Hvordan ser I på situationen i Ukraine efter 2 års krig?

Krigen udløste en debat om, hvorvidt feministiske bevægelser bør være klart antimilitaristiske. På et tidspunkt, hvor ukrainerne står over for en trussel om fysisk udslettelse, synes nogle vestlige feministers antimilitaristiske holdning at være et privilegium, der er blind over for de reelle trusler og farer, som ukrainske kvinder står over for hver dag. Ukrainske feminister har taget stilling for et vigtigt budskab i disse svære tider: Ukraine har brug for våben. Det har brug for defensive våben, såsom luftforsvarssystemer til at beskytte luftrummet mod de konstante russiske missilangreb, der ødelægger ukrainske byer og dræber civile, såvel som offensive våben til at generobre besatte områder fra aggressoren.

Krigen har påvirket alle i Ukraine. Mens nogle regioner virker “normale” og fri for direkte fjendtligheder, fortsætter raketangrebene og de konstante trusler fra Rusland. Næsten alle har en slægtning, der gør tjeneste i hæren, eller har mistet nogen gennem årene. Ukrainerne er tvunget til at håndtere personlige og kollektive traumer, usikkerhed om fremtiden, daglige militære trusler og daglige vanskeligheder, samtidig med at de viser modstandskraft og appellerer til international støtte og hjælp.

Desværre er den generelle interesse for Ukraine aftaget i løbet af de sidste to år, mens de udfordringer, det ukrainske samfund står over for, ikke er blevet mindre. Disse udfordringer eksisterer fortsat eller er ved at udvikle sig til nye former. Problemerne spænder fra, hvordan man imødekommer behovene hos de tusindvis af fordrevne fra frontbyerne, til hvordan man leverer elektricitet til byerne efter bombardementer af energiinfrastrukturerne. Ukrainerne må konstant udvise fleksibilitet, kreativitet og modstandsdygtighed for at kunne klare de nye udfordringer, som krigen stiller dem over for.

Feminister har, ligesom alle andre ukrainere, været tvunget til at tilpasse sig de nye roller og udfordringer, som den omfattende krig har medført. Mange feminister gør tjeneste i hæren eller melder sig frivilligt for at imødekomme behovene ved fronten. Kvindeorganisationer i Ukraine fortsætter deres arbejde, nu også med at reagere på de behov, der er opstået som følge af krigen, såsom at hjælpe internt fordrevne mennesker og løse andre udfordringer. Kvindernes behov i det ukrainske samfund er steget betydeligt. Den økonomiske og sociale usikkerhed er stigende sammen med tab af arbejdspladser. Mange kvinder har mistet deres hjem og job og er blevet overladt til sig selv, når deres mænd er blevet mobiliseret til fronten.

Ukraine har stadig ingen anerkendt stemme i mange internationale diskussioner. Landet bliver ofte frataget mulighederne for at handle af det internationale samfund og bliver set som en indflydelseszone for NATO eller Rusland. Ukrainerne skal ikke kun kæmpe for deres fysiske overlevelse, men også for retten til at repræsentere sig selv og forsvare deres interesser, samtidig med at de hele tiden bevarer deres handlefrihed. Disse spørgsmål vedrører også ukrainske feminister, som ikke kun skal tænke på deres overlevelse og på at yde hjælp i landet, men også skal håndtere misforståelser og til tider paternalistiske holdninger fra vestlige feminister.

Der er dog også sket positive ændringer for det ukrainske feministiske samfund. I juni 2022 ratificerede den ukrainske regering Istanbul-konventionen om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet. Det har været et af de vigtigste krav fra ukrainske feminister i flere år og et skridt i retning af større integration af Ukraine i EU. Derudover forsvarer ukrainske kvindelige soldater aktivt deres rettigheder i hæren, hvilket har ført til ændringer i den militære organisation og tilpasninger for bedre at imødekomme kvinders behov.

