Læsetid: 7 minutterFoto: Ungdoms-demonstration i Paris mod pensionsreformen, 21. januar 2023. Tv. Danielle Simonnet, parlamentsmedlem for NUPES. Copyright: Photothèque Rouge / Martin Noda / Hans Lucas.
750.000 mennesker går på pension i Frankrig hvert år. Macrons sidste forsøg på at få os til at arbejde længere, for tre år siden, blev med held stoppet af millioner på gaden og hundredtusinder i strejke. Macron blev ydmyget, presset til at give indrømmelser én efter én til forskellige grupper af arbejdere og derefter til at love, at kun dem født efter 1975 ville blive berørt, inden han til sidst måtte droppe sin reform, eftersom strejkerne fortsatte, selvom han påstod, at covid-pandemien var begrundelsen.
Denne gang, skræmt af visheden om en massiv modstand, har Macron og hans premierminister Elizabeth Borne blandet nogle indrømmelser ind i pensionsloven. Seniorer på fattigpension vil få en forhøjelse, som gradvist skulle betyde, at ingen med fuld arbejdstid får mindre end 940 euro om måneden. Den oprindelige plan om at forlænge pensionsalderen til 65 er blevet modereret til 64. Og Macron har insisteret på, at Borne, ikke han selv, skal være frontlinjens talsperson – bare hvis det hele går galt. Derudover har Macron, i modsætning til for tre år tilbage, begrænset sig til målet om at spare penge og har opgivet sin tidligere plan om at reorganisere alle pensionsordninger i et pointsystem, som ville gøre ordningerne langt nemmere at privatisere hen ad vejen.
Så det seneste slag i en 30-årig krig om pensioner er blevet indledt.
I 1982 nedsatte François Mitterrands socialistiske regering pensionsalderen til 60 år, og antallet af arbejdsår for at få fuld pension blev fastsat til 37½. Siden 1993 har konservative og socialliberale (socialdemokratiske) regeringer konstant forsøgt at angribe pensionerne. Nogle gange er det lykkedes, nogle gange har modstanden fejet dem af bordet, og nogle gange er kampene endt uafgjort.
I 1993 forlængede en højreregering den periode, man skulle indbetale i den private sektor for at få fuld pension, med to og et halvt år, hvilket bragte den op på 40 år. Derudover skulle private pensioner fra nu af beregnes ud fra en procentdel af gennemsnitsindkomsten over 25 år og ikke længere over de bedste 10 år.
I 1995 blev højrefløjen banket tilbage i sit forsøg på at skære ned på pensionerne i den offentlige sektor. Efter en måned med strejker, hvor metroen i Paris var fuldstændig lukket ned i ugevis, blev premierminister Juppé tvunget i panik til at opgive sin plan.
I 2003 var de offentlige pensioner igen under angreb. Offentligt ansatte skulle nu også arbejde 40 år for fuld pension. Pensionerne er dog stadig beregnet ud fra gennemsnitslønnen for de sidste seks måneders arbejde før pensionering.
I 2010 blev den normale pensionsalder forhøjet fra 60 til 62 år. I 2014 var det en regering ledet af Socialistpartiet, som øgede det antal år, der var nødvendige for at være berettiget til fuld pension. Det var dette skridt, som – sammen med andre nyliberale forbrydelser – ødelagde Socialistpartiet vælgermæssigt (de er nu nede på 30 medlemmer af parlamentet).
Gennem tredive år har nogle angreb således ramt plet, mens andre er blevet stoppet succesfuldt. Pensionssystemerne er komplekse, men tallene viser den enorme værdi i at kæmpe imod. I Frankrig lever 4,4 procent over 65 år i dag i fattigdom. Tallet for Storbritannien er 15,5 og for Tyskland 9,1 ifølge OECD. Hvis situationen i Frankrig var lige så slem som i Storbritannien, ville det betyde, at næsten to millioner flere ældre levede i fattigdom. Klassekampen virker!
