Læsetid: 6 minutter

Putins oprindelige plan ser ud til at have været en ’specialoperation’ for at gennemtvinge et regimeskifte: Tropper skulle meget hurtigt besætte de vigtigste byer i landet, Nationalgarden skulle undertrykke ’nationalistiske’ protester, og det store flertal af befolkningen ville hilse deres længe ventede russiske ’brødre’ velkommen med blomster.

 

Men i stedet for blomster og fanfare blev den russiske hær mødt med hårdnakket modstand fra ukrainerne, og i stedet for ’bander’ stødte de på en veltrænet og yderst motiveret hær. ’Specialoperationen’ blev til en regulær krig.

 

Det største offer for Ruslands aggression er Ukraine og det ukrainske folk. Mere end 10.000 civile er blevet dræbt, og mere end 18.500 såret. 6,3 millioner har søgt tilflugt i udlandet, 3,7 millioner er blevet flygtninge i deres eget land. I løbet af krigen af krigen er hundredtusinder af lægeklinikker, boligblokke og huse, uddannelsessteder og sportshaller blevet ødelagt. Økosystemer er blevet ødelagt.

 

De skader, som Ukraines økonomi er blevet udsat for, anslået til mere end 300 millioner dollar, vil påvirke borgernes trivsel mange år frem, og vil gøre livet hårdere, især for de fattigste.

 

Det russiske samfund gennemgår også en smertefuld forvandling. Lev Trotskij skrev engang, at ’Det er ikke bevidsthed, der styrer en krig, men krigen, der styrer bevidstheden’. Krige har deres egen logik og laver om på menneskers planer. I stedet for en ’specialoperation’ har Putin bundet sig op på det stik modsatte – en lang, blodig, udmattende krig for i sidste instans at dræne Ukraines ressourcer og tvinge Vesten til at indstille sin hjælp. Dette scenarie vil kræve enorme ofre af Rusland, som hverken dets befolkning eller økonomi er parat til.

 

Efter at være blevet trukket ind i denne lange krig, har Putins stat forandret sig indefra: Den bliver nødt til at tvinge samfundet til at acceptere disse tab. Det har den fået befolkningen til ved politisk undertrykkelse og ved at hensætte den i en tilstand af permanent frygt.

 

Ifølge OVD Info (en russisk menneskerettigheds-organisation, o.a.) er 1.980 blevet fængslet for at gå imod krigen, siden den begyndte, og 825 er anklaget for kriminelle handlinger, mindst en halv million har forladt landet af moralske og politiske grunde eller for at undgå at blive indkaldt til hæren. Og krigen er ikke blevet et tilløbsstykke, som Anden Verdenskrig var for de fleste russere – ideologiske tilhængere af Putins aggression udgør stadigvæk et mindretal, selv om det kun er dem, der har lov til at give udtryk for deres synspunkter.

 

Krigens årsager og karakter

Det, der er hensigten med den nuværende krig, er tydeligvis ikke at beskytte Ukraines russisk-talende befolkning, som har lidt mest under at være i besætternes hænder, og heller ikke at imødegå vestlig ekspansion, eftersom Kreml deler en lang historie om at rage til sig sammen med Vesten.

 

Kremls virkelige motiv for invasionen er ønsket om at stramme grebet om det russiske samfund, politisk, økonomisk og militært, og om de post-sovjetiske lande, som Moskva hævder at være ’historisk berettiget’ til.

 

Demokratiske folkebevægelser i det seneste årti

Som en det af deres konspiratoriske verdensopfattelse betragter Putin og hans følgeskab Maidan (2014) i Ukraine, opstande i Belarus (2020) og Kazakhstan (2021), og bølgerne af enorme demonstrationer i Rusland selv siden 2012 som led i en ’hybridkrig’, ført imod Rusland af Vesten.

 

’At bekæmpe vestligt overherredømme’ har, som Putin ser det, ikke noget at gøre med at modsætte sig de måder at bedrive udbytning på, som de amerikanske og europæiske eliter har gjort det på verdensscenen. Tværtimod, Kreml accepterer og byder den vestlige politik velkommen, der ikke ligger under for etiske krav.

 

De eneste ’fremmedartede vestlige værdier’, som Rusland bekæmper, er menneskerettigheder, ytringsfrihed, ligestilling mellem kønnene, bæredygtig udvikling og så videre. I den forstand er putinisme fortrop i en højreekstremistisk Internationale, der truer demokratiet og progressive bevægelser over hele verden, herunder Trump og hans tilhængere i USA, AfD i Tyskland, Erdogan-regimet i Tyrkiet, Orbán i Ungarn m.fl.

 

Det vigtigste formål med krigen er at beskytte Putin-regimet og dets autokratiske vasalstater, som f.eks. Lukasjenko i Belarus, imod truslen om revolution.

 

Det formål passer fint ind i elitens drøm om at genopbygge det russiske imperium, der kræver Ukraine lagt i lænker, men ekspansionen hører ikke op dér.

 

Det er også i tråd med deres håb om en ’multipolær verden’ – en verden, hvor diktatorer og oligarker nyder total frihed til at plyndre deres undersåtter, undertrykke afvigere og dele verden op uden nogen form for hensyn til international lov.

 

Det er derfor, ’Stop krigen’ nødvendigvis må betyde ’Slut med Putins diktatur’. At kræve fred betyder at kræve afskaffelsen af de sociale hierarkier i det russiske regime i dag: politisk autokrati, umådeligt ulige indkomstfordeling, konservative, patriarkalske normer, og en kolonial, imperialistisk model for relationer mellem etniske grupper.