Opfattelsen af feminisme i Ukraine er ved at ændre sig. Samfundet er begyndt at bevæge sig væk fra stereotype opfattelser af kvindelige aktivister. En kollektiv repræsentation af aktive kvinder i militæret, aktivister, der åbner krisecentre og hjælper med at løse humanitære problemer, og kvindelige frivillige, blandt andre, er ved at vokse frem. Denne forandring er med til at skabe nye forbindelser med partnere og til at ændre den generelle opfattelse af feminisme.

Hvad er situationen for jeres organisation og jeres projekter?

Da den store russiske invasion begyndte, blev Feministisk Workshop tvunget til at udvide sit aktivitetsområde. Den omfattende krig forstærkede ikke kun de eksisterende sociale problemer, men skabte også nye udfordringer, som pressede os til at implementere nye retningslinjer. Vores team har oprettet Crisis Response, hvis hovedopgave er at hjælpe kvinder og børn, der er ramt af krigen.

En af målgrupperne er internt fordrevne. Vi har set, at mennesker, der er tvunget til at forlade deres hjem, har brug for sikkerhed, støtte, kommunikation, fritid, selvrealisering og udvikling. Disse behov er fundamentale og afgørende for menneskelivet. Derfor har vi skabt tilflugtssteder – sikre rum, der hjælper med at opbygge tillid i lokalsamfundet, øge den sociale samhørighed og inddrage de fordrevne i samfundslivet. Siden oprettelsen har herbergerne budt 80 mennesker velkommen, nogle med deres kæledyr (tre katte, to rotter, to hunde). Til at begynde med oprettede vi tre shelters, og i dag er et af dem stadig aktivt. Vi indså hurtigt, at de kvinder og børn, der var berørt af krigen, ikke kun havde brug for indkvartering, men også kompleks støtte til at overvinde deres traumatiske oplevelser og leve livet fuldt ud.

Vi yder også individuel hjælp til at løse de daglige problemer, som beboerne på krisecentret står over for. Et andet vigtigt aspekt af vores støtte har været organiseringen af grupper for børn af internt fordrevne kvinder, et støtteprogram for ældre kvinder med lave indkomster, kurser i digital alfabetisering og psykologisk støtte til lokalsamfundet. Og listen fortsætter.

På trods af vores organisations aktive indsats for at imødegå udfordringerne ved en storstilet invasion, fører nye udfordringer til uforudsete udgifter, såsom køb af generatorer for at holde kontoret kørende under angrebene på landets energiinfrastruktur. Det bliver stadig sværere at finde finansiering til vores igangværende og nye aktiviteter. Uforudsigeligheden og kompleksiteten i planlægningen af vores aktiviteter, vanskeligheden ved at reagere på spørgsmål fra vestlige partnere under en storstilet invasion og generel udmattelse bidrager alle til at gøre fundraising til en yderligere udfordring.

Hvad er jeres håb for 2024?

Håb er et privilegium, som vi ikke har råd til under en storstilet invasion. Der er konkrete handlinger og støtte, som vi har brug for og kræver. Som ukrainske feministiske organisationer, der arbejder for at forsvare menneskerettighederne og hjælpe kvinder med at overvinde konsekvenserne af væbnede konflikter, har vi en dyb forståelse af konteksten og de aktuelle behov hos vores publikum, og af hvordan vi bedst kan yde denne hjælp. Uden økonomisk, informativ og humanitær støtte vil vi ikke kunne arbejde systematisk og skabe forandring.

Vi håber ikke kun, at Feministisk Workshop vil fortsætte sine aktiviteter og have tilstrækkelige økonomiske og menneskelige ressourcer: Vi kæmper konstant for dette. Vi er også trætte af at blive udelukket fra diskussioner om mulige måder at hjælpe ukrainske kvinder på. Dette år er afgørende for os for at få de ukrainske feministers stemme hørt på internationale platforme, forsvare deres behov og kræve deres ret til at komme til orde i globale diskussioner. Generelt ønsker vi bare at overleve i 2024, i enhver betydning af ordet. Og som alle ukrainere tror vi på vores hovedmål og kæmper hver dag for at nå det: sejr for Ukraine og en afslutning på den russiske aggression.

1. februar 2024

Oversat fra Presse-toi a gauche (Canada) af Poul Bjørn berg