Under dække af at ville bekæmpe antisemitisme og støtte til terrorisme, forsøger disse magtfulde aktører i virkeligheden at kriminalisere eller i hvert fald mistænkeliggøre alle de ”fjender af Israel”, der støtter palæstinenserne mod undertrykkelsen.

Der er stribevis af angreb og mistænkeliggørelse, der er udtryk for dobbelte standarder, f.eks.:

* Et tidligere folketingsmedlem fra EL mistænkeliggøres som terrorist-ven, fordi han for en årrække siden mødtes med en palæstinenser, der var repræsentant for en organisation, der forsvarede politiske fanger i Israel, men som (iflg. israelsk efterretningstjeneste) samtidig også var ledende medlem af en organisation, der tidligere havde foretaget terroraktioner. – Men det fører ikke til mistænkeliggørelse, at Lars Løkke mødes med repræsentanter for det kinesiske styre, der er godt i gang med et folkedrab på uighurerne.

* NGO’en MS (Mellemfolkeligt Samvirke) mistænkeliggøres som legitim modtager af statsstøtte til bistandsprojekter, fordi to (dansk-palæstinensiske) medlemmer af organisationens hhv. råd og bestyrelse har lagt muligvis smagløse, men næppe antisemitiske og slet ikke ulovlige, satiretegninger ud på deres private Facebookprofil. – Mens f.eks. politikere fra Dansk Folkeparti kan blive dømt for racisme, uden at nogen problematiserer statens partistøtte til DF af den grund…

* MS blev også hængt ud for at have hyldet en af deres tidligere frivillige, en palæstinensisk kvinde, da hun i år blev indstillet til Nobels Fredspris, fordi hun iflg. BT som teenager 6 og 9 år tidligere havde været ordstyrer hhv. deltager i PFLP-møder.  Danmarksdemokraterne fandt anledning til at betegne MS som ”en jødehadende organisation” – mens DF valgte at kalde organisationen ”terrorsympatisører”.

Det handler også om ytringsfrihed
I stadigt stigende grad forsøges det at cementere en række begrænsninger af ytringsfriheden, der er udtryk for helt uforståelige og uacceptable dobbelte standarder. F.eks.:

* Det er kriminelt at udtrykke støtte til Hamas, fordi det er en organisation, der er ansvarlig for terrorisme mod civile mål. – Men det er ikke forbudt at udtrykke støtte til Netanyahu – eller sågar direkte til morderiske bosættere – der er ansvarlig for terrorisme mod civile mål i langt større målestok.

* Det er – i forlængelse heraf – forsøgt kriminaliseret at udtrykke sorg over snigmordet på en leder af Hamas. – Mon det også ville give anledning til politimæssig efterforskning, hvis statsministeren sendte et kondolencebrev med sympati og pæne ord efter et evt. attentat mod Netanyahu…?

* Det anses for dybt suspekt, hvis en palæstinenser ikke vil svare på, hvad han/hun mener om Hamas’ angreb den 7/10. – Men det anses (rimeligt nok!) for at være antisemitisme/racisme, hvis man ønsker en persons eller gruppes syn på Israels krigsførelse, fordi personen eller gruppen har jødisk baggrund.

* Det stemples som antisemitisme at dele en satirisk tegning af Hitler, der giver stafetten videre til Netanyahu (ikke en tilfældig jøde, end ikke en tilfældig israeler). – Men f.eks. tegningen af en araber/Muhammed med en bombe i sin turban var selvfølgelig bare dansk satire, som enhver avis burde bringe – i ytringsfrihedens navn…

Senest er det blevet forbudt at bære en t-shirt med teksten ”Boykot Israel” i Tivoli…

Farlig strategi

Hetzmagernes foretrukne metode er at finde nogle få, lette ofre i de forskellige bevægelser, organisationer og partier, der engagerer sig i Palæstinasolidaritet – og på et spinkelt grundlag forsyne disse med et af mærkaterne ”antisemitisme” eller ”terrorstøtte”. For derefter at generalisere og mere eller mindre direkte beskylde hele organisationen for det samme.

Måske fordi det er en strategi, man lærer som kommunikationsrådgiver, vælger flere organisationer at lægge sig fladt ned i første omgang: Tage anklagerne mod den uheldige enkeltperson for gode varer – uden overhovedet at forholde sig til detaljerne/beviserne og evt. problematisere, nuancere eller forsvare den angivelige ”forbrydelse”- og så tage stærkt afstand fra handlingen, evt. også personen i det hele taget. Et såkaldt ”bondeoffer”, hvis det var et skakspil – eller på moderne dansk: At kaste enkeltpersoner under bussen for at redde organisationen.

Der er alvorlige problemer ved denne strategi.

Det mindste problem er sådan set de personlige hensyn, selv om det utvivlsomt er en modbydelig oplevelse for den pågældende person. – Der måske havde forventet en nuanceret behandling og et forsvar på et sagligt grundlag af ”sin organisation”, men i stedet får en lynhurtig kniv i ryggen i form af fuld opbakning til beskyldningerne på grundlag af en journalists ofte tvivlsomme research.

Men et langt større problem er det, at vi splitter og underminerer solidaritetsbevægelsen med Palæstina. Hvis engagerede aktivister flere gange oplever, at deres personlige eller i hvert fald åndelige kammerater bliver kastet under bussen og udstødt af de mere prominente og veletablerede repræsentanter for Palæstinabevægelsen, bare fordi de har formuleret sig lidt uheldigt eller engang har mødt en person med et tvivlsomt cv, så medfører det dyb frustration, demoralisering og splittelse i bevægelsen. De opfatter med god grund dette som en fuld accept af de dobbelte standarder, der gælder for hhv. Netanyahus og palæstinensernes venner. Og dette kan gå hårdt ud over det tætte samarbejde, der burde være i den gode sags tjeneste.

Et andet problem er, at strategien overhovedet ikke virker på længere sigt. For resultatet er jo bare, at grænserne bare flyttes. Hvis vi i dag accepterer, at en sammenligning af Netanyahu og Hitler i en satiretegning er antisemitisme – så er al problematisering af ”Israels ret til selvforsvar” også antisemitisme i morgen. Og hvis ubevidste møder med personer, der ved nærmere granskning kan afsløres at have forbindelse til terrorstemplede organisationer, nu bliver anerkendt som forkastelige terrorrelationer – så varer det ikke længe inden ethvert solidaritetsarbejde med voldeligt undertrykte befolkninger bliver illegitimt.

Helt som vi har set grænserne flytte sig på alle områder i flygtninge- og indvandrer-debatten. Og så bliver der igen anledning til at citere Martin Niemöllers berømte digt om nazitiden, her forkortet: ”Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist./…/Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde./Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.”

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 22. september 2024