at vi står over for meget tunge opgaver, fordi tusinder af mennesker har gjort oprør imod uretfærdighed og undertrykkelse, og ønsker grundlæggende forandringer. Overgangsregeringens passivitet over for de krav, der blev rejst i forbindelse med besættelserne i 2020, er udtryk for en mentalitet, der bevidst lader som ingenting, når en omfordeling af rigdom og magt kommer på dagsordenen.

 

Håbets pædagogik

På trods af militærets overherredømme mobiliserer sudanesiske aktivister for at få deres krav om en civil regering opfyldt, og imod militærets indblanding i det politiske liv. De har lært historiens lektie om, at deling af magt og rigdom gør det nødvendigt at angribe og nedbryde de gamle magtstrukturer, der har domineret det politiske liv i Sudan siden uafhængigheden i 1956.

 

Det, som disse strukturer står for, er intet andet end en fortsættelse af kolonialismen med dens udplyndring og monopolisering af statens ressourcer. Det er derfor, mange aktivister har beskrevet den nuværende bølge af demonstrationer og andre modstandsaktiviteter som en ’kamp for frigørelse’.

 

Den anden fase af revolutionen, der foregår nu, er karakteriseret af håb og fortsat og ophobet læring, alt sammen baseret på den ene store idé, at der må ske forandring, og at vi må lære af historien. Processen med græsrodsorganisering og udvikling af lokalt selvstyre, baseret på folks behov og interesser, er en langsigtet proces, hvor folk udveksler erfaringer og eksperimenter for at finde de bedste måder at opbygge og organisere et ægte demokrati på.

 

En vigtig lære i denne lange kamp kommer fra revolutionerne under det Arabiske Forår og det, der er sket med dem gennem de seneste ti år. Læren er, at med mindre vi grundlæggende forandrer statens struktur, så sker der ikke nogen virkelig forandring.

 

Hvis det bare drejer sig om at udskifte en kransekagefigur eller afsætte en regering og erstatte den med en anden, så bliver der ikke tale om nogen virkelig forandring. Langsigtede forandringer forudsætter, at man nedbryder statens strukturer og fjerner dens grundlag, for den har kun givet anledning til uretfærdigheder og monopoler, og også at man afskaffer politisk klientilisme, der altid har været ensbetydende med at flå folk for penge. At genopbygge staten kræver udvikling af alternativer, og at man tager gamle politiske metoder op til kritisk eftersyn for at definere på ny, hvad politik drejer sig om. Det er det håb, som Sudans revolutionære organiserer ud fra.

 

21. januar 2022

 

Wini Omer er en sudanesisk journalist og feministisk aktivist.

 

Oversat fra opendemocracy af Niels Overgaard Hansen