Efter første runde af det franske præsidentvalg foreslog Jean-Luc Mélenchon fra La France Insoumise (LFI) – valgets nummer tre og langt foran alle andre venstrekandidater – at Kommunistpartiet (PCF), Europe-Ecologie-Les Verts (De Grønne) og Nouveau Parti Anticapitaliste (NPA – Det Ny Antikapitalistiske Parti) åbent skulle diskutere dannelsen af en koalition – Union Populaire – i forbindelse med parlamentsvalgene den 12. og 19. juni. Det skulle ske gennem en række bilaterale diskussioner, i stedet for rundbordsdebatter.

På det tidspunkt var deltagelse af Socialistpartiet udelukket. Den 16. april blev Mathilde Panot, leder af LFI’s parlamentsgruppe, spurgt, hvorfor Socialistpartiet (SP) var blevet udelukket fra enhver diskussion. Hun svarede, “Anne Hidalgo (SP’s præsidentkandidat og overborgmester i Paris) har ikke ønsket, at opbygge noget sammen med os. Vi har bemærket hendes angreb og hendes afvisning af at give en klar vurdering af [den socialdemokratiske] Francois Hollandes præsidentperiode (2012-2017). I den sidste del af valgkampen blev Jean-Luc Mélenchon hendes fjende nr. 1, mens hun intet sagde om Le Pen eller Macron. Derfor er der ingen diskussioner, og denne afvisning er definitiv.”

Alligevel indgik LFI i diskussioner med Socialistpartiet den 27. april. Disse trak det programmatiske grundlag mod højre og gjorde det rum, som NPA var tiltænkt, mere og mere indsnævret. NPA arbejdede fortsat på at få en aftale i stand, men efter at der var indgået aftaler med De Grønne, Kommunisterne og Socialistpartiet, måtte NPA konkludere, at højredrejningen gjorde det umuligt at tilslutte sig koalitionen. NPA’s landsledelse vedtog nedenstående erklæring den 5. maj.

Efter resultatet af præsidentvalget hviler der et ansvar på alle arbejderbevægelsens organisationer, på de sociale bevægelser og på den venstrefløj, der afviser liberalismen og ødelæggelsen af vore rettigheder. Et ansvar for at skabe aktionsenhed i gaderne og i stemmeboksen. På det grundlag var NPA rede til at diskutere fælles kandidaturer til parlamentsvalget, sammen med Union Populaire.

Stillet overfor højrefløjens fremgang og den fascistiske trussel, og med udsigten til endnu fem år med Macron og hans tilhængere, der organiserer antisociale og autoritære angreb, da ønsker vi et venstrefløjsflertal, der kan gennemføre radikale forandringer – eller i det mindste få valgt flest mulige medlemmer til Nationalforsamlingen.

At forene venstrefløjens kræfter

Det er derfor vores opfattelse, at en enhedsdynamik ville være et positivt signal til de sociale bevægelser og kampe, der kunne give de undertrykte og udbyttede selvtillid. Perspektivet i at organisere modstand og vinde nye rettigheder med ethvert middel må være det, der forener os.

Derfor mødtes vi med Union Populaire for at nå til enighed. Om programmet skrev vi sammen en tekst, som bekræftede nødvendigheden af at bryde med den neoliberale politik, og at det især gjaldt om at afskaffe Hollandes og Macrons arbejdsmarkedslove og lovene, der begrænser borgernes frihedsrettigheder. at byde migranter velkommen, at hæve minimumslønnen, at fastsætte pensionsalderen til 60 år for alle og at udrydde fattigdommen. Disse tiltag udgør langtfra hele NPA’s antikapitalistiske program, men er dog nok til at kunne danne grundlag for en alliance. Ja, de kan endog understøtte, at kravene realiseres af en regering, der er resultatet af en sådan koalition. En sådan regering med Jean-Luc Mélenchon som premierminister ville vi kunne støtte uden at opgive vores uafhængighed.

I takt med at diskussionen med de andre politiske partier skred frem, blev den politiske balance imidlertid gradvis ændret, og det svækkede bruddet med den neoliberale politik, som indtil da havde været koalitionens styrke.

Således betød den aftale, der var indgået med De Grønne, og som var endog meget fordelagtige med de tilbudte valgkredse, en svækkelse på flere af de punkter, der lå i aftalen mellem NPA og UP, fx behovet for at bryde med EU.