 

At kæmpe for fred eller gennemtvinge forhandlinger?

2023 var et år med skyttegravskrig for Ukraine. På trods af store tab er det ikke lykkedes for hverken Ukraine eller Rusland at gøre mærkbare fremskridt på slagmarken. Det har forøget krigstrætheden, også for Ukraines allierede.

 

I den sammenhæng er fredsforhandlinger og modstand imod våbenoverførsler til konfliktzonen – som både det yderste højre og enkelte venstrefløjskræfter har givet udtryk for – blevet stadigt mere populære.

 

Alle krige er selvfølgelig brænde på militarismens og nationalismens bål, nedskæringer af velfærd, krænkelse af borgerrettigheder m.m. i alle lande, der er med i konflikten. Det gælder for Ukraine, Rusland og Vesten.

 

Det er også klart, at alle krige ender med forhandlinger, og det giver ingen mening at modsætte sig dette krav i princippet.

 

Men håb om fred på dette stadium af krigen er naivt, og det samme gælder troen på, at det vil føre til fred, hvis offeret gennemfører en ensidig nedrustning.

 

Fortalere for den slags forslag tager ikke Putin-regimets udvikling i de seneste fem år i betragtning. Putins legitimitet er i dag den, der kendetegner en leder i krigstid, og han kan derfor ikke holde fast ved magten uden at føre krig.

 

Han satser nu på, at Vesten indstiller sin støtte til Ukraine efter valget i USA og slår en handel af – på Kremls betingelser, selvfølgelig. En sådan handel (opdeling af Ukraine? Regimeskifte i Kyiv? Anerkendelse af Ruslands ’nye territorier?) vil imidlertid ikke ændre væsentligt på putinismens indstilling til krig, der nu er dens eneste måde at være til på.

 

Putins regime kan ikke længere forlade krigstilstanden, da den eneste måde at bevare systemet på, er at eskalere den internationale situation og intensivere den politiske undertrykkelse i Rusland.

 

Det er af den grund, at forhandlinger med Putin nu, i bedste fald, vil give en kort pause, ikke en ægte fred.

 

En sejr for Rusland vil være bevis på Vestens svaghed og åbne op for at revidere dens indflydelsessfære, først og fremmest i det post-sovjetiske område. Moldova og de baltiske stater kunne blive de næste ofre for aggression. Et nederlag for regimet ville, på den anden side, være ensbetydende med dets kollaps.

 

Det er det ukrainske folk, og dét alene, der har ret til at bestemme, hvornår og under hvilke betingelser, der kan sluttes fred. Så længe ukrainerne viser vilje til at gøre modstand, og Putin-regimet fastholder dets ekspansionistiske mål, vil ethvert forsøg på at tvinge Ukraine til forhandlinger være et skridt henimod en imperialistisk ’handel’ på bekostning af ukrainsk uafhængighed.

 

Det, der stiller sig i vejen for fred, er bestemt ikke Zelinskijs ’uvilje til kompromis’, og heller ikke Bidens eller Scholz’ ’høgeagtighed’: Det er Putins manglende vilje til overhovedet at drøfte tilbagetrækning fra de territorier, der blev erobret efter 24. februar 2022. Og det er aggressoren, ikke ofret, der må tvinges til forhandlingsbordet.

 

Vi, Ruslands Socialistiske Bevægelse, mener, at den internationale venstrefløj i denne situation skal kræve:

 

– En retfærdig fred for det ukrainske folk, herunder tilbagetrækning af de russiske tropper fra Ukraines internationalt anerkendte territorium.

– Annullering af Ukraines udlandsgæld

– Et forøget sanktionspres på Putins elite og den herskende klasse

– Forøget pres på forskellige selskaber, der stadig gør forretninger med Rusland

– Forøget humanitær hjælp til ukrainske flygtninge og russiske politiske flygtninge, herunder dem, der er flygtet fra indkaldelse til hæren

– En retfærdig genopbygning af Ukraine efter krigen, ledet af ukrainere og med hovedvægt på social retfærdighed, ikke af investeringsselskaber og hedgefonde, der følger nedskæringsprincipper

– Direkte støtte til borgerdrevne initiativer på venstrefløjen og til faglige organisationer

– Platforme, som ukrainere og russere imod krig kan tale fra

– Frigivelse af russiske politiske fanger og afslutning af undertrykkelse af den politiske opposition i Rusland

 

Verden af i dag går mod højre, og politikere vælger i stigende grad at bruge diskrimination og aggressionskrige til at løse deres problemer, fra Netanyahus militære folkemordskampagne i Gaza, støttet af Vesten, til Aserbajdsjans angreb på Nagorno Karabakh (hvor det internationale samfund er medskyldig), og indvandrerfjendsk retorik og tiltag fra mainstream-partiers side i Tyskland, Finland, Holland, Frankrig og USA. I denne globale kontekst må venstrefløjen bekæmpe de voksende imperialistiske, militaristiske og nationalistiske tendenser – ikke ved utopiske fredsskabende bestræbelser, men ved at forhindre nye udbrud af aggression og ved at forhindre fascistoide kræfter, der sympatiserer med Putin (Trump, AfD m.fl.) i at komme til magten.

 

Stop krigen!

Slut med putinisme

Befri Ukraine!

Befri de undertrykte i Rusland!