NPA er i praksis blev delt i mindst to partier efter en kaotisk kongres den 10-11. december, hvor 100 af de 210 delegerede besluttede, at det ikke længere var muligt at fortsætte sammen. Kongressen var derfor på anden dag delt i to møder. De 100 delegerede repræsenterede kongressens største mindretal (Platform B), heriblandt hovedparten af den afgående ledelse med talspersonerne Christine Poupin, Philippe Poutou og Olivier Besancenot.

Et næsten lige så stort mindretal (Platform C) var en samling af fire interne tendenser, mens Platform A kun havde opbakning fra 6,2 procent.

Langvarig splid

NPA blev dannet i 2009 af den Revolutionære Kommunistiske Liga (LCR), som var den franske sektion af Fjerde Internationale. Det skete efter stor fremgang og succesfulde kampagner ved præsidentvalgene i 2002 og 2007, hvor LCR’s kandidat Olivier Besancenot fik henholdsvis 4,25 og 4,08 procent – næsten 1,5 millioner stemmer. Sammen med voksende indflydelse i fagforeninger og andre bevægelser og stærke mobiliseringer i samfundet mod den konservative Sarkozy-regering anså man tiden for moden til at lancere et nyt, antikapitalistisk parti.

Ved dannelsen var der registreret 9200 medlemmer, men siden har mange medlemmer og flere grupper meldt sig ud. Forhåbningen om at tage et kvalitativt spring fremad i opbygningen af et nyt revolutionært parti smuldrede med årene. Vælgeropbakningen til Phillipe Poutou, som har stillet op til præsidentvalget i tre omgange, er faldet fra 1,15 i 2012 til 0,76 procent i 2022.

Før kongressen sidste år var der registreret lidt over 2000 medlemmer. Flertallet i den afgående ledelse havde gjort det klart, at det var nødvendigt at gøre op med partiets funktionsmåde. NPA har altid været præget af mange interne diskussioner mellem indbyrdes stridende grupperinger. På den forrige kongres i 2018 fik det største mindretal 49,72 procent af stemmerne og havde derfor ikke opbakning til at udgøre en stærk ledelse for et samlet parti. Gennem de seneste år har hver af de interne tendenser i NPA i stigende grad fungeret som små mini-partier med egen finansiering og egne hjemmesider, strukturer og paroler (med NPA’s logo) til demonstrationer.

Melenchons succes

En af de helt centrale uenigheder kredser omkring forholdet til og et muligt samarbejde med den øvrige venstrefløj, især partiet La France Insoumise (LFI – Det Ukuelige Frankrig), som til præsidentvalget sidste år opstillede partiets daværende leder Jean-Luc Mélenchon. Han fik 22 procent af stemmerne og var dermed meget tæt på at gå videre til anden runde i konkurrence med Macron (i stedet blev det Marine Le Pen, som fik 23 procent).

Efter denne succes dannede LFI op til parlamentsvalget i juni sammen en række andre partier en bred venstreorienteret valgalliance under navnet NUPES (Nouvelle Union Populaire Écologiste et Sociale – Nye Folkelige Økologiske og Sociale Union). Den opnåede 151 af parlamentets 577 pladser og udgør nu den største opposition til Macrons parti. NUPES-grupper samler nu venstrefløjs-aktivister over en bred kam i mange franske byer, om end med meget forskellige grader af sammenhængskraft og aktivitetsniveau.

Flertallet i NPA’s ledelse var indstillet på og deltog i forhandlinger med Mélenchon om at gå med i en valgalliance, men han valgte at tilpasse det politiske grundlag for at imødekomme Socialistpartiet, hvorefter NPA trak sig fra videre forhandlinger. NPA deltog trods dette i kampagner for NUPES’ kandidater i langt de fleste valgkredse. Blandt de få undtagelser var støtten til Raphael Arnault, en landskendt leder af antiracistisk arbejde i Lyon, som stillede op i konkurrence med en kandidat fra NUPES’ højrefløj (som vandt med 34 procent af stemmerne i første valgrunde, mens Arnault fik 6 procent, se baggrundartikel)

Hvilken enhed på venstrefløjen?

Flertallet i den afgående NPA-ledelse (Platform B) er indstillet på et samarbejde med aktivister fra FI og NUPES. ”Tyngdepunkt på den franske venstrefløj er flyttet fra Hollands socialliberalisme til Mélenchons antiliberalisme, skriver de, og tilføjer: ”Eksistensen af en modstand mod magten, på venstrefløjen, og af en synlig kritik af den neoliberale kapitalisme kan genskabe en tillid, især blandt sektorer, der ikke har følt sig repræsenteret, og kan vække en aktiv dynamik. […] Det er derfor et spørgsmål om at udstikke og forfølge vores enhedslinje.”

På den anden fløj i NPA ønsker de fleste i stedet en tilnærmelse til Lutte Ouvriere (Arbejderkamp) – en lille revolutionær organisation, som en af mindretalsgrupperne i NPA selv kommer fra. De kritiserer Platform B for at kapitulere til Melenchons reformistiske og parlamentsfikserede såkaldte venstrefløj. Den nye balance på venstrefløjen til fordel for LFI ”ændrer ikke vores grundlæggende mål, som er at opbygge organisationer, der er uafhængige af borgerskabet, men også af alle afskygninger af ‘den institutionelle venstrefløj’,” hedder det.

De politiske uenigheder mellem Platform B og Platform C handler også om, hvordan man forstår den aktuelle krise i samfundet. Mens Platform B taler om en ugunstig situation – et ugunstigt styrkeforhold – for de folkelige sektorer, som kan føre til det værst tænkelige scenarie, så ser Platform C kriserne i det kapitalistiske system som en situation, der “kunne smelte sammen og føre til ægte sociale revolutioner”.

Den grundlæggende opgave, ifølge Platform B, bliver derfor at arbejde for at gendanne strukturerne i arbejderbevægelsen, feministiske, LGBTI+-, miljø- og andre bevægelser, og at gøre det med en enhedspolitik med både masseorganisationerne og venstrefløjens politiske kræfter, mens Platform C vil sikre, at den vrede, som krisen skaber blandt de folkelige sektorer, fremmer en politisk bevidsthed, og at vejen frem er kampagner, som skaber bevægelse i arbejderklassen og fremmer opbygningen af en revolutionær front for et projekt, som tydeligt distancerer sig fra reformismen.

Mobilisering mod pensionsreform

NPA’s kongres endte således med et parti delt i mindst to dele, og det står stadig ikke klart, hvordan boet skal deles, hvem der beholder retten til navn, logo, avis og andre spørgsmål.

Her og nu er der også andet at beskæftige sig med. 19. og 20. januar bliver starten på omfattende mobiliseringer mod den pensionsreform, Macrons regering har fremsat. Som hovedregel vil pensionsalderen blive hævet fra 62 til 64 år, hvis reformen bliver vedtaget.

Det forventes, at stort set al offentlig transport bliver lukket ned, ligesom strejkerne også vil lamme skoler, hospitaler og mange andre samfundsområder på “sorte torsdag”. Otte af Frankrigs største faglige organisationer står bag protesterne og det er dermed første gang i 12 år, at fagbevægelsen står samlet.