Aftalen med De Grønne nedtonede også den plads, der var tildelt aktive bevægelser i de udsatte bydele (for eksempel bevægelsen On s’en mêle 2022), og det er bestemt ikke det rette signal at sende til dem, der lider mest under de antisociale love, lov-og-ordenpolitk, racistiske og islamofobiske tiltag.

Til trods for alt dette, var det fortsat vigtigt for os at deltage i den dynamiske proces for at skabe et fælles grundlag.

Socialistpartiet rykker aftalen til højre

Men den aftale, der blev indgået den 14. maj mellem Union Populaire og Socialistpartiet, er problematisk på mere end én måde. Først og fremmest fordi væsentlige forslag bliver trukket ud: en stigning i minimumslønnen, der ikke længere skal være “øjeblikkelig,” bruddet med det neoliberale Europa er for vagt, “pension for alle, der fylder 60,” som stod i aftalen med De Grønne og Kommunistpartiet, er ændret til “en ret til at gå på pension, når man bliver 60,” hvilket vi ved betyder væsentlige beskæringer af satserne for pension.

I denne forståelse er Socialistpartier blevet 70 valgkredse (hvoraf de 30 kan give valg), hvilket er langt mere, end UP’s indledende forsalg til fordeling af kredsene mellem partierne.

Hvis vi til Socialistpartiets kandidater føjer de mange Grønne kandidater, der ikke repræsenterer et brud med neoliberalismen, så får vi et afgørende aftryk fra denne venstrefløj, som i mange tilfælde har regeret mod arbejderklassens interesser, og som i øjeblikket leder et stort antal byer og regioner.

Ingen sikre kredse til NPA

For os er dette et vendepunkt: Den “Nye Folkelige, Økologiske og Sociale Union” (NUPES) er ikke et udtryk for UP’s politiske kontinuitet, der førte til, at Jean-Luc Mélenchon blev et håb om radikale forandringer. Nu er det hele blevet meget tvetydigt og selvmodsigende.

Vi ved, at mange venstrefløjsaktivister havde håbet at se NPA’s præsidentkandidat, Philippe Poutou, blive valgt til Nationalforsamlingen. De skal dog vide, at UP ikke på noget tidspunkt har foreslået en valgkreds, hvor han kan blive valgt, eller at han kunne blive kandidat i sin egen region (Gironde-Bordeaux). Indenfor rammerne af aftalen med Socialistpartiet tilbød UP kun fem valgkredse til NPA – hvilket er langt fra den proportionelle repræsentation mellem de forskellige partier. Der er tale om valgkredse, hvor en kandidat ikke havde nogen chance for at blive valgt, eller hvor vi ikke har nogen forankring. Socialistpartiet er derimod blevet sikret tre gange så mange valgkredse, som partiet fik stemmer ved præsidentvalget, mens NPA har fået tre gange så få. Meget symbolsk!

UP vil med andre ord gerne have NPA med i i NUPES, men uden mulighed for, at NPA kan få en reel politisk tilværelse dér.

Vi må derfor med beklagelse notere, at UP har valgt at indgå en aftale med kræfter, der forvalter et system, der skader muligheden for en aftale med NPA. En aftale, der var gunstig i forhold til UP’s oprindelige forslag. NPA deltog i diskussionerne til det sidste, i håb om at nå frem til en aftale.

Vi kunne have fået en aftale med UP, med Kommunistpartier, ja selv med De Grønne. Men vi kan ikke godkende en aftale, der omfatter Socialistpartiet, og som er sket på bekostning af de forslag, vi blev stillet i udsigt. NPA kan derfor ikke underskrive aftalen med NUPES:

På et møde i NPA’s landsledelse den 14. maj vil vi organisere deltagelsen i valget til Nationalforsamlingen. Vi opfordrer til at stemme på og aktivt støtte de kandidater, som tilhører venstrefløjen i NUPES, og vi vil ikke opstille modkandidater. I andre valgkredse, hvor der opstilles NUPES-kandidater, der går ind for en fortsættelse af socialliberalismen, vil NPA, såfremt forholdene er til stede, arbejde for et alternativ med enhedskandidater fra arbejdspladser og arbejderkvarterer, der repræsenterer en kæmpende venstrefløj, som er uafhængig af institutioner og socialliberalismen.

Oversat fra International Viewpoint.  Mellemrubrikker er indsat af SI-redaktionen.