På vej mod en eksplosion
Chancerne for en social eksplosion i denne måned er store. I en meningsmåling i denne uge siger 46 procent af den franske befolkning, at de er klar til at deltage i modstandskampen! Dette omfatter 32 procent af de allerede pensionerede. Kun 23 procent af befolkningen siger, at de “bestemt ikke” vil være med til at kæmpe imod! 60 procent siger, at de støtter kampen mod Macrons reform, mens kun 27 procent siger, at de er imod.
Det er interessant at bemærke, at et flertal af dem, der stemte på Marine Le Pen ved sidste års præsidentvalg, er klar til at mobilisere for at forsvare pensionerne. Dette har tvunget Marine Le Pen til højlydt at lade, som om hun er på arbejdernes side i denne kamp, og de konservative medier er meget glade for at kunne antyde, at modstandskampen føres af en alliance mellem venstrefløjen og den yderste højrefløj. I virkeligheden er det venstrefløjen, der vil organisere kampen, og den kan være en anledning til at trække mange af dem, der stemte på fascisterne, i retning mod et klassekampsorienteret syn på verden. Nogle fagforeninger har allerede meddelt, at de vil forhindre ethvert forsøg fra organisationer på den yderste højrefløj på at tilslutte sig bevægelsens demonstrationer.
Lederne af alle otte faglige landsorganisationer har indkaldt til strejker næste torsdag den 19. januar. Det er første gang i 12 år, at alle står sammen: Som regel forsøger nogle at spille “moderate” i håbet om at få en bedre behandling fra regeringen. I 1995 støttede et af de største landsorganisationer, CFDT, pensionsloven, hvilket fremkaldte en enorm krise i dens rækker. Denne gang, i 2023, kritiserer selv politiets fagforeninger lovforslaget.
Lederne bremser
Fagforeningsledere, inklusive de mere radikale, er, hvis vi taler om de store landsorganisationer, professionelle forhandlere. Selvom faglige ledere i Frankrig ikke får de samme enorme lønninger som i Storbritannien og andre steder, sætter de ikke aktiv kamp i centrum af deres strategi. I det nuværende pensionsspørgsmål, hvor reformen er så upopulær, og arbejderklassen i de senere år har bevist sin vilje til at strejke, ville det have været fuldt ud muligt at koordinere en generalstrejke på dagen for annonceringen af pensionsreformen.
I de kommende uger vil fagforeningsbureaukratier foretrække at indkalde til enkeltstående “aktionsdage” og vil kun varsle en generalstrejke, hvis de bliver sat under stort pres nedefra. Alligevel erklærede Philippe Martinez, leder i CGT, i denne uge, at strejkerne kunne blive “bedre end i 1995”, så det er en start. Og nogle grupper af arbejdere er fast besluttet på at gå videre. Ansatte på olieraffinaderier har allerede annonceret to- og tredages totalstrejker i løbet af de næste par uger.
Det største parti på venstrefløjen, France Insoumise (FI), med Jean Luc Mélenchon i spidsen, har sammen med andre venstreorganisationer lanceret en række offentlige møder i hele Frankrig for at opbygge modstanden, og venstrefløjens medlemmer af parlamentet er meget synlige på tv, hvor de angriber Macrons lovforslag. FI’s program omfatter genindførelse af en pensionsalder på 60 år for alle. Til det første offentlige møde i Paris var der et tusinde deltagere, samme dag som premierministerens meddelelse. I sin tale sagde François Ruffin, parlamentsmedlem for FI: “At gå på pension er vidunderligt, det er vores ret til et lykkeligt liv.” Et andet FI-parlamentsmedlem, Mathilde Panot, insisterede på, at pensionsloven var “en krigserklæring”.
Der vil være en national demonstration den 21. januar, indkaldt af venstrefløjens ungdomsorganisationer og støttet af France Insoumise. Der vil køre busser fra hele landet.
Dette er Macrons flagskibsreform, og vi skal sænke den hurtigt. Og det vil kræve mere end fagforeningernes “aktionsdage”.
13. januar 2023
John Mullen har været aktiv på den antikapitalistiske venstrefløj i Paris-regionen i mange år og er tilhænger af France Insoumise.
Oversat fra John Mullens hjemmeside af Åge Skovrind